thumb|Illustration af belejringen af Bagdad i 1258. Iraks historie rækker mindst 9000 år tilbage.
I det frugtbare område Mesopotamien mellem floderne Eufrat og Tigris opstod nogle af verdens ældste civilisationer så som sumererne, babylonerne og assyrerne. Nutidens Irak regnes for at have været hjemsted for skiftende højkulturer i mindst 7000 år. Området var i lang tid en del af Persien, men i 656 blev det erobret af araberne, og i 762 flyttede kalifatet til den nye by Bagdad (i nærheden af det gamle Babylon). I 1258 blev området okkuperet af mongolerne, som plyndrede og ødelagde Bagdad. Denne by forblev dog centrum for den arabiske og den muslimske verden, indtil den blev indlemmet i Det osmanniske rige i 1534.
1915-1956 Staten Irak oprettes som britisk mandat
I 1915 erobrede britiske tropper store dele af Mesopotamien fra osmannerne og slog de to osmanniske vilajeter (provinser) Bagdad og Basra sammen under navnet Irak. Senere blev også vilajetet Mosul, hvor de fleste indbyggerne var kurdere, lagt ind under den nye stat. Modsætningerne mellem de forskellige folkegrupper, som på denne måde var blevet forenet, har præget landets senere historie.
Under forhandlingerne om ændring af alliancetraktaten med Storbritannien af 10. oktober 1922 afløstes sir Percy Cox af sir Henry Dobbs som britisk højkommissær i Bagdad i september 1923, og en ny traktat undertegnedes den 25. marts 1924, indeholdende de ved protokol af 30. april 1923 vedtagne ændringer i traktaten fra 1922. En konstituerende nationalforsamling åbnedes samtidig og indvilligede efter nogen modstand i, at alliancetraktaten ratificeredes. I august 1924 vedtog nationalforsamlingen en forfatning, hvor efter parlamentet skulle bestå af to kamre: et senat på 20 medlemmer valgte af kong Feisul, og et andetkammer på 88 medlemmer valgte ved almindelig stemmeret. Valgene afholdtes i juni 1925, og parlamentet holdt sin første samling juli—oktober samme år.
Efter Iraks frigørelse fra det tyrkiske åg i 1918 skete der store fremskridt i mange retninger, både med hensyn til undervisning, sundhedsvæsen, trafik, handel og industri. Iraks rigdomme, som havde været uudnyttede siden arabernes herredømme, kom atter til anvendelse: bomuld, korn, dadler samt petroleum (olie) var hovedprodukterne. "Anglo-Persian Oil Co." og "Turkish Petrole Co." fik store koncessioner, henholdsvis i Sydirak ved Basra og i nord omkring Mosul. Den store grænsestrid med Tyrkiet om Mosul endte med, at sagen appelleredes til Folkeforbundet, og ved beslutning af 15. december 1925 tilkendte forbundsrådet Irak byen. Ved en traktat af 5. juni 1926 mellem Irak, Tyrkiet og Storbritannien blev den endelige grænseordning truffet.
Forholdet til Storbritannien vedblev dog at være spændt, og en ny traktat af 13. januar 1926 bragte ingen bedring. Araberne i Irak ønskede mere statslig selvstændighed og adgang til Folkeforbundet. For at fremme disse planer aflagde Kong Faisal besøg i London i Oktober. Resultatet blev en ny traktat af 14. december 1927, hvori Storbritannien formelt anerkendte Irak som en uafhængig, suveræn stat og lovede, forudsat den nu herskende fremgang fortsattes, at støtte Iraks optagelse i Folkeforbundet i 1932; dog skulle Storbritannien vedblive at holde en højkommissær i Irak og varetage landets udenrigske anliggender. Selv om den nye traktat ikke vandt almindeligt bifald blandt araberne, syntes dog forholdet mellem de to lande at have bedret sig, og englænderne trak efterhånden de fleste af deres tropper bort, undtagen en mindre luftstyrke. Der imod nægtede Persien endnu at anerkende Irak som stat, og grænseforholdet både til Persien og Centralarabiens nye stat Nedjd (senere: Saudiarabien) var stadig ret spændt. I 1928 afløstes sir Henry Dobbs af en ny højkommissær Sir Gilbert Clayton.Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXVI (1930), s. 725; opslag: Mesopotamien
Selvstændig stat
Briterne styrede, med hård hånd, landet som mandatområde frem til 1932, da Irak blev erklæret som et selvstændigt kongedømme under hashimitten Faisal, og Irak blev dette år også medlem af Folkeforbundet. Under hele perioden under briterne var Irak præget af arabiske og kurdiske oprør, og det hasjemitiske kongehus blev også efter sin oprettelse stadig udsat for kupforsøg. Kong Faisal døde i 1933 og blev efterfulgt af kong Ghazi, som igen døde i 1939 og blev efterfulgt af sin mindreårige søn kong Faisal 2..
