thumb|Ho Chi Minh-byen
Ho Chi Minh-byen (; tidligere Saigon ; bruges fortsat af vietnamesere i daglig tale) er Vietnams største by med indbyggere. Den ligger ved vestbredden af Saigonfloden. Byen var hovedstad i Sydvietnam fra 1954 til 1975 og i Republikken Sydvietnam fra 1975 til 1976. Den har siden været administreret som en provins.
Navnet Saigon Baggrunden for navnet Saigon er noget uklar. Måske ligger der noget kinesisk bag; den kinesiske tilpasning af navnet betyder "Vestpaladset". Men ifølge en anden hypotese er navnet Saigon udviklet fra det cambodjanske ord Prei Nokor ("byen i kapokskoven") – og trods alt var der slet ikke noget palads i området omkring år 1700. Navnet Saigon blev første gang brugt officielt i 1698. Men navnet Saigon slog ikke helt igennem dengang; det blev brugt side om side med det navn, Nguyen-dynastiet foretrak, Gia Dinh (oprindelig navnet på citadellet i byen). Det var ikke førend i 1859, at Saigon blev det enerådende navn (indtil opkaldelsen efter Ho Chi Minh i 1975).
Administration Ho Chi Minh-byen er en by på samme administrative niveau som Vietnams provinser. Den bliver administreret ligesom en provins; således er de vigtigste forvaltningstekniske styringsorganer folkerådet og folkekomiteen.
Byen er inddelt i 22 distrikter.
Af disse er fem landdistrikter, på trods af at de ligger inden for bygrænsen: Nha Be, Can Gio, Hoc Mon, Cu Chi og Binh Chanh.
De 17 øvrige er bydistrikter. Kun de fem i byens centrum har egentlige navne som officielle betegnelser (Tan Binh, Binh Thanh, Phu Nhuan, Thu Duc og Go Vap), de øvrige har kun et nummer – selvom distrikterne i folkemunde naturligvis har deres navne.
Historie Byen begyndte som en lille fiskerlandsby i et område, der stort set var sumpmark. Antagelig boede khmerfolket der, før vietnameserne ankom; området var del af det cambodjanske rige. Stedet tiltrak ikke kun vietnamesiske tilflyttere, men også malaysiske, kinesiske og indiske handelsfolk.
Vietnamesisk herredømme over områderne omkring det, som skulle blive kaldt Saigon og Bien Hoa, blev formelt anerkendt af det cambodjanske hof i 1691. I 1698 sendte herskeren Nguyen Phuc Chu en af sine betroede, Nguyen Huu Canh, til området for at organisere administrative strukturer.
På grund af sin gunstige beliggenhed for handel og som militært støttepunkt voksede stedet og blev en vigtig by. I 1772 begyndte Nguyen Cuu Dam at opfylde mange af kanalerne, som løb gennem byen, og gjorde dem til gadeforløb.
Fransk kolonisering
I 1859 indtog franskmændene med Spaniens hjælp Saigon og ødelagde byens fæstning. I 1862 afstod vietnameserne de tre sydligste provinser i deres rige til Frankrig, og i 1874 underskrev Tu Duc i Hue aftalen, og dermed var hele Cochinkina også formelt på franske hænder. Saigon blev hovedstaden. Under det franske kolonistyre blev byens videre vækst stærkt præget af fransk byggeskik, som ses tydeligt på flere bygninger og boulevarder. Byen blev et vigtigt jernbaneknudepunkt og vigtigste havn for eksporten af ris dyrket i Mekong-deltaet.
2. verdenskrig
Da Saigon blev besat af japanerne under den 2. verdenskrig i 1940, fik de franske kolonimyndigheder lov til at fortsætte med at administrere landet, indtil japanerne i 1945 ombestemte sig og kastede dem i fængsel. Nogle måneder efter var krigen tabt for japanerne. Saigon slap fra krigsårene uden krigsskader eller større nød.
Første Indokinakrig 1946-1954
Efter 2. verdenskrig erklærede Ho Chi Minhs kommunistparti Vietnams selvstændighed i 1945. Men Frankrig gik ikke med til dette, og dermed udbrød der krig mellem Frankrig og Ho Chi Minhs styrker. Frankrig støttede den sydlige franskvenlige regering, der var oprettet af kejser Bao Dai. Han havde gjort Saigon til sin hovedstad i 1950. Selve Saigon blev aldrig krigsskueplads under denne krig. Der var en del terrorbombninger i Saigon mellem 1951 og 1953, som kommunisterne den gang blev mistænkt for at stå bag. Men det er senere blevet klart, at det var Lien Minh-guerillaen under ledelse af Trinh Minh The, som havde sin helt egen dagsorden, der var ansvarlig.
