Perioden mellem 1776 og 1789 så tretten tidligere britiske kolonier løsrive sig fra det Britiske Imperium og i stedet danne en selvstændig og uafhængig nation ved navn Amerikas Forenede Stater – eller ofte blot omtalt som USA.
Kampene i under den amerikanske uafhængighedskrig startede mellem kolonimilitser og den britiske hær i 1775. Den anden kontinentale kongres udstedte uafhængighedserklæringen den 4. juli 1776. Under ledelse af general George Washington besejrede den kontinentale hær og flåde det britiske militær og sikring de tretten koloniers uafhængighed. I 1789 blev Konføderationsartiklerne fra 1777 erstattet med USA's forfatning. Denne forfatning udgør – sammen med de efterfølgende tilføjelser – forsat i dag USA's grundlæggende lov.
Baggrund I løbet af det 17. og 18. århundrede var britiske kolonier i Amerika stort set blevet overladt til dem selv af kronen under en politik, der blev betegnet som "velsignet forsømmelse" (engelsk: Salutary neglect). Dette betød, at Storbritannien undlod en streng håndhæve af sine parlamentariske love overfor sine kolonier, så længe disse kolonier forblev loyale overfor kronen og bidrog til Storbritanniens økonomiske vækst. De amerikanske kolonier var således noget nær selvstyrende; halvdelen af de hvide mænd i Amerika kunne stemme, sammenlignet med blot én procent i Storbritannien. De udviklede deres egne politiske identiteter og systemer, som på mange måder var adskilte fra dem i Storbritannien. Denne nye ideologi var et decideret republikansk politisk synspunkt, som afviste monarki, aristokrati og – i korruptionens navn – opfordrede til folkets suverænitet og understregede borgerpligt.
Efter de britiske sejre under Syvårskrigen og den franske og indianske krig i 1763 sluttede denne isolationsperiode overfor de amerikanske kolonier. Storbritannien stod efter disse krige tilbage som den dominerende magt i verden, men var samtidig dybt forgældet og havde problemer med at finansiere en hær og en flåde kraftig nok til at kontrollere denne dominerende position. Det britiske parlaments forsøgte derfor at hæve skatterne overfor de nordamerikanske kolonister startende med den såkaldte Stamp Act af 1765 (frimærkeloven). Den britiske regering begyndte at pålægge skatter på en måde, der bevidst provokerede amerikanerne, som klagede over, at de var fremmede overfor den engelske forfatning, fordi amerikanerne ikke var repræsenteret i det britiske parlament. Parlamentet sagde, at amerikanerne var "stort set" repræsenteret og ikke havde nogen grund til at klage. Fra Stamp Act af 1765 og fremefter eskalerede stridigheder med London. I 1772 begyndte kolonisterne at overføre politisk legitimitet til dem selv og begyndte at danne skyggeregeringer bygget på korrespondancekomitéer, der koordinerede protest og modstand. I 1774 indkaldte de til Den Første Kontinentale Kongres for at indvie et handelsboykot mod Storbritannien. Tolv kolonier var repræsenteret ved kongressen. Georgia var under stram britisk kontrol og deltog ikke, selvom de senere ville tilslutte sig som den tretten udbryder koloni. Storbritannien havde ligeledes besiddelser og kolonier i British Florida samt i Newfoundland, Nova Scotia og i det fransktalende Quebec. Den Første Kontinentale Kongres besluttede, at der skulle indkaldes til endnu et konvent, hvis forsøg på at nå til enighed med Storbritannien mislykkes.
