Slaget ved Crécy, også kaldet Slaget ved Cressy, var en vigtig engelsk sejr under Hundredårskrigen, der fandt sted den 26. august 1346. Sammen med de senere slag ved Poitiers (1356) og Agincourt (1415) var Crécy den første af tre meget afgørende engelske sejre under den langtrukne konflikt mellem de to riger.
Slaget blev udkæmpet nær Crécy i Nordfrankrig. Edvard 3. ledte og sejrede med en hær bestående af engelske og walisiske soldater allieret med tropper fra Det tysk-romerske Rige mod den meget større hær bestående af franske, genovesiske og mallorcanske tropper ledet af Philip 6. Den engelske hær var opmuntret af erfaringerne med taktisk fleksibilitet og udnyttelse af terrænet fra saksere, vikinger, muslimer og tidligere kampe med skotterne, og selvom de var voldsomt i undertal, vandt de en stor sejr over franskmændene.Henri de Wailly. Introduktion af Emmanuel Bourassin, Crecy 1346: Anatomy of a Battle (Blandford Press, Poole, Dorset 1987) Introduktion p. 8Henri de Wailly. Introduction by Emmanuel Bourassin, Crecy 1346: Anatomy of a Battle (Blandford Press, Poole, Dorset 1987) pp. 8, 12
Slaget introducerede langbuen som et dominerende våben på vesteuropæiske slagmarker. Effekten var ødelæggende, når de blev anvendt i store mængder. Slaget ved Crécy var også den første gang, at den engelske hær benyttede sig af en såkaldt ribauldequin, der var en tidlig form for kanon på slagmarken, idet man har fundet kanonkugler ved arkæologiske udgravninger århundreder senere. Englændernes kombinerede krigstaktik, der bestod af de nye våben og taktikker, der var langt mere fokuserede på infanteriet end tidligere slag i middelalderen (der normalt var domineret af fokus på den tungt udrustede ridder til hest) samt bondestandens drab af ukampdygtige riddere efter slaget, har gjort, at slaget beskrives som "begyndelsen til enden for ridderlighed".
Kampen lammede den franske hærs evne til at hjælpe Calais, som faldt for englændernes belejring det følgende år. Calais forblev under engelsk styre i mere end to århundreder og blev først en del af Frankrig igen i 1558.
I 2015 udkom bogen The Battle of Crécy: A Casebook, der efter grundig research konkluderede, at slaget fandt sted syd for Crécy i stedet for nord, som man hidtil har troet.New Location for the Battle of Crécy discovered. Medievalists. Hentet 31/10-2015
Baggrund thumb|Philip, greve af Valois blev kronet som Frankrigs konge efter Karl 4.s død, på trods af at Edvard 3. af England var hans nærmeste arving.
Da den franske monark Karl 4. døde i 1328, var Edvard 3. af England hans nærmest levende mandlige slægtning og lovformelige arving. Det franske hof mente dog, at Karls nærmeste slægtning var hans fætter, Philip, greve af Valois. Philip blev kronet som Philip 6. af Frankrig. Modvilligt måtte Edvard sværge troskab Philip i sin rolle som hertug af Aquitaine, som han havde arvet i 1329. Området var befolket med gascognere, der havde en anderledes kultur og sprog end resten af Frankrig, og indbyggerne i Aquitaine foretrak derfor et forhold med den engelske krone. Frankrig fortsatte dog med at blande sig i deres affærer både inden for lovgivning og krig. Philip konfiskerede Aquitaine i 1337, hvilket startede en krig mellem England og Frankrig. Edvard udråbte sig selv som konge over Frankrig i 1340, og begyndte at vriste magten fra hans rival på den franske trone.
En tidlig sejr til søs ved Sluys i 1340 udryddede den franske flåde, og gav England overherredømmet til søs.Henri de Wailly. Introduction by Emmanuel Bourassin, Crecy 1346: Anatomy of a Battle (Blandford Press, Poole, Dorset 1987) p. 10 Edvard invaderede herefter Frankrig med 12.000 mænd via Nederlandene, hvor de plyndrede kysterne og landområderne. Efter at have stoppet en belejring af Cambrai, ledte Edvard sin hær på en destruktiv chevauchée igennem Pikardiet, hvor de ødelagde hundredvis af landsbyer, mens de blev forfulgt af franskmændene. Ingen af parterne var egentlige vindere, og Edvard trak sig tilbage, hvorved han standsede sit felttog. Han vendte tilbage til England for at skaffe flere penge til et nyt felttog og for at tage sig af politiske vanskeligheder med skotterne, der kæmpede for deres egen selvstændighed.
