Margrete af Anjou (; 23. marts 1430 - 25. august 1482) var dronning af England og nominelt dronning af Frankrig ved sit ægteskab med kong Henrik 6. fra 1445 til 1461 og igen fra 1470 til 1471. Margrete blev født i hertugdømmet Lorraine i Huset Valois-Anjou og var næstældste datter af René, konge af Napoli, og Isabella, hertuginde af Lorraine.
Hun var en af hovedpersonerne i de dynastiske borgerkrige kendt som Rosekrigene og anførte til tider personligt Lancaster-fraktionen. På grund af sin mands hyppige anfald af sindssyge styrede Margrete kongeriget i hans sted. Det var hende, der indkaldte til rigsrådsmødet i maj 1455, der udelukkede York-fraktionen, ledet af Richard af York, 3. hertug af York, og det blev gnisten, der tændte den borgerkonflikt, der varede i mere end 30 år, decimerede Englands gamle adel og resulterede i tusinders død herunder hendes eneste søn Edvard af Westminster i Slaget ved Tewkesbury i 1471.
Margrete blev taget til fange af de sejrrige yorkister efter Lancaster-fraktionens nederlag ved Tewkesbury. I 1475 blev hun løskøbt af sin fætter kong Ludvig 11. af Frankrig. Hun kom til at leve i Frankrig som en fattig slægtning til den franske konge, og hun døde der i en alder af 52.
Tidlige liv og ægteskab Margrete blev født den 23. marts 1430 i Pont-à-Mousson i Lorraine, et len i Det Tysk-Romerske Rige øst for Frankrig styret af en sidelinje af de franske konger, Huset Valois-Anjou. Margrete var 2. datter af René, konge af Napoli og Isabella, hertuginde af Lorraine. Hun havde fem brødre og fire søstre samt tre halvsøskende, født af sin fars elskerinder. Hendes far, folkeligt kendt som "Den gode konge René", var hertug af Anjou og titulær konge af Napoli, Sicilien og Jerusalem. Han er beskrevet som "en mand med mange kroner, men ingen kongeriger". Margrete blev døbt i Toul i Lorraine, og kom i pleje hos sin fars gamle amme Theophanie la Magine, hvor hun tilbragte sine tidlige år på slottet ved Tarascon ved Rhône-floden i Provence og i det gamle kongelige palads i Capua ved Napoli. Hendes mor tog sig af hendes uddannelse og har muligvis sørget for, at hun fik lektioner af den lærde Antoine de la Sale, der underviste hendes brødre. I barndommen var Margrete kendt som la petite créature. right|thumb| Brylluppet mellem Henrik 6. og Margrete af Anjou er afbildet på denne miniature fra manuskriptet Vigilles de Charles VII af Martial d'Auvergne thumb| Titchfield Abbey i 2014 Den 23. april 1445 blev Margrete gift med kong Henrik 6. af England, som var otte år ældre end hende, i Titchfield Abbey i Hampshire. Kongen af Frankrig var onkel til brudgommen og dronningen tante til bruden. Henriks afdøde mor, Katerina, var søster til kong Karl 7., hvis hustru Marie af Anjou var Renés søster. Endvidere gjorde Henrik selv krav på Kongeriget Frankrig og kontrollerede forskellige dele af det nordlige Frankrig. På grund af det indvilligede den franske konge i sin rivals ægteskab med Margrete på betingelse af, at han afstod den sædvanlige medgift, men modtog landområderne Maine og Anjou fra englænderne. Den engelske regering frygtede for en meget negativ reaktion og holdt denne bestemmelse hemmelig for det engelske folk.
Margrete blev 15 år gammel kronet til dronning af England den 30. maj 1445 i Westminster Abbey af John Stafford, ærkebiskop af Canterbury.Margaret Lucille Kekewich, The Good King: René of Anjou and Fifteenth Century Europe, (Palgrave Macmillan, 2008), 101. Hun blev beskrevet som smuk og "allerede en kvinde: lidenskabelig og stolt og med viljestyrke".Kendall, p.19. De, der forventede at der i fremtiden atter blev gjort engelske krav på fransk territorium, troede, at hun allerede forstod sin pligt til inderligt at beskytte Kronens interesser. Det ser ud til, at hun har arvet denne ukuelighed fra sin mor, der kæmpede for at sikre sin mands krav på Kongeriget Napoli, og fra sin bedstemor Yolande af Aragon, der faktisk regerede Anjou "med en mands hånd" ved at sikre og ro og fred i provinsen og holde englænderne ude. Således havde hun fra sin familie arvet en kraftfuld personlighed, der gjorde hende fuldt ud i stand til at blive ”Kronens forkæmper”.
