right|thumb|Afrikanske riger mellem 500 f.Kr. og 1500 e.Kr. thumb|Bronzehoved fra 1100-tallet fra Jorubafolket i dagens vestlige Nigeria. thumb|Portræt af en afrikaner, maleri af Rubens, tidlig 1600-tal.
Afrikas historie begynder med kontinentets forhistorie og fremkomsten af de tidligste mennesker, Homo sapiens, i østlige Afrika og fortsætter ind i nutiden med en opsplitning i en mangfoldighed af politisk udviklede stater. En del tidlige beviser på landbrug i Afrika er dateret til 16.000 f.Kr., Herlin, Susan J.: «Ancient African Civilizations To ca. 1500», Department of History, University of Louisville, USA og metalfremstilling kendes fra omkring 4.000 f.Kr. Den dokumenterede historie af tidlig civilisation opstod i oldtidens Egypten og senere i Nubien, området Maghreb i nordvestlige Afrika, og Afrikas horn i østlige Afrika. I løbet af middelalderen spredte islam sig fra Arabien gennem regionen, krydsede Maghreb og Sahel. Et markant center for muslimsk kultur var Timbuktu. En del betydelige førkoloniale stater og samfund i Afrika var blandt andet Nokkulturen, Maliriget, Ashantiriget, kongedømmet Mapungubwe, kongeriget Sine, kongeriget Saloum, Baolriget, kongeriget Zimbabwe, Kongoriget, oldtidens Karthago, Numidien, Mauretanien, kongeriget Aksum, Ajuuraan-staten og Adal-sultanatet.
Fra slutningen af 1400-tallet blev Afrika hjemsted for slavehandel, og de vigtigste aktører var europæere og arabere. Slaver blev taget med vold eller købt fra lokale herskere i det vestlige, centrale og sydøstlige Afrika. Slaver taget af europæerne sendtes oversøisk i den atlantiske slavehandel, «The Slave Trade» mens slaver taget af muslimer blev ført nord- og østover. Europæisk kolonisering af Afrika udviklede sig hurtigt under kapløbet om Afrika i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Som følge af kampene for uafhængighed i mange dele af kontinentet, kombineret med et svækket Europa efter 2. verdenskrig, tog afkolonialiseringen fart. I en del områder førte det til diktaturer, i andre dele førte det til borgerkrige og stridigheder.
Forhistorie Palæolitisk tid thumb|right|Kort over tidlig spredning af moderne mennesker i henhold til mitokondrielt DNA (befolkningsgenetik). thumb|Fase 1, eller oldowan, enkelt stenredskab fra vestlige Sahara.
De første hominider udviklede sig i Afrika. I henhold til palæontologien (læren om forhistorisk liv og evolution) var anatomien for de tidlige hominiders kranier ganske lig dem hos gorillaer og chimpanser. Store aber udviklede sig også i Afrika, men hominiderne tilpassede sig en tobenet gang og fik dermed frigjort hænderne. De kunne leve både i skovområder og på den åbne savanne i en tid, da Afrika tørrede ud og savannerne spredte sig ind i skovområderne. Dette skete for 10 til 5 millioner år siden.Shillington, Kevin (2005): History of Africa, 2. utg. New York: Palgrave Macmillan. . s. 2
For 3 millioner år siden havde flere hominider af arten Australopithecus udviklet sig over hele det sydlige, østlige og centrale Afrika. De kunne bruge redskaber men ikke fremstille dem. De spiste antagelig kødrester fra andre dyr og var stort set altædende. Shillington (2005), s. 2.
For omtrentlig 2,3 millioner år siden blev de første primitive stenredskaber fremstillet, og de blev benyttet til at bearbejde kødet af dyr dræbt af rovdyr, og til at få fat i benmarv fra kadavere. Disse hominider, Homo habilis, drev formentlig ikke selv jagt, da de ikke kunne konkurrere med de store rovdyr. Det meste af deres kød fik de ved at plynde rovdyrenes bytte. De stjal antagelig æg fra fuglereder og kan have været i stand til fange mindre dyr og svækkede større byttedyr (unger og ældre dyr). De primitive redskaber, de benyttede, kaldes for oldowan.Shillington (2005), p. 2-3.
