Turandot er en opera i tre akter af Giacomo Puccini til en italiensk libretto Giuseppe Adami og Renato Simoni. Selv om Puccinis første interesse for emnet skyldtes læsning af Friedrich SchillersListe over Friedrich Schillers værker. bearbejdning af skuespillet, er hans værk fortrinsvis baseret på Schillers forlæg, den tidligere tekst Turandot af Carlo Gozzi. Turandot var ufærdig ved Puccinis død og blev færdiggjort af Franco Alfano. Uropførelsen fandt sted på Teatro alla Scala i Milano den 25. april 1926 med Arturo Toscanini som dirigent. Ved denne forestilling blev kun Puccinis musik og ikke Alfanos tilføjelser spillet. Den senere uropførelse af operaen i Alfanos version blev dirigeret af Ettore Panizza.

Navnets oprindelse Turandot er et persisk ord og navn, der betyder "datter af Turan"; Turan er en region i Centralasien, der oprindelig var en del af det persiske imperium.

På persisk er eventyret kendt som Turandokht, hvor "dokht" er en sammentrækning af dokhtar (der betyder datter). Både "kh" og "t" udtales tydeligt i dette ord, men ifølge Puccini-specialisten Patrick Vincent Casali, skal det sidste "t" ikke udtales i hendes eller operaens navn. Puccini udtalte det ikke selv ifølge sopranen Rosa Raisa, som var titelrollens første fortolker. Desuden insisterede Dame Eva Turner, den mest berømte Turandot fra mellemkrigstiden på at udtale ordet "Turan-do", hvilket flere tv-interview bevidner. Som Casali bemærker, gør musikken, der ledsager mange af Calafs udtaler af navnet, det næsten umuligt at sige det sidste "t".Jfr. for en diskussion om udtalen af navnet, Turandot. Simonetta Puccini, Puccinis barnebarn som bestyrer Villa Puccini og Mausoleum, har imidlertid erklæret, at det sidste "t" i navnet skal udtales.

Kompositionshistorie Historien om Turandot blev taget fra en persisk samling historier De tusind og en dages bogBaseret på en historie af den persiske digter Nizemi . eller Hezar o-yek Shab (oversat i 1722 til fransk som Les Mille et un jours af François Petis de la Croix – ikke at forveksle med søsterværket Tusind og en nat), med "Turandokht", en kold tyrkisk prinsesse (fra folkeslaget, der udgøres af uigurer.Se Turandot, Princess of China. Historien om Turandokht er en af de bedst kendte fra de la Croixs oversættelse, og den respekterer tidens, stedets og handlingens enhed.

thumb|450px|Noderne til "In questa reggia". Puccini begyndte at arbejde på Turandot i marts 1920 efter et møde med librettisterne Giuseppe Adami og Renato Simoni. Han begyndte at komponere i januar 1921. I marts 1924 havde han afsluttet operaen med en duet. Han var imidlertid utilfreds med den endelige udgave af duetten og fortsatte først den 8. oktober, hvor han accepterede Adamis fjerde udgave af duetteksten. Den 10. oktober fik han diagnosticeret halskræft, og den 24. november rejste han til Bruxelles for at modtage behandling der. Han gennemgik en ny og eksperimenterende stråleterapi. Puccini og hans kone fik aldrig at vide, hvor alvorlig kræftsygdommen var, da disse informationer kun blev givet til hans søn. Han døde af komplikationer af behandlingen den 29. november 1924.

Han efterlod 36 sider skitser på 23 ark til afslutningen af Turandot med instrukser om, at Riccardo Zandonai skulle afslutte operaen. Puccinis søn Tonio gjorde indsigelser, og i sidste ende blev Franco Alfano valgt til at konkretisere skitserne efter at Vincenzo Tommasini (som havde afsluttet Boitos Nerone efter komponistens død) og Pietro Mascagni var blevet forkastet. Ricordi bestemte sig for Alfano, fordi hans opera La leggenda di Sakùntala lignede Turandot med dens kraftige orkestrering. Alfanos afsluttede sin første version med et par af sine egne passager og et par sætninger blev tilføjet librettoen, som Puccini heller ikke selv havde anset for fuldstændigt færdig. Efter kritik fra redaktøren Ricordi og dirigenten Arturo Toscanini måtte han skrive en anden, strengt censureret version, der fulgte Puccinis skitser tæt i en sådan grad, at han end ikke satte dele af Adamis tekst i musik, fordi Puccini havde ikke angivet, hvordan han ville have det til at lyde. Ricordis virkelige bekymring var dog ikke kvaliteten af Alfanos arbejde, men at han ønskede, at slutningen af Turandot skulle lyde, som var den skrevet af Puccini, og at overgangen til Alfanos del skulle være umærkbar. Af denne anden udgave blev der af hensyn til Toscanini skåret tre minutter, og det er denne forkortede version, der normalt opføres ved forestillinger i dag.

