thumb|Bar med prostituerede i gaden Soi Cowboy i Bangkok. Prostitution i Thailand er udbredt og alment accepteret. Det er kun ulovligt at udføre hvervet offentligt i henhold til Prostitution Prevention and Suppression Act 1996, men politiet ser ofte gennem fingre med det. Loven fra 1996 forbyder prostitution, når den udføres "åbent og skamløst" eller "forårsager gener for offentligheden".Love in the Land of Smiles, Prostitution in Thailand today, side 16. Emmanuel Perve & Christopher Robinson (Alligator Service 2010, ). Alligevel er prostitution i områder som Nana og Soi Cowboy i Bangkok og Pattayas nattelivsdistrikter stadig meget synlige for besøgende. En analyse fra den 23. juli 2026 hævder, at erhvervet fortsat er dybt forankret i landets turismeøkonomi og støtter hoteller, barer, restauranter, taxierhverv og andre virksomheder.
thumb|A Go Go, gogo-bar i Patong, Phuket. Modsat mange udlændinges opfattelse, er sexindustrien ikke opstået i kølvandet på turisme eller de amerikanske troppers orlov under Vietnamkrigen. Sexindustrien var der længe før, og det største klientel er thailændere og andre asiatere. Sexindustriens udvidelse med den såkaldte sexturisme udgør kun en mindre del, anslået til under 10 procent. Turister oplever synlig prostitution i visse kvarterer af Bangkok, samt på en række feriedestinationer, især Pattaya og Phuket. Antallet af sexarbejdere er baseret på skøn, der fra mere officiel side anslås til 30.000-80.000, men af mange NGO grupper opgøres til 300.000-800.000, og ifølge nogle kilder til, at udgøre op mod to millioner.A History of Thailand, side 103, side 149. Chris Baker & Pasuk Phongpaichit (Cambridge Unerversity Press 2005, )Love in the Land of Smiles, Prostitution in Thailand today, side 17-19. Emmanuel Perve & Christopher Robinson (Alligator Service 2010, ). Omfanget af prostitution i Thailand blev i en rapport i 2001 fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anslået til, at bestå af mellem 150.000 og 200.000 sexarbejdere. I 2018 blev antallet angivet til at være mellem 800.000 og to millioner, med adskillige under 18 år. I 2024 opgjorde The International Union of Sex Workers (forkortet IUSW, dansk: Den internationale sammenslutning af sexarbejdere) antallet af thailandske sexarbejdeere til 250.000.
Lovgivning Prostitution var lovligt, indtil 1966-loven om forebyggelse og undertrykkelse af prostitution, der senere blev erstattet med den nugældende lov fra 1996, der skulle beskytte prostituerede og forhindre menneskehandel, men faktisk fik den den modsatte effekt, da den stadig gør sexarbejde ulovligt og kriminaliserer de prostituerede. Det er lovligt at betale for sex, hvis det er aftalt, men i henhold til loven kan sexarbejdere anholdes, hvis de henvender sig til potentielle kunder, annoncere deres tjenester eller arbejde på bordeller. Universitetsprofessorer åbnede i 2018 debat om, at lovgivningen burde ændres og sexarbejde lovliggøres, herunder mulighed for regelmæssig helbredskontrol og registrering, hvilket også ville gøre det nemmere at kontrollere en minimumsalder i branchen.
Prostitution kan i øjeblikket straffes med en bøde på op til 40.000 baht (cirka 8.000 DKK) eller to års fængsel, eller begge dele efter den hårde paragraf om organisering og "Promotion" – for eksempel til de personer, der annoncerer aggressivt eller fremmer prostitution i et etablissement, som kan være barer eller massageklinikker – mens den milde takst for gadeprostitution er en bøde op til 1.000 baht (cirka 200 kroner). Personer, der betaler for sex med mindreårige (under 18 år), kan fængsles i op til seks år. I 2019 blev flere end 24.000 mennesker anholdt, retsforfulgt og idømt en bøde for sexarbejdsrelaterede lovovertrædelser, ifølge Det Kongelige Thailandske Politi. Hvis udenlandske prostituerede anholdes, bliver de første gang registreret og får en bøde, ved gentagelse bliver de udvist. Der har været tiltag til flere kampagner, for at lovliggøre de prostituerede, da 80 procent af sexarbejderne er mødre og hovedforsørger for hele familien.
