Renæssancehumanisme er betegnelsen for en strømning i renæssancen, som blev inspireret af blandt andre Francesco Petrarca (1304-1374). Den havde et fremtrædende center i Firenze og spredtes i Europa i 1400-tallet og 1500-tallet.
Det var især en litterær dannelses- og uddannelsesbevægelse. Humanisterne foreslog en omfattende uddannelsesreform, som de håbede ville have en gunstig virkning på udviklingen af de menneskelige evner ved at kombinere viden og dyd. Humanistisk uddannelse skulle give menneskene mulighed for at erkende deres sande formål og for at realisere en ideel menneskehed (ty. Menschentum) ved at efterligne klassiske forbilleder. Et værdifuldt, sandfærdigt indhold og en perfekt sproglig form dannede en enhed for humanisterne. Derfor lagde man særlig vægt på dyrkning af det sproglige udtryk. Sprog- og litteraturvidenskab spillede en central rolle i det humanistiske uddannelsesprogram.
Et særligt kendetegn for den humanistiske bevægelse var bevidstheden om at tilhøre en ny epoke og behovet for at afgrænse sig fra tidligere århundreder. Denne fortid, som man begyndte at kalde "middelalderen", blev foragteligt afvist af de førende repræsentanter for den nye tankegang. Navnlig det senmiddelalderlige skolastiske lærdomsbegreb fandt humanisterne forfejlet. Over for middelalderens opfattelse modstillede man antikken som den ultimative norm for alle områder af livet. En af deres hovedanliggender var at få direkte adgang til denne norm fra antikken i en oprindelig, uforfalsket form. Derfor ville man tilbage til de autentiske gamle kilder – på latin: "ad fontes".
Begrebshistorie thumb|Friedrich Immanuel Niethammer (oliemaleri hos Bayerischen Akademie der Wissenschaften)
Udtrykket "humanisme" blev indført af filosoffen og uddannelsespolitikeren Friedrich Immanuel Niethammer (1766-1848). Niethammers 1808 offentliggjorte pædagogiske kampskrift Der Streit des Philanthropinismus und Humanismus in der Theorie des Erziehungs-Unterrichts unsrer Zeit ("Striden mellem filantropinisme og humanisme i teorien om pædagogisk opdragelse i vor tid" Til 'filantropinisme' – efter Philantropinum, J.B. Basedows skole i Dessau grundlagt 1774 – se evt. i DSD for variantbetegnelsen "filantropinisme" i artiklen : Ingrid Markussen: "Filantropisme" i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 7. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=75708 og "Filantropisme" hos Store Norske Leksikon, https://snl.no/filantropisme (med 'FRI gjenbrug')) skabte opmærksomhed. Som "humanisme" beskrev han den pædagogiske holdning hos dem, der ikke dømmer emnet ud fra dets praktiske (materielle) anvendelighed, men stræber efter (ud)dannelse som et mål i sig selv, uanset anvendelseshensyn. Tilegnelsen af sproglig og litterær viden og færdigheder spiller en central rolle her. Den afgørende faktor i læringsprocessen er stimuleringen gennem den intensive undersøgelse af "klassiske" forbilleder, som man skulle efterligne. Dette uddannelsesmæssige ideal havde gjort sig gældende siden renæssancen. Humanisme blev derfor den betegnelse man i midten af 1800-tallet begyndte at bruge om den strømning fra renæssancen som havde formuleret og implementeret programmet for en sådan uddannelse.Til begrebshistorien se Paul Oskar Kristeller: Humanismus und Renaissance, bd. 1, München 1974, s. 15-18.
Som en kulturhistorisk epokal betegnelse for en lang overgangstid fra den sene middelalder til tidlig moderne tid blev humanisme først brugt af Karl Hagen i 1841 og derefter etableret af Georg Voigt i hans arbejde fra 1859 Die Wiederbelebung des classischen Alterthums oder das erste Jahrhundert des Humanismus ("Genoplivning af den klassiske oldtid eller humanismens første århundrede"). En tilskyndelse hertil var Johann Gustav Droysens (†1884) forslag at bruge udtrykket hellenisme om den epoke, der begyndte med Alexander den Store.
