Kuli er også en læskedrik. thumb|Kinesisk kuli på Filippinerne, 1899
Kuli, kulier () er en betegnelse, der i 1800- og 1900-tallet blev benyttet om ufaglærte arbejdere, ofte minearbejdere, markarbejdere m.v., fra typisk Indien og det sydlige Kina. Kulierne indgik kontrakt med deres arbejdsgiver, hvor de forpligtede sig til udføre arbejde, ofte langt væk fra kuliens hjemstavn og som regel altid hårdt fysisk arbejde.
Brugen af betegnelsen ophørte efter 2. verdenskrig, og ordet har i dag en stærkt nedsættende klang.Opslag på 'Coolie' i Longman's Dictionary Ordet anvendes i dag dog også som slang for hårdtarbejdende medarbejdere.<ref>[http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kuli Opslag på 'kuli' i Den Danske Ordbog']</ref>
Etymologi thumb|Kuli på teplantage i Britisk Indien. Ordets oprindelse er usikker, men det formodes at stamme fra navnet på en muslimsk sekt i det nuværende Gujarat i det vestlige Indien, kaldet 'Kolī', der arbejdede som daglejere, eller fra det tamilske ord for løn 'kuli' ().
En alternativ etymologisk forklaring er, at ordet kommer fra Urdu qulī (, قلی), hvilket ord har sit ophav i det tyrkiske sprog chagatai, der blev bragt til det nordlige Indien ved Baburs erobringer i 1500-tallet. Ordet kul betyder noget i retning af "undersåt" eller "slave". Via urdu har dette låneord spredt sig til andre indiske sprog.
Ordet blev i 1727 anvendt af dr. Engelbert Kaempfers History of Japan and Siam, hvor det blev benyttet ved omtale af havnearbejdere, der lossede nederlandske skibe i Nagasaki.
På kinesisk er ordet også indlånt fra indisk, men her har det fået en distinkt kinesisk betydning ved at være taget i brug med to lydligt passende kinesiske skrifttegn, nemlig 苦力, pinyin: Kǔlì. Det første ord, 苦, betyder "bitter, hårdt", og det andet, 力, kan opfattes som "arbejdskraft".
Handel med kulier thumb|Indiske kulier i Calcutta (ukendt dato).
Handel med arbejdskraft i form af asiatiske kulier formodes at være begyndt omkring 1500-tallet.
Da sociale og politiske hensyn ved begyndelsen af 1800-tallet medførte, at først bl.a. Danmark og England og senere andre europæiske lande forbød slavehandel og transport af slaver, samt senere selve slaveriet, opstod i kolonierne et behov for billig arbejdskraft i de industrier, hvor arbejdskraft var en væsentlig ressource, som eksempelvis arbejde i plantager, miner og bygning af jernbaner. For at dække det opståede behov opstod fra omkring 1820'erne en omfattende handel med arbejdskraft fra primært Indien og det sydlige Kina. Handlen foregik ofte på slavelignende vilkår. Nogle af arbejderne underskrev kontrakter med vildledende vilkår, nogle arbejdere blev kidnappet af rivaliserende klaner og herefter solgt som kulier, mens andre solgte sig selv for at komme ud af gæld, herunder spillegæld. Britiske selskaber var blandt de første, der gik ind i denne type handel, da de i 1807 (samme år som det britiske forbud mod slavehandel) importerede 200 kinesiske mænd til at arbejde i Trinidad.
Handlen med kulier blev ofte sammenlignet med den tidlige slavehandel og handlen havde det samme formål. Selvom der er rapporter om skibstransporter med kvinder og børn, var langt de fleste af de handlede kulier mænd.
Kulihandlen, der opstod umiddelbart efter forbuddet mod slavetransporter, blev første gang søgt reguleret i 1837 af de britiske myndigheder i Indien, hvor der blev vedtaget principper for at sikre, at kulierne havde samtykket i arbejdsaftalen, ligesom der blev stillet basale krav til bl.a. transport af kulierne. I praksis blev disse forsøg på regulering dog ofte overtrådt.