I 1954 blev franskmændene slået af Viet Minh i slaget ved Dien Bien Phu og trak sig ud af Vietnam. Landet blev snart efter officielt delt i to, og Saigon blev Sydvietnams hovedstad, mens Nordvietnam blev styret fra den gamle hovedstad Hanoi.
Anden Indokinakrig (Vietnamkrigen) 1955-1975 Under Vietnamkrigen blev tusindvis af amerikanske soldater stationeret i Saigon, og amerikanerne byggede to meget store flybaser i området, den ene i byens nordlige udkant. Økonomien blev stærkt præget af købestærke amerikaneres nærvær, og prostitutionen greb stærkt om sig.
Musicalen "Miss Saigon" fra 1989 har denne Saigon-prostitution som ydre ramme; men før man lægger for meget i denne musical som skildring af forholdende i krigsårene, bør man vide, at handlingen i det væsentligste er en tilpasning af Puccinis opera Madame Butterfly fra 1904, der igen har sine rødder via en amerikansk roman til den franske forfatter Pierre Lotis noget selvbiografiske roman Madame Chrysanthème (1887) om en fransk officer og en japansk geisha i Nagasaki.
Tet-offensiven 1968 Saigon blev for første gang en krigsskueplads under Tet-offensiven 30. januar – 24. februar 1968. De kommunistiske styrker foretog da koordinerede angreb en række steder over hele Sydvietnam. Der var en række angreb i og nær Saigon; omkring fem FNL-bataljoner havde infiltreret byen. Den store flybase Tân Sơn Nhất i Saigon blev angrebet af omkring 700 mand. Det kom til indædte kampe, men de amerikanske tab var kun på 110 mand. Flybasen i Bien Hoa noget længere mod nordøst blev også angrebet, og to fly blev ødelagt. Angribernes tab under disse to angreb og en række mindre kamphandlinger i og omkring byen var på over 1.100; men de vandt kontrol over store dele af byen. Kampene varede næsten en uge, og nogle dele af Saigon blev alvorligt ramt af amerikanernes luftangreb og artilleri. Kampene var ovre i midten af februar. Et af angrebene havde været mod den amerikanske ambassade. Det var 20 kommunistiske kommandosoldater, der angreb, men de blev hurtigt nedkæmpet. Symbolværdien var imidlertid stor.
Stor symbolværdi skulle også en anden episode få: Den 1. februar havde den sydvietnamesiske politigeneral Nguyen Ngoc Loan henrettet en civilklædt Viet Cong-fange på gaden i Saigon foran amerikanske fotografer og fjernsynskameraer. Fangen, Nguyen Van Lem, var kaptajn for en trop Viet Cong-soldater, som netop havde henrettet sydvietnamesiske politifolks hustruer, børn og andre slægtninge. 34 bundne og dræbte civilister var blevet fundet i ét dige. Nguyen Van Lem havde angiveligt været stolt af sin dåd og pralet af, at han havde klaret at finde og likvidere alle på den dødsliste, han havde fået.
Fotografen Eddie Adams, som vandt pulitzerprisen for billedet af henrettelsen, skulle snart beklage den virkning, fotografiet fik i USA. Han skrev: "Generalen dræbte Viet Cong-manden; jeg dræbte generalen med mit kamera. Fotografier er verdens mægtigste våben. Folk tror på dem; men fotografier kan lyve, selv uden at være manipulerede. De er kun halve sandheder. Billedet var med til at ændre opinionen og førte til stærk modstand mod den amerikanske krigsførelse i Vietnam.
Saigons fald 1975
Mod slutningen af krigen var Saigon et hovedmål for FNL og Den nord-vietnamesiske hær. 30. april 1975 faldt Saigon; hændelsen kaldes i Vietnam officielt for »Befrielsen af Saigon«.
I april var den sydvietnamesiske hær brudt sammen på alle frontafsnit. Den robuste nordvietnamesiske offensiv tvang de sydvietnamesiske tropper til en blodig retræte, som endte med en håbløs belejring ved Xuan Loc, en by 60 km øst for Saigon. Den 21. april brød forsvarslinjerne sammen, og nordvietnamesiske tanks og infanteri rykkede hurtigt frem mod den sydvietnamesiske hovedstad. Den 27. april havde 100.000 nordvietnamesere omringet Saigon, hvor 30.000 sydvietnamesere skulle holde stand.
