thumb|Svolvær set fra færgekajen. Svolvær (samisk: Spållavuolle eller Suolu-vær = "Ø-vejret") er en by og administrationscenter i Vågan kommune i Nordland. Byområdet Svolvær har 7.814 indbyggere per 1. januar 2012.
Svolvær var tidligere en bykommune, men blev slået sammen med Vågan og Gimsøy kommuner til Vågan kommune i 1964. Svolvær fik sin bystatus tilbage 17. maj 1996.
Etymologi Byen og den tidligere kommune er opkaldt efter den gamle gård Svolvær (), da byen voksede frem på den historiske gårds jorder. I skriftlige kilder fra 1567 optræder navnet som »Suoluer«. Navnets første led kommer af det oldnordiske ord , der betyder "kølig" eller "kold". Det sidste led er , der betyder "fiskerleje".
Historie Den ældste boplads i Svolvær, Øvreværet, ligger ved foden ad Svolværgeita og er fra tidlig bronzealder. Bopladser i huler er typiske for området, hvor jagt og fangst har været hovednæring.
Den første kendte bydannelse i Nordnorge, Vågar, lå omkring den smalle naturhavn nær Kabelvåg, umiddelbart vest for Svolvær. Vågar omtales i Heimskringla og kan være blevet grundlagt allerede omkring år 800.
Fiskeri efter torsk, især i vintermånederne, har været et af byens vigtigste økonomiske grundlag. Andre erhvervsvirksomheder, som har haft stor betydning for Vågan, omfatter fiskeopdræt af laks samt virksomhederne Secora og Lofotkraft.
I skriftlige kilder er Svolvær omtalt første gang i midten af 1500-tallet som en gård i kongens eje.
thumb|Svolvær omkring 1890.
Tidligt i 1900-tallet gik Svolvær fra at være et af mange fiskevær i Lofoten til at blive et byområde med stor befolkningsvækst og stærk økonomisk vækst. I 1918 fik Svolvær bystatus.Fakta om Svolvær - Historie . 2010. SvolværPortalen. Hentet 2011-06-23
Kommunalt selvstyre 1918–1963 Svolværs historiske betydning som et vigtigt fiskerleje medførte, at stedet den 1. juli 1918 fik status som ladested. Da Svolvær blev ladested, blev det udskilt fra Vågan kommune og oprettet som en selvstændig kommune. Den nye kommune havde oprindeligt 2.429 indbyggere og omfattede et areal på 7,3 km2. Som følge af Schei-komitéens arbejde blev der gennemført mange kommunesammenlægninger i Norge i 1960'erne. Den 1. januar 1964 blev Svolvær kommune med 3.952 indbyggere lagt sammen med nabokommunerne Gimsøy med 1.551 indbyggere og Vågan med 4.820 indbyggere. Sammen dannede de den nye og større Vågan kommune.
Som følge af kommunesammenlægningen i 1964 mistede Svolvær sin status som ladested. Efter indførelsen af ny lovgivning i Norge i 1996 vedtog kommunalbestyrelsen i Vågan kommune, at Svolvær igen skulle have status som by.
Svolvær var en selvstyrende kommune fra 1916 til 1964. I denne periode havde Svolvær kommune ansvaret for grundskoleundervisning til og med 10. klasse, ambulante sundhedsydelser, ældrepleje, socialhjælp og andre sociale ydelser, fysisk planlægning, økonomisk udvikling samt kommunale veje og forsyningsvirksomheder. Kommunen blev ledet af en kommunalbestyrelse bestående af direkte valgte repræsentanter. Borgmesteren blev valgt indirekte ved en afstemning i kommunalbestyrelsen. Kommunen hørte under Hålogaland lagmannsrett.
Byvåben Byvåbenet blev tildelt den 20. januar 1941 og var i brug indtil 1964, da byen blev en del af Vågan kommune. Den officielle blasonering lyder: "I blåt en svømmende sølvtorsk mellem to bølgede tvillingbjælker". Det betyder, at våbenet har et blåt felt som baggrund og en heraldisk figur i form af en torsk mellem to bølgede linjer. Både torsken og de bølgede linjer har den heraldiske tinktur sølv, som normalt gengives med hvidt, men med sølv, hvis våbenet fremstilles af metal. Den blå farve og våbenets motiv symboliserer havets og fiskeriets betydning for kommunen. Våbenet blev tegnet af John Johnsen.
Geografi thumb|Gunnar Berg Fra Svolvær havn, 1891.
