Novemberrevolutionen () eller den Tyske Revolution 1918-1919 var en opstand, der blev igangsat af arbejdere og soldater i de sidste dage af 1. verdenskrig. Første fase af opstanden ledte hurtigt – og næsten blodløst – til det Tyske Kejserriges fald og kejserens abdikation. I den efterfølgende fase af revolutionen – som var mere voldelig – sejrede tilhængerne af en parlamentarisk republik over dem, der ønskede en sovjetisk-inspireret rådsrepublik (sovjetrepublik). Nederlaget for de mest yderligtgående venstreorienterede kræfter banede vejen for etableringen af et parlamentarisk demokrati i form af Weimarrepublikken. De afgørende faktorer, der ledte til revolutionen, var de ekstreme forhold, som det tyske folk led under mod slutningen af 1. verdenskrig, herunder de økonomiske og psykologiske konsekvenser af det Tyske Kejserriges nederlag samt de sociale spændinger mellem den almene befolkning og den aristokratiske og borgerlige elite.
Revolutionen blev udløst af sømandsoprøret i Kiel i slutningen af oktober 1918. Inden for en uge havde arbejder- og soldaterrådene kontrol over regerings- og militærinstitutioner i det meste af den vestlige del af Tyskland. Den 9. november blev Tyskland erklæret en republik. Ved udgangen af måneden var alle de regerende monarker i de forskellige tyske stater samt kejser Wilhelm II, blevet tvunget til at abdicere. Den 10. november blev Folkekommissærernes Råd (tysk: Rat der Volksbeauftragten) dannet af medlemmer af Tysklands to vigtigste socialistiske partier. Under den de facto ledelse af Friedrich Ebert fra det moderate Større Socialdemokratiske Parti (MSPD), fungerede Rådet som en provisorisk regering, der besad kejserens, kanslerens og lovgivernes magtbeføjelser. Det meste af det gamle kejserlige officerskorps, administrationen og retsvæsenet forblev intakt. Rådet havde brug for deres ekspertise til at løse den øjeblikkelige krise og mente derfor, at det var vigtigere at håndtere krisen snarere end at fjerne centrale regeringsfigurer. Dette skulle sikre, at det nye demokrati var solidt forankret mod sine modstandere.
Folkekommissærernes Råd fjernede straks nogle af kejserrigets hårde restriktioner, såsom dem for ytringsfrihed, og lovede samtid en otte timers arbejdsdag og valg, der for første gang ville give kvinder stemmeret. De mere yderliggående på venstrefløjen (i bl.a. USPD) ønskede også at nationalisere nøgleindustrier, demokratisere militæret og oprette en rådsrepublik, men MSPD havde kontrol over de fleste arbejder- og soldaterråd og blokerede enhver væsentlig bevægelse hen imod deres mål.
Splittelsen mellem de moderate og radikale socialister resulterede i sidste ende i vold. I de sidste dage af 1918, udløst af en strid om sømændenes løn, som efterlod 67 døde. Den 1. januar 1919 grundlagde de yderligtgående Spartakister Tysklands Kommunistiske Parti (KPD). Få dage herefter ledte protester – der var afledt af volden i slutningen af december – til massedemonstrationer i Berlin. Disse demonstrationer udviklede sig hurtigt til den såkaldte Spartakistopstand, som var et forsøg på at etablere et proletariatets diktatur. Opstanden blev knust af regerings- og Frikorps-tropper og resulterede i at 150 til 200 mistede livet. I efterdønningerne af opstanden blev Spartakisternes ledere, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, myrdet af Frikorpset. Hen over foråret var der yderligere forsøg på at presse revolutionen længere i retning af en rådsrepublik, hvilket resulterede i nogle kortlevende lokale sovjetrepublikker, især i Bayern, Bremen og Würzburg. Disse blev også undertrykt og knust af regeringen med betydelig tab af menneskeliv til følge.
Revolutionens slutdato sættes generelt til den 11. august 1919, dagen hvor Weimarforfatningen blev vedtaget. Dog forblev revolutionen på mange måder ufuldstændig og uforløst. Et stort antal af dens modstandere var blevet tilbage i magtpositioner, og den formåede ikke at løse splittelsen på venstrefløjen mellem moderate socialister og kommunister. Weimarrepublikken var som følge heraf plaget fra begyndelsen af modstandere og en stor grad af splittelse.