Turandot fik premiere søndag den 25. april 1926 på Teatro alla Scala i Milano med Rosa Raisa i titelrollen et år og fem måneder efter Puccinis død. Den blev dirrigeret af Arturo Toscanini. I midten af tredje akt, to takter efter ordene "Liù, poesia!" standsede Toscanini orkestret og lagde dirigentstokken. Han vendte sig mod publikum og sagde: "Qui finisce l'opera, perchè en questo punto il maestro è morto" ("Her slutter operaen, for på dette sted døde il maestro"). Scenetæppet gik derefter langsomt ned.Det er Eugenio Garas vidnesbyrd, der lægges til grund for citatet af Toscanini, da Gara var til stede ved premieren. . E. Gara bliver desuden citeret i .

Citatet synes dog at være baseret på hukommelsen og fremtræder i forskellige versioner i forskellige kilder. Ifølge et interview fra 1974 med et anden øjenvidne lød Toscaninis ord: "Qui termina la rappresentazione perché a questo punto il maestro è morto" ("Her slutter forestsillingen for på dette tidspunkt døde il maestro"). Nogle mener, at han sagde, mere poetisk sagde: "Her lagde il maestro pennen". Ligeledes er der vidnesbyrd om, at Toscanini skal have taget dirigentstokken igen og sagt: "Men hans elev gjorde arbejdet færdigt" og spillet operaen til ende til et tordnende bifald. Toscanini dirigerede tilsyneladende aldrig operaen igen.Turandot: Concert Opera Boston. Den anden og de efterfølgende forestillinger fra 1926 på Teatro alla Scala blev dirigeret af Ettore Panizza, og de brugte Alfanos slutning. Som omtalt af Ashbrook og Powers var musikken til Liùs død faktisk ikke Puccinis sidste komposition, da den var blevet orkestreret ca. ni måneder tidligere. Tenorerne Miguel Fleta og Franco Lo Giudice skiftedes om rollen som prins Calàf i den oprindelige produktion; det var Fleta, der sang rollen ved urpremieren.

Opførelseshistorie Turandot kom hurtigt op i andre byer: I løbet af fem år kunne den høres i Rom (Teatro Costanzi, 29. april blot fire dage efter premieren i Milano), Buenos Aires (Teatro Colón, 23. juni), Dresden (6. september i en tysk oversættelse), Venedig (Teatro La Fenice, 9. september), Wien (14. oktober), Berlin (8. november), New York (Metropolitan Opera, 16. november), Bruxelles (La Monnaie, 17. december i en fransk oversættelse), Napoli (Teatro San Carlo, 17. januar 1927), Parma (12. februar), Torino (17. marts), London (Royal Opera House, 7. juni), San Francisco (19. september), Bologna (oktober 1927), Paris (29. marts 1928), Moskva (Bolshoi-teatret, 1931).

Turandot er en fast del af det almindelige operarepertoire og figurerer som nummer tolv på Opera Americas liste over de 20 mest opførte operaer i Nordamerika.Top 20 over de hyppigst opførte operaer fra Opera America. Hentet den 28. september 2008.

I mange år forbød Kinas regering opførelser af Turandot, fordi man mente, at den gav et ugunstigt portræt af Kina og kinesere."Banned in China" .Turandot var forbudt i Kina, fordi embedsmænd mente, at den skildrede landet negativt. I slutningen af 1990'erne blev forbuddet opgivet, og i september 1998 blev operaen opført otte gange i Den forbudte by med overdådige kulisser og soldater fra folkets befrielseshær som statister. Det var et internationalt samarbejde med instruktøren Zhang Yimou som koreograf og Zubin Mehta som dirigent. Roller blev fortolket af Giovanna Casolla, Audrey Stottler og Sharon Sweet som prinsesse Turandot samt Sergej Larin og Lando Bartolini som Calàf og Barbara Frittoli, Cristina Gallardo Domas og Barbara Hendricks som Liù.