Man kan ud fra arkæologiske fund se, at der for 1,8 millioner år siden fremkom en anden menneskerace, Homo ergaster. Fra disse udviklede Homo erectus, "det oprejste menneske", sig for 1,5 millioner år siden. En del tidlige repræsentanter af denne art havde relativ lille hjerne og benyttede primitive stenredskaber, ganske som Homo habilis. Hjernen voksede efterhånden i størrelse, og Homo erectus udviklede også mere komplekse teknikker til fremstilling af stenredskaber. Homo erectus var muligvis de første jægere og de mestrede kunsten at gøre ild. De var også de første hominider, som bevægede sig ud af Afrika, og de spredte sig ud over det meste af den gamle verden.
Fund af fossiler viser, at næste udviklingstrin af hominiderne, Homo sapiens, "det tænkende menneske", levede i det sydlige og østlige Afrika for mindst 100.000 og muligvis for 150.000 år siden. For omkring 40.000 år siden begyndte også denne menneskeart, som er den samme som nutidsmennesket, at sprede sig ud af Afrika, og de koloniserede efterhånden de områder, som de spredte sig over. Omkring 10.000 f.Kr. havde Homo sapiens spredt sig til alle hjørner af den gamle verden, som dokumenteret af lingvistiske, kulturelle og genetiske beviser. Tishkoff, Sarah A. et al.: «The Genetic Structure and History of Africans and African Americans». Publiceret 30. april 2009 på Science Express.
Fremvæksten af jordbrugskultur thumb|left|Afrikansk tobladet stenkniv dateret til sen stenalder. thumb|Pygmæ fra Aruwimifloden.
I tiden omkring 16.000 f.Kr. blev der i området fra bjergene ved Det Røde Hav til de nordlige højlande i Etiopien indsamlet nødder, græs og rodvækster til mad. Omkring 13.000-11.000 f.Kr. begyndte folk at indsamle vildkorn. Dette spredte sig til det vestlige Asien, som domestiserede vildkorn til kornsorterne hvede og byg. Mellem 10.000 og 8.000 f.Kr. blev der i det nordvestlige Afrika dyrket hvede og byg og holdt får og tamkvæg, indført fra det sydvestlige Asien. En våd klimafase i Afrika omdannede de etiopiske højlande til bjergskov. Et folk, som talte omotiske sprog domesticerede bananer omkring 6.500–5.500 f.Kr. I tiden omkring 7.000 f.Kr. domesticerede bosættere i de etiopiske højlande æsler som senere spredte sig til det sydvestlige Asien. Folk, som talte kushitiske sprog, holdt delvis op med kvægdrift, men domesticerede teff og en form for hirse (Eleusine coracana) en gang mellem 5.500 og 3.500 f.Kr.Diamond, Jared (1997): Guns, Germs, and Steel: The Fates of Human Societies, New York: W. W. Norton & Company. . s. 126–127 Ehret (2002), s. 64-75, 80-81, 87-88.
På stepperne og savannerne i Sahara og Sahel begyndte folk, som talte nilosahariske sprog, at indsamle og domesticere vildhirse og durra i tiden mellem 8.000 og 6.000 f.Kr. Senere blev også græskar, vandmelon, olieplante (Ricinus communis) og bomuld indsamlet og domesticeret. Disse folk begyndte også at indfange vildt kvæg og holde det i runde indhegninger af hække, så køerne blev tamme. Ehret (2002), s. 64–75. De begyndte også at fremstille primitivt stentøj og keramik. Den øgede nedbør dannede mange floder og indsøer, hvor fiskeri med harpuner af ben blev en betydelig aktivitet.
Fra det nuværende Senegal til Cameroun i Vestafrika fik det vådere klima regnskoven til at brede sig, mens savannen blev mere præget af træer. Mellem 9.000 og 5.000 f.Kr. domesticerede et folk, som talte niger-congo, oliepalme og raffiapalme. To frøplanter, en form for ærter og en afrikansk art af jordnød blev også domesticeret, fulgt af okra og kolanødder. Eftersom de fleste af planterne voksede i skoven, fremstillede dette folk en slags slebne stenøkser til skovrydning.Ehret (2002), s. 82–84.
Det meste af det sydlige Afrika var befolket af pygmæfolk og khoisanere, som siden sen-palæolitikum var jægere og samlere. Nogle af de ældste helleristninger blev skabt af dem.Ehret (2002), s. 94, 95.
