thumb|Et højdepunkt under den sydpolsekspeditionerne: Roald Amundsen og hans ledsagere hejser det norske flag på Sydpolen i december 1911. thumb|Kors ved Hut Point, Ross Island, rejst i februar 1904 under Discovery-ekspeditionen til minde om George Vinde, der døde under ekspeditionen. Ved Sydpolsekspeditioner forstås de ekspeditioner, der har haft Antarktis eller sydpolen samt de omgivende farvande og øer som mål.
Allerede tidligt havde man forestillinger om, at der fandtes et stort fast landområde i tilknytning til sydpolen, men man havde ingen anelse om dets størrelse og udstrækning. I takt med, at hval- og sælfangst nåede disse egne, fik man også kontakt med øer nær og de yderste kyster af Antarktis. Man skal dog helt frem til tiden omkring år 1900 inden, at polarforskerne begyndte at udforske de kystnære dele af Antarktis og også at søge ind på kontinentet.
Den første, som forsøgte at nå sydpolen, var Ernest Shackleton med Nimrod-ekspeditionen 1907-1909, men han nåede ikke sit mål. Få år efter startede to ekspeditioner med kort tids mellemrum med samme formål. Det var Fram-ekspeditionen under ledelse af Roald Amundsen og Terra Nova-ekspeditionen under ledelse af Robert F. Scott. Amundsen kom først, omkring en måned før Scott. Han nåede også hjem i god behold, hvorimod Scotts ekspedition endte i en katastrofe.
Få år efter begyndte flere lande at oprette faste forskningsstationer på Antarktis, hvilket i en vis forstand indebar afslutningen på de egentlige sydpolsekspeditioner.
Baggrund
Om sydpolarlandene kunne man i oldtiden kun have fantasibilleder, der var fostrede af den opfattelse, geograferne havde om lands og vands fordeling på jorden, og i dette spørgsmål var gennem tiderne de lærde uenige. Claudius Ptolemæus indtegnede Det Indiske Ocean på sit berømte kort som et indelukket middelhav, der mod syd begrænsedes af et land, som knyttede Østafrika til Østasien. Det holdt hårdt at komme bort fra denne anskuelse om lands og vands fordeling; endnu i det 16. og 17. århundrede fremstillede kartograferne under høje sydlige breddegrader omridsene af et Terra australis incognita.Bruun, s. 858
Myten om det store sydland thumb|Det formodede Terra Australis ses nederst på dette kort fra 1570 (tegnet af Abraham Ortelius). thumb|På dette kort over Sydamerika fra 1575 ses Antarktis indtegnet med indfødte, træer og dyr.
Lige til midten af det 18. århundrede var man faktisk uvidende om hvorledes, land og vand - selv i grove træk - var fordelt på den sydlige halvkugle. Da Magelhães (1520) havde passeret gennem det efter ham opkaldte stræde syd om Amerika, troede man i Ildlandet at have fundet en mod nord fremspringende del af sydlandet, og kartografer som franskmanden Oronce Finé tegnede et Terra australis, der optog hele jordens sydlige kuglekalot. De søfarende nationer, som havde herredømmet på verdenshavene, spaniere, hollændere, franskmænd og englændere, og som var optagne af tanken om at finde nye lande, hvorfra de kunne hente rigdomme, søgte dem i syd, og ønsket om at få spørgsmålet løst om lands og vands fordeling bidrog også til at fremme opdagelser; hver gang, man traf øgrupper, gik man ud fra, at de lå nær ved eller hørte til "det store sydland". Da spanierne opdagede nordkysten af Ny Guinea (1545), New Zealand og Juan Fernandez-øerne (1574) samt Salomonøerne (1568), opfattede man dem, (lige som tidligere Ildlandet) som dele af sydlandets nordkyst og det selv efter, at Francis Drake i 1577 havde bevist, at Ildlandet var en ø. På Mercators kort fra 1587 indtog sydlandet et stort område; når hollandske søfarere i det 17. århundrede på rejsen til Java, på grund af fejlagtig længde, havde fået nyt land (Ny Holland) i sigte, da bragtes dette land i forbindelse med sydlandet, og Abel Tasman opdagede Van Diemens Land (Tasmanien) i 1642, fik i december samme år højt land i sigte (New Zealand), hvorom han skrev: "Det synes at være herligt land, og vi antager det for en del af det ukendte sydland". Først Cook skulle konstatere, at New Zealand bestod af øer.
