Slægten Hvede (Triticum) er oprindeligt hjemmehørende i Middelhavslandene og Mellemøsten. Slægten har ca. 20 vildtvoksende og dyrkede arter. Ofte bliver den slået sammen med den nærtstående slægt, Gedeøje (Aegilops), der også har omkring 20 arter i de samme egne.
Ordet ”hvede” kommer af triticum = ”hvid”. Ordet hvede er også ét af de ældste ord, som benævner korn. Det er desuden det begreb, som betegner en hel guppe af brødkorntyper, både dyrkede og vilde, som hører til slægten Triticum. Det er énårige planter af Græs-familien, som bliver dyrket over hele verden.Orestes Cendrero: Nociones de historia natural, 1938 side 243. Udtrykket hvede betegner såvel planten som dens spiselige frø.
Hvede er sammen med majs og ris én af de mest dyrkede korntyper i verden og den som mest almindeligt er blevet spist af mennesker i den vestlige civilisation siden oldtiden. Hvedefrøene bliver brugt til at fremstille hvedemel, fuldkornshvedemel, hvedegryn, øl og mange forskellige andre næringsmidler.Norman Leslie Kent: Technology of Cereals: An introduction for students of food science and agriculture, 1983
Hvede er en af Danmarks allerførste kulturplanter. Den dukkede op for omkring 7.000 år siden. Ifølge denne undersøgelse varierer aminosyrekvaliteten ikke væsentlig mellem de forskellige hvedearter.Cereal Chem. 72(2):213-216: Amino Acid Composition of Selected Strains of Diploid Wheat, Triticum monococcum L. R. Acquistucci, M. G. D'Egidio, and V. Vallega(pdf) Citat: "...The amino acid composition of diploid wheat seed proteins, as well as their presumptive nutritional adequacy and association with total seed protein content were found to be practically identical to those previously reported for the cultivated polyploid wheats..."
Beskrevne arter
Hvede inddeles i tre grupper alt efter kromosomtal:
Enkorn-gruppen har 14 kromosomer (diploide). Enkorn (Triticum monococcum)
Emmer-gruppen har 28 kromosomer (tetraploide). Durum-Hvede (Triticum durum) Engelsk Hvede (Triticum turgidum) Emmer (Triticum dicoccon)
Spelt-gruppen har 42 kromosomer (hexaploide) Brød-Hvede (Triticum aestivum) Spelt (Triticum spelta)
Historie Hvede som kornsort har sin oprindelse i den frugtbare halvmåne. De ældste arkæologiske vidnesbyrd om dyrkning af hvede, stammer dermed fra Syrien, Jordan, Tyrkiet og Iraq. For omtrent 10.000 år siden opstod der en mutation eller en hybrid blandt de vildtvksende hvedearter, der skabte en plante med større frø, som den ikke tabte ved vindens bevægelse. Man har forkullede rester af primitiv hvede, emmer (Triticum dicoccoides)Norman Leslie Kent: Technology of Cereals: An introduction for students of food science and agriculture, 1983, side 13. og spor efter korn i lerkar, der er fundet brændt en Jarmo (det nordlige Iraq), som er dateret til år 6.700 f.Kr.Rubén Ruiz Camacho: Cultivo del Trigo y la Cebada, 1981 side 9-12.
Under dyrkning giver hveden mere mad, målt i forhold til menneskenes anstrengelser, og man kunne ikke have overlevet på nogen anden måde under de daværende forhold. Denne levevis fremkaldte en sand fødevarerevolution i den ”frugtbare halvmåne”. På samme tid foregik tæmningen af fåret og geden, der er arter, som levede vildt i området. Tilsammen skabte det grundlaget for en forøgelse af befolkningstallet og dermed for dannelsen af komplekse, menneskelige samfund, hvilket kan ses af skrivekunstens opfindelse – konkret i form af kileskrift – der foregik hos sumererne. Dermed sluttede forhistorien, og historien tog sin begyndelse.
thumb|250px|right|Hvedekorn Det begyndende jordbrug og husdyrhold skabte en vedvarende omhu, som på sin side lagde grunden til en skærpet bevidsthed om tid og årstidernes skiften, fordi disse små samfund blev nødt til at skaffe sig forråd til dårlige tider. Det gav dem lang tids erfaring om hvedens værdi som næringsmiddel.
