Preben von Ahnen (født 18. september 1606 på Rügen, død 15. november 1675) var en dansk-norsk embedsmand og militær kommandant. Han stammede fra en adelsslægt fra Pommern og kom til Norge i 1629. Efter en militær karriere blev han udnævnt til lensherre for Nordlandene i 1646. Senere blev lenene afviklede og amterne indført, derved blev han den første amtmand i Nordlandene. I de 20 år, hvor han besad disse stillinger, udmærkede han sig som administrator og militær, han bidrog til at udvikle flere næringsveje og blev en af landets største indehavere af jordegods, således ejede han at jernværk. Blandt andet oprettede han Ulefos Jernværk sammen med svogeren Ove Gjedde (1594–1660). I slutningen af sit liv blev han amtmand i Bratsberg Amt.
Ahnens militære bedrifter drejede sig især om generobringen af Trøndelag fra svenskerne i 1658, kendt som Bjelkefeiden. Ahnen fik ansvar for udskrivning og udrustning af soldater fra sit len nordpå. Han ankom Trøndelag med tre kompagnier med tilsammen omkring 360 mand i efteråret 1658. Sammen med flere andre norske militære styrker lykkedes de at generobre Trøndelag. Året efter ledede han et felttog til sølvminen i Nasa i svensk Lapland ved Saltfjellet. Dette for st ødelægge noget, som blev vurderet som en økonomisk vigtig faktor for svenskernes videre mulighed for krigsføring.
Familie og baggrund Ahnen blev født den 18. september 1606 i Rügen i Pommern som søn af den pommerske adelsmand Staffen von Ahnen (ca. 1530 – ca. 1614). Hans mor er ikke kendt. Han blev første gang gift med Else Knudsdatter Urne, som han fik tre børn med. Hun var datter af lensherre Knud Axelsen Urne (1564–1622) til Årsmarke og Margrethe Eilersdotter Grubbe (1568–1654)."Preben_Von_Ahnen" (Norsk Biografisk Leksikon)
Han skal være blevet benævnt som junker, det vil sige "ung adelsmand", i flere breve til ham i 1650-årene.Nielsen, Yngvar: Kampen om Trondhjem side 71.
Den 8. marts 1657 giftede han sig med Karine Iversdatter Vind (1626–1705) i Odense, datter af Iver Vind (1590–1658) og Helvig Skinkel (1602–77). En af sønnerne i dette andet ægteskab var Iver von Ahnen (1659–1722), som også blev embedsmand. Ahnen døde den 15. november 1675. Han var da amtmand i Bratsberg amt.
Liv og virke Tidlig karriere Ahnen kom første gang til Norge i 1629 i forbindelse med et arveopgør efter sin onkel Claus von Ahnen. Dermed arvede han muligvis en landejendom, og han forblev i Norge. Fra 1640 var han ritmester i et rytterkompani i Sydnorge (Rytterne Søndenfjelds).
Han deltog i krigen mod Sverige i årene 1643–1645, kendt som Torstenssonkrigen, med titel af krigskommissær ved felthæren (Commissair en Campagne). Før han kom til Nordlandene, havde han købt flere gårde, blandt andet Tosnes i Stokke ved Tønsberg. Det menes også, at han har arvet godserne Nederhoff og Bautel i Pommern.
Lensherre for Nordlandenes len thumb|Svenske samer flyttede til kysten i Nordnorge i håb om et bedre liv. Her søsamer i Lyngseide omkring år 1900. thumb|Gravmonument over Ahnens rival Hans Lauritzen Blix indsat i væggen i Bodin kirke.
I 1646 blev Ahnen udnævnt til lensherre for Nordlandenes len. Efter, at den forrige lensherre, Frands Kaas, døde i 1638, var Nordlandene blevet delt op i små len og administreret af fraværende lensherrer. Dette betyder, at disse for det meste ikke var bosatte i regionen og endog, at de i nogle tilfælde aldrig rejste nord over. Dette var noget, som også var forekommet flere gange tidligere. Med krig- og krisetid blev Nordlandene samlet i et len, som Ahnen skulle sætte i krigsberedskab. Imidlertid havde han udsat rejsen nord over efter den formelle indsættelse og fik som følge heraf et brev dateret januar 1647 fra Kong Christian IV med ordlyden "… ville vi deg hermed alvorligen have paamindet, at du efter forrige Ordre og dit Forleningsbrevs Inhold retter dig efter til dit Len dig strax at begive …".Elstad og Hutchinson: I amtmandens dager side 93.
