Piper PA-18 Super Cub er et tosædet, enmotors monoplan. Det blev introduceret i 1949 af Piper Aircraft, var en videreudvikling af Piper PA-11, og kan følge sine rødder bagud gennem Piper J-3 Cub tilbage til Taylor E-2 Cub fra 1930'erne. Igennem næsten 40 års produktion blev der bygget over 9.000 fly. Super Cubs kan stadig ofte træffes, i brug som f.eks. bush fly, til at slæbe reklamebannere og som slæbefly for svævefly.
Design og udvikling Selv om flyet er baseret på designet fra de tidligere Cubs, gør tilføjelsen af et elektrisk anlæg, flaps (i 3 trin), og en betydeligt kraftigere motor (150 hk), Super Cub til et meget anderledes fly at flyve. Selv om en "standard" Super Cub allerede havde en 150-hk (112 kW) Lycoming motor, er det ikke usædvaneligt at se dem med en 160-hk O-320-B2B, eller endda en 180 hk (134 kW) Lycoming O-360 motor. Flyets effektive vinge og den kraftige motor gjorde Super Cub velegnet til at operere på ski eller på pontoner som søfly. Der blev endda produceret en agrikulturel version, PA-18A, som enten kunne fungere som sprøjtefly eller sprede tørstof.
thumb|Adskilt Super Cub. Konstruktionen af rørstel og lærred ses tydeligt. Super Cub beholdt den simple "rag and tube" (stof udspændt over en ramme af stålrør) byggemetode, som også blev anvendt i de tidligere Cubs.
thumb|left|PA-18 Super Cub 150 ved "Great Vintage Fly-In Weekend", Kemble, England, Maj 2003
De første "Super" Cubs havde flaps, to brændstoftanke og en Lycoming O-235 motor, der leverede 108 hk (115 hk kortvarigt, for takeoff). Der kunne også købes en variant uden flaps, med en 90 hk Continental motor, og kun een vingetank. Tomvægten var, afhængigt af variant, 800–1000 lb. og med en max. vægt på 1.500 lb. Disse Cubs kunne lette på cirka 400 fod (ved fuld vægt) og lande på cirka 300 fod, takket være flapsene: Super Cub er berømt for sin evne til at starte og lande på meget korte baner. De første Super Cubs skulle have haft et unikt firehjuls-tandem understel, designet til start og landing på ujævnt terræn, men dette blev opgivet og erstattet med et konventionelt halehjulsunderstel."Steep Climbing Air Horse For Farmers." Popular Mechanics, September 1950, p. 156.Med et halehjulsunderstel ville det optionelle Whitaker tandem-understel gøre det svært at styre flyet på et fast underlag, hvorimod to store ballondæk lod flyet manøvrere som med standardhjul, og stadig have tilstrækkelig bæreevne på blødt underlag. En ny version havde en Lycoming O-290 motor med 135 hk; denne Cub kunne lette på kun 200ft. (ca. 60 m). Landingen forblev den samme, med omkring 400ft. (120 m), eller 300 ft. (90 m) med flaps. Blev der installeret en Lycoming O-320 med 150–160 hk, ville Cub'ens max. tilladte vægt stige til 1.750 lb. - og den kunne stadig lette med fuld last på 60 m.
Operationel historie Bush fly PA-18 har en yderst dedikeret fanskare blandt bushpiloterne, og der er udviklet mange modifikationer til flyet i denne rolle; så mange, at det kan være vanskeligt at finde et umodificeret, originalt flystel. Blandt modifikationerne finder man: udvidede bagagerum længere bagud i skroget, nogen af dem i to lag, eksterne bagagekapsler, eksterne brændstoftanke, tømmerholdere (så man kan transportere byggematerialer), større (24 eller 30 gallons) vingetanke, forlænget landingsstel (for at give propellen mere frigang i meget ujævnt terræn), kraftigere fjedre i halehjulet, et lille tredje sæde i bagagerummet, og letvægts generatorer og -startere. Der er også mulighed for at flytte akkumulatoren fremad, for at reducere trykket på halehjulet og give kortere take-off distance, forskellige halefinner med større areal, forlængede flaps, forskellige vingetipper, vortex generatorer på forkanten af vingerne, tilføjelse af en constant-speed propel, og endda flytning af det elektriske panel fra styrbords vingerod til instrumentpanelet - for at mindske risikoen for en brand ved et crash.
Den absolut mest almindelige modifikation er "bush wheels", store, bløde, lavtryks ballondæk der kan absorbere slag og stød fra sten, grene, huller etc., og som ikke synker ned i sand, grus og mudder, og dermed tillader start og landing fra dårlige flyvepladser, eller helt uden for forberedte landingspladser.