Lige før Sahara begyndte at blive til ørken tog samfundene syd for oldtidens Egypten - i de områder, som i dag er Sudan - del i det, som eftertiden har kaldt for den neolitiske revolution. Begrebet henviser til den store omstrukturering som skete i menneskehedens historie, da jæger- og samlerkulturen gik over til en levevis hvor menneskene hovedsagelig forsørgede sig ved jordbrug og husdyrhold. Under denne første jordbrugsrevolution overgik nomadiske samfund af jægere og samlere i stenalderen til samfund af fastboende jordbrugere. Folket i Sudan levede i en delvis nomadetilværelse med domesticerede planter og dyr.Smith, Stuart Tyson: «Nubia», History Det har været foreslået, at de megalitstrukturer, som er blevet fundet ved Nabta Playa, er eksempler på verdens første kendte arkæoastronomiske anlæg, opført mere end tusind år før Stonehenge.«Nabta», PlanetQuest Education Den sociokulturelle kompleksitet som ses ved Nabta Playa, bl.a. i en hierarkisk opbygget myndighedsstruktur, er blevet forstået som grundlæggende struktur for både det neolitiske samfund ved Nabta og det gamle rige i Egypten.Wendorf (1998): «Late Neolithic megalithic structures at Nabta Playa» Den sydlige, egyptiske Naqadakultur svarede kulturelt og etnisk til den subsahariske, idet de nordlige egyptiske kulturer havde omfattende bånd og forbindelser til Levanten, og sammensmeltningen af disse kulturer kom senere til at markere begyndelsen af den dynastiske periode i oldtidens Egypten.
Omkring 5.000 f.Kr. blev klimaet i Sahararegionen gradvis mere tørt. Befolkningen begyndte at trække sig ud af Sahara i alle retninger, herunder mod Nildalen syd for Anden katarakt, hvor de blev helt eller delvis fastboende. Klimaforandringen medførte en kraftig nedgang i mængden af tung og vedvarende regn i det centrale og østlige Afrika, hvor der lige siden har hersket tørre forhold.
Metallurgi De første metaller, som blev smeltet i Afrika, var bly, kobber, og bronze, en gang i fjerde årtusinde f.Kr.Nicholson, Paul T, & Shaw, Ian (2000): Ancient Egyptian Materials and Technology, Cambridge University Press. . s. 168
Kobber blev smeltet i Egypten i løbet af den førdynastiske epoke, og bronze kom i brug ikke længe efter 3.000 f.Kr. i Egypten og Nubien. Nicholson & Shaw (2000), s. 149–160 I Nubien var der betydelige forekomster af kobber, men også guld. «Who are the Nubians?» Brugen af guld og sølv i Egypten går også tilbage til førdynastisk tid. Nicholson & Shaw (2000), s. 161–165, 170. Ehret (2002), s. 136–137.
I Aïrbjergene i nutidens Niger blev kobber smeltet uafhængig af udviklingen i Nildalen, mellem 3.000 og 2.500 f.Kr., idet den anvendte teknik er en anden end den der brugtes i Nildalen. Teknikken i Aïrbjergene blev forbedret i tiden omkring 1.500 f.Kr.
I første årtusinde f.Kr. kendte man til jernfremstilling i det nordvestlige Afrika, Egypten og Nubien.Martin & O'Meara (1995): «Africa» , 3. utg. Indiana: Indiana University Press. I 670 f.Kr. var nubierne blevet presset ud af Egypten af assyrere som brugte våben lavet af jern. Efter denne tid blev jern i Nildalen langt mere udbredt.
Formodningen om, at jernudvinding spredte sig til området syd for Sahara via den nubiske by Meroë, er ikke længere alment accepteret af forskerne. I Vestafrika er metalarbejder blevet daterede så tidligt som 2.500 f.Kr. ved Egaro vest for Termitbjergene i Niger, og jernudvinding blev praktiseret her ca. 1.500 f.Kr.«Iron in Africa: Revising the History», UNESCO. Aux origines de la métallurgie du fer en Afrique, Une ancienneté méconnue: Afrique de l'Ouest et Afrique centrale. I Centralafrika er der beviser på at jern kan være blevet udvundet så tidligt som tredje årtusinde f.Kr. Pringle, Heather (2009): «Seeking Africa's first Iron Men» i: Science 323, s. 200-202. Jernsmeltning blev udviklet i området mellem Tchadsøen og de store afrikanske indsøer mellem 1.000 og 600 f.Kr., længe før denne teknik nåede frem til oldtidens Egypten. Før 500 f.Kr. havde Nokkulturen på Josplateauet smeltet jern.Shillington (2005), pp. 37-39.O'Brien, Patrick Karl (2002): Atlas of World History, Oxford: Oxford University Press. . s. 22–23
Antikken thumb|right|Oldtidens Egypten og dens nomer.