Palle Mikkelborg (født 6. marts 1941 i København) er en dansk trompetist og komponist.

Han er kendt for sin helt unikke lyd. Palle Mikkelborgs mest kendte værk er nok Miles Davis-albummet Aura, der vandt en Grammy for Best Jazz Instrumental Performance i 1990. En anden perle fra Mikkelborgs hånd og mundstykke er Hommage – Once upon a time, som er udgivet sammen med bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen.

Palle Mikkelborg blev i 1968 valgt til Årets danske jazzmusikerJazzens HVEM-HVAD-HVOR, Politikens forlag 1969 Han modtog i 1991 LO's kulturpris, i 2001 Nordisk Råds Musikpris og i 2013 modtog han Ben Websters ærespris. Hans Aura lavet med Miles Davis fra 1984/1985 er optaget i Kulturkanonen.

Biografi 1941-1964

Palle Mikkelborg har altid haft trangen til at skabe, og en overgang var han nærmest udråbt til vidunderbarn på grund af hans ar­bej­de i modellervoks. Han sad for eksempel i hele julemåneden i Ma­ga­sin og re­kla­me­rede for et nyt produkt, der hed "Kavs". Palle Mikkelborg spillede vi­o­lin et par år, men i 1952 så han en trom­pet i baglokalet af Ludvigsens slikbutik. Lud­vig­­sen kunne mær­ke hans fasci­na­tion af trompeten. Violinen blev droppet, og slikbutikkens bag­­lo­kale dan­nede herefter ram­men for nogle timer i trompetspil. Ludvigsen døde dog kort ef­­ter, og det­te blev den eneste trom­pet­undervisning Palle Mikkelborg modtog.Jens Jørn Gjedsted: Der kører et tog af kunstnerisk vanvid ved siden af os! MM nr. 3 april 1983.

I midten af 50'erne havde Palle Mikkelborg en af sit livs store oplevelser. Han hør­te Mi­les Davis' When Lights are Low,Miles Davis Quintet: Cookin'. Prestige 7094 (1955 eller 1956). og dette blev et ven­depunkt for ham.

Det var en EP og jeg købte den nede i Fona på Nørrebrogade. Jeg synes lige­frem, jeg kan lugte grammofonen, den blev spillet på. Det ene af de fire numre hed "When Lights Are Low" og den tone Miles Davis spiller med dér, ramte mig med det samme, så jeg straks vidste hvilken vej, jeg skulle gå.

Palle Mikkelborg har siden fulgt Miles Davis på tæt hold, og inspirationen fra ham har al­tid væ­ret tydelig. I mange år efter denne oplevelse, har Palle Mikkelborg prøvet at gøre Mi­les Davis kun­st­en ef­ter, men efterhånden har han udviklet sin egen per­so­nal­stil. Dog kan man sta­dig høre inspirationen fra Miles Davis' trompetspil.Jesper Buchgraitz og Karin Christensen: Rejsen til ..., Speciale ved Institut for musik, Aalborg Universitet 1996

Det var i samme periode, at interessen for spirituelle spørgsmål meldte sig. Det var blandt an­det øs­tens fi­lo­sofi, der vakte hans interesse.

I den sidste halvdel af 50'erne be­gynd­te han så småt at spille med Knud Raths Or­­kester. Herefter gik det slag i slag. Han var medlem af Jørgen Borchs Kvin­tet og Bent Ro­­naks bigband og spillede diverse jobs i spil­le­stedet Vin­­gården. Det var ved dis­­se jobs i Vin­gård­­en, at man begyndte at lægge mærke til "den unge Miles Davis-in­spi­re­re­de trom­pe­tist".Årets "jazzkræs" går på konservatoriet. Berlingske Tidende 15-1-68.

Aktiviteterne i slutningen af 50'erne blev begyndelsen til en lang karriere, der i 60'erne blandt andet udfoldede sig i radio-sammenhæng. I 1963 blev han medlem af Ra­dio­jazz­grup­pen (senere kendt under navnet Opportunity), året efter i Danmarks Radios Big Band, dengang kaldet Det Ny Radio­danse­or­kester. Arbejdet i radio-grupperne gav ham mulighed for at stifte be­kendt­skab med for­skel­lige kom­po­nister, arrangører, di­ri­gen­ter og musikere. Mange af disse folk må have været til inspiration for ham, for mange af dem har han valgt at arbejde sammen med mange gange siden. Her kan blandt andet næv­nes Erik Mo­se­holm, Ray Pitts, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Torolf Mølgaard, Jesper Ne­ham­mer, Kas­per Winding, Thomas Clausen, Alex Riel og Bjarne Rostvold. 1960'erne var pe­rio­den hvor mange amerikanske musikere slog sig ned i København for kortere eller læn­ge­re tid. Med sig bragte de en jazztradition, der på det tidspunkt ikke eksisterede i Dan­mark. Hvor me­get dette har betydet for Palle Mikkelborg ved vi ikke, men det er et fak­tum, at han har spillet med mange af disse mennesker. Her kan blandt andet nævnes George Russel, Sahib Shi­hab, Dollar Brand (Abdullah Ibrahim), Ben Webster og Dexter Gordon.