Kulihandlen fortsatte indtil begyndelsen af 1900-tallet. En øget opmærksomhed på handlens brutalitet og misbrug af kulierne ledte til en offentlig forargelse og førte til, at den britiske regering forbød handlen med kulier i 1916. På dette tidspunkt arbejdede titusinder af kinesiske kulier for den britiske hær ved Vestfronten.
Indiske kulier thumb|Indiske kulier i Assam modtager betaling (1903 eller tidligere). Fra gammelt tid har der sket vandringer af mennesker i Indien fra de tættest befolkede områder til de mindre befolkede, hvor det var nemmere at finde arbejde, for eksempel ved ved te- og kaffeplantager på Ceylon og i Assam. Efter frigivelsen af slaverne begyndte man, formentlig grundet problemer med at sætte frigivne slaver i struktureret arbejde, at erstatte den tabte arbejdskraft med kulier fra Indien. Briterne begyndte fra 1829 at sende indiske kulier til Imperiets kolonier, bl.a. Mauritius, Fiji og Natal, Britisk Østafrika og British Malaya.
Også de europæiske kolonimagter Holland og Frankrig var aktive i handlen med indiske kulier. Hollænderne sendte kulier til at arbejde i plantagerne i Suriname og Hollandsk Ostindien og udviklede et system af agenter, der arbejdede i landsbyerne, hvor de rekrutterede arbejdere. Kulierne blev ofte lokket med urealistiske beskrivelser af mulighederne i udlandet. Franskmændene begyndte allerede i 1826 uden tilladelse fra de britiske kolonimyndigheder i Indien at transportere kulier til den franske koloni Réunion til arbejde i sukkerrørsplantagerne. I 1830 var der udført 3000 kulier til øen. Efter at den illegale menneskesmugling blev opdaget, fik Frankrig i 1860 efter forhandling med Storbritannien tilladelse til årligt at transportere mere end 6.000 arbejdere, betinget af, at franskmændene opfyldte en række grundlæggende krav om, at kulierne ikke led overlast.
I 1837 udstedte Det britiske Ostindiske kompagni en række forordninger om handlen med de indiske kulier. Reglerne betød, at en britisk embedsmand skulle have godkendt transporten af hver enkelt kuli, ligesom arbejdskontrakterne ikke måtte have varighed på over fem år, og at forlængelse krævede samtykke fra kulien. Arbejdsgiveren var ansvarlig for kuliens hjemrejse, og transport skulle ske på skibe, der opfyldte basale krav til sikkerhed og sundhed. Børn under 15 år måtte ikke transporteres, uden at deres forældre var med.
På trods af disse tiltag var de faktiske forhold for kulierne fortsat umenneskelige. Transportskibene var tæt pakkede, og der udbrød ofte sygdomme ombord, ligesom fejl- og underernæring var ofte forekommende under skibstransporterne. Kulierne modtog meget lille hyre for det hårde arbejde, og arbejdsforholdene var ofte forfærdelige. På trods af, at der ikke i de britiske kolonier opstod egentlige skandaler involverende udnyttelse af kulierne, endte kulierne ofte med at blive tvunget til at arbejde, og de blev manipuleret således, at de blev gjort afhængige af plantageejerne, hvorfor de i praksis var tvunget til at blive der lang tid efter kontrakterne udøb. Blot 10% af kulierne vendte hjem til deres oprindelige hjemland.
Lovgivning i kolonierne betød yderligere indskrænkninger i kuliernes frihed. I Mauritius fandtes et system med interne pas på øen, hvilket gjorde det nemt at kontrollere den enkeltes opholdssted på øen. I de franske kolonier Réunion, Guadeloupe og Martinique var forholdene endnu værre. Kuliernes arbejdskraft blev systematisk over-udnyttet og de kulier, der arbejdede i minerne havde en abnorm overdødelighed.
De kummerlige forhold for kulierne førte til offentlig debat i Storbritannien, hvor kulihandlen blev sammenlignet med slaveri. Som følge af offentlighedens pres blev handlen midlertidigt indstillet af myndighederne i 1839, men handlen blev kort efter genoptaget på grund af dens økonomiske betydning. Der blev i 1842 vedtaget en række strammere regler, der regulerede kulihandlen, og som også pålagde store bøder til dem, der overtrådte reglerne. Handlen var dog fortsat omfattende, og alene i 1842 blev knap 35.000 kulier sendt til Mauritius. I 1844 var handlen udvidet til også at omfatte kolonierne i Vestindien, herunder Jamaica, Trinidad og Demerara, hvor den asiatiske befolkning hurtigt blev en betydende del af øernes demografi.