Baggrund
Tyskland før 1. verdenskrig Den borgerlige Martsrevolution i 1848/49 var særligt slået fejl , idet den samtidig skulle forene de to problemstillinger i forhold til at forene og demokratisere Tyskland.Thomas Nipperdey: Deutsche Geschichte 1800–1866. Bürgerwelt und starker Staat. C. H. Beck, München 1983, S. 668–669. Efter at den statslige enhed – den lilletyske løsning under preussisk ledelse – omsider var blevet en realitet i 1871, tilpassede store dele af borgerskabet sig autoritetsstaten og udviklede en stigende tendens mod nationalistiske idéer.Thomas Nipperdey: Deutsche Geschichte 1866–1918, Bd. 2: Machtstaat vor der Demokratie, C. H. Beck, München 1992, S. 250–265. thumb|Socialistlovene, som var love mod socialisters samfundsfarlige bestræbelser Det nyoprettede Tyske Kejserrige var et konstitutionelt monarki. Rigsdagen var underlagt almindelig og lige valgret for mænd, men dens politiske indflydelse var begrænset. Love kunne kun træde i kraft med Forbundsrådets (tysk: Bundesrat) godkendelse, og denne kunne til enhver tid opløse parlamentet og udskrive nyvalg. Den vigtigste beføjelse for Rigsdagen var godkendelsen af statsbudgettet. Men når det kom til budgettets største post – militærudgifterne – måtte Rigsdagen kun stemme om et samlet beløb for en syvårsperiode, kendt som Septennatet. Ligeledes var rigsledelsen – bestående af rigskansleren og de statssekretærer, der var underlagt hans anvisninger – ikke ansvarlige over for Rigsdagen, men alene over for Kejseren.Volker Ullrich: Die nervöse Großmacht. Aufstieg und Untergang des deutschen Kaiserreichs, 1871–1918. Fischer, Frankfurt am Main 1997, S. 36.
Fra Rigsdagens begyndelse var socialister også repræsenteret, og deres forskellige partier fusionerede i 1875 til SPD. Som det eneste politiske parti i det Tyske Kejserrige gik SPD åbent ind for en republikansk styreform. Rigskansler Otto von Bismarck iværksatte derfor en forfølgelse af dem fra 1878 til hans afskedigelse i 1890 – med grundlag i socialistlovene. Ikke desto mindre lykkedes det socialisterne at øge deres stemmeandel ved næsten hvert valg. Siden Rigsdagsvalget i 1912 – hvor de fik 28 procent af stemmerne – udgjorde de med 110 medlemmer den stærkeste fraktion.Nipperdey: Deutsche Geschichte 1866–1918, Bd. 2, S. 353–258 u. S. 554–557.
I de 43 år fra Rigets grundlæggelse til 1. verdenskrig voksede SPD ikke blot i betydning, men ændrede også karakter. I den revisionismestrid, der havde stået på siden 1898, ønskede de såkaldte revisionister at fjerne revolutionsmålet fra partiprogrammet. De talte i stedet for sociale reformer på grundlag af den eksisterende økonomiske orden. Til trods for dette fik det marxistisk funderede flertal i partiet endnu en gang sin vilje. Den stadig revolutionære retorik dækkede imidlertid kun med besvær over, at SPD siden socialistlovenes ophævelse i 1890 i praksis var blevet reformistisk. De socialdemokrater, der i årevis var blevet dæmoniseret som "rigsfiender" (dansk: "rigets fjender") og "vaterlandslose geselle" (dansk: "fædrelandsløse svende"), betragtede sig ikke desto mindre som tyske patrioter. Ved begyndelsen af 1. verdenskrig var det åbenlyst, at SPD var blevet en integreret – omend kritiske – bestanddel af Kejserriget.Ullrich: Die nervöse Großmacht. 1997, S. 173–176.
