Song-dynastiet (Sung-Dynastiet) var et kinesisk kejserdynasti 960-1279, opdelt i de to hovedperioder under Det nordlige Song-dynasti 960-1127 og Det sydlige Song-dynasti 1127-1279.
Song-dynastiet blev grundlagt 960 efter en lang periode med tronstrid og magtkampe i Kina og gennemførte en stabilisering af landet. Dets magtperiode regnes for én af de betydeligste kulturperioder i kinesisk historie, ikke mindst på grund af vigtige opfindelser. Under Song-dynastiet blev krudt første gang anvendt til militære formål, og både kompasnål og kugleramme blev taget i anvendelse.
Også kunsthistorisk opfattes Song-tiden som en storhedstid, fordi landskabsmaleriet nåede et højdepunkt.
Derimod betød perioden en svækkelse af Kinas politiske og militære indflydelse. Dels prægedes statsstyret af konservatisme og mangel på økonomisk sans, dels ramtes landet for alvor af invasioner fra fremmede folkeslag.
Fra 1120'erne mistede Song-dynastiet reelt magten over Nordkina til skiftende invasionsfolk.
Det var også i Song-tiden, at mongolerne under Djengis Khan for alvor etableredes som stormagt. De erobrede først Nordkina i 1220'erne og nedkæmpede dernæst under Kublai Khan Sydkina, hvorved Song-dynastiet ophørte med at eksistere.
Det nordlige Song 960 - 1126 Grundlæggelsen
Det nordlige Song-dynasti blev grundlagt af en general ved navn Zhao Kuangyin i 960. Han kommanderede de militære styrker i hovedstadsområdet og var generalinspektør for den kejserlige hær. Han styrtede den syv år gamle tronarving Hou-Zhou (951-960) til det yngre Zhou-dynastiet, det sidste af de såkaldte fem dynastier. Med hans herredømme endte De fem dynastiers og ti kongedømmers tid. thumb|Keiser Taizu.
Han regerede så fra 960 til 976, og fik posthumt navnet Taizu. Han formåede at stabilisere sit herredømme med en række dygtige politiske manøvrer. I stedet for at gå til kamp mod andre generaler fik ham dem til at overgive sine kommandoer i bytte med høje titler og rundhåndede pensioner. Han fik den krigstrætte kinesiske befolknings støtte ved at opbygge de konfusianske traditionelle værdier, han samlede Kina, fratog militærguvernørerne deres magt, centraliserede den politiske myndighed i kejserhoffet og overførte den administrative forvaltning til civile. Selv levede Taizu-kejseren et nøjsomt liv i pagt med de konfucianske idealer, lyttede til sine ministre og sørgede for, at skatterne ikke blev for høje.
Kaifeng blev hovedstad for et genforenet Kina; blandt Taizu-kejserens bidrag til Kinas samling var genindlemmelsen af den vestlige provins Sichuan i 965 ved hjælp af både diplomati og militærmagt. I 975 rykkede han sydover, men skulle ikke selv opleve at det sidste af de såkaldte ti kongedømmer overgav sig uden kamp (i 978), fordi han selv pludselig døde i 976. Det blev i lang tid efter spekuleret på om han var blevet snigmyrdet, men det synes væsentlig mere sandsynligt, at hans høje alkoholforbrug var årsagen. Snigmordlegenden synes være rene spekulationer udløst af afvigelsen i den "arvefølge", som fulgte: Det var ikke Taizus søn, som skulle overtage som næste kejser, men hans yngre broder.
Grundlaget for dette nye Kina var langt hen ad vejen lagt allerede under det yngre Zhong-dynasti (genforening af provinserne, regulering af skattebyrden, byggeri af kanaler og anlæggelse af kunstige søer, beplantning af nye landområder, etablering af militære støttepunkter).
Men allerede på denne tid var store områder nord i landet kommet ind under khitanernes herredømme, og senere Liao-dynastiet. Da den anden Song-kejser, Taizong (regj. 976-997) gik i felten mod dem, gik det ikke så godt. Kitanerne hævdede sig godt militært og vandt vigtige slag (979, 986), og kunne i 1004 slutte en fordelagtig fredsaftale med Song-styret. Det endte med, at Song-hoffet betalte tribut til dem.