Den dyrkede hvede blev indført hos den ægyptiske civilisation, da man begyndte at dyrke den i Nildalen under de første dynastier, og derfra spredtes kendskabet til grækerne og romerne. I den græske mytologi var Demeter gudinde for brød og jordbrug, og hendes navn betyder ”frue”. I den romerske version blev det til Ceres og deraf kommer udtrykket cerealier om kornprodukter.
I romertiden sikrede regeringen livsgrundlaget for indbyggere uden indkomster ved at skaffe hvede til en lav pris og ved at regulere formalingen af korn og fremstillingen af brød, hvad der svarede til en offentlig rationering. Formaling og brødfremstilling var statslige arbejder, sådan at man havde fælles mølleerier i det gamle Rom – ovne med en høj produktionskapacitet.
Spisning af hvede og brød i det romerske imperium fik stor betydning, og det bekræftes af Bibelen, hvor de mest præcise oversættelser gør det muligt at optælle 40 steder, hvor ordet ”hvede” bliver nævnt, mens der er 264 omtaler af ”brød” og 17, der handler om ”mad”. Det skal dog tages i betragtning, at de sidstnævnte kan dreje sig om både hvede- og bygbrød (som var almindelige i denne periode), og at de bibelske tekster ofte bruger den bredeste opfattelse af begreberne, når der er tale om livsnødvendigheder. I lignelsen om sædemanden omtales frøenes urenhed, opblandingen af hveden (det gode) med Rajgræs (det onde).
thumb|left|Vindmøller Indtil det 17. århundrede foregik der ikke nogen forbedringer i dyrkningsmetoder eller forarbejdning af hvede. I næsten hele Europa dyrkede man hvede, mens nogle egne foretrak at dyrke Rug og Byg (særligt i Nordeuropa). Indførelsen af vindmøllen gav adgang til en ny energikilde, men derudover var der ingen ændringer i de anvendte arbejdsmetoder.
Ved afslutningen af det 18. århundrede fik man nogle mekaniske processer i formalingen af kornet, som f.eks. forken, løfteanordninger og moderne metoder til kraftoverførelse, som øgede produktionen af mel.
I løbet af det 19. århundrede fik man dampdrevne møller med møllehjul eller valser af jern, som førte til et radikalt skift i formalingsprocessen. Hvededyrkningen blev forøget i takt dermed og også som følge af mange andre teknologiske opfindelser, som gjorde det muligt at forbedre plantens ydelse og sprede dyrkningen til andre egne af kloden som f.eks. Nordamerika og Oceanien.
Den største medproducent var i mange år Sovjetunionen, som fremstillede mere end 100 millioner tons p. år. For tiden er det Kina, der er den største producent med ca. 96 millioner tons (16%), fulgt af Indien (12%) og USA (9%).
Plantebeskrivelse Hvede vokser i miljøer, som kan beskrives ved følgende karakeristika: Klima: temperaturer på mindst 3 °C og højst 30 til 33 °C, mens den bedste temperatur ligger mellem 10 og 25deg;C.Rubén Ruiz Camacho: Cultivo del Trigo y la Cebada, 1981 side 19-20. Fugtighed: Arterne kræver en relativ fugtighed mellem 40 og 70%. I tidsrummet mellem fremspiring og høst er arterne mest krævende, for da foretrækker de en relativ fugtighed mellem 50 og 60% samt et tørt klima for at kunne modnes rigtigt. Vand: Arterne har lave krav til vand, og de kan vokse i områder, hvor nedbøren er mellem 25 og 2800 mm pr. år. Den optimale mængde ligger på 400-500 mm/år. Jordbund: De bedste jorde til hvedearterne bør være porøse, dybmuldede, rige på næringsstoffer og fri for oversvømmelser. De bør desuden have et pH mellem 6,0 og 7,5, for meget sure jorde gør det vanskeligt at skabe tilstrækkelig vækst.
Udlæg i sædskifte med hvede er meget gavnlig for jordbunden, for hvede har det som de fleste kornarter at rodnettet danner rodfilt, og på den måde bidrager udlægget til en forbedring af jordstrukturen, et bedre luftskifte, en større gennemtrængelighed og en bedre evne til at fastholde vand.
