Gerrymandering (også kaldet valgkredsmanipulation) er bevidst udformning eller ændring af grænserne mellem valgkredse med det formål at give et bestemt politisk parti eller en bestemt vælgergruppe en fordel ved valg. Manipulationen kan ændre fordelingen af mandater, selv om vælgernes stemmepræferencer er uændrede. Gerrymandering har især betydning ved valg i enkeltmandskredse, hvor kredsenes grænser kan afgøre, hvilket parti der opnår mandatet.Farrell (2001), s. 19–23.
Gerrymandering forbindes navnlig med USA, hvor valgkredsene til Repræsentanternes Hus og delstaternes lovgivende forsamlinger ændres efter folketællingerne. De mest kendte strategier betegnes packing og cracking: henholdsvis at samle en modstanders vælgere i få kredse og at sprede dem mellem flere kredse. Ikke enhver skævhed mellem stemmer og mandater skyldes dog gerrymandering; geografisk koncentration af vælgere og valgsystemets øvrige regler kan også skabe disproportionale resultater.McGann m.fl. (2016), s. 16–18.Farrell (2001), s. 23–29.
Begrebet opstod i 1812 og er sammensat af navnet på Massachusetts' guvernør Elbridge Gerry og det engelske ord salamander. Navnet blev knyttet til en usædvanligt formet valgkreds, som blev fremstillet som et salamanderlignende dyr i en politisk karikatur.
Begreb og metoder
thumb|Principillustration af packing og cracking. Til venstre er de orange vælgere koncentreret i én valgkreds, mens storbyen til højre opdeles mellem flere valgkredse, der strækker sig ud i landområderne. Dermed kan et parti miste mandater, selv om vælgernes bopæl og stemmeafgivning er uændret.
En valgkredsinddeling bestemmer, hvilke vælgere der stemmer om de samme mandater. Ved enkeltmandskredse kan forskellige grænser give forskellige vindere i de enkelte kredse, selv når de samme vælgere stemmer på de samme partier. Det er derfor muligt at udnytte den geografiske fordeling af vælgere strategisk. Valgkredsens uregelmæssige form er imidlertid ikke i sig selv bevis på politisk manipulation: Grænser kan også følge geografiske forhold, administrative inddelinger eller hensyn til befolkningsgrupper.McGann m.fl. (2016), s. 12–13.
Packing
Ved packing samles en stor andel af modpartens vælgere i et begrænset antal valgkredse. Modparten kan dermed vinde disse kredse med meget store flertal, mens den får vanskeligere ved at opnå flertal i andre kredse. Stemmerne koncentreres således i kredse, hvor yderligere tilslutning ikke giver flere mandater.
Cracking
Ved cracking opdeles et område, hvor modpartens vælgere står stærkt, mellem flere valgkredse, så vælgerne ikke udgør et flertal i nogen af dem. Herved kan en samlet vælgergruppe blive repræsenteret ved færre mandater, end den ellers ville have opnået.
Manipulation rettet mod siddende repræsentanter
Valgkredsgrænser kan også ændres med henblik på at svække bestemte siddende repræsentanters muligheder for genvalg. En fremgangsmåde er at placere to eller flere repræsentanter fra samme modstanderparti i én valgkreds, så de må konkurrere om det samme mandat. Metoden betegnes blandt andet pairing og i nogle fremstillinger kidnapping. En beslægtet strategi er at ændre grænserne, så en siddende repræsentant placeres i en valgkreds uden en væsentlig del af sit hidtidige vælgergrundlag. Også denne metode betegnes kidnapping i dele af litteraturen. Betegnelserne anvendes således ikke fuldstændig ensartet.
Historisk oprindelse
thumb|Den oprindelige politiske karikatur fra 1812, hvor en valgkreds i Massachusetts blev fremstillet som et salamanderlignende fantasidyr. Tegningen bidrog til betegnelsen gerrymandering.
