Stavanger er en by og kommune i Rogaland i det sydvestlige Norge. Stavanger er Norges fjerdestørste bykommune med 150.663 indbyggere (per 1. januar 2025) og landets tættest befolkede kommune. Kommunen ligger i Nord-Jæren og udgør sammen med Sandnes, Sola og Randaberg landets tredjestørste byområde med 241.990 indbyggere.
Den 1. januar 2020 blev Stavanger, Rennesøy og Finnøy kommuner lagt sammen.Vedtak 798 i Endringer i kommunestrukturen publiseret af Stortinget.Om Nye Stavanger på nye.stavanger.kommune.no
Stavanger kommune grænser i nord til Randaberg og Rennesøy, i syd til Sandnes og i vest til Sola. Stavanger er administrationscentret i Rogaland fylke og sæde for fylkesmannen, fylkesadministrationen og Stavanger bispedømme. Byen er også sæde for Stavanger tingrett, Rogaand politidistrikt og sødivisionen i Statens kartverk. Stavanger bliver regnet som det administrative, økonomiske og kulturelle center i fylket. Stavangerregionen består af 13 omkringliggende kommuner ifølge storbymeldingen fra 2002. Per 1. januar 2025 var indbyggertallet i regionen 364.308. Regionen har over 70 % af indbyggerne i Rogaland og lige under 25 % af indbyggerne i Vestlandet.
Stavanger er centrum for Norges olieindustri og kaldes ofte "oliehovedstaden". Forus Næringspark på kommunegrænsen mellem Stavanger, Sandnes og Sola og er et af landets største industriområder med omkring 2.500 virksomheder og op mod 40.000 arbejdspladser. Nordens største selskab, Statoil, har hovedkontor i industriområdet Forus i Stavanger, og i tillæg har flere internationale olie- og gasselskaber deres norske kontor i byen. Som et resultat af dette regnes byen for at være meget international, med en indvandrerandel på 21,1 %. Flere statslige aktører som Petoro, Oljedirektoratet og Petroleumstilsynet har også hjemme i Stavanger. Blandt byens uddannelsesinstitutioner er Universitetet i Stavanger den største og tilbyder kandidatuddannelser i blandt andet råolieteknologi og offshoreteknologi. I byen ligger også Stavanger Universitetssykehus (SUS), Helse Vest, Norsk Oljemuseum, International Research Institute of Stavanger, Rogaland Teater, Stavanger konserthus, Gastronomisk Institutt og rekrutskolen KNM Harald Haarfagre. Stavanger Lufthavn, som ligger i nabokommunen Sola, er en af Nordens mest trafikerede lufthavne.
Stavanger arrangerer hvert andet år Offshore Northern Seas, som er verdens næststørste udstilling og konference for energisektoren. Byen er har mange gode restauranter, og den årligt tilbagevendende Gladmatfestivalen er en af Skandinaviens største madfestivaler. Stavanger var i 2008 europæisk kulturhovedstad.
Historie right|thumb|Vågen (Stavanger) med Valbergtårnet. Navnet Stavanger kommer fra norrønt Stafangr.Sandnes 1976, s. 296 Det er sammensat af stafr, som betyder stav, og angr, som betyder fjord. Ifølge historikeren Knut Helle må det dreje sig om det rette fjordløb ind til Vågen, hvor stafr henviser til Valbergets bratte skrænt øst for Vågen. Vendt mod Nordsøen har Stavanger altid været afhængig af havet og stærkt præget af impulser udefra. De første spor efter bosætning i Stavanger-regionen kommer fra tiden, da isen trak sig tilbage efter sidste istid for cirka 10.000 år siden. De ældste spor efter mennesker er fundet på en boplads på Galta på Rennesøy, lige ved færgeterminalen Mortavika og i Viste i Randaberg.
I bronzealderen (1.800-500 f.Kr.) voksede i Stavanger-området en rig høvdingeklasse frem, som havde nære forbindelser med Europa. Denne overklasse tog hest og ard i brug, skaffede sig statussymboler af bronze, boede i langhuse og blev gravlagt i store gravhøje. Der findes mange gode fund fra denne periode, blandt andet bronzelurene fra Revheim i bydelen Madla. Området ligger i den solfylte vesthellingen ned mod Hafrsfjord.
