Eleonora af Bretagne, den smukke jomfru (ca. 1184 – 10. august 1241), også kendt som Ungmøen fra Bretagne, Perlen fra Bretagne, eller Skønheden fra Bretagne, var den ældste datter af Godfred 2., hertug af Bretagne, den fjerde søn af kong Henrik 2. af England, og Konstance, hertuginde af Bretagne. Efter sin fængslede yngre bror Arthurs den formodede død i 1203 var hun arving til en række lande, herunder England, Anjou og Aquitaine samt Bretagne, riger, hvor den saliske lov, der forhindrede kvindelig arvefølge, ikke gjaldt. Hendes onkel Johan var Henriks femte søn, og Eleonora arvede Arthurs krav på tronen som barn af Johans ældre bror Godfred. Således udgjorde hun en potentiel trussel mod Johan og efter hans død i 1216 også mod sin fætter Henrik 3. af England. Hun blev fængslet fra 1202 og blev dermed det længst tid fængslede medlem af en engelsk kongefamilie. Som fange var hun heller ikke i stand til at effektuere sit krav på Hertugdømmet Bretagne som sin mors arving.
Ligesom Matilde af England og Elizabeth fra York, fik hendes krav på den engelske trone ikke meget støtte fra baronerne på grund af forventningen om, at monarken skulle være mand, til trods for at loven tillod en kvindelig monark. Nogle historikere har kommenteret, at hendes fængsling var "Kong Johans mest uretfærdige handling".John Corry and John Evans,The History of Bristol, Civil and Ecclesiastical: Including Biographical Notices of Eminent and Distinguished Natives (2011), p.219; Chilcott's New Guide to Bristol, Clifton and the Hotwells, p.15
Barndom Eleonora blev mistede sin far i en alder af to år og blev opdraget af sin onkel Richard Løvehjerte og sin bedstemor Eleonora, hertuginde af Aquitaine.Douglas Richardson and Kimball G. Everingham,, Plantagenet Ancestry: a study in colonial and medieval families (2004), p.6 Imidlertid betød Richards værgeskab også, at hun var under angevinsk varetægt, og selv hendes mor Konstance betragtede hende aldrig som en potentiel arving til Bretagne, hvilket svækkede hendes senere krav på hertugdømmet.Melissa Pollock, Duchesses and Devils: The Breton Succession Crisis (1148-1189), 2009/ Da hendes yngre bror Arthur var arvingen til England og Bretagne, var hun en af de mest eftertragtede prinsesser på det tidspunkt.Costain, Thomas B. The Magnificent Century: The Pageant of England. Garden City: Doubleday, 1951 p.4–7 I 1190, efter at det ikke var lykkedes for Richard at få sin yngre søster Johanne gift med Al-Adil, broren til Saladin, foreslog han, at Eleonora skulle være bruden i stedet, men forhandlingen viste sig også at være forgæves, da Al-Adil ikke viste interesse for kristendommen.The Angevin Empire I 1193 blev hun forlovet med Frederik, søn af Leopold 5., hertug af Østrig, som en del af betingelserne for at løslade Richard, der var blevet holdt fanget af kejser Henrik 6. Men da hun var på vej til Østrig med Balduin af Bethune det næste år, døde hertugen, så ægteskabet aldrig fandt sted, og efter ordre fra Pave Celestin 3. vendte hun tilbage til England ledsaget af sin bedstemor Eleonora.
I sommeren 1195 blev et ægteskab mellem hende og Ludvig, søn af Filip 2. af Frankrig, foreslået som del af en en alliance mellem Richard og Filip, men forhandlingerne mislykkedes igen. Det siges, at kejseren var imod ægteskabet, og fiaskoen var også et tegn på, at kongen ville fjerne Arthur som arving til England og i stedet gøre sin eneste levende bror Johan til arving. Dette førte hurtigt til en pludselig forringelse af forholdet mellem Richard og Filip. Et andet ægteskab med Odo 3., hertug af Burgund kan være blevet foreslået, for i 1198 forbød Filip Odo at gifte sig med nogen slægtninge til Richard uden sin tilladelse.G. Seabourne. "Eleanor of Brittany and her Treatment by King John and Henry III", Nottingham Medieval Studies, Vol. LI (2007), pp. 73-110.