SPD's støtte til krigsfinansieringen thumb|272x272px|Friedrich Ebert (SPD-formand fra 1913 til 1919) var en af de mest indflydelsesrige fortalere for "borgfredspolitiken", herunder krigsfinansieringen, under 1. verdenskrig. Omkring år 1900 blev SPD anset for at være den stærkeste kraft i den internationale arbejderbevægelse. I forbindelse med kongresserne på den Anden Internationale havde SPD altid stemt for resolutioner, der foreskrev en fælles handling fra socialisternes side i tilfælde af krig. Ligesom andre socialistiske partier i Europa organiserede de derfor i 1914 – stadig under Julikrisen, der fulgte efter attentatet i Sarajevo – store antikrigsdemonstrationer. I en tale i Frankfurt am Main opfordrede Rosa Luxemburg – talskvinden for partiets venstrefløj – i hele SPD's navn til krigs- og lydighedsnægtelse. Hun blev derfor i 1915 idømt flere års fængsel. Rigets regering planlagde at arrestere partilederne umiddelbart efter krigen brød ud. Friedrich Ebert, som siden 1913 havde været en af de to SPD-formænd, og Otto Braun bragte partiets midler til Zürich den 30. juli 1914, da de frygtede statslig undertrykkelse.Dieter Grosser: Vom monarchischen Konstitutionalismus zur parlamentarischen Demokratie. Die Verfassungspolitik der deutschen Parteien im letzten Jahrzehnt des Kaiserreiches. Nijhoff, Den Haag 1970, S. 103.
Da den tyske krigserklæring til det Russiske Kejserrige kom den 1. august 1914, lod flertallet af SPD's partiaviser sig smitte af den almindelige krigsbegejstring. Deres dækning blev skarpt kritiseret af partiledelsen, men redaktørerne troede i de første augustdage, at de fulgte linjen fra den tidligere SPD-formand August Bebel, der var død i 1913. Han havde i 1904 udtalt i Rigsdagen, at SPD ville deltage i Tysklands væbnede forsvar i tilfælde af en udenlandsk angrebskrig. I 1907 havde han på partikongressen i Essen bekræftet, at han selv ville "tage geværet på ryggen", hvis det gjaldt Rusland, "fjenden af al kultur og alle undertrykte".Protokoll über die Verhandlungen des Parteitages der Sozialdemokratischen Partei Deutschlands. Abgehalten zu Essen vom 15. bis 21. September 1907. Buchhandlung Vorwärts, Berlin 1907, S. 255.
I lyset af den generelle krigsbegejstring i blandt befolkningen, frygtede mange SPD-parlamentsmedlemmer, at de ville fremmedgøre sig fra deres vælgere ved en konsekvent pacifistiske linje. Derudover lå der en trussel om et partiforbud, som rigskansler Theobald von Bethmann Hollweg havde udtænkt sig at udstede i tilfælde af krig. Samtidig benyttede rigskansleren sig dygtigt af SPD's antizaristiske holdning for at sikre deres accept af krigen. thumb|239x239px|Karl Liebknecht var det første SPD-parlamentsmedlem, der nægtede at bevilge krigsfinansiering. SPD's partiledelse og Rigsdagsfraktion var splittet i deres holdning til krigen. 96 parlamentsmedlemmer med Friedrich Ebert i spidsen stemte for krigsfinansiering, der var blev fremlagt af Rigsdagsregeringen. 14 parlamentarikere, med den anden SDP-formand Hugo Haase i spidsen, fremlagde deres modstand, men stemte alligevel for som følge af partidisciplinen. Således bevilgede hele SPD-fraktionen krigsfinansiering den 4. august. To dage tidligere havde de Frie Fagforeninger allerede besluttet at give afkald på strejker og lønstigninger i krigstiden. Med fagforenings- og partibeslutningen blev den fulde mobilisering af den tyske hær mulig. Haase begrundede beslutningen i Rigsdagen med faren fra den "russiske despotisme", der truede det tyske folks frihed, og sluttede med ordene: "Vi svigter ikke fædrelandet i farens stund […] Ledet af disse grundprincipper bevilger vi den krævede krigsstøtte".Zit. nach Heinrich August Winkler: Der lange Weg nach Westen, Bd. 1: Deutsche Geschichte vom Ende des Alten Reiches bis zum Untergang der Weimarer Republik. C.H. Beck, München 2000, S. 335. Kejseren hilste den såkaldte "borgerfred" i tysk indenrigspolitik velkommen ved slutningen af sin trontale med den berømtblevne sætning: "Jeg kender ikke længere partier, jeg kender kun tyskere!".Weiterführend Christoph Nübel: Die Mobilisierung der Kriegsgesellschaft. Propaganda und Alltag im Ersten Weltkrieg in Münster. Waxmann, Münster 2008, S. 32.