Fødslen af en søn Henrik, der var mere interesseret i religion og læring end i militæret, var ikke en dygtig konge. Han havde regeret, siden han var et par måneder gammel, og hans handlinger var kontrolleret af protektorer og magnater, der i realiteten var regenter. Da han giftede sig med Margrete, var hans mentale tilstand allerede ustabil, og da deres eneste søn, Edvard af Westminster, fyrste af Wales blev den født 13. oktober 1453, fik han nervesammenbrud. Rygter spredtes om, at han ikke var i stand til at få børn, og at den nye fyrste af Wales var resultatet af uægteskabelig handling. Mange har spekuleret i, at enten Edmund Beaufort, 2. Hertug af Somerset eller James Butler, 5. jarl af Ormond, begge Margretes faste støtter, var den unge prins' biologiske far.
Selv om Margrete var aggressivt partisk og havde et flygtigt temperament,Kendall, p.19. delte hun sin mands kærlighed til læring takket være sin opdragelse og protekterede grundlæggelsen af Queens College, University of Cambridge.
Elizabeth Woodville (født ca. 1437) dronning af England senere hustru til kong Edvard 4., tjente angiveligt Margrete af Anjou som hoffrøken. Beviserne er imidlertid for sparsomme til at give historikere mulighed for at fastslå det med absolut sikkerhed: Flere kvinder ved Margretes hof hed Elizabeth eller Isabella Gray. Smith, George (1975). The Coronation of Elizabeth Wydeville. Gloucester: Gloucester Reprints. p.28
Begyndelsen på de dynastiske borgerkrige
Rivaliseringen mellem Margrete og hertugen af York right|thumb| Margrete af Anjous våbenskjold som dronning af England.Boutell, p.276. Efter at have trukket sig tilbage fra London for at bo i overdådig stil i Greenwich var Margrete optaget af tage sig af sin unge søn og udviste ingen tegn på politisk vilje, før hun troede, at hendes mands trone var truet af den ambitiøse Richard af York, 3. hertug af York,Kendall, pp.30–31. der til hendes bestyrtelse var blevet udnævnt til rigsforstander, mens Henrik var ude i stand til at regere fra 1453 til 1454. Hertugen havde et stærkt krav på den engelske trone, og ved slutningen af hans tid som rigsforstander var mange magtfulde adelige og slægtninge parate til at støtte hans krav. Hertugen af York var magtfuld; Henriks rådgivere var korrupte; Henrik selv naiv, let påvirkelig og mere og mere ustabil; Margrete var udfordrende, upopulær, ubarmhjertig og fast besluttet på at sikre den engelske krone for sit afkom. Alligevel identificerer en historiker årsagen til Lancaster-fraktionens nederlag ikke så meget til Richard af Yorks ambitioner, som til Margretes ukloge fjendskab mod York og hendes svaghed for upopulære allierede.Kendall, pp. 18, 19 & 24: "Excessive greed and ambition—the besetting sins of his contemporary peers—seem to have been largely absent from his character. It would require the unrelenting enmity of a queen to remind him that he owned a better title to the throne than Henry the Sixth," id. at 18." It appears that Richard, Duke of York, was neither aiming at the crown nor seeking more of a voice in the government than he was entitled to. He represented, to many Englishmen of the day, the only hope of rescue from the swamp of disorder and evil rule in which the realm was floundering." Id. at p.517, n8. Ikke desto mindre var dronning Margrete en magtfuld spiller i politikkens verden. Kong Henrik var en brik i hendes hænderne, når hun ville have noget gjort.Fraser, p.139.