Den 29. april igangsatte amerikanerne Option IV (også kaldet Operation Frequent Wind), historiens største helikopterbårne evakuering. Kaos, uroligheder og panik opstod, da hektiske vietnamesere forsøgte at komme væk fra Saigon, før det var for sent. Helikopterne begyndte at evakuere fra den amerikanske ambassade og fra lufthavnen.
Evakueringerne kom ikke i gang tidligere, fordi den amerikanske ambassadør Graham Martin længe troede, at Saigon kunne forsvares og holdes. Operationen begyndte i en atmosfære præget af desperation, eftersom hysteriske mængder af sydvietnamesere styrtede af sted til landingszonerne for at komme med. Alene uden for den amerikanske ambassade voksede mængden til omkring 5.000.
I mellemtiden var en anden større evakuering startet en del dage tidligere, Operation Babylift, som skulle bringe ca. 2.000 forældreløse børn ud af landet på amerikanske transportfly. De fleste blev bragt til USA, andre til bl.a. Australien.
Martin havde længe forsøgt at få den amerikanske regering til at sende 700 millioner dollars for i sidste øjeblik at styrke Saigon-regeringens evne til at kæmpe og mobilisere nye styrker. Men hans bøn blev afslået. Og mange amerikanere var sikre på, at Saigon-regimet stod foran sin uafvendelige undergang. Den 23. april havde præsident Gerald Ford holdt en tale, hvor han erklærede, at Vietnamkrigen var ovre, og at al amerikansk hjælp til Saigon ophørte.
Helikopterevakueringen fortsatte hele dagen og natten, mens de nordvietnamesiske kampvogne rullede ind i udkanten af Saigon. Tidligt om morgenen den 30. april forlod de sidste US Marines ambassaden, mens hektiske vietnamesere stormede spærringerne rundt om ambassadeområdet. De nordvietnamesiske T-54-tanks rullede nu ind i Saigon. Sydvietnamesernes modstand var svag. Det kom til nogle træfninger mellem sydvietnamesernes M-41-tanks og nordvietnamesernes sovjetiske kampvogne. Nordvietnameserne rykkede hurtigt frem for at indtage ambassaden, den vigtigste garnison for den sydvietnamesiske hær, politihovedkvarteret, radiostationen, præsidentpaladset og andre nøglemål.
Her og der stødte de på stærkere modstand, end de havde regnet med. På dette tidspunkt havde helikopterevakueringen bragt 7.000 amerikanere og sydvietnamesere ud; men den kom nu hurtigt til sin afslutning. Præsidentpaladset blev erobret og Vietcongflaget hejst kl. 12.30. Den sydvietnamesiske øverstkommanderende, general General Duong Van Minh overgav sig selv og hele Saigon til den nordvietnamesiske oberst Bui Tin. Kl. 15.30 lød hans stemme over radioen: "Jeg erklærer, at Saigon-regeringen er fuldstændig opløst på alle niveauer." Efter at kapitulationen var udsendt, kom de tilbageværende sydvietnamesiske styrker frem fra deres forsvarspositioner og nedlagde våbnene. De fleste af dem havnede efterfølgende i "omskolingslejre", som ofte også fungerede som de rene dødslejre, da det anslås, at omkring én million vietnamesere omkom under deres fangenskab dér.
Nyt navn
Byen blev efter nordvietnamesernes sejr hovedstad for den provisoriske republik Syd-Vietnam, som styrede den sydlige del af landet, indtil nord og syd blev forenet 2. juli 1976. Hanoi blev da hovedstad for hele landet.
Byens navn blev straks ændret til Ho Chi Minh-byen til minde om Ho Chi Minh, som kommunisterne anser som den socialistiske republiks landsfader. En af bydelene, Distrikt 1, hedder fortsat Saigon. I daglig tale bruger de fleste vietnamesere fortsat det gamle navn, og blandt modstandere af det kommunistiske regime holder man specielt hårdt på dette.
Demografi Befolkningen antages i 2004 at være øget til over seks millioner. Ud over at være den folkerigeste by i Vietnam udgør den også den befolkningsmæssigt største administrative enhed på provinsniveau.
Flertallet af befolkningen er enten vietnamesere (kinh) eller udenlandskinesere (Hoa). Der er også betydelige grupper af vietnamesiske minoritetsfolk i byen. Kineserne er specielt talrige i distriktet Cholon, der regnes som Chinatown.
Turisme