thumb|"Fram" i drivis. Fram-ekspeditionen 1910-1912, i Norge også omtalt som Sydpolekspedisjonen var en norsk-finansieret Antarktisekspedition ledet af Roald Amundsen. Ekspeditionen blev i 1911 den første, som nåede den geografiske sydpol. I årene fra 1910 til 1913 rejste Amundsen med Nansens skib "Fram" til Hvalbugten, hvor han førte hunde og udstyr i land og opsatte sit vinterkvarter. Derfra drog han med hundeslæder fra sin base Framheim mod Sydpolen, hvortil han ankom den 14. december 1911, 34 dage før sin rival Robert Falcon Scott fra den britiske sydpolsekspedition, i det, som der blev kaldt "kapløbet om Sydpolen".
Ekspeditionens oprindelige formål var at nå Nordpolen fra Alaska. Men mens forberedelserne pågik, hævdede både Frederick Cook og Robert Peary imidlertid, at de var nået frem til Nordpolen, hvorefter Amundsen i al hemmelighed ændrede sine planer. Først efter at ekspeditionen var afsejlet fra Norge, blev besætningen og omverdenen underrettet om de nye planer.
Baggrund Tidligere ekspeditioner thumb|upright|James Clark Ross.Maleri af John R. Wildman Rosshavet var traditionelt arbejdsområde for britiske antarktisekspeditioner. Denne tradition blev startet af James Clark Ross, som mellem 1839 og 1843 foretog tre rejser til Antarktis med skibene HMS "Erebus" og HMS "Terror", og drog længere sydpå, end nogen anden havde været før ham. Der blev gjort en række geografiske opdagelser og mange steder blev navngivet, herunder flere opkaldt efter ham selv (Rosshavet, Rossøen og Rossbarrieren (Rossbarrieren fik dette navn "fordi vi kunne prøve at sejle igennem en sådan ismasse med lige stor sandsynlighed for at lykkes, som ved klippene ved Dover."Ross, i Huntford (2001), s. 11.). I løbet af Den heroiske tidsalder for udforskningen af Antarktis gennemførte briterne deres første antarktisekspeditioner efter Ross, såsom Discovery-ekspeditionen (1901-04), Nimrod-ekspeditionen 1907–09 og Terra Nova-ekspeditionen – alle med hovedkvarter ved McMurdosundet.
Allerede i 1894/95 var der norsk aktivitet i dette område. En hvalfangst-ekspedition finansieret af Svend Foyn drog til Rosshavet for at kortlægge hvalforekomsterne, og en gruppe på otte mænd gik i land på Kapp Adare i Victoria Land. Et medlem af denne gruppe, nordmanden Carsten Egeberg Borchgrevink, rejste for egen regning til den sjette internationale geografkongres i London. Her tilbød han at lede en ekspedition, som skulle være den første til at overvintre på det antarktiske kontinent. Han overbeviste deltagerne på kongressen - blandt andet med medbragte mosprøver, som beviste, at der var liv under det arktiske isdække - og vækkede interessen for en ny videnskabelig udforskning af Antarktis.
I foråret 1898 tilbød han udgiveren George Newnes at finansiere ekspeditionen, og til gengæld ville han få førsteretten til historien. Denne ekspedition, kaldet Southern Cross-ekspeditionen, overvintrede for første gang i Antarktis og blev den første til at opsøge Rossbarrieren efter James Clark Ross i 1839-43. Borchgrevink viste, at barrieren ikke kun var en hindring, men også var en måde at kunne komme videre syd over på. Han demonstrerede også nytten af hunde og ski i Antarktis.Huntford (2001), s. 108 Ekspeditionen var udstyret efter den "nye norske skole for polarforskning".Huntford (2001), s. 21
Denne "nye skole" blev skabt af Fridtjof Nansen, da han i sommeren 1888 krydsede Grønland fra øst til vest. Med det åbnede han ikke blot den norske polarforskning og blev en person, som mange nordmænd identificerede sig med, men han åbnede også nye veje indenfor polarteknik. Frem for at bruge de da traditionelle slæder valgte Nansen at bruge lettere slæder, som gik på ski. Han erkendte også behovet for sine egne klæder, telt og kokkeudstyr for at udvikle og sammensætte maden for første gang efter videnskabelige principper. Vigtighed havde også hunde, lav vægt af udstyr og mobiliteten af gruppen i felten.Huntford (2001), s 99 Kernen i polarforskning var brugen af ski, noget som nordmænd evnede bedre end mange andre polarforskere, eftersom ski havde været et transportmiddel og en del af kulturen i de skandinaviske nationer i flere tusinde år.