Den 11. juli 1346 satte Edvard sejl fra Portsmouth med en flåde på 750 skibe og 15.000 mænd.Prestwich. Plantagenet England. p. 315 Med i denne hær var Edvards 16-årige søn, Edvard af Woodstock, og en stor deling walisiske soldater og allierede riddere og lejesoldater fra det Det tysk-romerske Rige. Hæren gik i land ved St. Vaast la Hogue, omkring 30 km fra Cherbourg. Planen var at udføre en stor chevauchée over Normandiet, hvor de skulle plyndre områdets rigdomme og svække den franske krones prestige voldsomt. Carentan, Saint-Lô og Torteval blev alle plyndret, hvorefter Edvard ledte sin hær mod Caen, der var den gamle hovedstad i Normandiet. Den engelske hær ødelagde Caen den 26. juli, hvor de plyndrede byens store rigdomme. De bevægede sig videre den 1. august, hvor hæren marcherede mod nord til Seinen, hvor de muligvis planlagde at angribe Paris. De krydsede Seinen ved Poissy;Rothero (2005), pp. 4–6 men hæren befandt sig nu mellem de to floder Seinen og Somme. Philip flyttede sin hær i et forsøg på at fange og ødelægge de engelske tropper.
Det viste sig at blive vanskeligt, at komme til at krydse Somme; alle broer var enten brændt af eller under kraftig bevogtning. Edvard forsøgte vagt at krydse ved Hangest-sur-Somme og Pont-Remy inden han bevægede sig nordpå. På trods af nogle gange, hvor hærene var tæt på hinanden, lykkedes det ikke den franske hær komme tæt nok på den engelske. Edvard blev informationer om et lille vadested kaldet Blanchetaque ved Somme, der sandsynligvis var bevogtet, nær landsbyen Saigneville. Den 24. august lykkedes det for Edvard og hans hær at krydse floden ved Blanchetaque med kun få tab. Den franske hær havde været så overbeviste om, at det ikke ville lykkes Edvard at krydse floden, at de ikke havde fjernet mad og andre ressourcer på den anden side af floden, hvilket gjorde at den engelske hær kunne få nye forsyninger og plyndre; Noyelles-sur-Mer og Le Crotoy blev begge brændt. Edvard brugte pusterummet på at opbygge en forsvarsposition ved Crécy-en-Ponthieu mens han ventede på at Philip ankom med sin hær.Curry (2002), pp. 31-39. Stedet var beskyttet på flankerne af floden Maye mod vest og byen Wadicourt mod øst, og det lå på en naturlig stigning, der gjorde brug kavaleri mindre effektivt.
Slaget
Forberedelse thumb|upright|Slaget ved Crécy (indgravering fra 1800-tallet).
Edvard satte sin hær ind så de stod mod syd på toppen af en skrånende bakke ved Crécy-en-Ponthieu; skråningen gjorde at de franske kavaleri havde en stor ulempe, idet de skulle bevæge sig opad. Den venstre flanke stod ved Wadicourt, mens den højre var beskyttet af Crécy og floden Maye bagved. Dette gjorde det umuligt for den franske hær at gå uden om englændernes flanker. Hæren havde også haft tid til at spise ordentligt og hvile sig, hvilket gav dem en fordel i forhold til franskmændene, der havde marcheret i dagene op til, for at komme frem til englænderne, og derfor ikke havde haft tid til at hvile sig.Rothero (2005), pp. 2–6
Den engelske hær Den engelske hær blev ledet af Edvard 3.; den bestod primært af engelske og walisiske tropper samt allierede lejetropper fra Bretonien, de flamske områder samt Tyskland. Den eksakte størrelse på hæren er ikke kendt med sikkerhed. Andrew Ayton foreslår omkring 2.500 professionelle soldater: adelige og riddere, tungt udrustede og akkompagneret af deres ledsagere. Hæren har indeholdt omkring 5.000 langbueskytter, 3.000 hobelarer (let kavaleri og bueskytter til hest) samt 3.500 spydfolk.Ayton, "The English Army at Crécy" in Ayton & Preston (2005), p. 189; Rogers (2000), p. 423 Clifford Rodgers gætter på, at den bestod af omkring 2.500 professionelle soldater, 7.000 bueskytter, 3.250 hobelarer og 2.300 spydfolk.Rogers (2000), p. 423 Jonathon Sumption mener, at Edvards styrke var noget mindre, baseret på beregninger af lastekapaciteten på den flåde der blev samlet til at transportere hæren over den Engelske Kanal. På baggrund af dette estimerer han at hæren bestod af mellem 7.000 og 10.000 mand.Sumption (1990) p. 497