Udgangspunktet for Palle Mikkelborg har altså været jazzen, som den blev spillet i Ra­di­o­ens Big Band – en meget Stan Kenton inspireret stil, der siden har bevæget sig over i en me­­re klassisk bigband tradition.Gads Musikleksikon; Radioens Big Band. Miles Davis og andre eksperimenterende musikere har og­så været en del af hans in­spi­ra­tions­grundlag. Desuden skal nævnes hans tidlige in­te­res­se for kunst­mu­sik­ken, som han blandt andet havde mulighed for at følge i Danmarks Radio ved at overvære prøvearbejdet med radiosymfonikerne. Som udøvende mu­si­ker var det dog jazz­musikken, der var hans udgangspunkt.

1965-69: Suiter, egne grupper, soloplade thumb|Palle Mikkelborg: Optræder i Aarhus. Foto Hreinn Gudlaugsson Omkring 1965 be­gyndte Palle Mikkelborg at stifte egne grupper. De fleste af de grupper han samlede eller ledede havde relativt kort levetid og/eller stor udskiftning i be­sæt­ning­en. Grup­perne fra 60'erne byg­gede på et udvidet jazz-ensemble. For ek­sem­pel be­stod hans oktet fra 1965 foruden ham selv af Ole Kurt Jensen, basbasun, Niels Husum, so­pran­­sax­ofon og basklarinet, Erling Christensen, alt­sax, barytonsax og cello, Bent Jædig, te­nor­sax og fløj­te, Ole Molin, guitar, Hugo Ras­mus­sen, bas, og Bjarne Rostvold, trommer. Det var bas-klarinetten og celloen, der bød på nye klangmuligheder i jazzensemblet. I 1966 kom­po­ne­rede Palle Mikkelborg nogle af sine første værker, og han spillede nogle af si­ne før­ste of­fentlige koncerter med egne grupper – blandt andet Palle Mik­kel­borg Oktet. Oven­nævn­te ok­tet spillede blandt andet kom­po­si­tion­er­­ne All that Push og Ways to En­terity.

Han [Palle Mikkelborg] har med Charlie Mingus og Gil Evans som hovedkilder ud­viklet sig til en ar­­rangør, der nok forstår at udnytte oktetens mange klanglige mu­ligheder, der med sin musik kan udtrykke skiftende stemninger, men som også til­stræber, at at­mos­fæ­ren i hvert enkelt afsnit når helt ud i solospillet.Asmussen – Mikkelborg – Steinmetz. Kopi fra MIC dateret 29-1-66.

I forbindelse med en koncert på Allé-scenen arrangeret af Mu­­sik og Ungdom og Den dan­ske Jazzkreds i december 1966, blev oktetten ud­videt til en nonet + strygekvartet. Al­lan Botchinsky kom med som ekstra trompetist, fordi Palle Mikkelborg forsøgte sig med di­rektion. Det var helt fra starten af komponist-kar­ri­eren, at Palle Mik­kel­borg eks­pe­rimenterede med de klanglige muligheder i det dengang jazz­frem­mede klas­siske in­stru­mentarium, for eksempel oboen og celloen. Det var i høj grad Dan­marks Ra­di­os or­kes­tres ledelse blandt an­det Erik Moseholm, der var ansvarlig for, at Pal­le Mik­kel­borg kom i gang med at kom­po­ne­re og ar­rangere. Her havde man troen på de unge ta­len­ter, og der blev gi­vet rige muligheder for at få af­prø­vet sine ideer. Også indenfor kom­po­nist og ar­ran­ge­ments-området var Palle Mik­kel­borg au­to­didakt.

