thumb|Kongeriget Asturiens våbenskjold Kongeriget Asturien () var et kongerige på den Iberiske halvø. Det blev grundlagt i 718 af den visigotiske adelsmand Pelayo af Asturien.[http://www.britannica.com/EBchecked/topic/557573/Spain/70360/The-Christian-states-711-1035 Spain: The Christian states, 711-1035 i Encyclopedia Britannica Det var den første, kristne statsdannelse på den Iberiske halvø, efter at det visigotiske kongerige var blevet erobret af de muslimske umayyader.Roger Collins: The Arab Conquest of Spain 710-797, 1989, I 718 eller muligvis 722 besejrede Pelayo en umayyadisk patrulje i Slaget ved Covadonga og indledte dermed det, som almindeligvis bliver betragtet som indledningen til den spanske reconquista (generobring). Kongeriget Asturien blev omdannet til Kongeriget León i 924, da Fruela 2. blev konge med regeringsby i León.Roger Collins: Early Medieval Spain, 1983,
Historie Indfødt befolkningsgrundlag Det asturiske kongerige opstod i den vestlige og mellemste del af de Kantabriske bjerge, som dengang var en del af den oprindeligt romerske provins Gallæcien, særligt i bjergkæden Picos de Europa og den midterste del af det nuværende Asturien. De vigtigste, politiske og militære begivenheder i de første årtier af kongerigets eksistens foregik i dette område. Ifølge beskrivelser hos Strabo, Dio Cassius og andre græsk-romerske geografer, var der flere folkeslag, som boede i de asturiske landområder og blandt dem især:
Vadinienses boede i Picos de Europa, og de bredte sig gradvist bredte sydpå i de første århundreder af vores tidsregning Orgenomesci boede langs den asturiske østkyst Saelini, som holdt til op gennem floden Sellas dal Luggones havde deres hovedby i Lucus Asturum (det nuværende Lugo de Llanera og deres område strakte sig mellem floderne Sella og Nalón Asturerne (i snæver forstand) boede i det indre af Asturien, mellem Piloña og Cangas del Narcea Paesici havde slået sig ned langs kysten af det vestlige Asturien, dvs. mellem mundingen af floden Navia og den nutidige by, GijónJuan López (overs.): Libro tercero de la geografia de Estrabón, que comprende un tratado sobre España antigua, 1787 side 154-158, hvor der står: "Esta es la vida de los Montañeses, que terminan el lado Septentrional de España, y la de los Gallegos, Asturos y Cántabros, hasta los Vascones y el Pyrenéo, pues todos viven de la misma manera." (= "Dette er de bjergboers livsform, de som afslutter den nordlige del af Spanien, og galiciernes, asturernes og kantabrernes helt hen til baskerne og Pyrenæerne, men de lever alle på samme måde."
thumb|Billede fra Lḷagu del Vaḷḷe (Somiedo) med typisk asturiske huse i en form, som ikke er meget forskellig fra den, der blev brugt på asturernes tid De klassiske geografer udtrykker modstridende syn på disse folkeslag. Ptolemæus siger, at asturernes område strækker sig gennem den midterste del af det nuværende Asturien, altså mellem floderne Navia og Sella, og på den måde bliver Sella fastlagt som grænsen til det kantabriske område. Men andre geografer placerede grænsen mellem asturerne og kantabrerne længere mod øst: Julius Honorius fastslog i sin Cosmographia, at Ebros kilder fandtes i asturernes land (sub asturibus). Under alle omstændigheder blev folkegrænsen i de kantabriske bjerge ikke så afgørende senere hen, efterhånden som de klanopdelinger, der gennemvævede de førromerske samfund i den nordlige del af den iberiske halvø, svandt bort under den ensartede, politiske og administrative kultur, som blev påtvunget dem af romerne.
Denne situation begyndte at ændre sig i romerrigets sidste tid og i begyndelsen af middelalderen, hvor der gradvist udviklede sig en asturisk identitet: den århundredelange kamp mellem adelen i det visigotiske og det svebiske kongerige kan have bidraget til at skabe en klar identitet blandt folkene i de kantabriske egne.
Den gradvise opståen af en asturisk identitet førte til dannelsen af Kongeriget Asturien efter kroningen af Pelayo og sejren over de muslimske garnisoner i Slaget ved Covadonga i begyndelsen af det 8. århundrede. Chronica Albeldense, berettede om begivenhederne i Covadonga og fastslog, at "guddommeligt fremsyn skabte kongen af Asturien".
Umayyadernes besættelse og det asturiske oprør thumb|Monument til minde om Pelayo, opstillet i Covadonga. Kongeriget blev etableret af adelsmanden Pelayo af Asturien (vulgærlatin: Pelagius), som muligvis stammede fra Asturien. Der kan ikke være foregået nogen væsentlig indvandring af flygtninge fra det centrale Spanien før slaget ved Covadonga, og i 714 blev Asturien løbet over ende af Musa bin Nusair uden nogen virkningsfuld eller kendt modstand. Man har påstået, at Pelayo kan have trukket sig tilbage til de asturiske bjerge efter Slaget ved Guadalete, og ifølge den gotiske tradition, som blev nedskrevet af Theias, blev han valgt af de andre adelige som leder af asturerne. Pelayos kongerige var fra begyndelsen ikke meget mere end et samlingsmærke for de eksisterende guerillastyrker.
