Opeth er et svensk progressivt dødsmetalband, dannet i 1990 af sangeren David Isberg. Bandet har gennem årene haft en række forskellige medlemmer, men sanger, guitarist og sangskriver Mikael Åkerfeldt har været bandets drivkraft, siden han kom med i bandet kort efter dets dannelse.
Selvom bandet oprindeligt opstod i det skandinaviske dødsmetalmiljø og havde som mål at være "det ondeste band i verden", er det hovedsageligt blevet kendt for sin særprægede blanding af akustiske guitarer og forskellige progressive elementer. Således blander bandet progressiv musik, folkemusik og blues i de typisk lange numre, som ofte omfatter flere dynamiske skift i musikken; herunder en kendetegnende blanding af growl og ren sang. Mikael Åkerfeldt har dog på de seneste albums foretrukket udelukkende ren sang, men live spiller de normalt også ældre sange.
Navnet Opeth stammer fra romanen Sunbird af Wilbur Smith og var oprindeligt stavet "Opet". I romanen er Opet navnet på en ældgammel ægyptisk by.
Opeth har udgivet ni studiealbum, to livealbum, to boksudgivelser og to dvd'er. Detbutalbummet Orchid blev udgivet i 1995, men bandet fik først kommerciel succes med udgivelsen af Damnation i 2003.
Biografi Bandets dannelse og medlemsrokade (1990 – 1992) thumb|180px|left|Mikael Åkerfeldt på Wacken Open Air. Opeth blev oprindeligt dannet som et dødsmetalband i 1990 i Stockholm af vokalisten David Isberg. Denne inviterede det tidligere medlem af Eruption, Mikael Åkerfeldt, som Isberg havde kendt i flere år, med i bandet som bassist. En dag tog Isberg Åkerfeldt med til bandets øvelokale, uden at nogen af de andre bandmedlemmer vidste, at han ville komme. Opeth havde på det tidspunkt allerede en bassist, og de andre medlemmer foretrak den anden bassist frem for Åkerfeldt. Der opstod et skænderi blandt medlemmerne, som endte med, at de andre bandmedlemmer forlod Isberg og Åkerfeldt og stiftede i stedet deres eget band under nyt navn. Isberg og Åkerfeldt fortsatte i Opeth; nu med Åkerfeldt som guitarist.
Isberg og Åkerfeldt beholdt navnet Opeth og inviterede Nordin og Döring fra det hedengangne Eruption med i bandet som hhv. trommeslager og bassist. Samtidig fandt de Andreas Dimeo som andenguitarist.
Opeth øvede noget tid med denne medlemsopstilling, og med Isberg som primus motor fik bandet afholdt deres første koncert i februar 1991. Koncerten gik dog meget dårligt, da bandmedlemmerne var alt for nervøse. Kort tid efter forlod både Döring og Dimeo bandet, grundet utilfredshed med dets fremgang, så Opeth igen manglede både bassist og andenguitarist. Da bandet fik en aftale om en ny stor koncert, hvor de blandt andet ville spille på samme scene som At The Gates og Therion, begyndte de tre medlemmer at lede efter nogen, som kunne tage over efter Döring og Dimeo. Valget faldt på de to musikere Johan DeFarfalla og Kim Pettersson, som gik med til at hjælpe Opeth til koncerten. I modsætning til deres første koncert, forløb denne koncert meget vellykket. DeFarfalla forlod dog hurtigt bandet igen og tog hjem til Stockholm, men Pettersson gik med til at spille endnu en koncert med Opeth. Samme år udgav Opeth også en demo, der dog ikke fik nogen pladeselskaber til at vise interesse.