Fængsling
Under Johan Efter kong Richards død i 1199 begyndte en magtkamp mellem tilhængerne af den 12-årige Arthur og Richards yngste bror Johan. Eleonora var sandsynligvis allerede under Johans kontrol, da Arthurs styrker blev besejret, og han blev taget til fange Slaget ved Mirebeau den 1. august 1202. Der er bestemt ikke nævnt noget om hendes tilfangetagelse efter slaget. Arthur forsvandt på mystisk vis i fangenskab året efter. Da Eleonora stadig var en potentiel arving, da Johan dengang ikke havde nogen legitime børn, og i det mindste var til at foretræk frem for senere prætendenter til tronen som Ludvig af Frankrig, er det usandsynligt, at Johan allerede havde besluttet sig at holde sin niece indespærret i resten af hendes liv.
Den 6. december samme år flygtede Johan fra Normandiet og tog Eleonora, sin fange, med sig. Det blev sagt, at hun oprindeligt blev ført til det nordlige England og derefter til Bristol, bevogtet af fire riddere.Corry and Evans, p.243. I foråret 1204 krævede Filip 2. af Frankrig, at Eleonora blev løsladt for at blive gifte sig med hans yngre søn.
Oprindeligt sørgede Johan for at lokale baroner besøgte Eleonora for at bevise hendes velvære.Tuten, Belle S.; Billado, Tracey L. Feud, violence, and practice: Essays in medieval studies in honor of Stephen D. White, p.280-285 I 1206 holdt Johan hende kortvarigt fængslet på Brough Castle i Westmorland (nu i Cumbria) og overlod hende til Robert de Vieuxpont, som kontrollerede borgen,Sidney Painter, The Reign of King John, 1959, p.108 inden han flyttede hende til Bowes Castle i det nordlige Yorkshire (nu i County Durham) og endelig til Corfe Castle på Isle of Purbeck på Dorset-kystenChron. de Lanercost (Bannatyne Cl.), 12. sammen med 25 franske riddere, der var loyale over for hende, bevogtet af Stephen de Turnham. Efter et forsøg på at flygte blev 22 af dem taget til fange igen og sulte ihjel. Eleonora boede i Corfe Castles Gloriet Tower, spiste måltider i Den store sal og fik lov til at gå i ude langs murene. Hun var tildelt tre tjenestepiger og fik stoffer til tøj og sengetøj og lommepenge op til 5 mark pr. kvartal. Hun modtog også fra Johan en sadel med forgyldte tøjler og røde ornamenter, en gave, der fortalte, at hun ikke var hårdt fængslet. Johan sendte også hende figner og mandler. En uges indkøbsliste for Eleonora i fangenskab, der har overlevet giver et billede af den aristokratiske kost på det tidspunkt: Lørdag: Brød, ale, tunge (fladfisk), mandler, smør, æg. Søndag: Lammekød, svinekød, kylling og æg. Mandag: Oksekød, svinekød, honning, eddike. Tirsdag: svinekød, æg, hejre. Onsdag: Sild, conger, tunge (fladfisk), ål, mandler og æg. Torsdag: Svinekød, æg, peber, honning. Fredag: conger, tunge (fladfisk), ål, sild og mandler.Danny Danziger and John Gillingham, 1215: The Year of Magna Carta.
I 1208 forsøgte biskopperne fra Nantes, Vannes og Cornouaille forgæves at forhandle Eleonoras frihed. Mange af hendes tilhængere blev forvist. Eleonora blev tvunget til at overlade Bretagne og Richmond til Johan, der omtalte hende som sin "kæreste niece" i kommunikationen med bretonerne. Som den ældste datter af Konstance, skulle Eleonora have været anerkendt som hertuginde af Bretagne efter sin bror Arthurs død. Men i stedet gjorde de bretonske baroner, der frygtede Kong Johan krav på at herske i Bretagne i Eleonoras navn eller hans ønske om at gift hende med en vasal, der var loyal overfor England, hendes yngre halvsøster Alix til hertuginde i stedet. Eleonora blev tiltalt som hertuginde af Bretagne og grevinde af Richmond, som sin brors efterfølger, men dette var kun en titulærtitel, da Alix blev hertuginde af Bretagne i 1203 og også erklæret for grevinde af Richmond, og lavede selv rettighedsbreve for dette gods.Everard and Jones, The Charters of Duchess Constance of Brittany and her Family (1171-1221), p 169 De bretonske baroner, uvidende om hendes opholdssted, var altid parate til at indsætte hende som hertuginde, hvis hun blev frigivet. Faktisk tilladte Johan hende at bruge titlerne af Bretagne og Richmond, og han talte endda med bretonske adelsmænd om at lade hende blive fri. Han fik Eleonora til at skrive et brev til bretonske baroner og kirkefolk, der beskrev hendes liv i fangenskab, udtrykte sit håb om at blive befriet og bede dem om at komme til England for at forhandle om hendes løsladelse. Dette brev er det eneste overlevende dokument skrevet af Eleonora.