Modstanden mod Storbritannien kulminerede i Boston i det såkaldte Teselskab i 1773 med dumping af beskattede te-forsendelser i havnen, reagerede London ved at indføre de såkaldte Intolerable Acts mod Massachusetts, afsluttede selvstyret og sendte hæren ind for at tage kontrollen. Patrioterne i Massachusetts og de andre kolonier klargjorde herefter deres militser og forberedte sig på at kæmpe.thumb|De oprindelige 13 kolonier i 1775 markeret med rødt
Den Amerikanske Revolution
De militære kampe begynder, 1775-1776 Den 19. april 1775 sendte den kongelige militærguvernør en gruppe soldater afsted for at beslaglægge krudt og arrestere lokale ledere i Concord, Massachusetts. På vejen, i Lexington, Massachusetts, brød der dog kampe ud med en milits, hvilket efterlod otte kolonister døde. Det lykkedes ikke briterne at finde deres mål i Concord, og da de trak sig tilbage til Boston, kom briterne under kontinuerligt angreb af op mod 3.800 militser, som havde forberedt et baghold. Slaget ved Lexington og Concord antændte den amerikanske uafhængighedskrig. Efterhånden som nyheder spredte sig, drev lokale skyggeregeringer (kaldet "korrespondancekomitéer") i hver af de 13 kolonier britiske embedsmænd ud og sendte militsfolk til Boston for at belejre briterne her.
Den Anden Kontinentale Kongres mødtes i Philadelphia, Pennsylvania, i kølvandet på de væbnede sammenstød i april. Med alle tretten kolonier repræsenteret begyndte den straks at organisere sig som en central regering med kontrol over diplomatiet og pålagde kolonierne at skrive forfatninger for sig selv som delstater. I juni 1775 blev George Washington, en karismatisk politisk leder fra Virginia med kamperfaring, enstemmigt udnævnt til kommandør for en nyligt organiseret kontinental hær. Han overtog kommandoen i Boston og sendte bud efter artilleri for at kunne bombardere briterne. I hver af delstaterne erklærede et mindretal loyalitet over for kongen, men ingen steder havde de magt. Disse loyalister blev nøje overvåget af sikkerhedskomitéer oprettet af provinskongresserne. Den uskrevne regel var, at sådanne mennesker kunne forblive tavse, men vokal, økonomisk eller militær støtte til kongen ville ikke blive tolereret. Loyalister, der modsagde sig, fik beslaglagt ejendomme og flygtede til britisk kontrolleret territorium, især New York City.
I løbet af vinteren 1775-76 mislykkedes et forsøg fra patrioterne på at erobre Quebec, og oprustningen af britiske styrker ved Halifax, Nova Scotia, forhindrede disse norlige kolonier (hvad der senere blev Canada) i at forene sig med de resterende 13 kolonier (senere delstater). Det lykkedes patrioterne at erobre et britisk fort ved Ticonderoga, New York, og transportere kanoner gennem ødemarken i det vestlige Massachusetts frem til udkanten af Boston. Synet af kanoner på Dorchester-højene over byen fik briterne til at evakuere Boston den 17. marts 1776.
Den amerikanske uafhængighedserklæring, 1776
I forbindelse med debatten om uafhængighedserklæringen ønskede Thomas Jefferson at inkludere en bestemmelse, der ville have fordømt kong George III for at "føre grusom krig mod den menneskelige natur, ved at krænke (...) livs- og frihedsrettigheder (...) fange (...) dem ind i slaveri eller pådrage dem en elendig død (...)" Med andre ord fordømte han slavehandelen som en "ufordrivelig handel" og selve slaveriet som en "grusom krig mod den menneskelige natur". Sydstaterne krævede dog, at denne bestemmelse ville blive fjernet mod til gengæld at tilslutte sig den revolutionære sag. Uden at have noget valg fjernede Jefferson det.
Den 2. juli 1776 stemte Den Anden Kontinentale Kongres – der forsat holdte til i Philadelphia – enstemmigt for at erklære uafhængighed som "Amerikas Forenede Stater". To dage senere, den 4. juli, vedtog kongressen uafhængighedserklæringen. En særlig komité bestående af fem personer fik ansvaret for udarbejdelse af denne erklæring. Denne komité bestod af John Adams, Thomas Jefferson, Roger Sherman, Robert Livingston og Benjamin Franklin. Udkastet til erklæringen var udarbejdet af Jefferson, og blev grundigt revideret af de fire andre (særligt Franklin) og derefter sendt til Kongressen, hvor flere ændringer blev foretaget – heriblandt fjernelse af anklager mod kong George III relateret til slaveri.
Den endelig vedtaget erklæring hævdede blandt andet, at "alle mennesker er skabt lige" med "visse umistelige rettigheder, at blandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke", samt en liste over de vigtigste koloniale klager rettet mod kronen. Den 4. juli er lige siden blevet fejret som USA's fødselsdag.