Allerede det første værk, The Gull on the Bol­­lard,På dansk kaldet Mågen ved fortøjningspælene - den mørke sø. Værket opførtes af Palle Mikkelborgs Orkester ved en koncert d. 24-6-66. Udsendelse: "Før TV – I studie 3" DR P1 15-7-66. Muligvis allerede opført i programmet Kvadraten fra 1964 (Peter Wendelboe Hansen: Længslen efter det man længes efter. Århus Universitet 1991, p.28) viser træk som gen­ken­des i me­gen af Palle Mikkelborgs senere produktion. Værket er op­­bygget som en min­dre sui­te med kontrasterende afsnit. Indledningen består af et strygekvartet-afsnit, hvor man for­nemmer en klar inspiration fra Ravel. Den er præget af en kunst­mu­si­kalsk idio­ma­­tisk brug af strygerne. Fra Palle Mikkelborg side var dette afsnit også ment som en hyldest til Ra­vel og var direkte inspireret af hans strygekvartet.Palle Mikkelborg i samtale med Jesper Buchgraitz og Karin Christensen, MIC 18. juni 1996. Efter ind­led­nin­gen kommer et læng­e­re rytmisk idiomatisk afsnit med brug af rytmegruppestrukturer fra jaz­zen. Der er både arrangerede temaer og solistiske passager. Her bruges stry­ger­ne som en ekstra klang­bund på jazzens præmisser. De to idiomer sammensmeltes ikke, men sættes overfor hin­an­den og bruges dermed kon­trast­erende.

I slutningen af 1966 blev Palle Mik­kelborg/Alex Riel Kvintetten dannet. Be­sæt­ning­en var en klassisk jazz-kvintet med Alex Riel, trommer, Bo Stief, bas, Teddi Teng­stedt, kla­ver, Bernt Rosengren, saxofon og Pal­le Mikkelborg selv på trompet. Kvin­tet­ten spil­le­de mo­­­derne Mi­les Davis-inspireret jazz. Repertoiret bestod blandt andet af egne num­re og num­­­­re skre­vet af Miles Davis. De fik stor suc­ces, blandt andet ved "4th In­ter­na­tional Jazz fe­s­ti­­­val, Pra­ha '67", hvor de kom­ med på den officielle festival-plade med num­me­ret Gin­ger Bread Boy skrevet af Jimmy Heath, samt ved Montreux festivalen i 1968, hvor grup­pen vandt en før­stepris. Prisen inkluderende en deltagelse i Newport fes­ti­valen, der og­så fandt sted i 1968. Kvintetten har også haft Niels Brøndsted som pianist og Per Car­sten som saxofonist.

I perioden 1966-70 figurerede navnet Palle Mikkelborg Seks­tet flere gange i radio-sammenhæng. I 1970 spillede sekstetten Palle Mikkelborgs House of the Poets med besætningen; Palle Mikkelborg, trom­pet, Ulrik Jensen, obo, Erling Chris­ten­sen, cello, Ole Kock Hansen, el-klaver, Bo Stief, bas og Bjarne Rost­vold på trommer. House of the Poets var en suite i tre dele indledt og sammenkædet af obo og cello. Oboen og celloen blev bru­gt i lyriske kunstmusikalsk inspirerede passager. Her overfor stod nogle ryt­mis­ke pas­sa­ger, inkluderende el-klaver. Som vi beskrev det i for­bin­del­se med The Gull on the Bollard, er de to idiomer ikke sammensmeltet men stillet overfor hi­nan­den. Seks­tet­ten blev præ­sen­teret som en ud­vi­del­se (obo og cello) af en plan­lagt kvar­tet optræden, en kvar­tet der mu­ligvis er lig den kvartet Feather og Gitler nævner i de­res lek­si­kon "The En­cy­clo­pe­dia of Jazz in the Seventies".The Encyclopedia of Jazz in the Seventies. By Leonard Feather and Ira Gitler. © 1976 Horizon Press, New York.

I 1967 afløste Palle Mikkelborg Erik Moseholm og Ray Pitts som leder af Radio­jazz­grup­pen, og han viste ved flere koncerter og udsendelser "et meget nuanceret ta­lent for udnyttelsen af det vitale instrument, gruppen er." Det var også i 1967, at Pal­le Mik­kel­borg fik udgivet sin første plade i eget navn, "The Mysterious Corona" . Den inde­holdt to suiter, The Mysterious Corona og M.B.Cyclus. Begge vær­ker blev ind­spil­let af Ra­dio­jazzgruppen, der til lejligheden var udvidet med strygere og træ­blæ­se­re. Pla­den fik en me­get fin modtagelse af kritikerne. Værkerne var begge store suiter, hvor Pal­le ­Mikkelborg ar­bej­dede med klang-flader og rytmiske afsnit. Bigband baggrunden var tydelig, men der sporedes og­­så en stor interesse for im­pres­sion­is­men og kunstmusikkens vir­ke­mid­ler. The My­sterious Corona er på mange måder typisk for denne pe­riode af Pal­le ­Mikkelborgs kom­po­si­to­ris­ke virke, dels med hensyn til besætningen, men også med hen­syn til form og tema. Vi har derfor valgt dette værk til nærmere analyse og henviser til den­ne for en nærmere gen­nem­gang af kompositionen. M.B.Cyclus er i store træk en sam­men­sæt­ning af kom­po­si­tion­er fra den­ne periode, især byggende på Mongolia-suiten fra 1966.