Helen Maurer, der har skrevet en biografi om Margrete, er imidlertid uenig med tidligere historikere, der har fastsat tidspunktet for begyndelsen af det meget omtalte fjendskab mellem dronningen og York, til han blev rigsforstander. Hun mener, at det gensidige fjendskab opstod omkring to år senere i 1455 i kølvandet på det Første slag ved St. Albans, hvor Margrete nu opfattede ham som udfordrer af kongens autoritet. Maurer baserer sin konklusion på Margretes mønster for at give gaver. Det afslørede, at Margrete var meget opmærksom på at vise, at hun favoriserede York og Edmund Beaufort (Somerset) ligeligt i første del af 1450'ere. Maurer hævder også, at Margrete så ud til at acceptere York som rigsforstander og hævder, at der ikke er nogen væsentlig dokumentation for at bakke antagelsen op om, at hun var ansvarlig for York-fraktionens udelukkelse fra Rigsrådet efter Henriks var kommet til bevidsthed igen (se senere).Review of Maurer, Helen (2003). Margaret of Anjou: Queenship and Power in Late Medieval England. Retrieved 1 March 2011
Historikeren Paul Murray Kendall hævdede modsat, at Margretes allierede, Edmund Beaufort (Somerset) og William de la Pole, jarl af Suffolk, ikke havde svært ved at overbevise hende, om at York, til da en af Henry 6.'s mest betroede rådgivere, var ansvarlig for hendes upopularitet og for stærk til at stole på. Margrete overbeviste ikke kun Henrik om at kalde York tilbage fra stillingen som guvernør i Frankrig og forvise ham til Irland, hun forsøgte også gentagne gange at få ham myrdet under hans rejser til og fra Irland i 1449 og i 1450.Kendall, pp. 21–23, citing The Paston Letters, vol. 4, as original source. Edmund Beaufort (Somerset) og Suffolks fælles ansvar for den hemmelige overgivelse af Maine i 1448 og det katastrofale tab af resten af Normandiet i 1449, skabte uro ved Margretes og Henrys hof. Stormænd gjorde oprør, og der var opfordringer til at fængsle og henrette Margretes to stærkeste allierede. Det kunne også være endt i en kamp til døden mellem Margrete og Huset York ved at tydeliggøre Richards farlige popularitet i Underhuset. Richard af York vendte sikkert tilbage fra Irland i 1450, konfronterede Henrik og blev genindsat som betroet rådgiver. Snart efter accepterede Henrik at indkalde parlamentet for at tage hånd om ønskerne til reformer. Da parlamentet trådte sammen, kunne kravene ikke have været mindre acceptable for Margrete. Ikke blot blev både Edmund Beaufort (Somerset) og Suffolk anklaget for kriminel forvaltning af franske anliggender og undergravning af retsvæsenet, men Suffolk (nu hertug) blev også anklaget for at have gjort kongen fjendtligt indstillet mod hertugen af York. Endvidere omfattede de fremsatte reformkrav, at hertugen af York blev anerkendt som kongens vigtigste rådgiver, og formanden for Underhuset, måske med mere af oprigtighed end visdom, foreslog endda at Richard, hertugen af York, skulle anerkendes som arving til tronen.Kendall, pp.21–23. Inden et par måneder havde Margrete imidlertid genvundet kontrollen over Henry, parlamentet blev opløst, den uforsigtige formand smidt i fængsel og Richard af York trak sig tilbage til Wales.Kendall, pp.13–14. When York and the king and queen met again, on a field of truce at Blackheath in 1452, he found himself ambushed and taken prisoner while Edmund Beaufort (Somerset) was again restored to honours. Id.
I 1457 blev kongeriget igen groft fornærmet, da det blev opdaget, at Pierre de Brézé, en magtfuld fransk general og tilhænger af Margrete, var landet på den engelske kyst og havde afbrændt byen Sandwich. Som leder af en fransk styrke på 4.000 mænd fra Honfleur var hans mål at udnytte kaosset i England. Borgmester John Drury, blev dræbt under dette angreb. Nu blev der etableret den tradition, at borgmesteren i Sandwich bærer en sort kappe i sorg over denne onde gerning. Margrete blev i forbindelse med de Brézé genstand for grove rygter og vulgære ballader. Den offentlige harme var så stor, at Margrete meget mod sin vilje blev tvunget til at give hertugen af Yorks allierede Richard Neville, 16. jarl af Warwick, hvervet at bevogte havet i tre år. Han havde allerede stillingen som Calais' kaptajn.Kendall, p.32.
Lederen af Lancaster-fraktionen