thumb|Kort over fyrstendømmet Catalonien år 1608 eller 1612. thumb|140px|Cataloniens våbenskjold.
Cataloniens historie strækker sig fra den tid, hvor det landområde, der nu udgør Catalonien, først blev beboet og til nutiden. Området har siden middelalderen været befolket af mennesker, som overvejende har talt et latin, som frem til 800-tallet udviklede sig til det catalanske sprog. Området har tillige gennem tiderne spillet en stor rolle for samfærdsel mellem det vestlige og det sydvestlige Europa samt et opmarchområde for erobring af den iberiske halvø.
Den catalanske kultur og Catalonien som statsdannelse er mestendels udviklet fra Barcelona, men catalansksproget kultur har også dybe rødder i Valenciaregionen og på Balearerne. Den middelalderlige catalanske kultur udvikledes inden for Aragoniens krone, hvor catalansk kultur var den vigtigste komponent. Inden for det spanske rige har Catalonien været indblandet i en række konflikter og krige med den spanske centralregering som modpart – ofte som den tabende part. Siden slutningen af 1900-tallet har Catalonien oplevet en periode med større regional magt, fornyede selvstændighedsambitioner og større fokus på det catalanske sprog.
Den ældste historie
thumb|Urnegravskulturen på Pyrenæiske halvø under bronzealderen, cirka 1300 f.Kr. thumb|Arc de Berà (Roda de Berà, Tarragona) Den ældste kendte bosættelse i det, som nu er Catalonien, er dateret til begyndelsen af mellempalæolitikum. Det ældste fund af mennesker i området er en menneskekæbe, som er fundet i Banyoles i provinsen Girona. Ifølge visse kilder er fundet 200.000 år gammelt, ifølge andre ”kun” omkring 60.000 år.
I Banyoles har man også fundet den ældste kendte flitsbue i Europa, dateret til 5400–5200 f.Kr. Buen er 108 cm lang og fremstillet af taks.
Den neolitiske tid begyndte omkring 4500 f.Kr. De vigtigste fund fra denne tid er gjort i Fontmajor-grotten ved l'Espluga de Francolí i Tarragona-provinsen, Toll-grotten i Morà i Barcelona-provinsen og Gran- og Freda-grotterne (Cova Gran og Cova Fred) ved bjerget Montserrat nordvest for Barcelona.
Kobberalderen varede mellem 2500–1800 f.Kr og bronzealderen 1800–700 f.Kr. Der findes få fund fra denne tid, men nogle bosættelser ved Segre-floden (en biflod til Ebro) er blevet daterede til disse perioder. Under bronzealderen kom indoeuropæerne til området sammen med den så kaldte urnegravskultur.
I 500-tallet f.Kr. oprettedes den græske koloni Emporion på det nuværende Spaniens østkyst uden for det nuværende Girona. Dette gjordes troligvis af handelsrejsende fra den græske by Massalia, det vil sige den nuværende franske Middelhavsby Marseille. Cirka 200 f.Kr. påbegyndte romerne koloniseringen af Catalonien. Den romerske koloni Hispania Tarraconensis eksisterede frem til begyndelsen af 400-tallet, da vestgoternes indtog gjorde ende på den romerske kultur.
Middelalderen
Tidlig middelalder (400- til 900-tallet)
År 475 e.Kr. indlemmedes Catalonien i kongeriget Tolosa, nu Toulouse, af den vestgotiske konge Eurik. På samme tid frigjorde goterne sig fra det Vestromerske rige, som man havde lydt under frem til 476 e.Kr.
Da den justinianske pest nåede den Iberiske halvø år 542 kunne goterne ikke holde sit vældige rige sammen. De franske dele af riget gik tabt, og riget koncentreredes til den Iberiske halvø. Under den gotiske konge Teudis (regent 531 – 548) blev Barcelona hovedstad i det nye rige Hispania. Tiden som hovedstad blev kortvarig. allerede under Athanagild (regent 551 – 567) flyttedes hovedstaden til Toletum (Toledo), som lå mere centralt i riget.