Morfologi thumb||Ilustration af hvedens morfologi. Hvedens forskellige dele kan beskrives som følger:
Rodnet Hvede har trævlerod som de fleste græsarter. Den danner ingen hovedrod, men et antal større rødder fra frøet ved spiring og senere flere der udgår fra plantens basis. Disse rødder forgrener sig og danner en høj rodtæthed i de øverste 25 cm af jorden, men de danner også en betydelig rodæthed dybere i jorden. Hvedetyper der sås om foråret, vårhvede, kan typisk nå roddybder på omkring 1 meter, mens vinterhvede der sås i efteråret har en længere vækstsæson og kan nå ca. 2 meters roddybde. Thorup-Kristensen K, Salmeron M, Loges R 2009. Winter wheat roots grow twice as deep as spring wheat roots, is this important for N uptake and N leaching loss? Plant and Soil, 322: 101-114 (DOI: 10.1007/s11104-009-9898-z)
Skud Hvedeskud er hule rør med omkring 6 led (afstanden mellem stråenes ”knæ”), som bliver længere op mod toppen. Ved hvert led anlægges et blad. Hveden danner et hovedskud ved spiring, hvorefter der dannes et antal sideskud ved plantens basis. Skuddannelsen ophører når planten skifter vækstfase og begynder at anlægge aks. Kun en del af de dannede skud danner aks, ofte 1-5 skud per plante, mens en del af de skud der er dannet dør. Hvedeskud med aks når en længde på 50 til 200 cm, de moderne hvedesorter når ofte 75 til 100 cm højde, mens mange gamle sorter blev langt højere.
Blade Bladene hos hvedarterne er linjeformede til smalt lancetformede, flade, helrandede og med tydelig spids. Græsarternes karakteristiske træk: skede, skedehinde og akselblade er tydelige.
Blomstring Blomsterstanden er et aks, der er sammensat af 20-30 småaks, som er hver danner 3 kerner. Hvede er selvbestøvende, så den enkelte blomst bestøves af sit eget pollen. Selv blomstringen sker ofte uden at blomsten åbner sig, hvilket bl.a. har den fordel at risikoen for overførsel af sygdomme under blomstringen reduceres. Dette har betydning i forhold til alvorlige sygdomme som meldrøjer, som kan være et alvorligt problem i rug fordi blomstringen i rug er åben.>
Frø Frøene er ovale med afrundede ender. Kimen sidder i den ene ende af frøet. Resten af frøet (endospermen) er oplagsnæring for kimen, og den udgør 82% af frøets vægt. På forsiden af frøet findes en fure, og ved enden af den er der et område med kraftig mørkfarvning. Perikarpen danner sammen med frøkappen hvedefrøets skal (avne). Hvedefrø indeholder et protein, som kaldes gluten. Dette stof bidrager til at give melet en høj bageevne, som er eftertragtet, når man skal bage brød af melet.
Arveanlæg Hvedearternes arvelige forhold er mere indviklede end hovedparten af de andre dyrkede plantearter. De dyrkede hvedearter er dels meget gamle krydsninger og dels kromosomfordoblede varianter af oprindelige arter. Både durumhvede (”hård hvede” og Triticum turgidum er opstået som tetraploide krydsninger mellem to vilde arter, Triticum urartu og en formodet uddød Triticum sitopsis. Brødhvede (Triticum aestivum) er udviklet som en hexaploid art for ca. 2.000 år siden på grundlag af en spontan krydsning mellem Triticum turgidum og Aegilops spetoides.
Den primitive, dyrkede Enkorn (Triticum monococcum) er diploid (2n = 2 x 7 = 14 kromosomer).Bob Belderok, Hans Mesdag og Dingena A. Donner: Bread-Making Quality of Wheat side 3.
De tetraploide hvedetyper, f.eks. durumhvede, nedstammer fra Emmer (Triticum dicoccoides) og har 4 x 7 = 28 kromosomer. Den er på sin side resultatet af en krydsning mellem to vildarter: Triticum urartu og en art af græsarten Gedeøje, enten Aegilops searsii eller Aegilops speltoides. Krydsningen, som frembragte emmer, skete i vild tilstand, dvs. længe før dyrkningen blev indledt.
De hexaploide typer opstod, efter at dyrkningen var indledt. Både emmer og durumhvede blev krydset med yderligere en art af gedeøje, Aegilops tauschii, hvorved de hexaploide (6 x 7 = 42 kromosomer), Spelt (Triticum spelta) og Brød-Hvede (Triticum aestivum) opstod.