At Ahnen blev udnævnt til lensherre kan have sammenhæng med, at han var en god administrator, samt at han kunne blive nyttig i en krisesituation, som var forventet kunne opstå. Senere fik han også hovedrollen i forsvaret af Nordnorge i krigene mod svenskerne kendt som Karl Gustav-krigene.
Klimaændringer, krig, krisetider og samisk indvandring Det var generelt vanskelige tider gennem hele 1600-tallet med koldt klima, dårlige avlinger og dårlig fiskeri, selv om der også var nogen opgangsperioder.Elstad og Hutchinson: I amtmandens dager side 59. Ahnen berettede selv om vanskelige forhold til Kongen i 1658: "den almindelige fattigdom" i Nordlandene og "det ringe fiskeri". Dette blev atter beskrevet i en supplik (et klagebrev) til Kongen i 1661, og disse klager fra embedsfolkene fortsatte gennem hele 1600-tallet. I dette århundrede var det også generelt et dårligt udbytte fra lofotenfiskeriet, hvilket ramte hele landsdelen hårdt.
Nedgangen i fiskerierne kan beskrives ved, at der i 1631 og 1632 var omkring 100 jekter i Nordnorge for at transportere tørfisk fra Lofoten til købmændene Bergen. I begyndelsen af 1650-erne var tallet faldet til 79. Ahnen beskrev situationen således i et brev: "Belangendes den besværing over skattene, da er det vist at skipper- og styrmannsskatt falder demb alle for tongt, og er en del af jegterne allerede ophuggen, saa at i fremtiden vilde, for den gemene mand falde tongt at faa deres fisk [til Bergen] og hva de have at forhandle tilbage." Imidlertid faldt antallet af jekter ikke yderligere resten af århundredet.
Krigstiden omkring 1650-erne gav imidlertid byrder for almuen i form af øgede skatter. Dette samme gjaldt også for fjeldsamerne, som blev pålagt større skatter fra den svenske statskasse. Dette fik svenske samer til at flytte over grænsen og ind i Norge. Ahnen bekymrede sig over dette, og han modtog klager over, at så mange samer kom til landsdelen. I Enontekis i Torne lappmark i Sverige spurgte fogeden samerne om hvorfor så mange var flyttet ud. Svaret var, at de forventede et bedre liv ved kysten i Norge. Senere i 1660- og 1670-erne kom endnu flere svenske samer over til Norge, denne gang for at undgå at blive tvunget til arbejde i et nyoprettet sølvværk i Kvikkjokk.
Udvikling af residensen på Bodøgård Lokalhistoriker Knut Moe skriver i Bodin bygdebok at Ahnen omkring 1650 fik bygget en ny residens på Bodøgård.Moe, Knut: Bodin bygdebok side 171–172. De tidligere to lensherrer, som havde haft langvarig virke nordpå, havde deres bopæl på Inndyr i Gildeskål, men Ahnen var altså indstillet på at bo på den oprindelige residensgård på Bodøgård.Gudbrandson, Terje: Gårds- og slektshistorie for kirkegrenda side 565. Imidlertid skriver Terje Gudbrandson i Gårds- og slektshistorie for kirkegrenda, at Ahnen derimod var tilfreds med at reparere husene, som fandtes der fra tidligere uden nybyggeri. Dette var et stort gårdskompleks, men på grund af pligtarbejde, som almuen måtte udføre, indkom der klager til Kongen. Almuen mente, at den store bygning krævede for megen istandsættelse. Residensen havde mange stuer og flere udhuse. Det var også en stald med plads til tolv heste.
Ahnens gårdsdrift på Bodøgård blev efterhånden meget omfattende. Årligt skulle bruges 25 tønder såkorn (udsæd) og i hans kvægstald var det på et tidspunkt 24 køer.Gudbrandson, Terje: Gårds- og slektshistorie for kirkegrenda side 22. Denne mængde såkorn var mange gange over det, som var almindeligt for gårdene nordpå. Han fik også bygget en mølle på Bodøgård.
Nærmeste nabo til lensherrens residens var præsten Hans Lauritzen Blix (1596–1666). Både Ahnen og Blix var driftige mænd, som begge ville udvide gårdsdriften. Fra tidligere var lensherregården blevet skilt ud fra præstegården uden, at man havde været så nøje med grænsemarkeringen mellem de to ejendomme.Moe, Knut: Bodin bygdebok side 228–229. Blix havde udvidet gårdsdriften i udmarksområderne, som var fælles for de to gårde, i stort omfang. Dette førte til, at mulighederne for en udvidelse af driften for Bodøgård blev meget begrænsede. Et andet forhold var, at præsten havde opført sig på måder, som provokerede lensherren. I Blix sin lange tid som sognepræst var det kun Ahnen, som kunne yde en jævnbyrdig modstand.