Ordet humanist er bevidnet i slutningen af 1400-tallet, først som en professionel titel for indehavere af relevante lærestole, analogt med "advokat" eller "kanonist" (kirkeretsjurist, lærer i kirkeret). Først i begyndelsen af 1500-tallet blev den også brugt til ikke-universitetsuddannede, der opfattede sig som humanister.Til oprindelsen af ordet humanist se Augusto Campana: "The Origin of the Word 'Humanist' ". I: Journal of the Warburg and Courtauld Institutes 9, 1946, s. 60-73; Paul Oskar Kristeller: Humanismus und Renaissance, bd. 1, München 1974, s. 103, 238f. (Anm. 63).
Humanisternes selvforståelse og mål Uddannelsesprogrammet og dets litterære grundlag
Udgangspunktet for bevægelsen var begrebet humanitas (latin: 'det der kendetegner mennesket'), som blev formuleret i oldtiden af Cicero.Til "humanitas" (dvs. begrebet, ikke et frimurerlaug) se evt. Erik Christiansen: 'humanitas' i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 7. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=511250 Dannelsen af 'humanitas' var rettet mod de pædagogiske bestræbelser, som Cicero kaldte studium humanitatis. I oldtidens filosofkredse – især hos Cicero – blev det understreget, at mennesket adskiller sig fra dyret ved sproget. Det betyder, at mennesket får sin menneskelighed ved uddannelse og sproglig kommunikation, hvorved det specifikt menneskelige træder frem. Derfor var den tanke nærliggende, at det først var med dyrkningen af den sproglige udtryksevne at mennesket virkelig blev menneske, samtidig med at det blev opdraget moralsk og fik muligheden for at filosofere. Herved kunne man konkludere, at sprogbrug på det højest mulige niveau er menneskets mest grundlæggende og ædle aktivitet. Fra denne overvejelse opstod i tidlig moderne tid begrebet studia humaniora ("de mere [end andre emner] menneskelige studier" eller "studier som fører til højere menneskelighed") til udpegning af uddannelse i humanistisk forstand.Til begrebet humanitas se Eckhard Kessler: Das Problem des frühen Humanismus, München 1968, s. 44-66; Walter Rüegg: Geschichte der Universität in Europa, bd. 1, München 1993, s. 389-391.Til det antikke begreb humanitas (særlig hos Cicero) se August Buck: Humanismus, Freiburg 1987, s. 18-34.
På baggrund af sådanne tankegange konkluderede humanisterne, at der er en nødvendig sammenhæng mellem kvaliteten af den sproglige form og kvaliteten af det formidlede indhold, især at en tekst skrevet i dårlig stil ikke tager sit indhold seriøst – og forfatteren at betragte som barbar. Derfor kritiserede man middelalderen og middelalderlatin, idet man kun ville acceptere de klassiske forbilleder, især Cicero. Skolastikken i særdeleshed med dens egen terminologi fjernt fra klassisk latin blev foragtet og spottet af humanisterne. En af de største bestræbelser var at rense det latinske sprog for "barbariske" forfalskninger og genoprette dets oprindelige skønhed.
Fra humanisternes synspunkt nåede kultiveringen af sprogkulturen sit højdepunkt i digtekunsten. Hvad Cicero var for prosaen, var Vergil for poesien.Til den humanistiske teori om digtekunsten se Danilo Aguzzi-Barbagli: "Humanism and Poetics". I: Albert Rabil (udg.) : Renaissance Humanism. Foundations, Forms, and Legacy, bd. 3, Philadelphia 1988, s. 85-169;August Buck: Humanismus, Freiburg 1987, s. 202-214. Retorikken, den litterære brevveksling og dialog blev også meget værdsat.Paul Oskar Kristeller: Humanismus und Renaissance, bd. 2, München 1976, s. 17-19, 231f. Dialogen blev betragtet som et glimrende middel til at udøve skarpsindighed og argumentationskunst.Til den humanistiske dialog se Eva Kushner: Le dialogue à la Renaissance, Genève 2004. Retorikken blev den centrale disciplin.August Buck: Humanismus, Freiburg 1987, s. 165-167. Da mange talsmænd fra den humanistiske bevægelse var retoriklærere eller optrådte som talere, blev humanister ofte simpelthen kaldt "talere", oratores.