Under den islamiske erobring faldt de vigtigste, spanske byer og administrative centre i hænderne på de muslimske tropper. Kontrollen med de centrale og sydlige landsdele, som f.eks. dalene langs Guadalquivir og Ebro, bød kun på nogle få problemer for de nytilkomne herskere, som brugte den eksisterende, visigotiske administrative struktur, der i sidste ende var af romersk oprindelse. Men i de nordlige bjerge var bycentre (som f.eks. Gigia) praktisk talt ikke-eksisterende og undertvingelsen af landet måtte ske fra dal til dal. De muslimske tropper greb ofte til at tage gidsler for at sikre underkastelsen af det nyligt erobrede landområde.
Da Tarik havde nået Toledo i 711, gik den yemenittiske vicekonge af Ifriqiya, Musa ibn Nusair, over Gibraltarstrædet det følgende år og gennemførte et massivt erobringsfelttog, som skulle føre til indtagelsen af bl.a. byerne Mérida, Toledo, Zaragoza og Lerida. I den afsluttende fase af felttoget nåede han halvøens nordvestlige del, hvor han fik kontrol med byerne Lugo og Gijon. I denne sidste by anbragte han berbisk afdeling under guvernøren Munuza, hvis opgave det var at udbygge den muslimske kontrol med Asturien. Som en sikkerhed for, at regionen var undertvunget, måtte nogle adelige – og nogle mener, at Pelayo var blandt dem – sende gidsler fra Asturien til Córdoba. Legenden påstår, at hans søster var blandt de udvalgte, og man forsøgte at arrangere et ægteskabeligt forbund med en lokal, berbisk leder. Senere skulle Munuza forsøge det samme ved en anden bjergpost i Pyrenæerne, hvor han gjorde oprør mod sine arabiske overordnede i Córdoba. Berberne var blevet omvendt til Islam blot én generation tidligere, og de blev betragtet som andenklasse i forhold til arabere og syrere.
Den mest almindeligt accepterede hypotese om dette slag (som var afgørende ifølge senere, kristne kilder fra Asturien, men blot et sammenstød, som de muslimske tekster beskriver det) er den, at den mauriske kolonne blev angrebet fra bjergsiderne og derefter trak sig tilbage gennem dalene hen mod nutidens Gijón. Under tilbagetoget blev kolonnen angrebet af lokale tropper og næsten udslettet. Men den eneste, næsten samtidige kilde, der beretter tidens begivenheder, er den kristne krønike, Continuatio Hispana, fra 754, omtaler end ikke disse hændelser.
Men som det fortælles i den Rotensiske Krønike (Alfonso 3.s krønike), hvor Pelayo betragtes som efterfølger for de visigotiske konger af Toledo med det klare formål at legitimere Alfonsos krav på kronen), undslap Pelayo fra Toledo under guvernør Al Hurr (717-718), og hans tilbagevenden til Asturien udløste en modstand mod de muslimske myndigheder i Gijon. Pelayos identitet er dog stadig et åbent spørgsmål, og dette er kun én af teorierne.
Asturernes leder, hvis oprindelse historikerne altså strides om, havde på den tid sit hjem i Bres (i Piloña-distriktet), og Munuza sendte sine tropper dertil under kommando af Al-Qama. Da han hørte om, at muslimerne nærmede sig, skyndte Pelayo og hans folk sig at gå over Piloña. De søgte mod den smalle og let forsvarlige dal ved Auseva bjerget, og fandt et tilflugtssted i én af hulerne dér, Covadonga. Efter at have opgivet en belejring på grund af vejret og deres udsatte stilling i den dybe slugt, siges tropperne at have søgt ud gennem de høje pas mod syd for at fortsætte eftersøgning og fjernelse af andre oprørere. Der lykkedes det lokale folk at lokke den muslimske afdeling i baghold og udslette den. De få overlevende fortsatte sydpå mod sletten ved León og efterlod Asturiens havnære distrikter med sårbare, udtyndede forsvarsstyrker.
Sejren – ret betydningsløs, da kun få, berbiske soldater var indblandet – gav Pelayo stor prestige og fremkaldte et massivt oprør blandt andre adelige i Galicien og Asturien, som straks sluttede sig til Pelayo og valgte ham til konge eller hærfører (dux).
Under Pelayos ledelse forøgede man angrebene på berberne. Munuza følte sig isoleret i en region, som blev stadigt mere fjendtlig, besluttede at opgive Gijon og marcherede mod højsletten (Meseta) via Mesa-sporet. Han blev dog afskåret og dræbt af asturerne ved Olalíes (i det nuværende Grado-distrikt). Da han først havde fordrevet maurerne fra de østlige dale i Asturien, angreb Pelayo León, som var den vigtigste by i det nordvestlige Spanien, og befæstede bjergpassene, sådan at regionen var beskyttet mod mauriske angreb. Nylige, arkæologiske udgravninger på Homon-bjerget og i La Carisa (nær ved floddalene Huerna og Pajares) er dateret ved kulstof-14metoden til årene mellem 675 og 725. Disse befæstningsværker omfattede vagttårne og næsten 2 m dybe voldgrave, hvad der må have krævet deltagelse fra mange hundrede personer og en høj grad af organisering og ledelse, muligvis fra Pelayo selv. Af den grund formoder eksperterne, at bygningen af forsvarslinjen skulle hindre maurernes tilbagevenden til Asturien via bjergpassene Mesa og Pajares.
Pelayo fortsatte med at angribe de berbere, som var blevet tilbage nord for de asturisk-galiciske bjerge, indtil de trak sig tilbage eller ofte bare forlod deres garnisoner som et led i et større oprør mod arabisk kontrol fra Córdoba. Han bortgiftede derefter sin datter, Ermesinda, til Alfonsos, søn af Peter af Kantabrien, den ledende adelige i det stadigvæk uafhængige, svebisk-visisgotiske hertugdømme, Kantabrien. Palayos søn, Favila, blev gift med Froiliuba.