Danmark Hæren oprettede "Artilleriflyvebatteri Vandel" i 1958; Flyvevåbnets fly, der var afhængige af lange betonstartbaner, var for langt fra Hærens behov. Artilleriflyvebatteriet hørte under 4. feltartilleriregiment i Varde, men havde base på Flyvestation Vandel. Artilleriofficerer fløj små højvingede propelfly, der kunne operere fra en pløjemark. Flyene skulle dirigere ilden fra de langtrækkende kanoner.
Skandinavisk Aero Industri udviklede KZ-X til formålet, men efter nogle styrt - halen blev revet af under flyvning - blev KZ-X opgivet. Danmark modtog derefter 16 stk. Piper L-18 Super Cub som våbenhjælpsfly fra USA. Wikipedia Besøgt 23/10 2016Draken Team Karup: Forsvarets fly Besøgt 23/10 2016
Tre Cubs var allerede havareret, men i April 1968 nedbrændte hangarerne med 11 fly. Kun to Super Cup overlevede. Hæren lånte derefter Flyvevåbnet's KZ VII som var ved at udgå som skolefly, og brugte disse i næsten 10 år. Draken Team Karup: Forsvarets fly Besøgt 22/10 2016
Varianter Civile varianter PA-18 Super Cub Prototype og produktionsvariant forsynet med en 95 hk Continental C-90-8F motor, undertiden benævnt PA-18-95. PA-18-105 Super Cub Produktionsvariant forsynet med en 105 hk Lycoming O-235-C1 motor og et større haleplan. PA-18-105 Special Særlig variant bygget i 1952 og 1953 for "Civil Air Patrol" som skolefly, med horn-balancerede højderor og sæder indrettet til faldskærme. PA-18-125 Super Cub Erstatning for PA-18-95 med flaps og horn-balancerede højderor, med en 125 hk Lycoming O-290-D motor, og i nogen tilfælde metalpropel med variabel stigning. PA-18-135 Super Cub Variant med en 135 hk Lycoming O-290-D motor, og to vingetanke som standard. right|thumb|PA-18-150 PA-18-150 Super Cub 1954 variant med en 150 hk Lycoming O-320. PA-18-180 Super Cub Eksperimentel variant med en 180 hk Lycoming O-360 motor, en enkelt bygget i 1980 af Piper. Andre fly har fået en anden motor under et "Supplemental Type" certifikat. PA-18A Agrikulturelt fly, beregnet som sprøjtefly (faste og flydende stoffer), og med et ændret skrog for at have plads til en tank på bagsædets plads. PA-18S Designation for produktionsfly udstyret med pontoner. PA-18AS Et lille antal sprøjtefly udstyret med pontoner.
Militære varianter PA-19 Super Cub Originalt navn for den militære variant af Super Cub. Kun tre bygget, alle øvrige militære fly blev kaldt PA-18. L-18C Super Cub Militært navn for PA-18 Super Cub i United States Army, forsynet med en 95 hk (71 kW) Continental C90-8F motor. 838 stk. blev leveret, mindst 156 af disse blev sendt til andre lande under MDAP-programmet. YL-21 Super Cub To Super Cub 135 til evaluering af United States Army. L-21A Super Cub Militær designation for Super Cub 125, forsynet med en 125 hk (92 kW) Avco Lycoming 0-290-II motor, 150 stk. leveret. L-21B Super Cub Militær designation for Super Cub 135, forsynet med en 135 hk (101 kW) Avco Lycoming 0-290-D2 motor, 584 stk. leveret, mange af disse til andre lande under MDAP programmet, re-designeret U-7A i 1962. TL-21A Et antal L-21A koverteret til skolefly. U-7A Super Cub 1962 redesignation af L-21B.
Operatører
Militære operatører
Den Belgiske Hær (, ) - 36 stk. L-18C benyttet i årene 1952-1969 og 6 stk. L-21B i årene 1975-1997Aeroflight Besøgt 22/10 2016
Artilleriflyvebatteri Vandel - 16 stk. L-18C. De fleste ødelagt ved en brand 1968. Det sidste fly bliver benyttet civilt som OY-AZZ og flyves nu af nuværende og tidligere hærpiloter.
