thumb|AGM-88 HARM-missil på et amerikansk F/A-18 Hornet fra US Navy. thumb|ALARM-missil på en Tornado GR4 fra Royal Air Force.
Suppression of Enemy Air Defenses (forkortet og normalt omtalt som SEAD, dansk: Undertrykkelse af fjendtlige luftforsvar), også kaldet "Wild Weasel"- eller "Iron Hand"-operationer i USA. Konceptet er at undertrykke et fjendtligt jordbaseret luftforsvarssystem såsom jord til luft-missiler (SAM: Surface to Air Missiles) og luftværnsartilleri (AAA: Anti Aircraft Artillery), radarsystemer, kommandostruktur (C3-funktioner), således at egne eller allierede fly kan operere frit uden truslen fra et jordbaseret luftforsvar i operationsområdet. Denne undertrykkelse kan udføres ved fysisk at angribe og nedkæmpe systemerne eller ved at hæmme/forhindre systemernes funktionalitet ved hjælp af elektronisk krigsførelse. I moderne krigsførelse kan SEAD-missioner udgøre op til 30 procent af alle flymissioner i den første uge af krigshandlingerne og derefter i et mere beskedent omfang.Tucker, Spencer C. (Editor), The Encyclopedia of Middle East Wars: The United States in the Persian Gulf, Afghanistan, and Iraq Conflicts, ABC-CLIO, 2010, s. 61-62 En fjerdedel af amerikanske kampmissioner i nyere konflikter har været SEAD-missioner.
Historie Før vietnamkrigen Før Vietnamkrigen fandtes begrebet SEAD ikke – selvom man udførte missioner for at nedkæmpe enkelte fjendtlige luftforsvarsstillinger, var det ikke en fast strategi, men derimod kun hvis man havde et prioriteret mål i nærheden. Dermed var det ikke en decideret mission at nedkæmpe et lands evne til at forsvare sig overfor flystyrker og forsøge at vinde luftherredømmet.Brungess, James, Setting the Context - Suppression of Enemy Air Defenses and Joint War Fighting in an Uncertain World, Air University Press, June 1994, s.7 Selvom taktikken var grovkornet, var det relativt effektivt for dens tid.Brungess, s. 55
2. Verdenskrig Under 2. verdenskrig forsøgte det tyske Luftwaffe at ødelægge de britiske Chain Home radarstationer som et led i Slaget om Storbritannien i et forsøg på at forringe det britiske luftforsvarssystem. Den tyske Oberkommando der Wehrmacht undervurderede dog ikke kun effektiviteten af selve radarstationerne, men også Dowding føringssystemet, som styrede det britiske luftforsvar. Efter den indledende optimisme vedrørende nedkæmpelsen af radarstationerne besluttede man dog at stoppe med at angribe dem undtaget under særlige omstændigheder.Hough, Richard Alexander and Denis Richards, The Battle of Britain: The Greatest Air Battle of World War II, W.W. Norton & Company, Inc., 1989, p. 138–143, 220 Efterhånden som overtaget i luftkrigen i Europa skiftede til de Allieredes favør begyndte Aksemagterne at fokusere deres luftforsvar på luftværnsartilleri til at forsvare deres territorier mod allierede bombeangreb. Dette blev et fokusområde for Aksemagterne efter at der var sket en halvering af nedskydningen af allierede bombefly i luftkamp i perioden 1943-1944, hvorimod nedskydningen af fjendtlige fly ved flak var steget tifold.Hewitt, William A., Planting the Seeds of SEAD: The Wild Weasel in Vietnam, School of Advanced Airpower Studies, Air University, May 1992, p. 5
De Allierede var bekymrede over denne udvikling og man valgte en række forskellige måder at imødekomme problemet. De Allierede havde forstået vigtigheden af Kammhuberlinjen og man valgte at angribe området direkte og udviklede nye teknologier der kunne fungere som modforanstaltninger mod det radarstyrede antiluftskyts såsom primitiv chaff og jamming. Samtidig ændrede man taktik og lod bombeflyene flyve højere og mere spredt så man ikke var så sårbar overfor flak. Man udførte bombetogter mod luftforsvarsstillinger ved hjælp af IMINT. Jagerbomberen P-47 Thunderbolt blev valgt til at angribe fjendtlige luftforsvarsstillinger på tæt hold på grund af flyets evne til at overleve en stor mængde træffere. Resultatet af disse angreb var