Forholdet mellem Ahnen og Blix blev efterhånden så anstrengt, at kongen udnævnte lagmanden Manderup Pedersen Schønnebøl (1603–1682) og lensherren på Vardøhus, Jørgen Friis, for at løse grænsespørgsmålene. Ahnen argumenterede med, at jorden under lensherregården stod svagere end præstegården, når det gjaldt rettigheder i udmarkerne, skønt de to gårde havde lige skyld i årlig skat. Endvidere stod nogle huse tilhørende præsten inde på ejendommen tilhørende lensherren. Udgangen på disse stridigheder blev, at Blix knapt måtte trække sig tilbage på nogen af de rettigheder, han havde gjort krav på. Ahnen på sin side fortsatte at drive gårdsbruget på Bodøgård med fremgang indenfor de grænser, som var sat. Imidlertid var der nogen store ulemper med at "… Samme Residentz gaard meget betrengt och Inklempt aff neste Grandernis eigedom, at Residentzens Fæ og Queeg iche kannd kome til femarken uden det schal driffues offr Lantz herrens Agger och Eng til Schade …".Gudbrandson, Terje: Gårds- og slektshistorie for kirkegrenda side 567.
Forholdet mellem Blix og Ahnen fortsatte med at være dårligt efter, at grænserne var trukket op. Blandt andet ansatte Ahnen en præst i Saltdalen uden at rådføre sig med Blix. Da denne præst døde tre år senere, prøvede Blix at gribe ind ved ansættelse af en ny præst. Det viste sig, at Blix og menigheden ikke kunne blive enige om den nye præst. Ahnen greb da ind og fik myndighed af kongen til selv at udstede kaldsbrev til en efterfølger. Det anstrengte forhold mellem Ahnen og naboen Blix blev nævnt af digterpræsten Petter Dass (1647–1707) i nogle verselinjer i Nordlands trompet.
"Nu vil jeg mig vende til Bodøens Strand, Der ser jeg en Prest og en adelig Mand At være to nærmeste Grander, Den ene velbyrdig, den anden vellærd, Saa ser man, at Herrens og Gideons Sverd Sig tidt med hinanden beblander. Vor Amtmand, som byder i Konningens Navn, Og Præsten, som taler Jerusalems Gavn. De begge det Gilgal bebygge. Imellem dem skyller en eniste Bæk, Gud skyllde dog ei deres Kjærlighet væk, Gjør dem i Samdrægtighet trygge!Naar Moses og Aron staar sammen hos Gud, Da gives der deilig Befalinger ut, Vor Herre velsigne dem begge. Peter Dass, Nordlands trompet
I 1666 døde præsten Blix. Blix havde en søn, som fungerede som kapellan for faderen, og som var sikker på, at han skulle overtage kaldet efter sin fader. Sønnen var dygtig som teolog og en naturlig arvtager af præsteembedet. Imidlertid ville Ahnen det anderledes, han havde i marts 1666 fået et kongebrev, som gav Ahnen kaldsretten for præstegjeldet. Dermed kunne Ahnen sørge for at få indsat præsten Brede Claussøn Stabel (1632–1676), som var gift med datteren af Ahnens godsforvalter. Motivet for dette, mener historikeren Terje Gudbrandson, var hævn for, at Blix bogstaveligt talt havde lukket vejen for lensherrens gårdsdrift i en årrække. Ikke blot var hævnen næret af de konkrete forhold men også af, at præsten med sin rigdom og position havde udfordret lensherrens autoritet i bygdefolkenes øjne i tyve år. Trods alt var det lensherren, som stod i rang lige efter kongen og ikke præsten.
Istandsættelse af kirker Indtægtsgrundlaget for præsterne og kirken blev svækket i kriseårene i løbet af 1600-tallet. I 1640-erne blev lave indtægter fra tienden (1/10 skat på al indkomst) og forsømte tjenester så omfattende, at klagerne nåede frem til kongen. Samtidig blev også vedligeholdelsen af kirkerne forsømt. En anden ting var de ændrede klimaforhold med regnfulde somre, som gjorde, at kirkerne rådnede og blev skadede. Ydermere var inventaret i kirkerne også slidt og i dårlig stand. Ahnen tog disse problemer alvorligt, da han blev lensherre: fra 1645 og fremover blev således kirkeregnskaberne indført i lensregnskaberne.Elstad og Hutchinson: I amtmandens dager side 85–89.