350px|thumb|Projekt til regulering og udvidelse af Landskrona til fæstningsstad oprettet af Erik Dahlbergh 1680. Planen blev aldrig gennemført. Organiseret byplanlægning i Sverige tog sin begyndelse under 1600-tallets første halvdel. I kraft af militære successer i trediveårskrigen havde Sverige fået en ledende stilling i Nordeuropa og en udvikling af stadsvæsnet blev set som en forudsætning for, at landet skulle kunne opfylde sin stormagtsrolle, både administrativt og med en imponerende ydre fremtoning. Ikke mindre end 50 byer grundlagdes derfor på denne tid.
Næste store fase for byplanlægning og byudvikling kom med begyndelsen af den industrielle revolution. Befolkningstalerne i byerne tiltog kraftigt igen. Der krævedes en overordnet planlægning for at kunne tilgodese byernes behov for boliger, skoler, sygehuse, fængsler, fabrikker og den nye infrastruktur i form af jernbaner, vandværker, gas- og elektricitetsværker. Opgaven at formulere en sådan overordnet plan gik for Stockholms vedkommende til Albert Lindhagen, og hans planforslag blev vedtaget i 1874.
Den tredje omfattende periode for byernes udvidelse og omdannelse begyndte efter 2. Verdenskrig, da rekordårene med en lang højkonjunktur for Sveriges eksportindustri gav landet økonomiske forudsætninger for at finansiere bybygningprojekter som Norrmalm-reguleringen i Stockholm og "millionprogrammet" i hele landet.
Selvom middelalderlige byer som Stockholm og Visby ikke i forvejen var blevet planlagt ved tegnebordet, så kunne man aldrig bygge helt uden regler. Siden midten af 1300-tallet var byernes byggevæsner blevet reguleret igennem bygningsbestemmelser i Magnus Erikssons stadslov. I dag reguleres byplanlægning og byggeriet igennem plan- og byggelovene, hvor alle berørte gives mulighed at ytre sig.
Middelalderens byer og byanlæggelse
Det formelle begreb "by" begyndte at blive taget i anvendelse i Sverige i 1200-tallet, efter tysk forbillede. Også inden da havde der eksisteret bymæssige samfund i Sverige, for eksempel Birka.
De ældste fortsat eksisterende svenske byer er Sigtuna og Lund, den sidst nævnte beliggende i datidens Danmark. Begge blev grundlagt i 900-tallet. Sigtuna blev anlagt i 970'erne efter en fastlagt plan med byggegrunde placerede langs med en central gade.Nationalencyklopedin multimedia plus, 2000 (uppslagsord Sigtuna) I 1000-tallet voksede et antal nye byer op rundt omkring i Sverige, mange blev tidligt biskopssæder: Gamla Lödöse,Nationalencyklopedin multimedia plus, 2000 (uppslagsord Lödöse) Västerås,Det medeltida Dalarna & Västmanland, Jonas M. Nordin. 2009 s. 126–28 Skara med flere. Ganske lidt er kendt i hvilken grad nogen planlægning forekom ved disse byers grundlæggelse. Undersøgelser af Nyköpings ældste bylove fra begyndelsen af 1100-tallet viser dog, at man her har lagt ensartede rektangulære byggegrunde fra en hovedgade ud ned mod Nyköpingsåen.Medeltida kulturlager vid åbrinken: Södermanland; Nyköpings socken; Kvarteret Åkroken 4; RAÄ 231, Arkeologisk förundersökning