Styrken i Edvards hær ved Crécy lå i den store bruge af langbuer: en kraftig høj bue, der hovedsageligt blev fremstillet i takstræ. Ved Edvards kroning i 1327 havde han arvet et kongerige der indeholdt to konfliktzoner: Aquitaine og Skotland. England havde ikke været en dominerende militærmagt i Europa: franskmændene dominerede i Aquitaine, og Skotland stort set opnået deres uafhængighed under slaget ved Bannockburn i 1314. Tidligere middelalderlige slag var typisk blevet afgjort ved det kraftige angreb af de pansrede riddere, hvilket effektivt var blevet afværget af det skotske infanteri under slag som Stirling Bridge og Bannockburn. Langbuer var tidligere blevet anvendt med succes af engelske hære: Edvard 1. brugte langbueskytter til at splitte skotterne statiske schiltron-formationer op under slaget ved Falkirk i 1298. Det var dog ikke før Edvard 3.s styre, at de blev regnet for at have større betydning i det engelske militærdoktrin. Edvard viste vigtigheden af at gøre stor skade på fjenden inden nærkampene under et slag begyndte; ved Halidon Hill i 1333 anvendte han en stor deling bueskytter og drog fordel af terrænet, så han kunne få en stor sejr over de skotske tropper, mens han selv led meget få tab. Dette var på mange måder en forsmag på hans lignende taktik ved Crécy. En anden vigtig fordel ved langbueskytter var udgifterne: de var langt billigere at udstyre og træne end de aristokratiske riddere. Edvard sikrede, at han havde nok erfarne bueskytter at trække på, ved at indbygge bueskydning i den engelske kultur: han opfordrede til at befolkningen øve sig i bueskydning, og han sørgede for en stor produktion af buer og pile selv i fredstider. I 1363 udskrev han en lov om at alle skulle øve bueskydning, og i samme ombæring forbød han alle andre sportsgrene, for at gøre plads til bueskydning.
En udbredt påstand om langbuen er dens evne til at penetrere pladerustning, fordi den har en høj trækvægt. Dette bliver dog udfordret af både samtidige kilder og moderne undersøgelser. Den engelske forfatter og militærekspert Mike Loades udførte en række kontrollerede forsøg i Royal Military College of Sciences ballistiske testområde i forbindelse med programmet Weapons That Made Britain - The Longbow, hvor han fandt ud af, at pile affyret med en hastighed på omkring 52 m/s mod en stålplade, der ikke var særlig hårdt hærdet, var ineffektive en afstand af omkring 80 meter, men gav dog mindre skader og sår på mål inden for 30 meter, mens de var dødelige på 20 meters afstand. Bueskydning blev beskrevet som ineffektivt mod pladerustning i samtidige kilder i slag som Bergerac i 1345, Neville's Cross i 1346 og Poitiers i 1356. Senere studier fandt ligeledes at pladerustning fra slutningen af middelalderen, som dem der blev brugt af lejesoldater fra italienske bystater, effektivt stoppede samtidige pile.Strickland & Hardy 2005, pp. 272–278Kaiser 2003 Heste var derimod stort set ikke beskyttet mod beskydning, og pile kunne penetrere den lette rustning på deres ben. Clifford Rodgers kommenterede ved det senere slag ved Agincourt, at den psykologiske effekt af en massiv pileregn vil nedbryde kampånden blandt dem, som blev beskudt.
Bueskytter blev udstyret med 60-72 pile før et slag begyndte. De fleste bueskytter vil ikke have skudt med højeste hastighed, hvilket var omkring seks pile i minuttet for de kraftigste buer,Strickland & Hardy 2005, p. 31 da både psykologisk og fysisk anstrengelser ville udmatte mændene. I takt med at slaget fortsatte ville arm- og skuldermuskler bliver udmattede og fingrene der holdt buestrengen ville blive trætte.Barker 2006
Den franske hær