Det irakiske kongehus var svagt, og Irak var bortset fra navnet en britisk koloni frem til invasionen af Suez i 1956. Briterne beholdt sine militærbaser i landet, og Irak stod også under britisk okkupation i fem år efter et kupforsøg i 1942. Enhver modstand mod kong Faisal blev hårdt slået ned, og briterne bedrev i den sammenhæng en udstrakt terrorbombning mod såvel civilbefolkningen som landbruget. Briternes holdning til den irakiske civilbefolkning blev blandt andet tydeliggjort gennem Winston Churchills udtalelse om virkemidler mod kurderne: "Jeg forstår ikke fejheden, som råder vedrørende brugen af gas. Selv er jeg stærkt for anvendelse af gas mod uciviliserede stammefolk."
Fra 1950-erne var USA også aktiv i Irak. CIA havde et afdelingskontor i landet, og personalet der havde stående ordrer om at tilbyde støtte i form af penge og våben til politiske ledere, militære ledere, sikkerhedsministre og andre magtpersoner, og til på denne måde at oprette antikommunistiske alliancer.
Republikken 1958 - 1967
En gruppe militære under ledelse af nationalisten Abd al-Karim Qassim og Abd al-Salam Arif tog magten ved et kup den 14. juli 1958, afsatte kongen og indførte republikken (kendt som 14. juli revolutionen). Bagdadpagten, som regulerede Iraks alliance med Vesten, blev ophævet, og politiske forbindelser blev oprettede med Sovjetunionen.
En række sociale og politiske reformer blev indført under det nye styre, blandt andet blev en mere decentral styreform indført. Kurdisk sprog og nationalitet blev igen anerkendt, og den kurdiske eksilleder Mustafa Barzani fik mulighed for at vende hjem. Irakiske myndigheder arbejdede også for at få national kontrol over, og sikre sig indtægter fra, landets enorme olieressourcer.
For USA's ambassade i Irak kom kuppet som et chok. Efter, at det nye regime fandt omfattende dokumentation for samarbejde mellem CIA og det gamle regime i dets arkiver, og efter, at en agent ansat som skribent for CIA-frontselskabet American Friends of the Middle East blev arresteret og forsvandt, blev CIA's stationskontor evakueret. CIA's afdelingsleder for Mellemøsten, Kermit Roosevelt jr., berømt som Theodores barnebarn og for sin rolle som verdens første økonomiske lejemorder under kuppet i Iran i 1953, trak sig efter dette og blev erstattet af James Critchfield. Critchfield fattede hurtig interesse for Ba'ath-partiet efter, at dette udførte flere mislykkede kupforsøg mod Qassim.
I 1963 overtog major Abdul Salam Arif magten ved det såkaldte Februarkup, og efter hans død i 1966 overtog hans broder Abdul Rahman Arif præsidentskabet. Ba'ath-partiet deltog også i kuppet i 1963, og fik ifølge Saddam Husseins biograf, Said Aburish, støtte fra CIA.Secrets Of His Life And Leadership - Interview With Said K. Aburish | The Survival Of Saddam | FRONTLINE | PBS Amerikanerne så Ba'athpartiet som en modvægt mod kommunisterne, efter som det irakiske kommunistparti ved siden af Ba'ath var den eneste politiske masseorganisation i landet uden for de kurdiske områder. Fra CIA fik det nye regime oversendt lister over medlemmer af kommunistpartiet, og disse blev arresterede i tusindvis over hele landet.