Med tiden opdeltes Hispania i en række mindre gotiske hertugdømmer og grevskaber, som var vasalstater under kongen i Toledo. Da muslimernes erobringstog under hærføreren Tarik ibn-Ziyad nåede Hispania i 711, var det gotiske centralstyre stærkt svækket. År 718 e.Kr. nåede den muslimske kampagne Al-Andalus Catalonien, og området annekteredes frem til år 801. Da indtog Karl den store Barcelona og indlemmede områderne på den sydlige side af Pyrenæerne i Frankerriget som en bufferzone mod morerne, under navnet Marca Hispanica.
thumb|Marca Hispanica i det 9. årh. "Spansk område" inddeltes i 15 grevskaber blandt hvilke, Barcelona snart fik en stor indflydelse. På denne tid forekommer for første gang navnet Catalaunia, måske en forvrængning af "Gotholania". Dette sidst nævnte begreb opstod til minde om landets tidligere herrer, goterne. Den sidste greve, der blev indsat af en frankisk konge, blev den catalanske adelsmand Wilfred den hårede. Den frankiske konge Ludvig den Stammende (Ludvig II) tildelte ham Barcelona, Girona og Besalú. Derved oprettede Wilfredo, eller Guifre el Pilós på catalansk, det fremgangsrige fyrstehus Barcelona og blev kaldt ”Cataloniens fyrste”. Ifølge myten blev Cataloniens flag skabt, da kong Ludvig trak sine blodige fingre over Wilfredos skjold.
Efter Wilfreds død år 897 blev grevskabet Barcelona arveligt – dog fortsat sanktioneret af de frankiske konger. Dette ses nu som indledningen til et selvstændigt Catalonien. Den definitive frigørelse fra det frankiske kongedømme skete dog først år 985, da den hjælp, som frankerne havde håbet på i krigen mod Al-Mansur, udeblev.
Grevskabet Barcelona/Catalonien (800- til 1100-tallet)
thumb|Oprindelser af Blason af Grevskabet Barcelona, Claudi Lorenzale
Det 11. århundrede var præget af udviklingen af det feudale samfund. Under grevinde Ermesinde af Carcassonne regentskab var centralmagtens opløsning tydelig. Fra tidspunktet for triumfen for Ermessindes barnebarn, Ramon Berenguer I overherrer og omkringliggende grever, stod greverne af Barcelona fast som bindeleddet i et net af troskab mellem greverne og kronen. Ramon Berenguer I begyndte kodificeringen af catalansk lov i Barcelonas skriftlige Usages. Catalonien forblev der efter et selvstændigt feudalsamfund frem til år 1137, da det ved ægteskabsforbindelse mellem grev Ramon Berenguer IV og dronning Petronila af Aragonien forenedes med Kongeriget Aragonien. Statsforeningen gennemførtes dog først i 1150.
Regenter i denne periode: Wilfred I 878 – 897 Wilfred II eller Borrell I 897 – 912 Sunyer I 912 – 946 Borrell II 946 – 966 Miró 946 – 992 Ramon Borrell 992 – 1017 Berenguer Ramon I 1017 – 1035 Ramon Berenguer I 1035 – 1076 Ramon Berenguer II 1076 – 1082 Berenguer Ramon II 1076 – 1097 Ramon Berenguer III 1093 – 1131 Ramon Berenguer IV 1131 – 1162
Tekster på catalansk er kendte fra 800-tallet omend de ældste bevarede dokumenter skrevne på catalansk først dateres til 1100-tallet.
Aragoniens krone/Fyrstendømmet Catalonien (1000- til 1400-tallet)
thumb|Corts Catalanes, parlamentet i fyrstedømmet Catalonien indtil det 18. århundrede thumb|300px|Aragoniens krone. Fyrstendømmet Catalonien er repræsenteret i lysegrønt I det nye kongerige Aragonien udvikledes Catalonien hurtigt til en stærk autonom stat med betydende handelsinteresser i hele Middelhavsområdet. Områdets ekspansion foregik frem til midten af 1400-tallet. År 1229 erobrede kong Jaume af Aragonien Mallorca, hvilket kan siges at indlede den catalanske stormagtstid, og år 1238 erobredes Valencia.
I det nye Aragoniens krone udvikledes Catalonien til fyrstendømmet Catalonien med betydende handelsinteresser i hele Middelhavsområdet. Barcelonas voksende betydning understregedes af, at to vigtige institutioner blev dannet i denne tid: Et af de første egentlige parlamenter i Europa (Corts Catalanes), også den Generalitat og byforsamlingen Consell de Cent i byen Barcelona.