Udtrykket gerrymandering stammer fra Massachusetts i 1812. Delstatens guvernør Elbridge Gerry godkendte en ny valgkredsinddeling, som blev kritiseret for at begunstige hans parti. En kreds i Essex County havde en form, som inspirerede en satirisk tegning af et fantasidyr. Navnet gerrymander blev siden brugt mere generelt om strategisk manipulation af valgkredsgrænser.
I løbet af 1900-tallet blev de amerikanske regler for valgkredsinddeling i stigende grad påvirket af føderal domstolskontrol og lovgivning om stemmerettigheder. I Baker v. Carr (1962) fastslog USA's højesteret, at spørgsmål om ulige repræsentation som følge af valgkredsenes befolkningsmæssige størrelse kunne prøves ved føderale domstole. I Wesberry v. Sanders (1964) blev der stillet krav om tilnærmelsesvis lige store befolkningstal i kongresvalgkredse, mens Reynolds v. Sims (1964) fastlagde tilsvarende krav til delstaternes lovgivende forsamlinger. Disse afgørelser begrænsede ulige stemmevægt mellem valgkredse, men forbød ikke generelt partipolitisk manipulation af kredsgrænserne. Voting Rights Act fra 1965 og navnlig ændringerne i 1982 fik desuden betydning for beskyttelsen mod valgordninger, der svækkede racemæssige mindretals mulighed for politisk repræsentation. Dermed udviklede der sig forskellige retlige krav til valgkredsinddeling, herunder krav om befolkningsmæssig lighed og beskyttelse mod racediskrimination, som må adskilles fra spørgsmålet om partipolitisk gerrymandering.
Selv om betegnelsen er amerikansk, kan den underliggende mekanisme forekomme i andre lande med geografisk afgrænsede valgkredse. Gerrymandering skal dog adskilles fra andre problemer ved valgkredsinddeling, herunder ulige store kredse med forskellig stemmevægt (malapportionment).
Virkninger på valgresultater og repræsentation
Gerrymandering kan medføre, at et parti vinder mange kredse med snævre flertal, mens modstanderen vinder færre kredse med meget store flertal. Fordelingen af mandater kan dermed afvige betydeligt fra partiernes samlede stemmeandele. Manipulationen kan også anvendes til at skabe sikre valgkredse, hvor konkurrencen om mandatet er begrænset. At maksimere et partis samlede mandatandel og at beskytte siddende repræsentanter er dog ikke nødvendigvis det samme mål.McGann m.fl. (2016), s. 58–64.
Gerrymandering kan også gennemføres ved tværpolitiske aftaler med det formål at beskytte siddende repræsentanter fra flere partier mod konkurrence. Ved en sådan bipartisan gerrymander kan valgkredsene udformes, så repræsentanter fra begge partier får forholdsvis sikre mandater. Formålet er dermed ikke nødvendigvis at øge det ene partis samlede mandatandel på det andets bekostning, men at bevare den eksisterende fordeling og mindske risikoen for, at siddende politikere taber deres mandater. Nicholas R. Seabrook har i en sammenlignende analyse af amerikansk valgkredsinddeling argumenteret for, at tværpolitiske ordninger kan være mere tilbøjelige til at beskytte siddende repræsentanter end ensidigt partipolitiske inddelinger. Virkningen afhænger dog af de konkrete politiske og institutionelle forhold.
Anthony J. McGann, Charles Anthony Smith, Michael Latner og Alex Keena undersøger i Gerrymandering in America (2016) det amerikanske valg til Repræsentanternes Hus i 2012. Republikanerne vandt 234 af 435 mandater, mens Demokraterne ifølge forfatternes opgørelse fik 50,6 % af de to store partiers samlede stemmer på landsplan. Forfatterne argumenterer for, at valgkredsinddelingen efter folketællingen i 2010 medvirkede til forskellen mellem stemme- og mandatandele.McGann m.fl. (2016), s. 1–5.
En sådan forskel er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt bevis for gerrymandering. Et partis vælgere kan være koncentreret i bestemte byer eller regioner, hvilket også under en politisk neutral inddeling kan give store flertal i nogle kredse og små mindretal i andre. McGann og medforfattere diskuterer derfor både politiske og geografiske forklaringer på skævheder i mandatfordelingen.