thumb|Gogo-bar i Nana Plaza i Bangkok (2018). En anden lov, der regulerer prostitution i Thailand, er loven om underholdningssteder, B.E. 2509 også fra 1966, kaldt "Underholdningsloven". Massagesaloner (også kaldt "soapy massage") – undtagen saloner, der leverer almindelig massage – gogo-barer, karaokebarer og lignende etablissementer er reguleret og skal have licens i henhold til underholdningsloven. Loven regulerer disse virksomheder på grund af deres indflydelse på den offentlige moral og for at sikre, at mindreårige ikke får adgang til sådanne steder. Selvom Underholdningsloven ikke udtrykkeligt tillader prostitution, tillader den "servicepartnere", "udbydere af badetjenester" og lignende. Underholdningsloven skelner mellem forskellige typer ansatte, hvor nogle skal bære røde cirkulære skiver med deres nummer, mens ikke-seksuelt servicepersonale er forpligtet til at bære blå cirkulære skiver med deres nummer. Ansatte på disse etablissementer reguleret af Underholdningsloven skal være mindst 18 år, og kunder skal være mindst 20 år. I betragtning af mange af disse virksomheders tætte forhold til sexindustrien, er forskellene mellem massagesaloner, gogo-barer og prostitutionsvirksomheder ikke klare.
Legalisering eller afkriminalisering af prostitution blev debatteret under Thaksin Shinawatras regering i 2003, men der fremkom ingen formel beslutning. I 2024 foreslog den daværende premierminister Paetongtarn Shinawatra, at formalisere noget prostitution, med et skattepligtigt underholdningskompleks. Forslaget blev godkendt i januar 2025, men trukket tilbage seks måneder senere, på grund af offentlig kontrovers og moralske indvendinger. Forslaget var baseret på, at regeringen opkrævede en skat på 20 procent af en andel af overskuddet efter udgifter, hvilket ville medføre indtjening på milliarder af baht. Formalisering og skat skulle til gengæld give arbejdstagere adgang til sundhedspleje og Socialt sikkerhedsnet samt gøre det lettere for ofre for misbrug, menneskehandel og børneudnyttelse, at søge hjælp..
Økonomi thumb|right|Sexarbejdere i Pattaya (angiveligt Walking Street ved P72 Bar og Hotel) Ifølge et skøn har én procent af kvinderne i Thailand været prostituerede på et tidspunkt i deres liv. Værdien af sex-handel blev på det tidspunkt anslået til at udgøre 260 milliarder baht (cirka 50-52 milliarder kroner), eller omkring 2 procent af BNP. En anden analyse af undergrundsøkonomien fra 2015 opgjorde dengang sexhandel, til at udgøre 6,4 milliarder USD om året (omkring 40 milliarder kroner), svarende til 3 procent af BNP. Coronaviruspandemien 2020-2021 reducerede imidlertid sexmarkedet rettet mod udlændinge og turister i den periode, til stort set ingenting.
Transaktioner på underholdningssteder involverer ikke altid direkte betaling for sex. Kunder kan købe såkaldte lady drinks, der giver dem mulighed for at sidde og tale med en sexarbejder, som kan være en optrædende i en gogo-bar. Hvis en kunde ønsker, at en entertainer skal gå med, betales der normalt en barbøde – på både engelsk og dagligt thaisprog, "barfine" – for at kompensere etablissementet for tabt indtjening fra medarbejderen. Enhver senere aftale om seksuelle ydelser forhandles direkte mellem kunden og sexarbejderen.
En nat med en sexarbejder i Bangkok koster fra 2.000 baht (cirka 400 kroner), afhængigt af sted og arbejderens alder. Det blev anslået, at 3,2 millioner udenlandske besøgende var involveret i sexturisme i 2022, og at branchen bidrog med anslået 1,1 billioner baht (cirka 220 milliarder kroner) til Thailands BNP. Tallet siges afspejle de bredere udgifter, der genereres af disse besøgende og inkluderer således også omsætning i hoteller, restauranter, indenrigsflyvninger, transport og detailvirksomheder.