Som med Madama Butterfly tilstræbte Puccini en antydning af asiatisk ægthed i det musikalske portræt af Kina (i det mindste for vestlige ører) ved hjælp af musik fra den pågældende region. Op til otte af de temaer, der anvendes iTurandot, synes at være baseret på traditionel kinesisk musik, og melodien fra en kinesisk sang ved navn "Mo Li Hua (茉莉花)" eller "Jasmine" er medtaget som prinsessens motiv.Jvf. ovenfor, Ashbrook og Powers, kapitel 4.

Alfanos første version Debatten om hvilken version af slutningen, der er bedst, pågår stadig,Ashbrook, W. og Powers, H. "Puccini's Turandot: The End of Great Tradition". Princeton University Press, 1991. ., men der synes dog at være en vis konsensus om Alfanos første version. En undersøgelse af Puccinis skitser, som Ricordi senere gav musikhistorikere adgang til, viser, at Alfano faktisk ikke engang forsøgte at bruge alle skitserne med undtagelse af dem der havde en indlysende placering samt et kort tema, han frit forvandlede og anvendte af hensyn til den stilistiske kontinuitet. Fra 1976 til 1988 komponerede den amerikanske komponist Janet Maguire, idet hun var overbevist om, at hele slutningen stod kodet i Puccinis skitser, en ny slutning, men den er aldrig blevet opført. I 2001 kom Luciano Berio med et andet bud på en færdiggørelse ud fra Puccinis skitser, men forslaget har fået en blandet modtagelse.

Operaen med Alfanos første afslutning er blevet indspillet mere end én gang. Den første kendte liveopførelse af operaen med Alfanos oprindelige slutning blev ikke sat op før 3. november 1982 på Barbican i London, men den kan dog have været spillet i Tyskland i de tidlige år, da Ricordi havde bestilt en tysk oversættelse af teksten og en række partiturer blev trykt i Tyskland med hele denne slutscene. Partiturerne indeholder arien "Del primo pianto", som normalt ikke bliver sunget. At der findes optagelser af denne arie af fra mellemkrigstiden af sangere som Anna Roselle og Lotte Lehmann kan betyde, at operaen er blevet spillet med Alfanos første afslutning i operahusene, men der er ikke andre forhold, der kan støtte denne påstand.

Roller thumb|200px|Den oprindelige plakat for Turandot fra 1926. Rolle Stemmetype Originalbesætning, 25. april 1926(Dirigent: Arturo Toscanini) Prinsesse Turandot SopranRosa Raisa Kejseren Altoum, hendes far Tenor Francesco Dominici Timur, tartarernes afsatte konge Bas Carlo Walter Den ukendte prins (Calàf), hans søn Tenor Miguel Fleta Liù,Navnets accent grave (`) er ikke en faldende pinyin-tone, men en italiensk diakritisk markør for tryk, der angiver at ordet udtales "lju" i stedet for "li.u". Navnet kan dog også opfattes som et navn på mandarin: 刘 Liú (ljôu) eller 柳 Liǔ ("ljòu") en slavepige SopranMaria Zamboni Ping, kanslerBaryton Giacomo Rimini Pang, majordomo Tenor Emilio Venturini Pong, chefkok i kejserens køkken Tenor Giuseppe Nessi En mandarinBaryton Aristide Baracchi Prinsen af Persien Tenor Ikke navngivet i det oprindelige program Bøddelen (Pu-Tin-Pao) Tavs rolleIkke navngivet i det oprindelige program Kejserens vagter, skarpretterens mænd, drenge, præster, mandariner, honoratiores, otte vismænd, Turandots terner, soldater, fanebærere, musikere, bejlernes spøgelser, menneskemængden

Synopsis Sted: Peking, Kina Tid: Legendarisk tid

Første akt Foran kejserlige palads forkynder en mandarin, at hvis nogen ønsker at gifte sig med Turandot, skal han først besvare tre gåder; svarer han forkert, vil han blive halshugget (Popolo di Pechino!).