Nansens ekspedition gjorde et så stort indtryk på den unge AmundsenHuntford (2010), s. 16, at han i 1903 drog afsted på sin egen ekspedition. Som første mand nåede han gennem hele Nordvestpassagen med skibet "Gjøa". Den erfaring, som Amundsen fik som andenstyrmand på "Belgica" under Belgica-ekspeditionen og kundskaberne, som han lærte af inuitterne, dannede et vigtigt grundlag for planlægningen af Fram-ekspeditionen. Under ekspeditionen med "Gjøa" høstede Amundsen for første gang erfaring med hunde og hundeslæder, og han studerede inuitternes teknikker inden for bygning af igloer og fremstilling af klæder.Huntford (2010), s. 61–63
Fram-ekspeditionen thumb|upright|Fridtjof Nansen Tilbage i Norge begyndte Amundsen at planlægge en ekspedition i det arktiske havområde, idet han ville lade sig drive over polarhavet således, som hans forgængere havde gjort, og prøve at nå Nordpolen, som endnu var uopdaget. Huntford mistænkte, at sidstnævnte var hans hovedmål,Huntford (2001), s. 165 mens den videnskabelige udforskning af det arktiske havområde blev promoveret for at opnå flere donationer. Til dette formål henvendte han sig til Fridtjof Nansen for at bede om at låne "Fram". Dette skib var som udgangspunkt statslig ejendom, men eftersom Nansen tilhørte den øverste elite indenfor polarforskningen i Norge og selv gik med et tanker om en egen ekspedition, anså Amundsen det nødvendigt at bede sit forbillede om at låne ham skibet, hvilket han også gjorde.Huntford (2001), s. 165 og 168 Den 10. november 1908 gjorde han sin plan kendt for offentligheden, og allerede dagen efter modtog han 20.000 kroner fra kongeparret. Efter, at Stortinget garanterede en delvis tilbagebetaling af gælden efter Gjøa-ekspeditionen, drog Amundsen til USA for at holde en foredragsturne for at skaffe yderligere finansiering. I begyndelsen af 1909 havde Amundsen formået at skaffe en fjerdedel af de nødvendige midler, men yderligere donationer lod nu vente på sig. Den 9. februar 1909 bevilgede Stortinget ham 75.000 kroner og tillod ham at bruge "Fram" til sine formål.Amundsen (2003), s, 125
I den første uge i september 1909 nåede nyheden om, at både Cook og Peary hævdede at have nået Nordpolen, frem til Amundsen. Disse påstande er fortsat omstridte, og efter den første nyhed om Cooks succes, som han modtog 1. september, udtalte Amundsen, at denne nyhed overhovedet ikke ville påvirke hans planer "på nogen måde".Huntford (2001), s. 180 Den 7. september modtog imidlertid Amundsen en melding om, at Peary havde nået Nordpolen, og han blev da tvunget til at handle.Huntford (2001), s. 183 Han besluttede at udskyde sin oprindelige plan med et år eller to, og i mellemtiden forsøge at skaffe de manglende midler for den kommende udforskning af Nordpolarbassinet.
thumb|upright|Robert Falcon Scott
Den 13. september fik Amundsen at vide, at Robert Falcon Scott planlagde en egen ekspedition til Antarktis i august. Dagen efter annoncerede han, at starten på hans ekspedition ville blive flyttet til 1. juli 1910. Årsagen til dette var angiveligt forsinket levering af dieselmotoren, men faktisk på grund af det ændrede ekspeditionsmål var der tid til specialarbejde.