Det var i datiden naturligt at bosætte sig og anlægge byer i områder, hvor vand- og landskommunikationer mødtes fx ved store søer, vandløb, åmundinger eller ved havet, da søfart spillede en hovedrolle.Hall (1997), s. 51 Eksempler på dette er flere byer omkring Mälaren, der fungerede som omlæsningspladser for malmen fra Bergslagen mod Stockholm. Stockholm havde en ideel beliggenhed mellem Mälaren og Østersøen. De byer, som kun havde landforbindelser, havde i middelalderen kun ringe betydning. En undtagelse var Lund, som trods sin beliggenhed inde i landet fik en ledende stilling. Årsagen til, at Lund udgjorde en undtagelse, er ikke rigtigt klarlagt, men formodentlig var domkirken afgørende for Lunds udvikling i middelalderen.Hall (1997), s. 53
I nogle af Sveriges gamle købstæder findes fortsat større sammenhængende dele af middelalderens bebyggelse bevaret, således i Visby og i Gamla Stan (gammelstaden) i Stockholm. Her kan man studere middelalderbyplanen. Gamla Stan, eller Stadsholmen, var ikke "planlagt" men var vokset frem ud fra naturlige, topografiske forudsætninger. Det middelalderlige Stockholm med sine smalle slipper og kvarterer var på denne måde unikt i Europa; ingen tilsvarende eksempler findes.Hall (1999), s. 31 Også Visby viser en bystruktur som opstod efter geografiske forudsætninger og ikke efter en i forvejen planlagt regulering; specielt trafikforbindelsen mellem havnen og den bagvedliggende land påvirkede bydannelsen.Hall (1997), s. 61 Mens samtidige tyske havnebyer som Rostock og Lübeck allerede havde en rudenetplan, så holdt Stockholm og Visby fast ved sine uden planlægning opståede bykerner.Hall (1997), s. 61 Et omfattende afløbssystem i Visby, anlagt i begyndelsen af 1200-tallet, hvilket må være blevet bygget inden de stenhuse, som de betjente, blev opført, viser, at der trods alt må være tale om en vis planlægning af bebyggelsen. De centrale dele af Visby - med de ældste dele af bebyggelsen - består af de parallelle gader Strandgatan, Mellangatan og Sankt Hansgatan på forskellige plateauer op fra stranden. Mellem disse løber tætte smalle gyder ned mod havnen. Stora Torget på det mellemste plateau blev anlagt i 1100-tallet. Det ældre Visby udgjorde et halvcirkelformet centrum, uden for hvilket mere enkel træhusbebyggelse af mere uregelmæssige former var placeret.Det medeltida Gotland, Anders Andrén. 2007. s. 72–75
Man byggede dog ikke helt uden nogen som helst regler; i byggereglementer fra omkring 1350, som var en del af Magnus Erikssons stadslov, findes følgende forskrift: "Alle almene gader skola vare otte alner (cirka 4,8 meter) brede, så man kan ind i dem både køre og ride".Hall (1999), s. 38–41
De svenske middelalderbyer var i almindelighed åbne. Bymure i sten fandtes kun omkring Visby, Stockholm og Kalmar, og nogle byer havde jordvolde. Centralpunkter i middelalderbyen var torvet og kirken. Til middelalderbyen hørte også et rådhus eller et lokale for rådsforhandlinger. Bebyggelsen var hovedsagelig opført i træ, undtagen Stockholm og Visby som tidligt også havde stenhuse.Sveriges Nationalatlas, "Kulturminnen och kulturmiljövård", sidor 112–113 De skånske middelalderbyer blev påvirket af byggetraditionen omkring det sydlige Østersøen og bestod derfor til største del af sten- og bindingsværkshuse.Medeltida stadsbildningar, Länsstyrelsen i Skåne län, senast uppdaterad 14 oktober 2009. Läst 26 oktober 2009.