Hvis man kunne udtrykke sig elegant og uden fejl i mundtlig og klassisk latin, blev man af humanisterne betragtet som en af deres. Det forventedes af en humanist at han mestrede den latinske grammatik og retorik og var godt hjemme i oldtidens historie og moralfilosofi, i den antikke romerske litteratur og kunne skrive latin. Fra omfanget af sådan viden, og frem for alt af elegancen i præsentationen, afhang 'rangordenen' blandt humanisterne. Kendskab til græsk var ønskelig, men ikke nødvendig; mange humanister læste kun de græske værker i latinsk oversættelse.Paul Oskar Kristeller: Humanismus und Renaissance, bd. 1, München 1974, s. 19, 22f.
Den store humanistiske interesse for sprog og litteratur kom også til at gælde orientalske sprog, især hebraisk. hvilket gjorde det muligt for jødiske intellektuelle at deltage i den humanistiske bevægelse.Til vekselvirkningen mellem jødisk og kristen humanisme se David B. Ruderman: "The Italian Renaissance and Jewish Thought". I: Albert Rabil (udg.) : Renaissance Humanism. Foundations, Forms, and Legacy, bd. 1, Philadelphia 1988, s. 382-433.
Da humanisterne mente, at så mange mennesker som muligt skulle uddannes, var det også muligt for kvinder at deltage aktivt i den humanistiske kultur. Kvinder gjorde sig især bemærket som mæcener, digtere og forfattere af litterære breve. På den ene side kunne deres indsats få begejstret anerkendelseOm kvindernes indsats: Tysk har 'überschwänglich', overstrømmende: "Einerseits fanden ihre Leistungen überschwängliche Anerkennung, ..." Michael Nordberg advarer mod at tegne et skønmaleri vedrørende kvindernes stilling i renæssancens Italien. Nordberg, side 129, på den anden side måtte nogle af dem også beskæftige sig med kritikere, der klagede over at deres aktiviteter var ukvindelige og derfor upassende.Til kvindernes stilling se Peter Burke: Die europäische Renaissance, München 2005, s. 209-215; Margaret L. King: "Book-Lined Cells: Women and Humanism in the Early Italian Renaissance". I: Albert Rabil (udg.) : Renaissance Humanism. Foundations, Forms, and Legacy, bd. 1, Philadelphia 1988, s. 434-453; Retha M. Warnicke: "Women and Humanism in England". I: Albert Rabil (udg.) : Renaissance Humanism. Foundations, Forms, and Legacy, bd. 2, Philadelphia 1988, s. 39-54.
Filosofiske og religiøse aspekter
I filosofien dominerede etikken. Logik og metafysik trådte i baggrunden, langt de fleste humanister var filologer og historikere snarere end kreative filosoffer.Eckhard Kessler: Das Problem des frühen Humanismus, München 1968, s. 21-30; Paul Oskar Kristeller: Humanismus und Renaissance, bd. 1, München 1974, s. 25-29, 93f., 99. Det hang sammen med deres overbevisning om, at viden og dyd stammede fra læsernes direkte kontakt med de klassiske tekster, når de blot var tilgængelige i en uforfalsket form. Der herskede den overbevisning, at forbilleder var nødvendige for erhvervelse af dyd.Til tanken om det forbilledlige se Eckhard Kessler: Das Problem des frühen Humanismus, München 1968, s. 165-198. De dyder man stræbte efter havde rødder i den ikke-kristne oldtid og fortrængte middelalderens kristne dyder som ydmyghed. Det humanistiske personlighedsideal bestod i kombinationen af uddannelse og dyd.Eckhard Kessler: Das Problem des frühen Humanismus, München 1968, s. 46-53. Til humanisternes tænkning om moralen se Paul Oskar Kristeller: Humanismus und Renaissance, bd. 2, München 1976, s. 30-84.
Der blev også fremført andre kendetegn til at skelne det humanistiske verdens- og menneskesyn fra middelalderens. Slagordsagtigt som "individualisme" eller "subjektets autonomi", men de refererer til renæssancen i almindelighed og er ikke specifikke for humanismen.
Det antages ofte, at et kendetegn for humanisterne var deres distancerede forhold til kristendommen og kirken. Men det var ikke tilfældet generelt. Humanisterne gik ud fra det synspunkt at antikken generelt var forbilledet og herunder også den 'hedenske' religion. Derfor havde de normalt et upartisk, for det meste positivt forhold til den gamle "paganisme". Det var almindeligt for dem også at præsentere kristent indhold i en klassisk antik dragt, samt relevante begreber fra den antikke græske og gamle romerske religion og mytologi.