Amundsens ændring af planen blev stadig holdt hemmelig, fordi han ikke ønskede at dele den fordel, at viden om konkurrence med Scott - dels fordi Amundsen personligt anså Scott for utiltalende, dels da han ville kunne opnå en prestigemæssig succes for Norge, som ellers ville være tilfaldet det britiske imperium. Amundsen holdt også sine planer hemmelige, fordi han frygtede for, at den norske regering kunne forbyde hans ekspedition. En konkurrence om prestigefyldte mål med Storbritannien var ikke politisk opportunistisk. Desuden frygtede Amundsen, at Nansen kunne forbyde ham brugen af "Fram" - hans kone var død, og han var ikke norsk konsul i London, så han kunne tage sine udskudte ekspeditionsplaner op igen. Amundsen antog også, at Stortinget og private finansiører kunne forhindre ekspeditionen i at finde sted. Et andet, mere taktisk motiv var, at Scott sandsynligvis ville modtage yderligere midler, hvis kendskabet til en udenlandsk konkurrent blev udbredt Huntford (2001), s. 187 Amundsen havde ingen tvivl om rimeligheden af hans dispositioner, da Terra Nova-ekspeditionens formål var angivet at være så forskellig fra hans egen ekspedition, nemlig for så vidt som disse prioriterede videnskabelige undersøgelser og målet at nå Sydpolen var helt utilsigtet, at en offentliggørelse af Amundsens plan ikke burde have nogen indvirkning på Scotts planlægning. Amundsen (2001), s. 43-44 og de andre ekspeditioner, der var på dette tidspunkt i Antarktis havde ikke Sydpolen som destination. Amundsen informerede kun to personer fra hans beslutning: hans broder, som efter Amundsens afrejse fra Madeira skulle viderebringe oplysningen til offentligheden, og Thorvald Nilsen i egenskab af skibsmaster og kaptajn på Fram om det egentlige formål med ekspeditionen af hensyn til dennes forberedelser.
Deltagere
I sit valg af gruppemedlemmer tog Amundsen hensyn til forskellige personlige aspekter, derunder integrering i det sociale miljø, succes på arbejdsområder, som var relevante for ekspeditionen, nysgerrighed og handlekraft. Hans vurderinger ændrede sig, ifølge Huntford, helt til valget var gjort.Huntford (2001), s. 220 Foruden en så høj faglig kompetence som mulig, lang erfaring indenfor polarforskning, evne til at stå på ski og håndtering af hunde forlangte han, at mændene var vante til ensomhed og hårdt arbejde udendørs.Huntford (2010), s. 175–76 thumb|upright|Sverre Hassel.
Amundsen modtog en række ansøgninger om deltagelse. Som næstkommanderende valgte han først Ole Engelstad, en kommandørkaptajn i den norske marine. Under testing af en "mandløftende drage" blev han imidlertid ramt af lynet og omkom, og Thorvald Nilsen blev så valgt som næstkommanderende. Olav Bjaaland kom ombord efter, at han ved en tilfældighed var stødt på Amundsen i Lübeck, og Amundsen havde antydet noget om en ekspedition under en samtale, og at han også gerne ville deltage i en ny ekspedition. Eftersom Bjaaland var en udmærket skiløber og tømrer, tog Amundsen han med.Huntford (2001), s. 178–79
Et andet medlem af ekspeditionen var Helmer Hanssen, som havde fulgt Amundsen under Gjøa-ekspeditionen og kom med som islods og hundefører. For at have en god kok valgte Amundsen Adolf Lindstrøm, som også havde været med under Gjøa-ekspeditionen. Sommeren 1901 lærte han Oscar Wisting at kende, en marineofficer som arbejdede på "Fram" ved skibsværftet i Horten. Wisting var i virkeligheden ingen god skiløber og havde heller ingen erfaring med hunde, men han var tilpasningsdygtig, villig til at lære og pragmatisk gemyt - Amundsen valgte også mænd som kunne underkaste sig ham uden problemer. Som anden islods ansatte han ishavsskipperen Andreas Beck.
Amundsen nægtede at medtage en læge på ekspeditionen. Han ville gerne medbringe apotekeren Fritz Zapffe, sin fortrolige og agent i Tromsø, men efter som han ikke kunne deltage, sendte han overstyrmanden Gjertsen og Wisting på kursus i tandbehandling og kirurgi.
I efteråret 1908 modtog Amundsen et brev fra Nansen med en anbefaling af Hjalmar Johansen. Han havde fulgt med Nansen under hans ekspedition mod Nordpolen og var en dygtig hundefører. Johansen var imidlertid blevet alkoholiker efter ekspeditionen med Nansen, og Amundsen frygtede også, at den ældre Johansen, som også var en bedre skiløber og meget ambitiøs, kunne true hans autoritet. Eftersom Johansen havde reddet Nansens liv under deres ekspedition, insisterede sidstnævnte på, at Amundsen skulle tage ham med på ekspeditionen, og Amundsen måtte bøje sig.Huntford (2010), s. 177–79
Forberedelser Finansiering og udrustning