I det hele blev det samlede Kina under Song-dynastiet hverken så stort eller så slagkraftig militært som flere af de forudgående og efterfølgende. Det katastrofale nederlag mod kitanerne i 986, hvor kejseren selv kun lige undslap med livet i behold, skyldtes ikke mindst at kinesernes kavaleri var så underlegent, men også at de bedste generaler var blevet sendt på pension, og at de tilbageværende var blevet underlagt civil overkommando. De militære kunster havde ikke længere den samme interesse eller prestige i samfundet. Til og med forsøgene på at gøre sig gældende i det svage Indokina slog fejl, og nogen af de tilgrænsende områder omkring Song-vældet, som Nanzhao, slap fra det med at betale relativt beskedne tributter til kejseren.
Keiser Zhenzong konsoliderer dynastiet og kejserværdigheden thumb|Kejser Zhenzong af Song.
Det tredje af Sung-kejserne var Zhenzong (født 968), som overtog efter sin fader kejser Taizong. Zhenzongs regeringstid strakte sig fra 997 til 1022, og med det blev Song-vældet konsolideret og styrket. Velstanden voksede, og militærmagten tiltog yderligere.
Nogen fare fra khitanernes Liao-dynasti i nord bestod ikke længere, særlig ikke efter nogen få slag som ganske vist ikke endte med nogen entydig song-sejr men som ikke desto mindre gjorde det klart, at kitanerne ikke havde nok at stille op med overfor det nye Kina. I 1005 indgik parterne en formel og højtidelig fredsaftale, Shanyuan-traktaten. Khitanerne opgav sine krav på omstridte områder, som de en gang havde lagt under sig syd for Den kinesiske mur, og Song-Kina anerkendte på sin side Liao-herskerne en årlig tribut i sølv og silke. Fra Song-styrets side var det en god forretning at købe sig fri relativt billig fra faren fra overfald fra nord, selv om aftalen over lang tid skulle tappe det kejserlige skatkammer.
Shanyan-traktaten skulle vise sig at være slidstærk; den stod ved lag helt til 1125, da Song-dynastiet var så ukloge at de opmuntrede jursjenerne til at angribe Liao-dynastiets land. Så længe traktaten stod ved magt, formåede Song-Kina at holde på sin størrelse; senere blev det næsten halveret ved, at de nordligste dele gik tabt.
Et andet greb som virkede konsoliderende, var kejser Zhenzongs selvophøjelse af religiøs art. Han sagde sig i besiddelse af en særlig tao-karisme, og oplyste omverdenen at han havde modtaget et hemmelig budskab direkte fra himmelen. Selvophøjelsen bidrog til at styrke de absolutistiske træk ved kejserværdigheden.
thumb|right|Wang Anshi. Kejseren Shenzong og Wang Anshis store reformer
Under kejser Shenzong (reg. 1067-1085) kom i 1069 de store reformer som knyttes til Wang Anshi. Wang var kejserens vigtigste rådgiver, og havde kejserens fulde støtte således, at Shenzong selv kunne forblive i sin ophøjede kejserlighed hævet over politiske strider og forhandlinger. Reformerne var nokså vidtgående. De effektiviserede administrationen, skabte årlige overskud i statskassen og styrkede den militære slagkraft.
Wang Anshis hovedanliggende var at få et juridisk redskab for at modvirke undertrykkelsen af småbønderne. Det var dem som bar den tungeste byrde af skatter og arbejdstjeneste. Lignende reformer havde som mål at komme småhåndværkerne til undsætning.
Men modstanden mod de omgribende reformer var også formidabel. Oppositionen var særlig stærk i nord. Man undgik at kritisere kejseren direkte, eftersom åben kritik af kejseren var fremmed for kinesisk tankegang, men koncentrerede sig om at undergrave Wang. De, som tabte mest på Wangs reformer, var storgodsejere, storkøbmænd og pengeudlånere, og eftersom en stor del af embedsværket stammede fra deres kredse, var det en god del bureaukratisk sabotage og ikke-samarbejde. Men det var også enkelte intellektuelle som var imod så bratte forandringer, og at et af resultaterne af reformerne var også en voksende kejserlig magtkoncentration, og samtidig svækkelse af regionernes beslutningsmyndighed i egne anliggender.