Gerrymandering kan endvidere påvirke repræsentationen af etniske og andre befolkningsgrupper. I USA sondres der retligt mellem partipolitisk gerrymandering og valgkredsinddeling, som diskriminerer på grundlag af race. Sidstnævnte kan efter omstændighederne være i strid med forfatningen eller Voting Rights Act.
Måling af gerrymandering
Forskere har udviklet forskellige statistiske metoder til at undersøge, om en valgkredsinddeling systematisk favoriserer et bestemt politisk parti. Metoderne bygger navnlig på forholdet mellem partiernes stemmeandele og deres andele af mandater. En central udfordring er at skelne mellem partipolitisk skævhed, der skyldes valgkredsinddelingen, og skævheder, der kan opstå som følge af vælgernes geografiske fordeling.McGann m.fl. (2016), s. 56–59.
Partipolitisk symmetri
Et centralt mål er partisan symmetry (partipolitisk symmetri). Princippet indebærer, at de konkurrerende partier bør have samme mulighed for at omsætte en given stemmeandel til mandater. Hvis parti A eksempelvis ville få 60 % af mandaterne med 55 % af stemmerne, bør parti B efter symmetriprincippet også kunne opnå 60 % af mandaterne med 55 % af stemmerne.
Partipolitisk symmetri er ikke det samme som proportionalitet. Et valgsystem kan være symmetrisk, selv om et parti med 55 % af stemmerne opnår en betydeligt større andel af mandaterne. Det afgørende er, om de to partier ville blive behandlet ens ved tilsvarende stemmeandele.McGann m.fl. (2016), s. 65–67.
Skævhed ved lige store stemmeandele
En anden metode undersøger, hvordan mandaterne forventes fordelt, hvis to partier hver opnår 50 % af stemmerne. I et partipolitisk neutralt system efter dette kriterium ville begge partier forventes at få halvdelen af mandaterne. Hvis det ene parti derimod forventes at få en væsentligt større andel, er det udtryk for partipolitisk skævhed efter denne målestok.
Metoden betegnes bias at 50% vote. Den belyser valgkredsinddelingens forventede virkning ved én bestemt stemmefordeling, men beskriver ikke nødvendigvis skævheden ved andre stemmeandele.
Valgsystemets følsomhed
Et tredje mål er responsiveness, dvs. hvor kraftigt mandatfordelingen ændres, når partiernes stemmeandele ændres. Målet beskrives ved hældningen på en kurve, der viser sammenhængen mellem stemmeandel og mandatandel.
I et system med høj responsiveness kan en mindre ændring i stemmefordelingen medføre en stor ændring i antallet af mandater. I et system med lav responsiveness kan mandatfordelingen derimod forblive forholdsvis stabil trods betydelige ændringer i stemmefordelingen.
Høj eller lav følsomhed er ikke i sig selv bevis for, at en valgkredsinddeling favoriserer et bestemt parti. Et system kan være meget følsomt og samtidig partipolitisk symmetrisk.
Efficiency gap
Et andet mål for partipolitisk skævhed er efficiency gap, som blev udviklet af Eric McGhee og Nicholas Stephanopoulos. Metoden bygger på forskellen mellem partiernes såkaldte spildte stemmer (wasted votes). I enkeltmandskredse omfatter disse alle stemmer på tabende kandidater samt de stemmer, som vindende kandidater modtager ud over det antal, der er nødvendigt for at vinde.
For hvert parti beregnes det samlede antal spildte stemmer på tværs af valgkredsene. Forskellen mellem partiernes antal spildte stemmer divideres derefter med det samlede antal afgivne stemmer. Resultatet angiver, i hvilken grad det ene parti har været mere effektivt end det andet til at omsætte stemmer til mandater.
Metoden søger at indfange virkningerne af både packing og cracking. Når et partis vælgere samles i få kredse med meget store flertal, øges antallet af overskydende stemmer. Når vælgerne spredes mellem kredse, hvor partiet taber, øges antallet af stemmer på tabende kandidater. Begge forhold kan føre til, at partiet samlet får færre mandater, end det ellers kunne have opnået.