forskellige, men tabsraterne for jagerbomberne der angreb disse stillinger kunne være op til 40 procent på grund af deres nærgående angreb.Hewitt, s. 6–9Artilleri spillede en stor rolle i at undertrykke fjendens luftforsvar, og British Army var de første der udviklede "counterflak" ("Apple Pie"-missioner). Disse missioner blev først brugt under Slaget om Frankrig, men blev raffineret efterhånden som krigen udviklede sig. Den største counterflak-mission i historien blev udført den 24. marts 1945 hvor artilleriet fra det britiske XII korps forsøgte at slå det lokale tyske luftforsvar ud i forbindelse med Operation Varsity. Selvom man affyrede over 24.000 artillerigranater i løbet af 22 minutter på omkring 100 mål var missionen en fiasko på grund af en kombination af dårlige efterretninger om målenes placering og en utilstrækkelig ildmængde.Bailey, Johnathan B. A., Field Artillery and Firepower, Naval Institute Press, 2004, s. 76 I Stillehavskrigen havde Japan kun gjort begrænsede fremskridt i udviklingen af radar til brug i luftforsvaret og de systemer de havde i brug var nemme at omgå. På trods af disse forhold var amerikanerne bekymrede over det store antal radarstationer på det japanske fastland og øer hvorfor en række B-24 Liberators og B-29 Superfortress blev udstyret med et radarpejleapparat der skulle identificere radarsignaler og stedbestemme deres oprindelsespunkt. Informationerne som disse fly bragte hjem blev benyttet til at udstyre andre B-29ere med radarjammere and chaff i et forsøg på at forvirre og blinde det japanske luftforsvar mens de øvrige fly udførte deres bombetogter.Norman Polmar, Thomas B. Allen, World War II: the Encyclopedia of the War Years, 1941–1945, Courier Dover Publications, 2012, pp. 274–275 Et antal B-25 Mitchells blev også udstyret med en radarpejler og anførte en gruppe af andre B-25'ere i at identificere og nedkæmpe japanske luftvarslingsradarstationerCleaver, Thomas McKelvey, Air Combat Annals, Pacifica Military History, 2011
Koreakrigen Selvom der var sket nogle teknologiske udviklinger i Koreakrigen, var mange af taktikkerne for at nedkæmpe et fjendtligt luftforsvar ikke ændret nævneværdigt i forhold til 2. verdenskrig. For fly der opererede i lav højde var luftværnsartilleri en konstant fare, det var faktisk mindre farligt for en FN-pilot at udkæmpe en luftduel end det var at tage kampen op mod et mål på landjorden.Olsen, John Andreas, A History of Air Warfare, Potomac Books, Inc., 2010, s. 89 Terrænet og vejret på den koreanske halvø var også en del af farerne ved at engagere et landmål. Fremkomsten af jetfly betød mange ændringer. Sammenlignet med propelfly er jetfly meget hurtigere, kan stige hurtigere og stejlere, var mere modstandsdygtige overfor skader og er mindre støjende. De var derfor i stand til at engagere landmål mere effektivt og slippe væk. Både propel- og jetfly deltog i Koreakrigen, men førstnævnte havde forholdsvis større tab og var efterhånden helt udfaset i slutningen af konflikten.Olsen, s. 92
Som krigen udviklede sig, udviklede kommunisterne et højt centraliseret luftforsvarsnetværk der integrerede luftvarslingsradarer, jagerkontrolcentre og antiluftskyts. Et sådan system er benævnt "integreret luftforsvarssystem". Integrationen af disse systemer viste sig at være en potent cocktail og FN's bombefly blev tvunget til at flyve højere for at komme udenfor våbenenes rækkevidde, hvilket betød at flybombernes præcision var meget dårligere end ved lavere højder. FN og Sydkorea havde et effektivt luftforsvar, men Nordkoreas luftvåben var stort set blevet nedkæmpet i starten af krigen og Folkets Befrielseshærs luftvåben fokuserede alle sine kræfter i et forsøg på at skabe luftoverlegenhed overfor FN’s flystyrker frem for at angribe FN-tropperne på landjorden.Olsen, s. 98-100
Vietnamkrigen
thumb|right|En F-105G Thunderchief 'Wild Weasel' med AGM-45 og AGM-78-missiler letter fra Korat Royal Thai Air Force Base.