Omkring samme tid som bandets anden koncert fandt sted, begyndte sangskriveren Åkerfeldt for første gang at eksperimentere med dele af det, som senere skulle komme til at kendetegne Opeths musikstil; nemlig de harmoniske passager, brugen af akustiske guitarer og andre elementer, som ikke normalt optræder i heavy metal.Opeth Biography: Chapter II på Opeth.com
Gennem sin kæreste lærte Åkerfeldt i 1991 Peter Lindgren at kende. Lindgren spillede selv guitar, dog mest for sjov. Han blev interesseret i Opeth og takkede ja til Åkerfeldts invitation til at komme med i bandet som bassist. Efter endnu et par koncerter forlod Kim Pettersson bandet, og "hullet", han efterlod, fyldte Lindgren op, der skiftede position til andenguitarist. I starten af 1992 forlod forsanger David Isberg bandet, ifølge Åkerfeldt fordi han havde mistet interessen. Åkerfeldt overtog selv vokalistrollen efter Isberg og i den følgende tid øvede bandet som en trio bestående af Åkerfeldt, Lindgren og Nordin.Opeth Biography: Chapter III på Opeth.com
Første albumudgivelser (1992 – 1996) Med Åkerfeldt i spidsen som forsanger og sangskriver sammen med Lindgren begyndte bandets musikalske stil i højere grad end tidligere at ændre sig henimod bandets karakteristiske lyd; der blev fokuseret mindre på hurtige trommer og den aggression, der typisk kendetegner dødsmetal, og de indarbejdede akustiske guitarer og guitarharmonier. Senere i 1992 hyrede bandet Stefan Guteklint som bassist, og bandet indspillede et nyt demoalbum, som de kaldte Apostle in Triumph. Albummet blev dog aldrig udgivet, men kun sendt rundt til diverse pladeselskaber. Dette album fik Candlelight Records til at tage kontakt til bandet, og de forhandlede sig frem til en pladekontrakt. Efterfølgende blev Guteklint dog fyret som bassist. I stedet fik gruppen igen fat på Johan DeFarfalla, som oprindeligt vendte tilbage som midlertidig musiker, men endte som fuldgyldigt medlem af Opeth.
Med denne medlemsopstilling kunne bandet nu gå i studiet med produceren Dan Swanö i april 1994 og indspille deres debutalbum, som fik titlen Orchid. Albummet blev på grund af distributionsproblemer først udgivet 15. maj 1995 og kun i Europa. Albummet, som var på grænsen til det, der normalt kaldtes dødsmetal, og indeholdt en blanding af dødsmetal og progressiv metal havde flere meget lange numre – fire af de syv sange varede mere end 10 minutter hver. Allmusic kaldte Orchid "genial", "overraskende unik" og "en mere end legendarisk prog/death-monstrøsitet med lige dele skønhed og brutalitet".
Efter en række koncerter i Skandinavien og Storbritannien, hvor de blandt andet spillede med Impaled Nazarene og Ved Buens Ende, vendte bandet i marts 1996 tilbage til studiet, igen med Dan Swanö, for at indspille opfølgeren til Orchid. Det resulterede i Morningrise, som blev udgivet i Europa 24. juni samme år. Dette album blev bedre modtaget end sin forgænger og gjorde Opeth til "et navn" inden for metalmiljøet. Morningrise varede 66 minutter og indeholdt blot fem sange; blandt disse Opeths længste sang, "Black Rose Immortal", som varer godt 20 minutter. Som reklame for albummet turnerede Opeth i England og Skandinavien; på denne turné var de støtteband for Cradle of Filth, og det lykkedes dem at tiltrække pladeselskabet Century Medias interesse, hvorefter selskabet kom til at stå for udgivelsen af bandets to første internationale album.
Nordin forlader bandet og My Arms, Your Hearse udgives (1996 – 1997) Da Europaturnéen var færdiggjort, blev DeFarfalla af personlige årsager smidt ud af bandet.Opeth Biography: Chapter IV-1 på Opeth.com Nordin, som ikke havde samtykket i at smide DeFarfalla ud, og som på det tidspunkt var på ferie i Brasilien, besluttede sig for at forlade bandet og blive i Brasilien. Dette tog hårdt på Åkerfeldt, og Opeth gik for en tid helt i opløsning.
Efter noget tid besluttede Åkerfeldt og Lindgren sig dog for at fortsætte med bandet, og de begyndte aktivt at efterlyse en ny trommeslager samt en ny bassist. Bandet blev snart efter kontaktet af Martin Lopez, som de hyrede som trommeslager. Lopez gjorde sin debut i bandet på en coverversion af Iron Maidens "Remember Tomorrow", som er at finde på albummet A Call to Irons: A Tribute to Iron Maiden.