Lidt efter lidt måtte sydlandets nordlige begrænsning dog lægges længere og længere mod syd, bort fra tempererede egne. På rejser rundt Kap Horn var skibe tidlig blevet slået ud af deres kurs, og de bragte efterretninger om at have set snedækt land, efterretninger, som vel ikke altid var pålidelige.
I 1738 udsendte det franske selskab Compagnie des Indes kaptajn Bouvet i den faste overbevisning, at der i det sydlige indiske ocean og i Stillehavet fandtes frugtbare og folkerige landområder, som man kunne drage fordel af. Den 1. januar 1739 opdagede han på 54° 26′ sydlig bredde i havet syd for Afrika en høj, snedækket og af pakis omgiven kyst, som han antog for et forbjerg på sydlandet. Han fulgte pakiskanten mod øst omkring 2.400 km og var overbevist om, at inden for denne lå et fastland, men heri tog han fejl. Det, han havde set, var Bouvetøen, som først i 1898 skulle blive betrådt af medlemmer af den tyske "Valdivia"-ekspedition. Bouvet var for øvrigt den første, som på disse breddegrader sejlede ind i isen, og han regnes da også for den første egentlige antarktiske forsker. Han gav den første beskrivelse af de karakteristisk formede antarktiske isbjerge.Bruun, s. 859
Frankrig havde mistet Canada, og tanken om at vinde erstatning på den sydlige halvkugle kom op. Regeringen udsendte hele tre ekspeditioner for at finde sydlandet. Den ene af disse under Marion de Fresne opdagede 1772 i det sydlige indiske ocean Marion-øen (Pr. Edward-Øen) og Crozet-øerne, som han kaldte Terre d’Espérance i håb om, at sydlandets kyst ikke lå langt borte. Skønt begge øerne ligger på 46 1/2° sydlig bredde, kan de dog siges at have polarklima. Den anden ekspedition, der førtes af Kerguelen-Trémarec, opdagede i 1772 længere mod øst, på 49° 40′, en lille ø og et udstrakt land, som han på grund af tåge dog ikke fik lejlighed til at undersøge. Han vendte hjem i den sikre forvisning at have opdaget det centrale parti af det store sydland, som han kaldte "Syd-Frankrig". Man tillagde hans opfattelse så stor værdi, at han atter det følgende år, i 1773, på ny blev udsendt, men på denne rejse måtte han nødvendigvis blive revet ud af sine illusioner: sydlandet var ikke til at opdage, og samme år konstaterede Cook, at "Kerguelen" var en ø.
James Cooks ekspeditioner
Endnu på James Cooks tid strakte Terra australis incognita sine arme langt mod nord i Stillehavet. Den berømte søfarende, som krydsede vidt og bredt i sydhavet, drev derved kontinentets grænser langt tilbage mod syd. På sin første ekspedition (1768—71) til iagttagelse af en Venuspassage havde han omsejlet New Zealand, og derved løst denne dobbeltø ud fra det store sydland, som han heller ikke andet steds havde kunnet finde i disse strøg. På sin anden ekspedition og jordomsejling (1772—75) med skibene Resolution og Adventure overskred James Cook tre gange polarkredsen, syd for Madagaskar og sydvest for Sydamerika, og nåede sydligere breddegrader end nogen før ham: "Jeg havde omsejlet Sydhavet på så høje breddegrader og gennemkrydset det på en sådan måde, at der ikke levnedes mindste rum for muligheden af et kontinent her, undtagen nær polen og uden for søfartens grænser". Den 30. januar 1774 nåede han endelig 106° 54′ v. l. 71° 10′ s. br. Men her blev han standset i sin videre fremfart af isen. Bag pakisen viste sig nemlig en fuldkommen kompakt ismasse, der syntes jævn og ikke videre høj, men længere mod syd højnede den sig, til den forsvandt i horisonten. Det sted, hvor Cook så dette isområde, var det sydligste punkt, som blev nået i mange år. Han udtalte den mening, som for øvrigt også deltes af de fleste om bord, at denne is måtte strække sig helt til sydpolen og være knyttet til et stort landområde, som det i umindelige tider havde dækket. Fra dette måtte de isbjerge stamme, han havde truffet længere mod nord. Tilstedeværelsen af pingviner og andre fugle viste desuden den store opdager, at han var nær under land.