Ba'athpartiet blev imidlertid fjernet af de militære ved et nyt kup efter blot nogen måneder ved magten.
1968-2003 Baathpartiet ved magten
I 1968 gennemførte Ba'athisterne et nyt kup, som var bedre planlagt end kuppet i 1963. Også denne gang fik de ifølge journalisten John Pilger støtte fra CIA..
Denne gang nåede Ba'athisterne at konsolidere deres herredømme, som skulle vedvare til den amerikanske invasion i 2003. Under Ba'athregimet var magten fortsat baseret på et netværk af officerer med baggrund i sunniarabiske stammer fra det nordlige og vestlige Irak.
Ba'athpartiet styrede med hård hånd ved hjælp af flere hemmelige overvågningsorganisationer. Tilhængere af monarkiet og andre modstandere af det nye regime blev forfulgt, og brug af totur var udbredt.
Samtidig gennemførte partiet også et omfattende socialt reformprogram, finansieret med enorme olieindtægter. Der blev indført en velfærdsstat med gratis skolegang og sundhedsvæsen, og kvinders rettigheder blev styrkede. Efterhånden voksede der en omfattende middelklasse med vestlig levestandard. I 1991 befandt Irak sig i verdenstoppen, både når det gjaldt læsefærdigheder blandt voksne, med 95 %, og når det gjaldt befolkningens levestandard generelt. Et fænomen som tiggeri var nærmest ukendt før, det internationale samfund iværksatte sanktioner i 1991.
Saddam Husseins regime
Da Ba'ath-partiet tog magten i 1968, blev Saddam Hussein leder for partiets hemmelige politi. Efter at have fjernet alle rivaler kunne han overtage stillingen som præsident i 1979. CIA skal ikke kun have bragt Ba'ath-partiet til magten, men også have skaffet Hussein "personlig hjælp og støtte, finansiel støtte under krigen med Iran, og beskyttelse mod kupforsøg" hævder John Pilger.
Under Husseins ledelse udviklede Ba'ath-partiet et blodig diktatur for at opretholde det sunniarabiske mindretals herredømme over for det sjia-arabiske flertal og det store mindretal af ikke-arabiske kurdere. Saddam støttede sig først og fremmest til sine egne slægtninge fra Tikrit-området.
Den kurdiske befolkning blev under Hussein udsat for systematisk folkemord. Mange tusinde landsbyer blev ødelagte, og indbyggerne blev dræbt eller tvangsforflyttede. Regimet anvendte blandt andet kemiske våben mod den kurdiske minoritet i Nordirak. Det mest kendte eksempel på dette er gasangrebet på Halabja i 1988, hvor ca. 5.000 mennesker blev dræbt af det irakiske luftvåben. Så mange som 200.000 kurdere kan være blevet dræbt under Saddams kampagne i 1988.GENOCIDE IN IRAQ: The Anfal Campaign Against the Kurds (Human Rights Watch Report, 1993)
Ba'athregimets internationale politik
Ba'athregimets magtovertagelse blev internt i USA's efterretningsmiljøer betragtet som en succes, og det fik tilnavnet favoritkuppet. Den daværende stationschef for CIA i Mellemøsten, James Critchfield, udtalte også senere at "vi betragtede det som en stor sejr".
Regimet førte imidlertid ikke en politik efter USA's ønsker. Ba'ath-partiet inviterede i 1969 Sovjetunionen til at udvikle landets olieindustri og indgik i 1971 en samarbejdsaftale med det irakiske kommunistparti om udvikling af et socialistisk Irak. Kommunisterne blev også taget med i regeringen.
Olieindustrien blev nationaliseret i 1972, og samme år underskrev daværende vicepræsident Saddam Hussein en venskabsaftale med Sovjetunionen, som også blev Iraks vigtigste våbenleverandør.
Både Irak og nabolandet Syrien havde regeringer udgåede fra Ba'ath-partiet, men de to grene af Ba'ath-partiet udviklede sig snart til bitre fjender. Saddam Hussein ønskede at blive den ledende arabiske statsmand og forsøgte at undergrave Hafez al-Assads regime i Syrien. Han tog også skarpt afstand fra den fredspolitik over for Israel, som blev ført af Egypten og Jordan.