thumb|250px|Martin Mendez i 2008. Lopez' ven Martin Mendez blev indlemmet i bandet som bassist, hvormed det igen opnåede en fuldendt besætning, og kort tid efter, i august 1997, gik bandet, denne gang med et større budget fra Century Media, i studiet og indspillede deres næste album, My Arms, Your Hearse, som blev udgivet et år senere. Da de ikke kunne nå at afprøve Mendez inden indspilningen, tog Åkerfeldt sig dog selv af bassen på albummet, der blev produceret af Fredrik Nordström i Studio Fredman. Åkerfeldt har selv kaldt My Arms, Your Hearse for det måske bedste Opethalbum, og albummet blev da også godt modtaget i offentligheden; med denne første internationale udgivelse nåede bandet ud til et større publikum end tidligere. Udgivelsen markerede desuden et skift i bandets lyd, hvor der blev fokuseret mindre på guitarharmonier og mere på riff inspireret af progressiv metal. Efter My Arms, Your Hearse var blevet indspillet, brød bandet med sit pladeselskab Candlelight, da Lee Barrett, deres kontaktperson på pladeselskabet og ven af bandet, solgte sine aktier og sagde op. I stedet skrev de kontrakt med det britiske pladeselskab Peaceville Records, hvis udgivelser distribueredes af Music for Nations.
Gennembrud og succes (1999 – 2001) I april-maj 1999 gik Opeth i gang med at indspille deres næste album, Still Life. Bandet reserverede igen tid i Studio Fredman for at arbejde på albummet, men indspilningen blev forsinket, da studiet blev flyttet. På grund af tidsbegrænsninger kunne bandet kun øve to gange inden indspilningen. Med yderligere forsinkelser i forbindelse med designet af albummets omslag, blev udgivelsen skubbet yderligere, og albummet udkom 18. oktober 1999. På grund af problemer med det nye distributionsnetværk udkom det dog ikke i USA før februar 2001. Still Life var det første album med Mendez på bas og det første album, hvis omslag ved udgivelsen indeholdt andet end blot et billede; herunder bandets logo. Still Life er, ligesom My Arms, Your Hearse var det, et konceptalbum, som Åkerfeldt har forklaret: "Hovedpersonen er bandlyst fra sin hjemby, fordi han ikke har samme tro som resten af dens indbyggere. Albummet begynder med, at han kommer tilbage efter flere år for at genforenes med sin gamle "babe". [...] De store ledere i byen ved, at han er tilbage. En række dårlige ting begynder at ske."
Ved årtusindeskiftet skiftede bandet pladeselskab endnu engang og optrådte til et par koncerter. Åkerfeldt fik en aftale i hus med produceren og musikeren Steven Wilson, fra Porcupine Tree, som gik med til at komme til Sverige for at producere bandets næste album.Opeth Biography: Chapter V på Opeth.com Bandet gik igen i studiet med minimal øvelse og uden sangtekster. "Denne gang var det svært", sagde Åkerfeldt. "Jeg føler mig dog på en behagelig måde overvældet af resultatet. Det var virkelig arbejdet værd". Wilson pressede bandet til at udvide dets lyd med nye effekter og produktionsteknikker. "Steve guidede os ind i domænet af 'underlige' lyde til guitar og sang", udtalte Åkerfeldt senere.
Resultatet blev udgivet 21. februar 2001 og hed Blackwater Park. Albummet blev en massiv succes både kommercielt og anmeldermæssigt.All Music Guide: Blackwater Park Opeth blev pludselig et af de mest efterspurgte bands i branchen, og de blev tilbudt flere turnéer og koncerterOpeth Biography: Chapter VI-1 på Opeth.com. Udgivelsen af Blackwater Park banede også vejen for bandets første turné i USA, snart efterfulgt af en Europaturné, og bandet optrådte blandt andet Wacken Open Air. Midt under Europaturnéen fandt Opeth også en ny manager, Andy Farrow.
Deliverance og Damnation (2002 – 2004) Da bandet efter sin turné kunne koncentrere sig om fremtidige album, var Åkerfeldt i det dilemma, at han gerne ville skrive noget mere "heavy" musik, men omvendt allerede havde noget mere stille materiale, som han ikke ville lade gå til spilde.Opeth Biography: Chapter VII på Opeth.com Det endte med idéen om at indspille to separate album: et heavy, Deliverance, og et blødt, Damnation. For at få pladeselskabet til at acceptere dette eksperiment, måtte Opeth dog sige, at det ikke ville koste mere end et enkelt album – hvilket resulterede i, at bandet kun fik så mange penge som normalt er nok til at lave et enkelt album.