Stadsgrundlæggelser og gadereguleringer fra Vasatiden til frihetstiden Fra slutningen af den ældre vasatid indtil slutningen af stormagtstiden oplevede Sverige en stadsbyggeaktivitet, som manglede modstykke i datidens Europa. Godt 50 nye byer blev grundlagt i landet, inklusive Finland og andre svenske besiddelser. Dertil kommer flere planlagte nyanlæggelser, som aldrig blev til noget.Hall (1997), s. 67 Et stykke ind i 1600-tallet domineredes bybillederne af uregelmæssige rudenetmønstre, som udgår fra topografien og eksisterende markedspladser, omgjort til torve. Gaderne tjente til at sammenbinde sejlbare vande, torve og kirker, og hovedgaden lå som regel parallelt med vandet. Olof Bures byplaner for Norrlandskysten er typiske repræsentanter for denne planlægning. En anden byplanlægning frem til midten af 1600-tallet var långgatplaner (langgadeplaner), hvor hovedgaden er en fortsættelse af en landevej, som løber igennem byen, og fra hvilken tværgader forgrener sig. Anders Torstensson og Per Brahe den yngre anvendte denne model. Petter Nicolaus de Kemp fra Holland stod for udførelsen af Sveriges første retvinklede rudenetplaner, for Hisingen i 1608.Nils Ahlberg, Stadsgrundningar och planförändringar : Svensk stadsplanering 1521–1721, avhandling vid Institutionen för landskapsplanering Ultuna och Konstvetenskapliga institutionen, Stockholms universitet 2005, s. 125ff
Baggrunden til denne enorme stadsbyggeaktivitet var Sveriges stormagtsstilling og fremgang i 30-årskrigen, som gav landet, i det mindste i begyndelsen, store indkomster. Anledningen til de talrige byanlæggelser var ikke bare at give stormagten et værdigt ydre, men også at skabe et hierarki af administrative centre, som også omfattede fjerntliggende landsdele.Hall (1997), s. 68
Ved regeringsreformen i 1634 blev mange af de nye stæder residensstæder med sæde for landshövdingar (omtrent svarende til amtmænd). Byernes privilegier blev reguleret, og nogle af dem blev såkaldte stabelbyer, som fik lov at bedrive udenrigshandel. Handelen blev mod øst vestpå af Göteborg. varetaget af Stockholm og Göteborg var en af de få nygrundlagte byer som havde stabelrettigheder allerede fra begyndelsen. I Finland havde Åbo, Vyborg og Helsinkis stabelrettigheder.Hall (1997), s. 69 Göteborg fik byprivilegier i 1621 og blev den mest succesfulde af alle nyanlagte byer. Byen blev planlagt efter hollandske forbilleder med en rudenetplan, et system af indre havnekanaler og en omgivende befæstningskrans.Hall (1997), s. 73
Efter 1634 års regeringsform skete en omfattende indflytning til Stockholm af såvel almindelige medborgere som købmænd, politikere, embedsmænd, militærfolk og en voksende intellektuel elite. Her fandtes den centrale forvaltning og rigets styre. Næsten samtidigt begyndte byens første store gaderegulering: Clas Larsson Flemings regulering af Stockholm . I året 1636 fik generalkvartermesteren Olof Hansson Örnehufvud, som var Flemings nærmeste mand, regeringens opgave at gøre "en dessein på gatorna så på malmarna som här i staden, tagandes dem så breda som han någonsin kan", det vil sige lave en byplan med bredest mulige gader for selve hovedstaden og for det to områder Norrmalm og Södermalm. Örnehufvud var elev og medhjælper hos generalmatematicus og kartograf Anders Bure, og begge havde tidligere udarbejdet planer for Jönköping og Göteborg. Et gaderudenet blev lagt over Norrmalm og Södermalm, hvilket endnu i dag præger byens bybillede. Stockholms befolkning formeligt eksploderede og tiltog fra 9.000 (1630) individer til næsten 60.000 individer (1685). Næststørste stad var Åbo med godt 5.800 indbyggere, derefter kom Falun, Malmø og Göteborg.Hall (1997), s. 70
Kortene viser ofte det eksisterende vejnet under det nye rudenet, som på forslaget til regulering af Södermalm (1641) og Härnösand (1648), se kortene nedenfor.
I hele perioden efter middelalderen frem til 1800-tallet anden halvdel kendetegnes svensk byplanlægning af retvinklede rudenetplaner i overensstemmelse med renæssancens idealer. Idéerne kom fra Italien og blev spredt via plancher visende planer og bygningsværker samt propagandistiske beskrivelser. Efter Stockholm fulgte Köping og Norrköping (1641), Hedemora (1642) samt Uppsala (1643).Hall (1997), s. 75
Også nyoprettede stæder fik samme ganske enkle og skematiske rudenetsplaner, hvor torvet og kirken var den eneste variation.Hall (1997), s. 84 Endnu i dag ses disse planmønstre i næsten samtlige vores byer. Her kan nævnes den rige mineby Falun, hvis rudenetbyplan blev tegnet i 1664 og byen blev anlagt langs begge sider om Faluåen. Ved denne tid var Falun Sveriges den næststørste by med cirka 6.000 indbyggere.Informationstavla i Falu koppargruva I Stockholm gennemførtes en mere terræntilpasset og varieret byplanlægning som ligner en radialplan med slottet Tre Kronor i centrum. Muligvis var et forbillede den venetianske modelby Palmanova.Abrahamsson (2004), s. 48