thumb|Umajjademoskeen i Dimašq blev færdigbygget i 715 under Umajjaderne. Syriens historie omfatter en periode på flere tusinde år. Landet var et tidlig midtpunkt for civilisationsudviklingen og inkluderer nogen af verdens tidligste civilisationer. Navnet Syrien (arabisk: Sūriyya) kommer fra assyrerne, som var en af mange civilisationer som periodevis herskede over blandt andet det område, som i dag er Syrien, i oldtiden. Siden blev området erobret af romerne og araberne, hvilket har bidraget til det moderne Syriens etniske og religiøse mangfoldighed, og i middelalderen blev landet udsat for en række invasioner. I fire århundrer herskede Det osmanniske rige over Syrien, men efter osmanernes nederlag i 1. verdenskrig blev Syrien sammen med nutidens Libanon omgjort til et mandatområde under Folkeforbundet, som blev forvaltet af Frankrig. I 1946 fik landet sin uafhængighed fra Frankrig, og det blev påvirket af panarabismen og den arabiske socialisme. Siden 1970 har Syrien været styret af Ba'ath-partiet under al-‘Asad-familiens ledelse, men deres styre er nylig blevet udfordret af oprøret i Syrien i 2011.
Forhistorie thumb|Kvindefigur fra ca. 5.000 f.Kr. Syrien var et center for neolitisk kultur efter ca. 10.000 f.Kr og var et af stederne, hvor jordbrug og husdyrhold opstod og spredte sig fra til resten af verden. Byen Mureybet repræsenterer den neolitiske periode, mens byer som Hamoukar og Emar var vigtige under den senere neolitiske tid og bronzealderen.
Gamle civilisationer
Området, som i dag er Syrien, blev i oldtiden domineret eller hersket over af en række forskellige folkegrupper og imperier, som inkluderede egypterne, hettitterne, hebræerne, aramæerne, fønikerne, assyrerne, perserne og hellenere. På 500-tallet før Kristus blev Syrien erobret af det persiske Akamenide-dynasti, som også indlemmede alle de omliggende områder og hele Sydvestasien i sit store rige. To århundreder senere erobrede Kongedømmet Makedonien under Aleksander den Store det persiske rige. Efter Aleksanders død blev Syrien en del af det hellenistiske Selevkidrige, som kom til at vare i flere hundrede år. Selevkidernes hovedstad var i Antiokia, som historisk set lå i Syrien men i dag ligger over grænsen mod Tyrkiet. Syrien blev udsat for hellenistisk kultur, som Antiokia blev et center for.
Romersk og byzantinsk Syrien thumb|Det romerske teater i Buṣra, som i dag står på UNESCOs verdensarvsliste. Seks verdensarvssteder findes i Syrien.
Efter den oprindelige erobring gik Selevkideriget ind i en lang nedgangstid, som varede frem til den romerske erobring af dets tidligere områder. I 64 f.Kr. erobrede Pompeius Antiokia, og Syrien blev gjort til en romersk provins. Antiokia var med 500.000 indbyggere Romerrigets tredje største by efter Rom og Alexandria og var et vigtigt handels- og industricenter. Syrien var en af Romerrigets rigeste og tættest befolkede provinser og var derfor en af rigets vigtigste, særlig i det andet og tredje århundrede efter Kristus. Den romerske kejser Philip Araberen kom fra provinsen Syrien, og det samme gjorde seks paver og flere helgener.
I 300-tallet e.Kr. skete en opblomstring i det nordlige Syrien i et områder, som på den tid kaldtes Belus, men i dag kendes som Døde byer. Bosættelsernes blomstringstid begyndte i 300-tallet e.Kr. og var baseret på dyrkning og salg af oliven, vin og korn. Indtægterne fra det overvejende feudalt organiserede samfund blev investeret af de græsktalende jordejere i overdådigt udførte villaer, offentlige bygninger og frem for alt i massive kalkstenskirker. De fleste af beboerne konverterede til kristendommen i løbet af 300-tallet. I de døde byers område fandt udviklingen af det syriske kirkebyggeri sted fra den enkle kirke i landsbyerne til katedralerne i byerne. I begyndelsen af 600-tallet – endnu før den arabiske erobring – begyndte den økonomiske nedgang af grunde, der endnu kun gøres formodniger om. I de to følgende århundreder blev landsbyerne gradvist forladt. I dag findes ruinerne af de tidligere omkring 700 landsbylignende bosættelser fra senromersk og tidlig byzantinsk tid i det nordsyriske kalkstensmassiv.