På Flat-Jæren er det registreret tæt på 200 ødegårde fra folkevandringstiden. Hvis de centrale gårde, hvor fortidsminderne er forsvundet medregnes, er der over 400 gårde fra denne periode. Et større antal stolpehuller vidner om bosætning i Tastarustå. Husene antages at være fra jernalderen cirka 200-300 år før Kristus. De ældste spor af landbrug dateres tilbage til 2.200 år før Kristus.Aftenbladet.no På Ullandhaug ligger Norges eneste genopbyggede folkevandringsgård, Jernaldergården.
Vikingtid og magtcenter
På Nord-Jæren tyder et rigt arkæologisk fundmateriale på, at der lige fra ældre jernalder fandtes en stærk høvdingemagt. Stavanger havde en naturlig havn og lå strategisk godt med Jæren i syd, Ryfylke i øst og med skibsleje langs kysten i vest og de frugtbare Ryfylkeøer i nord. Noget bestemt høvdingsæde lader sig ikke udpege som afgørende for Stavangers fremvækst.
Nord-Jæren har sandsynligvis været et af de vigtigste udgangspunkter for vikingfærd mod vest til de britiske øer. I Nord-Jæren er det fundet flere og mere varierede, irske metalarbejder end i noget andet sammenligneligt område i Europa. Gauseldronningens grav i Gausel og skibsgravene i Gausel ved Storgården på Gausel er eksempler på rige fund fra Vikingetiden.
Domkirken og byen omkring i middelalder
Stavanger er en af Norges ældste byer. De arkæologiske og historiske kilder om den første bydannelse er sparsommelige. Midt i 900-tallet ophørte traditionel norrøn gravskik i Stavanger-området samtidig med, at de første kristne præster begyndte deres virke, mens Håkon den Gode var konge. De ældste kristne grave under domkirken er sandsynligvis fra 900-tallet, og der har muligvis stået en trækirke, hvor domkirken står i dag.
Hersen og lendmannen Erling Skjalgsson regerede hele Vestlandet fra Lista til Møre. Det er forskellige opfattelser af, om han boede i Stavanger eller Sola. Efter at han blev dræbt i 1028, rejstes et mindekors ved Kongsgata, som var hovedindfaldsvejen til Stavanger.
Domkirken blev sandsynligvis påbegyndt omkring år 1100 og færdiggjort omkring 1150. Stavanger bispedømme blev oprettet i 1120'erne. Bybebyggelsen kan have været centreret mellem de to parallelle gadeløb Kirkegata og Skagen, men på grund af få arkæologiske udgravninger, vides der ganske lidt om, hvordan bebyggelsen i Stavanger var på denne tid. Til de vigtigste bygninger hører Domkirken Kongsgård, som var bispebolig i anden halvdel af 1200-tallet;Olavsklosteret med Olavskirken; Persklosteret med kirke; Martinskirken; Mariakirken; Bispekapellet og Treenighetskirken samt Korbrødregården, som var korbrødrenes samlingssted. Kilder fra 1200-tallet omtaler en kongsgård i Stavanger, men der er forskellige opfattelser af, om det var Kongsgård eller en anden bygning.
En af de vigtigste hændelser i Stavangers ældste byhistorie er gavebrevet, som kong Magnus Erlingsson gav til Stavangerbiskop Eirik Ivarsson i anden halvdel af 1100-tallet. Kong Magnus forærede sankt Svithun "bæen": Ordet kan tolkes som enten byen eller gården Stavanger. Biskoppen i Stavanger var helgenens repræsentant på jorden. Dersom brevskriveren har ment byen Stavanger, opfattede kongen allerede i midten af 1100-tallet bebyggelsen omkring domkirken som en by.
Bybranden i 1271 eller 1272 lagde formentlig store dele af byen og flere kirker herunder Domkirken i ruiner. Det romanske skib i Domkirken blev bevaret, med undtagelse af taget som brændte. Vesttårnet og koret blev nedrevet, og man byggede et nyt, højgotisk kor.
Ved byprivilegierne fra 1425 fik byen fulde rettigheder som købstad, men indbyggertallet var fortsat lavt. Stavanger var karakteriseret som en kirkeby gennem hele middelalderen og frem til reformationen. Derfor blev reformationen et hårdt slag for Stavanger. I 1537 blev Domkirkens gods og ejendomme eksproprieret. Domkirken blev plyndret, og Sankt svithuns skrin forsvandt. Der er forskellige udlægninger af, hvordan biskop Hoskuld Hoskuldsson blev henrettet. Stavanger blev i et par år lagt under superintendenten i Bergen.