Wang Anshi formåede ikke at bevare sin stilling ved kejserhoffet, og i 1076 blev han forvist, i 1078 atter taget til nåde, og i 1085 sendt bort for godt. Han blev erstattet af den konservative Sima Guang, som tog stilling for storgodsejerne og de rigere købmænd. Han omgjorde Wangs reformlovgivning. Efter de to rivalers død i 1086 fortsatte magtkampen mellem deres respektive partier. thumb|Song-riget i 1111. Wang Anshis reformer skulle dog vise sig at beholde megen af sin gennemslagskraft i et halvt århundrede, og de betød meget for rigets stabilitet.
Økonomi thumb|right|Landskabsmaleri fra 1000-tallet. På det nordlige Song-dynastis tid oplevede Kina en rask økonomisk vækst, hvilket blandt andet kan illustreres med at møntprægingen blev mere end fordoblet, og det på samme tid som papirpenge blev taget i brug. Den økonomiske opblomstring havde ikke noget sidestykke fra Kinas tidligere historie. Handelsforbindelserne med Sydøstasien og Indien blev langt mere intensiv med udviklingen af søfarten med skibe, som kunne sejle på det åbne hav.
Et af de mest storslagne og samtidig mærkeligste økonomiske udviklingstræk var den pludselige og stærke fremvækst af en industriel jernindustri, som nåede et ret stort omfang, og denne industris endnu hurtigere sammenbrud.
Sent i 900-tallet var der begyndt at udvikle sig en jernindustri i det nordlige Kina. Det er blevet anslået at jernovnene i 1018 producerede mere end 35.000 ton jern om året, hvilket var en meget stor mængde den gang. 60 år senere kan produktionen have været på mere end 100.000 ton. Dette var ikke en regimestyret virksomhed; privatpersoner havde udnyttet den stærke efterspørgsel efter jern og havde med lethed udviklet minedrift efter jern og kul. Ved hjælp af det flod- og kanalsystem, som også voksede stærkt under Song-tiden, kunne de bringe deres produkter frem til markederne. Disse nye kinesiske jernkapitalister tjente store penge på handelen, og geninvesterede dem i deres miner og jernstøberier. Opgangen i jernprodukter førte til fremkomsten af landsbrugsredskaber som muliggjorde voksende landbrugsproduktion. Kina var med andre ord i fuld fart i gang med at udvikle det som kunne være blevet et kapitalistisk økonomisk system mange hundrede år før Europa.
Men det sluttede det brat. Ved århundredeskiftet 1000/1100 blev kun små mængder jern produceret, og snart forfaldt både miner og jernstøberier. Grunden var, at mandarinerne ved det kejserlige hof ikke havde set med blide øjne på, at nogen fra den jævne befolkning blev styrtende rige på produktion og handel, og begyndte at ansætte et stort antal arbejdere. De anså denne samfundsudvikling som en trussel mod de konfucianske værdier og den sociale orden. Folket måtte kende deres plads; det var kun eliten, som skulle kunne ophobe sådanne enorme rigdomme. Derfor erklærede de jernproduktion for at være et statsmonopol, og eksproprierede alt. Men dermed blev det også til en hurtig tilbagegang i produktionen.
I 1024 fik man de første pengesedler af papir.
Omkring 1090 tog man kompasset i brug. Men der er grund til at antage, at det tog ret lang tid, før kineserne brugte det i for eksempel søfart. De første kompasser var meget enkle med en magnetisk nål som flød i en væske, og muliggjorde at man kunne finne nord-syd-aksen. Den første kinesiske brug af kompasset var i spådomssammenhæng; angiveligt var det først efter europæerne i lang tid havde taget det i brug som navigationsinstrument, at kineserne gjorde det samme.
Fra 984 fik man kanalsluser, og i1100-tallet tog man kraftige skovlhjul i brug. Man borede ned til omkring 900 meters dybde efter olie.
Kartografien blev forbedret; kineserne benyttede det, vi i dag kender som Mercator-projektionen allerede i 900-tallet.
Krudtet blev opdaget 1044, men blev kun benyttet lidt i militær sammenhæng - der skete mærkelig nok ingen udvikling af kanoner. Derimod blev det brugt til fyrværkeri, og i militær sammenhæng i nogen grad som et sprængstof (kineserne udviklede kanoner efter år 1300, men de kom ikke på ideen at benytte krudtet til individuelle skytters ildvåben.)
Spindehjulet blev også taget i brug af kineserne under Song-tiden.