I 1879 blev mange indiske kulier transporteret til Fiji for at arbejde i sukkerrørsplantagerne. Mange forblev på øen, og den indiske befolkningsgruppe udgør i dag omkring 40% af den samlede befolkning.
Kinesiske kulier thumb|Tegning af havnen Amoy, hvorfra mange kinesiske kulier blev afskibet til udlandet. Tegning af Edwin Joshua Dukes.
Kulier blev også i vidt omfang skaffet fra det sydlige Kina. De kinesiske kulier blev i begyndelsen primært transporteret til arbejde i Peru og Cuba, men mange arbejdede også i de britiske kolonier Jamaica, British Guiana (i dag Guyana), British Malaya, Trinidad og Tobago, British Honduras (i dag Belize) og i de hollandske kolonier Hollandsk Ostindien og Suriname.: Chinese in the English-Speaking Caribbean Den første afskibning af kinesiske arbejdere fandt sted i 1806 med destination i Trinidad.
I 1847 afgik to skibe til Havana fra havnen i Xiamen med kinesiske arbejdere, der skulle arbejde i sukkerrørsplantagerne i Cuba. Xiamen var en af fem havne der ved Nankingaftalen i 1842 var blevet åbnet for briterne efter afslutningen af den første opiumskrig. Handlen spredte sig hurtigt til de andre havne i Guangdong-provinsen og efterspørgslen viste sig at være særlig stor fra Peru, der på dette tidspunkt oplevede en stærk stigning i efterspørgslen af guano (fugleekskrementer med højt indhold af salpeter), ligesom landets sølvminer krævede megen arbejdskraft. Også Nordamerika blev fra 1847 en betydelig importør af kinesiske kulier, der bl.a. blev benyttet til arbejdet med anlæg af transkontinentale jernbaner.
thumb|Kinesere arbejdere i Rocky Mountains under anlæg af de transamerikanske jernbaner i USA. Handlen blomstrede fra 1847 til 1854, indtil offentligheden fik kendskab til de brutale forhold, som kulierne arbejdede under i Cuba og Peru. Da den britiske regering havde det politiske og juridiske ansvar for mange af de havne, hvorfra handlen udgik, vedtog Det britiske parlament i 1855 loven "Chinese passengers act"; en lov, der forbød brugen af britiske fartøjer til transport af kulier med en forventet varighed på mere end en uge.
I 1866 indgik de britiske, franske og kinesiske myndigheder en aftale, der pålagde formidlerne at betale for hjemsendelsen af kulierne efter udløbet af arbejdskontrakterne.John Gittings, "En rapport om kuli-handeln," Kineser om Kina, oversat til svensk af Christina Hultcrantz (Stockholm: Rabén & Sjögren, 1976), 94-98. Arbejdsgiverne (plantageejerne) i Britisk Vestindien nægtede imidlertid at acceptere dette krav, hvorfor handlen dertil ophørte.
Transporten til udlandet foregik for det meste over Hongkong, Macao og Singapore, men da særlig Storbritannien i perioden skærpede vilkårene, blev det meste af menneskehandlen overført til den portugisiske koloni Macao.
Bortset fra at udskibningen af kulier blev flyttet fra de britisk kontrollerede havne til Macao, medførte reformerne i 1866 ikke nævneværdigt bedre forhold for kulierne, og i begyndelsen af 1870'erne opstod atter offentlig debat om de uhyrlige forhold, som kulierne arbejdede under. Offentlighedens protester fik de britiske og kinesiske regeringer til at lægge pres på Portugal for at stoppe udskibningen af kinesiske kulier fra Macao, og i november 1873 forbød den portugisiske regering med virkning fra 1874 enhver udførsel af kulier fra havnen i Macao. Da handlen ophørte i 1874, var der eksporteret mere end en halv million kinesiske kulier.