Cook havde indledt sydpolforskningen, men det varede et halvt hundrede år, forinden det næste skridt blev gjort, thi verden fik nu andet at tænke på. Den store revolution og Napoleons krige forhindrede alle opdagelsesrejser, og da de endelig blev genoptagne, var det fornemmelig mod de nordlige polarlande, at kursen blev sat.
Hvalfangere i sydishavet thumb|Ruiner af nedlagt hvalfangerstation ved Whalers Bay på Sydshetlandsøerne. Cook havde hjembragt efterretning om de sydlige haves store rigdom på sæler og hvaler, og det blev nu fangsten af disse, som lokkede, først amerikanske, siden også britiske fangstskippere mod sydpolaregnene. Disse færder kom til at indlede sydpolarforskningens anden periode. Den engelske hvalfangerkaptajn William Smith på briggen Williams mødte den 19. februar 1819 en isdækket kyst på omtrent 62° S og 55°—65° V efter, at han var drevet længere mod syd end sædvanlig. Han foretog den første landgang i sydpolarlandene den 16. oktober 1819 på Ny Syd-Shetland, som han antog var et fastland, men som siden viste sig at være øer. De var måske allerede blevet set i 1812 af amerikanere og havde — skønt de lå nord for polarkredsen — et fuldkommen polarklima. Flere og flere hvalfangere søgte til disse strøg, sælerne fristede også, så sådanne fangstskibe snart optrådte i store tal, hvorfor det heller ikke varede mange snese af år, før hvalernes antal aftog, eller de forsvandt som følge af rovfangst. Der søgtes stadig nye fangstpladser, og på denne måde blev flere og flere øområder opdagede, så som Sydorkney-øerne og øgrupper ved Vest Antarktis.
Graham Land
thumb|Grahams Lands placering på den Antarktiske halvø. Syd for Kap Horn skyder Graham Land sig som en stor forholdsvis smal halvø ud fra Vest Antarktis. Graham Land er beliggende på den Antarktiske halvø. Tæt nord for dennes spids ligger Sydshetlandsøerne. Graham Lands nordligste kyster udgør den ældste kendte del af Antarktis’ kontinent og blev nogle gange tidligere benævnt som "Palmer Land", idet det først blev antaget at være opdaget og undersøgt af den amerikanske sælfangerkaptajn N.B. Palmer i januar 1821, men i 1920'erne blev det konstateret,The Geographical Journal, marts 1925 af Lieut.-Comm. R. T. Gould at landet allerede i februar 1820, altså omtrent et år tidligere, blev opdaget af Edward Bransfield, der var "master" (navigationsofficer) i den engelske flåde, og som blev udsendt fra vestkysten af Sydamerika, hvor der dengang lå engelske krigsskibe.
I 1964 blev området officielt navngivet Graham Land og den sydlige del af den Antarktiske halvø benævnt Palmer Land.
von Bellingshausens polarekspeditioner
Imidlertid havde kejser Alexander 1. af Rusland i året 1819 udsendt to polarekspeditioner med videnskabelige formål, en mod nord og en mod syd. Sydpolfærden foretoges med skibene Vostok og Mirni under kommando af admiral Fabian Gottlieb von Bellingshausen. Han og Lazreff foretog (1819—21) den anden cirkumpolarfærd, på hvilken de 6 gange krydsede polarcirklen uden dog at overskride den 70. breddegrad. De opdagede i januar 1821 under 67° 30′ s. l. Kejser Paul den Første’s Land og Kejser Alexander’s Land i Vest Antarktis, det sydligste land, som indtil da var kendt. Bellingshausen beskrev sælfangsten omkring Shetland-Øerne, som da stod i flor. Syd for Amerika færdedes nu flere og flere amerikanske og engelske sælfangere i de antarktiske egne; i 1821 var der således 30 sælfangstskibe i disse farvande. Engelske skibsførere som Weddell, Walker og Powell og amerikanere som Palmer, Pendleton og andre gjorde i disse år opdagelser i egnene syd for Sydshetlandsøerne, lige som de noget østligere liggende Sydorkneyøer.Bruun, s. 860