Det første land til at anerkende USA efter Uafhængighedserklæringen var bystaten Dubrovnik (på det tidspunkt også kendt under navnet Ragusa). Militære kampagne 1776-1777 I august 1776 landede den britiske hær i New York, hvor den besejrede den spæde kontinentale hær ved en af krigens største kamphandlinger – Slaget ved Long Islands. Briterne erobrede hurtigt New York City og erobrede samtidig næsten general Washington og hans hær. Herefter gjorde de byen til deres vigtigste politiske og militære base for deres operationer i Nordamerika, og holdt den indtil slutningen af 1783. Evakueringen af patrioter sammenholdt med det britiske militærs besættelse af byen gjorde destinationen attraktiv for loyalistiske flygtninge og et samlingspunkt for Washingtons efterretningsnetværk.
Briterne erobrede snart New Jersey, hvilket fik de amerikanske patrioters sejrsmuligheder til at se dystre ud. Thomas Paine proklamerede "det er de tider, der prøver mænds sjæle". General Washington slog dog tilbage i et overraskelsesangreb, hvor han krydsede den iskolde Delaware-flod ind i New Jersey og besejrede de britiske hære ved Trenton og Princeton og genvandt derved kontrollen over New Jersey. Sejrene gav et vigtigt løft til patrioterne på et tidspunkt, hvor moralen var ved at falde. Sejrene er ligeledes blevet ikoniske billede på krigen.
I begyndelsen af 1777 blev en storstilet britisk plan, der senere blev kendt som Saratoga-kampagnen, udarbejdet i London. Planen havde til hensigt, at to britiske hære skulle mødes nær Albany, New York, og derved dele kolonierne i to, herunder adskille New England fra resten af kolonierne. Den ene britiske hær, ledet af general John Burgoyne, skulle angribe fra nord (Québec) mod syd, mens den anden britiske hær skulle angribe fra syd (New York City) op langs Hudson-floden og møde Burgoynes hær ved Albany. Dårlig kommunikation og planlægning resulterede i, at Burgoynes hær sad fast i den tætte skov nord for Albany. Samtidig drog den britiske hær, der skulle rykke op langs Hudson-floden, i stedet til Philadelphia, i et forgæves forsøg på at afslutte krigen ved at erobre den amerikanske hovedstad. Burgoynes hær blev overvældet ved Saratoga (Slagene ved Saratoga) af en skare af lokale militser anført af den kontinentale hær. Slaget viste briterne, som indtil da havde betragtet de amerikanske kolonister som en primitiv pøbel, der let kunne besejres og knækkes, at amerikanerne havde styrken og viljen til at kæmpe videre.
Den amerikanske sejr ved Saratoga betød, at franskmændene trådte ind i en åben militær alliance med amerikanerne gennem Alliancetraktaten (1778). Frankrig fik hurtigt selskab af Spanien og Holland, som begge var store flådemagter med interesse i at underminere briterne. Storbritannien stod nu derfor pludselig over for en stor europæisk krig, og med indtoget af den franske flåde på amerikanernes side blev briternes tidligere dominans på havet neutraliseret. Storbritannien var uden allierede og stod over for udsigten til en invasion over Den Engelske Kanal.
thumb|300px|Washington Crossing the Delaware (1851), af Emanuel Leutze Briterne vender fokus sydpå, 1778–1783 thumb|upright=1.3|Overgivelsen af Lord Cornwallis (af John Trumbull, 1820). Belejringen af Yorktown i 1781 førte til at den britiske hær overgav sig, hvilket endte størstedelen af kampene. Med briterne i kontrol over de fleste nordlige kystbyer og patrioterne kontrol over baglandet, vendte briterne sit fokus mod sydstaterne. De ønskede at igangsætte en kampagne, der havde til hensigt at erobre sydstaterne, hvor der efter sigende også var mindre revolutionsstemning. Briterne havde dog begrænsede regulære tropper til rådighed, hvorfor britiske befalingsmænd indså, at succes afhang af en storstilet mobilisering af loyalister.