I 1209 sendte Vilhelm 1. af Skotland sine døtre Margrete og Isabella til Johan som gidsler for at sikre fred mellem Skotland og England, og de blev også fængslet på Corfe Castle sammen med Eleonora. I juni 1213 sendte Johan grønne kåber, lammeskindsklædte kapper og sommertøj til de fængslede prinsesser. De fik undertiden lov til at ride ud under den strengeste vagt.
I 1213 brugte Johan Eleonora til at afpresse Peter 1., hertug af Bretagne Alix' mand og medregent til en alliance med England, hvor han fristede ham med tilbuddet om Eleonoras besiddelse Richmond, men Peter forblev loyal over for Frankrig, selv efter at Johan havde taget Peters ældre bror Robert 3. til fange i Nantes. Samme år erklærede Johan England som et paveligt len, og Pave Innocens 3. hævdede således at være værge for Eleonora. I februar 1214 var Johan på felttog i Aquitanien og Poitou sammen med Eleonora, såvel som sin dronning og prins Richard mod Alix i håb om at få bretonsk støtte og indsætte Eleonora som sin marionethertuginde. Hans ambition blev led et knlk efter hans nederlag i Slaget ved Roche-au-Moine. I juli trak Johan sig tilbage til England, stadig med Eleonora i sin kontrol. Samme år talte Johan igen med bretonske adelsmænd om Eleonoras rettigheder og frihed, men efter dette felttog blev Johan overbevist om, at han ikke kunne få noget fra hendes krav til hertugdømmet, så han anerkendte også Alix som hertuginde af Bretagne og støttede aldrig mere Eleonora selv i hendes navn. Henrik 3. gjorde heller ikke efter sin tronbestigelse. Indtil da havde Filip 2. indtaget hovedparten af de angevinske territorier, og hverken bretonerne eller Filip 2. anmodede nogensinde positivt om Eleonoras løsladelsen, da det syntes mere stabilt for dem at have hende fængslet i England snarere end at hun blev en fransk hertuginde.Seabourne, Gwen. Imprisoning Medieval Women (2013) pp. 67, 70, 79, 81-83
Spændingerne mellem Johan og de anglo-normanniske baroner brød endelig ud i krig med Den første baronerkrig i 1215, og Ludvig af Frankrig ledte en invasion af England for at støtte sit krav på den engelske trone gennem sin hustru Blanka af Kastilien, datterdatter af Henrik 2., men Innocens 3. hævdede, at Eleonora havde et bedre bedre krav end Johan. Da Magna Carta blev udstedt det år, blev det krævet, at alle Johans gidsler inklusive skotske og walisiske prinsesser blev løsladt, det gjaldt dog imidlertid ikke Eleonora.
Der er forskellige beretninger om, hvor Eleonora blev holdt fanget gennem årene. Nogle kilder siger, at hun blev holdt fængslet på Corfe Castle, og andre siger på Bristol Castle i alle de 39 år. Imidlertid bekræfter optegnelse under Henrik 3., at Eleonora havde skabt en regning på 117 £, mens hun havde været fængslet af Johan på Gloucester Castle.Percy H. Winfield, The Chief Sources of English Legal History 1925,, p. 125.
Under Henrik 3. Johan døde nær slutningen af Den første baronerkrig i 1216. På trods af at Eleonoras krav på tronen ifølge førstefødselsretten var bedre, foretrak de engelske baroner kong Johans unge søn Henrik til at erterfølge ham, hvilket efterlod den 32-årige prinsesse, tilsyneladende stadig smuk og trodsig, under Peter de Maulays bevogtning.