Da huset Barcelona uddøde i 1410, bevirkede det afslutningen på den catalanske dominans i Aragonien og begyndelsen til Cataloniens nedgang. År 1469 etableredes en union mellem Kastilien og Aragonien, men Catalonien beholdt sin status som autonom stat. Den økonomiske nedgang og faldet i antal indbyggere bevirkede imidlertid en stadig mere begrænset rolle for Catalonien i det spanske monarki.
Regenter under tiden, hvor Catalonien indgik i Aragonien: Alfons I 1164 – 1196 Pere I 1196 – 1213 Jaume I 1213 – 1276 Pere II 1276 – 1285 Alfons II 1285 – 1291 Jaume II 1291 – 1327 Alfons III 1327 – 1336 Pere III 1336 – 1387 Joan I 1387 – 1396 Martí I 1396 – 1410 Ferdinand I 1412 – 1416 Alfons IV 1416 – 1458 Joan II 1458 – 1479 Ferdinand II 1479 – 1516
Krisen i det 14. århundrede, slutningen af Barcelonas hus og en borgerkrig (1462-1472) svækkede fyrstendømmets rolle i kronen og internationale anliggender.
Ved ægteskabet mellem Ferdinand 2. af Aragonien og Isabella 1. af Kastilien dannedes efterfølgende unionen Spanien.
1500- og 1600-tallet
thumb|Revolten begyndte i maj 1640. Maleriet "Corpus de Sang" af H.Miralles (1910) thumb|Kort over Catalonien med Roussillon markeret med mørkere farve
Under Ferdinand den katolske indlemmedes landet i det øvrige Spanien men beholdt sin oprindelige, frie forfatning og sine egne rigsstænder – Corts Catalanes. Til gengæld var man længe udelukket fra handel og udnyttelse af de nyoprettede kolonier i spansk Amerika, hvilket bevirkede en langvarig økonomisk nedgang for regionen.
Under 30-årskrigen udbrød en konflikt mellem Spanien og Catalonien som følge af, at spanske tropper var udstationerede i Catalonien under krigen mellem Spanien og Frankrig. Konflikten udbrød under ”Kristi krops og blods højtid” i maj 1640. Den pågik 1640–1652 og fik navnet høstfolkskrigen (catalansk: Guerra dels Segadors), efter som de catalanske tropper hovedsagelig bestod af bønder, og revolten indledtes af utilfredse landarbejdere."La guerra dels Segadors". Gencat.cat., hentet 17. oktober 2014. Det var modviljen mod centralmagtens krigspolitik og centraliseringsforsøg, som gav oprindelsen til konflikten.
En catalansk republik blev udråbt i Barcelona under beskyttelse af den franske konge Ludvig XIII. Kongen havde lovet at bistå de catalanske bønder med franske tropper.
Spaniens reaktion var at sende 26.000 mand under ledelse af Pedro Fajardo for at knuse den catalanske revolte. Spanien generobrede et antal byer, men den catalanske modstand blev blot mere hårdnakket efter de henrettelser, som spaniolerne gennemførte i de erobrede områder. I slaget ved Montjuïc 1641 besejrede catalanerne den spanske hær.
Efter langvarige kampe, hvor snart spaniolerne snart de fransk-catalanske tropper havde fremgang, trak de franske tropper sig endeligt ud i forbindelse med freden i Westfalen i 1648. Der efter fik Filip IV overtaget i kampen mod de catalanske bønder. Langsomt vandt spaniolerne terræn i Catalonien og gik til angreb på Barcelona. Efter tolv måneders belejring måtte Barcelona i 1652 give op. Freden blev siden indgået i forbindelse med Pyrenæerfreden i 1659. Spanien afstod den nordligste del af regionen (i dag ofte kaldet Nordcatalonien) til Frankrig. Den nye franske provins fik navnet Roussillon.
1700- og 1800-tallet thumb|Den catalanske forfatning i 1702 års udgave
Det catalanske selvstyre bestod efter høstfolkskrigen. Efterhånden kom økonomien i orden, og i begyndelsen af 1700-tallet kan den siges at have været god.