Under vietnamkrigen udvikledes et koncept som sidenhen blev benævnt SEAD. I begyndelsen af krigen indledte de amerikanske styrker Operation Rolling Thunder, hvor man ustruktureret angreb Nordvietnams luftforsvar, industrikapacitet og transportinfrastruktur, på trods af efterretninger der antydede at det nordvietnamesiske militær var ved at opbygge et integreret luftforsvarssystem der kunne være så effektivt, at det kunne lukke luftrummet i området for amerikanske og dets allierede fly. Systemet bestod blandt andet af 60 SA-2 Guideline-stillinger i slutningen af 1965. Selvom SA-2 i gennemsnit kun traf sit mål ved hvert 13. forsøg stod systemet alligevel for 15 procent af alle nedskydninger det år. Tidlige forsøg på at nedkæmpe SA-2-systemet bestod blandt andet af F-100 Super Sabres der benyttede primitive radarpejlere til at lokalisere og efterfølgende bombe missilbatterierne. De amerikanske styrker led svære tab under disse missioner, men alligevel fortsatte antallet og intensiteten i missionerne med at stige.Brungess, s. 4-5 I 1966 sammensatte man en task force for at analysere de udfordringer der lå i det nordvietnamesiske luftforsvar og komme med anbefalinger til måder at omgå det. En af de anbefalede måder var for fly at operere ved lav højde (under 500 meters højde) hvor missilerne er mindre effektive. Desværre betød dette at flyene også var indenfor rækkevidde af luftværnsartilleriet som stod for næsten 85 procent af de amerikanske flytab under Operation Rolling Thunder.Brungess, s. 6-8
Efterhånden blev der dog udviklet deciderede SEAD-fly, United States Air Force benyttede EF-105F/F-105G Thunderchief, imens US Navy valgte at benytte A-6B Intruder, som benyttede et mere sofistikeret EK-system og kunne medbringe antiradarmissiler (ARM) såsom AGM-45 Shrike og AGM-78. Piloterne i disse jagerbombere blev meget dygtige til at spore og nedkæmpe det jordbaserede luftforsvar, endda til sådan en grad at de nordvietnamesiske missiloperatører ville lukke deres radarsystemer ned så snart man havde erkendt et amerikansk SEAD-fly. Selvom denne nordvietnamesiske modforanstaltning forhindrede missilbatteriernes fysiske ødelæggelse var missionen stadig en succes da man på denne måde forhindrede luftforsvaret i at fungere og dermed tillod andre amerikanske flystyrker at operere mere frit. Elektroniske krigsførelsesfly blev også benyttet til at undertrykke luftforsvaret ved at jamme nordvietnamesiske radarsystemer, først med EB-66 Destroyere, senere også af EA-6B Prowler. Ved afslutningen af Rolling Thunder havde disse ændringer en betydelig effekt på det nordvietnamesiske luftforsvar hvor kun ét ud af 48 SA-2-missiler ramte deres mål.Davies, Peter, F-105 Wild Weasel vs SA-2 'Guideline' SAM, Osprey Publishing, 2011, p. 71 På trods af disse flotte resultater i Operation Rolling Thunder fortsatte SEAD med at være en primært taktisk funktion da den amerikanske ledelse var uvidende eller ikke forstod betydningen af den rolle SEAD havde spillet.