Historie thumb|Fransk sømand med prostitueret siamesisk kvinde – Siam var tidligere navn for Thailand – Vægmaleri fra 17. århundrede i buddhistisk kloster. Der er intet ord for "prostitution" i thailandske ordbøger. Thailændere bruger normalt parafraser som "kankha praweni", handel med sex, eller "kan khai tua", salg af kroppe. Udtryk som "ying ngam mueang" bruges også for at udpege prostituerede, hvilket bogstaveligt talt betyder "pige smuk by", altså "byens smukke piger" (pretty girls of the city). Nu til dags ses ordet "pretty" alene, altså "smuk", ofte som benævnelse for prostituerede kvinder.
Prostitution eksisterede i Thailand i Ayutthaya-perioden, fra 1351 til 1767, hvor det var et juridisk erhverv, der var reguleret og beskattet af regeringen. Sexarbejdere skulle gennemgå periodiske helbredstjek. De fleste af de love, der var i brug i Ayutthaya-perioden, er blevet nedskrevet i Kotmai tra sam duang (dansk: De Tre Segls Lov). To klasser af kvinder, der i dag betragtes som prostituerede, blev nævnt. De var khon eller ying nakhon sopheni eller ying nakhara sopheni eller bare sophini, og ying phaetsaya eller blot phetsaya. Der gives ingen definition af ying nakhon sopheni, men en ying phaetsaya siges at være "en kvinde, der har sex med mindst to mænd om dagen".
Historiske data om prostitution i Ayutthayan-perioden er ret mangelfulde, men den franske udsending La Loubères beskrivelse af Siam i 1680'erne, fortæller om en bestemt mand, der har licens til at prostituere siamesiske piger og kvinder, der er solgt som slaver af deres fædre og ægtemænd. La Loubère anslår antallet af prostituerede til 600, hvoraf de fleste er hustruer dømt for utroskab. Et andet historisk dokument nævner prostitueredes huse og placerer præcist fire bordeller med piger, der "skal lejes til at elske med mænd" (rapchang thamchamrao kae burut), ved Talat Ban Chin. Det var et af fem kinesiske markeder i Ayutthaya og lå i en kinesisk bosættelse sydvest for øen – den historiske bydel i Ayutthaya ligger på en ø – et strategisk sted tæt på en havn og veje, hvor der var mange kinesiske butikker.
Den massive og kontinuerlige immigration af kinesere begyndte da kong Taksin (regent 1767-1782) af kinesisk oprindelse, grundlagde en ny hovedstad, Thonburi, længere nede ad Chao Praya-floden, efter burmeserne havde besejret og ødelagt Ayutthaya. Taksin-perioden kaldes Thonburi-kongeriget, kongerigerne har navn efter byen, der er rigets hovedstad, så egentlig en bystat. Da general Chakri overtog magten som Rama I (regent 1782-1809) og grundlagde det nuværende dynasti, blev hovedstaden flyttet til den modsatte flodbred på øen Rattanakosin, hvor den portugisiske handelsstation Bangkok lå. Rattanakosin lagde også navn til kongeriget frem til revolutionen og enevældets ophør i 1932.
De fleste af de kinesiske immigranter var enlige mænd, der tog til udlandet for at arbejde i nogle år. På grund af den store kløft mellem kønnene – kun mellem to og 10 procent af kineserne var kvinder – blev antallet af bordeller mangedoblet både i Bangkok og i store provinsbyer. Kinesiske piger fik lov til at komme ind i Siam, for at arbejde som prostituerede. De fleste af disse piger var kantonesiske, da "kantonesiske familier blev sagt, at være villige til at gøre alt for penge, herunder at sælge deres døtre". Det er dog velkendt blandt historikere, at en række af disse "kinesiske" prostituerede faktisk var siamesiske piger – altså thailændere – der blot anvendte kinesiske navne, da disse var nemmere at udtale for kunderne.
Udtrykket "ying yam cha", der betyder "te-servitrice" er en særlig forklaring værd. "Ying" betyder pige, mens "yam" er kantonesisk udtale af mandarin-sprog for drik, og "cha", te. I 1800-tallets Bangkok var der mange såkaldte tehuse, der tillige ofte fungerede som bordeller. Selv om det senere ikke var alle ying yam cha, der servicerede klienter med seksuelle tjenester, er udtrykket dog nu synonymt med lavklasseprostituerede. I 1800-tallet importerede man tilmed kvinder, for at have stort nok udbud. Udtrykket "tehus" anvendes stadig i tale om et sted, man kan møde prostituerede.