Da Romerriget blev endeligt delt i det femte århundrede, blev Syrien del af det østromerske rige eller Byzantinske Rige. Fra 616 til 628 herskede den persiske sasanidehersker Khosrau 2. over Syrien, før bysantinerne generobrede den.
Islamske riger thumb|Citadellet i Aleppo er en af de ældste og største borge i verden.
Islam blev grundlagt af profeten Muhammad i Arabien i begyndelsen af det 7. århundrede. Ved Muḥammads død i 632 havde muslimerne, den nye religions tilhængere, skaffet sig kontrollen over hele Arabien og forenet de arabiske stammer. Muḥammads efterfølgere oprettede Rashidun-kalifatet, og de satte i gang et århundrede med erobringer, som fik det muslimske rige til at strække sig fra Den iberiske halvø i vest til Centralasien i øst. Syrien blev erobret fra byzantinerne og deres arabiske allierede, de kristne ghassanider, fra 634 til 638 af rashidunhæren ledet af Khalid ibn al-Walid. Særlig vigtig i erobringen var den muslimske sejr i slaget ved Yarmouk. Dette lagde grundlaget for, at størstedelen af den syriske befolkning blev muslimer.
De "retledede" rashidun-kaliffer blev efterfulgt af umajjaderne, som oprettede det andet muslimske kalifat. Den første umayyadekalif, Muawiyah ibn Abi Sufyan, gjorde Dimašq til sin hovedstad, og som rigets centrum gik Syrien ind i en økonomisk blomstringsperiode. De tidlige umayyadkaliffer, som 'Abd al-Malik og al-Walid 1., byggede storslåede moskéer og paladser rundt om i Syrien, og særlig i Ḥalab og Ḥimṣ. De kristne blev også tolererede, og de holdt flere stillinger i regeringen.
I 700-tallet, under slutningen af umayyadernes styre, gik det tilbage for kalifatet, særlig på grund af et autoritært styre og korruption. I 750 blev umayyaderne styrtede af abbasiderne, som oprettede det tredje kalifat. Da abbasiderne flyttede deres hovedstad til Baġdād, blev byen den muslimske verdens centrum, hvilket gjorde Dimašq og Syrien mindre vigtig. Det var under abbasiderne, at arabisk blev det dominerende sprog, en stilling det tog over fra aramæisk og græsk.
I 887 blev Syrien erobret af de ægyptisk baserede tulunider, som havde løsrevet sig fra abbasiderne. Tuluniderne blev efterfulgte af de egyptiske ikhshidider og siden af de shiaislamiske ḥamdānider, et dynasti grundlagt af Sayf ad-Dawla fra Ḥalab.
I 1017 oprettede de persiske isma'ilittiske lærde Hamza ibn ‘Alī ibn Aḥmad druser-religionen i Egypten, og efter kort tid havde troen spredt sig til Syrien. Kalifatet slog ned på den nye tro, og i Syrien blev tusinder af drusiske religiøse ledere massakrerede i Anṭākiya og Ḥalab. De fleste drusere, som overlevede, befandt sig i Sydlibanon og Syrien. Under den følgende korsfarertid gik det bedre for druserne, og i dag er Syrien center for drusismen med i underkant af en million troende i landet, omtrent halvdelen af alle druserne.
Fremmede invasioner thumb|Krak des Chevaliers blev bygget af korsfarerne i det tolvte århundrede.
Fra 960 til omtrent 1020 satte Det byzantinske rige i gang en række modangreb mod de muslimske riger i Syrien. Flere syriske byer blev indtaget, og under Johannes 1. Tzimiskes blev hele Syrien midlertidig generobret. I anden halvdel af det 11. århundrede erobrede de tyrkiske seldsjukker et stort rige i Mellemøsten, hvilket blev afslutningen på det byzantinske Syrien. Flertallet af befolkningen fortsatte rigtignok at være kristne, hvilket skabte grundlaget for, at korsfarerne kunne rekruttere tyrkiske soldater til sine hære.
Korstogene var europæiske kristnes forsøg på at sikre de kristnes kontrol over Det hellige land fra det 11. til det 13. århundrede. De havde sit ophav i, at den byzantinske kejser Alexios 1. Komnenos bad pave Urban 2. om assistance mod seldsjukkerne, hvilket førte til koncilet i Clermont, hvor Urban 2. den 27. november 1095 startede det første korstog.