Byen har dagligt anløb af Hurtigruten og daglig afgang med hurtigbåd til Bodø og Hamarøy, tidligere også til Narvik. Den er nu erstattet af bus langs en ny vej som blev åbnet 1. december 2007. Byen har også dagligt anløb af færge til Hamarøy. Svolvær Lufthavn, Helle, har flere daglige afgange til Bodø og Leknes. Fra Bodø er der korresponderende flyafgange til resten af landet.
Svolvær er Lofotens største befolkningsområde. Svolvær huser Lofoten tingret. Samtidig er hele kommunen en af Nord-Norges vigtigste kunstnerkommuner. I Kabelvåg findes Nordland kunst- og filmfagskole og flere gallerier og museer. Nordnorsk Kunstnersenter findes også i Svolvær. Værkstedsindustrien er den største i Nord-Norge. Vågan kommune er også en af Norges store opdrætskommuner med store mængder fiskeopdræt, hvis eksportværdi var omkring 550 mio. NOK 1994.
En af de mest kendte fjeldtoppe ved Svolvær er Svolværgeita (= Svolværgeden), som er Svolværs kendemærke og første gang blev besteget i 1910. Et andet fjeld er Vågakallen, som ligger mellem Kabelvåg og Henningsvær, hvis tinde er 942 moh. I følge gamle sagn er Vågakallen den tidligere konge i Lofoten, som blev til sten efter at have mødt solen.
Luftspejlingen i 1998 I sommervarmen i august 1998 optrådte en luftspejling, der fik lokalbefolkningen til at tro, at Svolværgeita var ved at rase sammen. Den dramatiske melding blev udsendt på NRK radio, og fjernsynsstationer og avisfolk blev fløjet ind til Lofoten. Statsmeteorologen kunne berolige folk med, at en lufthildring havde spillet folk et puds, fremkaldt af lysbrydning mellem varm og kold luft, da solen skinnede på en meget varm bjergvæg, så det så ud, som om "gedens" venstre horn lænede sig mod det højre horn. Ansvarlig i Vågan kommune havde sendt en alpin redningsgruppe op i bjerget; alle klatrende på vej opad blev standset; og beredskaben forberedte sig på evakuering af boligerne under bjerget. [https://www.dagbladet.no/nyheter/nordlendinger-ser-syner/65473414 Skjalg Fjellheim: "Nordlændinge ser syner", Dagbladet, 13. august 1998
600px|thumb|left|Udsigt over Svolvær, Lofoten og Vestfjorden, set fra tiende etage i Thon hotel i Svolvær marts 2014. På billedet ses blandt andet Svolvær kirke og Fløyfjellet, Nordland med Svolværgeita. Flere fiskebåde er fortsat ude på lofotfisket. Til venstre skimtes hjell til ophængning af tørfisk.
Økonomi thumb|Svolværs havn Ud over den omfattende fiskeindustri får turisme stadig større betydning. Svolvær er desuden et vigtigt trafikknudepunkt og et populært udgangspunkt for turister, der besøger Lofoten. Omkring 200.000 turister besøger Svolvær hvert år.
Et nyt kombineret kulturcenter og hotel i ti etager med 160 værelser åbnede i marts 2009. Mange kunstnere er blevet inspireret af det særlige lys på Lofoten, og Svolvær har mange kunstnere og gallerier, heriblandt Kunstnerhuset Lofoten og Stig Tobiassens galleri .
Byen har også et kendt museum om anden verdenskrig, Lofoten Krigsminnemuseum. I det sene efterår og om vinteren afgår der hvalsafarier fra Svolvær med særligt fokus på spækhuggere. Der arrangeres desuden bådture fra Svolvær til det nærliggende Raftsundet og dets berømte sidearm Trollfjorden.
Svolvær har også alpincentret Kongstind Alpinsenter, som udelukkende drives af frivillige. Centret har én skilift og mulighed for off-piste-skiløb.
Lokalavisen Lofotposten har hovedkvarter i Svolvær. Avisen Våganavisa er blevet udgivet i Svolvær siden 2006.Store norske leksikon: Våganavisa.
Kendte personer fra Svolvær Håkon Kyllingmark, statsråd, politiker (1915–2002) Jack Berntsen, visesanger (1940–2010) Ola Bremnes, sanger og sangskriver (1955–) Kari Bremnes, sanger og sangskriver (1956–) Lars Bremnes, sanger og sangskriver (1964–) Gunnar Berg, maler (1863–1893) Dagfinn Bakke, billedkunstner og illustrator (født 1933), bosat i Svolvær
Galleri
Se også Svolvær Lufthavn, Helle
Referencer
Eksterne henvisninger
SvolværPortalen
Kategori:Nordlands geografi Kategori:Lofoten Kategori:Byer i Norge Kategori:Austvågøya