Efter reformationen Først i 1600-tallet begyndte byen at vokse igen, og indbyggertallet steg fra anslået 800 i år 1600 til mere end 1.460 før den store brand i 1684. Fra begyndelsen af 1600-tallet indledtes den såkaldte stavangerrenæssance, som varede til midten af århundredet. I denne periode kom udenlandske kunsthåndværkere til byen for at renovere de lokale, katolsk-udsmykkede kirker og gjorde Stavanger til et kunstnerisk centrum. Den første repræsentant for stavangerrenæssancen var den tilflyttede, nordtyske maler Peter Reimers. Andre centrale kunstnere i stavangerrenæssancen var maleren Gottfried Hendtzschel, Thomas Snekker og Andrew Smith.
Det var udbrud af pest både i 1618 og i 1629. I 1633 brændte to tredjedele af byen ned til grunden, inklusive hele den gamle middelalderby. Igen 1684 udbrød der en stor brand, hvor omkring 150 af byens 350 huse gik tabt. I 1686 mistede byen sine købstadsprivilegierne, som imidlertid blev givet tilbage i 1690, efter at folket var i god gang med at opbygge byen igen efter storbranden. Fra 1700 til 1701 blev der gennemført en fuldstændig folketælling, der viste, at der da boede 1.385 mennesker i byen.
Industriby thumb|Kaptajn H. Langes kort over Stavanger fra 1882. Først engang i 1800-tallet kom et økonomisk opsving, som sørgede for en varig vækst af byen. En opblomstring kom som en følge af sildefiskeri, senere skibsfart og en betydelig konservesindustri. Stavanger var frem til begyndelsen af 1950'erne en typisk industriby, i modsætning til dagens situation, hvor byen først og fremmest fungerer som administrativt center for erhverv. Den 5. juli 1825 afsejlede sluppen Restauration fra Stavanger med en stor gruppe emigranter til Amerika. Dette var optakten til en massiv norsk udvandring til USA.
Stavanger fik igen virkelige opgangstider i 1800-tallet, først som følge af nyt opsving i sildefiskeriet, senere også på grund af skibsfarten. Jæderbanen til Egersund blev åbnet i 1878 med stationsbygning på Kannikåkeren ved Breiavatnet. Den 15. april 1883 gik scenetæppet for første gang i Stavangers nybyggede teater på Kannikplatået, som efterhånden blev kendt som Stavangers Akropolis. Her blev der i løbet af årene 1888 til 1897 bygget flere store offentlig bygninger, blandt andre Rogaland Teater, Stavanger Turnhall, Stavanger Museum og de ældre dele af Stavanger sykehus. I 1885 blev Stavanger kommunebibliotek åbnet, og i 1887stiftedes Stavanger Turistforening. Byens fodboldklub opstod som Idrettslaget Viking i 1899. I 1921 var Rosenberg Mek. Verksted blandt Skandinaviens største skibsværfter. I 1925 blev Stavanger på ny bispeby, 800 år efter oprettelsen af bispedømmet og opførelsen af domkirken.
Anden verdenskrig thumb|Roda synker.
9. april 1940 blev Stavanger Lufthavn, Sola angrebet af 6 tyske Messerschmitt Bf 110 jagerfly lidt før kl. 08.00. Efterhånden kom også bombefly. Bombardementet varte i omtrent en time, før ti langsomtgående Junkers Ju 52 transportfly kom ind over flypladsen med faldskærmsoldater, mellem ti og tolv fra hvert fa flyene. Løjtnant Thor Tangvold, som ledet det norske forsvar af flypladsen, kapitulerede kl. 10.00. Umiddelbart herefter startede indflyvningen af nye tropper, brændstof og andre forsyninger. Mellem 200 og 300 transportfly landede og aftog i løbet af dagen. Kort efter kl 10.00, indledte de første kompagnier med tyske soldater marchen fra Sola mod Stavanger.
Tidlig 9. april indså oberst Gunnar Spørck, som var øverstkommanderende for Jegerbataljonen, at Stavanger-halvøen var en fælde. Mobiliseringen af Rogalandsbataljonen blev hurtigt flyttet fra Sviland til Dirdal og Gilja, mens Jegerbataljonen samme dag flyttet til Oltedal.
thumb|Æger torpedojager af Sleipner-klassen.