Korsfarerne havde i begyndelsen militær framgang, og dele af den syriske kyst blev længe styret af korsfarerstaten Fyrstedømmet Antiokia. I dele af nutidens Tyrkiet og Nordsyrien blev Grevskabet Edessa oprettet, men dette kom bare til at vare i 50 år, før det blev generobret af muslimerne. De shiamuslimske ekstremistiske assasinere (arabisk Ḥashshāshīn) var også aktive i Syrien såvel som i Iran.
Imam ad-Din Zangi erobrede Grevskabet Edessa oprettet i 1127 det tyrkisk-muslimske Zangid-dynastiet (i begyndelsen nominelt underlagt seldsjukkerne), som kom til at styre over de indre dele af Syrien og omliggende områder fra Ḥalab, hvilket førte til, at Syrien blev et center for den muslimske modstand mod korsfarerne. En af Zangis efterfølgere, Nur ad-Din Zangi, var en bitter modstander af korsfarerne.
Ayyubiderne, en sunnittisk kurdisk familie, havde oprindelig tjent som soldater under zangiderne, men under Ṣalāḥ ad-Dīn Yūsuf ibn Ayyūb (også kendt som "Saladin," kurdisk Selah'edînê Eyubî), som efter Nur ad-Dins død i 1174 erklærede sig sultan, gik de imod zangiderne og erobrede store dele af deres områder. Ayyibid-dynastiet var baseret i al-Qāhira, og de havde under Ṣalāḥ ad-Dīn militær fremgang mod korsfarerstaterne, for eksempel i slaget ved Hattin, og erobrede de fleste af deres områder. I dag findes Ṣalāḥ ad-Dīns grav i byen, han døde i, Dimašq. Efter Ṣalāḥ ad-Dīns død i 1193 blev riget delt, og al-Adil I blev efterhånden 'amīren af Dimašq, mens der i al-Qāhira, Ḥalab, Ḥamā, Ḥimṣ og Arabien fandtes andre ayyubide-herskere. Efter det tredje korstog i 1187-92 fik europæiske korsfarere igen kontrollen over det meste af Middelhavskysten. Senere korstog havde mindre militær succes, og i 1291 mistede europæerne Acre, deres sidste holdepunkt i Mellemøsten.
I 1206 havde Djengis Khan samlet de mongolske stammer, og hans erobringer i alle retninger skabte det mongolske kejserdømme. I løbet af kort tid havde mongolerne erobret Nordkina, Centralasien og Persien, og de pressede vest over mod Mellemøsten og Europa. I 1258 faldt Baġdād, og i 1260 nåede Hülegüs hær på 100.000 mand Ḥalab og indtog byen, mens den kristne naimanske mongolofficer Kitbuqa Noyan indtog Dimašq. Mongolerne ødelagde de ayyubiske riger med undtagelse af Ḥamā, hvor 'amīren fik herske under fremmed styre frem til 1341, og gjorde ellers stor skade på byer og irrigastionanlæg. Men i 1259 var Möngke Khan død under et felttog mod Song-dynastiet, og Hülegü måtte derfor vende tilbage til Karakorum for at deltage i valget af en ny khagan, siden Hülegü var et af Chinggis' børnebørn. Kitbuqa overtog kommandoen over de 10.000 soldater, som Hülegü lod blive tilbage, og han satte i gang angreb gennem Palæstina mod Egypten. Kitbuqa kom så langt som til Ġazzah, men den 3. september 1260 blev han besejret af mamelukkerne i slaget ved Ayn Jalut. Efter dette måtte han trække sig tilbage, og selv om mongolerne flere gange senere på 1200-tallet forsøgte at angribe Syrien, kunne de ikke holde området i mere end et par måneder. Grænsen mod det mongolske Ilkhanatet blev floden Tigris.
Etfter mongolerne blev Syrien delt mellem ayyubidriker, de tyrkiske artukider og Mameluk-sultanatet, som under Baybars skaffede sig kontrollen over Ḥimṣ og Karak.
I 1400 erobrede den tyrkisk-mongolske hersker Timur Lenk Ḥalab og Dimašq fra mamelukkerne som en del af hans mange og blodige erobringer. Timurid-dynastiet kunne der imod ikke skaffe sig varig kontrol over det, som nu er i Syrien, med undtagelse af et område i nordøst.
Det osmanske Syrien thumb|Syrere i slutningen af 1800-tallet.