Den Hollandske hær (Royal Netherlands Army, ) - 59 stk. L-18C, 18 stk. L-21A (+et fly til reservedele) og 78 stk. L-21B.Thunderstreaks Besøgt 22/10 2016
Det iranske luftvåben (Imperial Iranian Air Force (IIAF)) - ingen data
Israels Luftvåben (Heyl Ha'Avir hebraisk: זרוע האוויר והחלל, Zroa HaAvir VeHaḤalal) - 100 stk. PA-18-150, leveret 1956 - 68 og kaldt 'Cheevayee' ("Fiskeørn") - udmønstret 15 Juni 2003, de overlevende fly solgt civilt.Aeroflight Besøgt 22/10-2016
Italian Army - ingen data
Japan Ground Self-Defense Force - ingen data
20px|left| Katanga Katangas Luftvåben (Force Aérienne Katangaise) - ingen data
Nicaragua Nicaraguas Luftvåben (Nicaraguan Air Force, , FAN) - 10 stk. PA-18, leveret i 1966. Flyene er tilsyneladende stadig i brug.Aeroflight Besøgt 22/10 2016
Det norske luftvåben () - 16 stk.L-18C, leveret i Maj 1955. Udmønstret 1992. To fly på museum.Det Norske Flymuseum besøgt 22/10 2016
Det Portugisiske Luftvåben (Portuguese Air Force; , FAP) 27 stk., nogle overført fra hæren. Den Portugisiske Hær (Portuguese Army; ) - 22 stk L-18 eller L-21B. Wikipedia Besøgt 22/10 2016
Schweiz' Luftvåben (; ; ; ) - 4 stk. PA-18-150 gjorde tjeneste som V-653 til V-656, fra 1964 til 1975. V654 blev solgt civilt som HB-PAV, V655 som HB-PAW og V656 som HB-PAX.
Den Svenske Hær () - 29 stk. leveret mellem 1957 og 1964 og givet navnet 'Fpl 51'.Avrosys Besøgt 22/10 2016
thumb|PA-18-150 Super Cub årg. 1970, benyttet af USFWS i Alaska. Bemærk 'bush'hjulene.
Turkish Army 97 stk L-18B (PA-11-95) i tjeneste 1950-197, 117 stk. L-18C (PA-18-95) i tjeneste 1951-73, og 125 L-21B (PA-18-135) i tjeneste 1953-79.Ole Nikolajsen Besøgt 22/10 2016
Tysklands Luftvåben (Luftwaffe) - 39 stk (plus en defekt), benyttet fra 1956 til Marts 1980. Wikipedia besøgt 22/10 2016
- antal ukendt, i brug mellem 1964 - 1970.Global Security Besøgt 22/10 2016
- 2 fly, i brug mellem 1955 og 1971.Aeroflight Besøgt 22/10 2016
United States Air Force United States Army
Østrigs Luftvåben () - 9 stk. i brug fra 1957 - 1965.Wikipedia Besøgt 22/10 2016
Civile brugere
Sky Messaging
Alaska State Troopers U.S. Fish and Wildlife Service, Alaska U.S. Border Patrol ved den sydvestlige grænse til Mexico.
Herudover er flyet i brug dagligt som skolefly, slæbefly til svævefly, bushfly, til rekreativ flyvning etc. Det vides ikke hvor mange fly der endnu overlever. Alene i Danmark har der været registreret 39 Super Cub, af disse er ca. 9 stadigt flyvedygtige.Dansk Civilt Flyregister Besøgt 22/10 2016
Specifikationer (PA-18-150) thumb|Piper PA-18 Super Cub
+Reference = Jane's All The World's Aircraft 1976-77 Taylor 1976, pp. 347–348. Besætning:1Kapacitet:1 passagerLængde:22 ft. 7 in.6,88 mHøjde:6 ft. 8½ in.2,02 mSpændvidde:35 ft. 2½ in.10,73 mVingeareal:178,5 sq.ft.16,58 m²aspect ratio:7:1Vinge:USA 35BTomvægt:930 lb.422 kgMax. takeoff vægt:1.750 lb794 kgMotor:Lycoming O-320 luftkølet boksermotorEffekt:150 hk112 kWPropel:1 stk.2-bladetMax. fart:113 knots208 km/h, 130 mph ved havoverfladenMarchfart:100 knots185 km/t, 115 mph (75% fuld effekt)Stallhastighed:38 knots69 km/t, 43 mph, flaps nede"Never exceed" fart: 132 kn246 km/t, 153 mphRækkevidde:399 NMI735 km, 460 milesMax.flyvehøjde:19.000 ft5.595 m
Se også
Relateret: Piper J-3 Cub
Lignende fly: Aero Boero AB-95 American Champion Scout Aviat Husky Light Miniature Aircraft LM-5 - copy of the PA-18 CubCrafters Carbon Cub SS - 180hp Light Sport CubCrafters CC18-180 Top Cub Super 18 Model S18-180 Bearhawk Patrol
Referencer Citater
Bibliografi John Andrade, U.S.Military Aircraft Designations and Serials since 1909, Midland Counties Publications, 1979, Peperell, Roger W. and Colin M. Smith. Piper Aircraft and their forerunners. Tonbridge, Kent, England:Air-Britain, 1987, Taylor, John W.R. Jane's All The World's Aircraft 1976-77. London:Jane's Yearbooks, 1976, .
Eksterne henvisninger
SuperCub.Org - Super Cub Enthusiast Group with lots of photos and other information
Kategori:Militære træningsfly Kategori:Observationsfly Kategori:Militærfly fra USA Kategori:Piper-fly Kategori:Passagerfly Kategori:Flyvevåbnet Kategori:1-motors propelfly