Slaget ved Towton blev udkæmpet den 29. marts 1461 under Rosekrigene, nær landsbyen Towton i Yorkshire. Det var "sandsynligvis det største og blodigste slag nogensinde udkæmpet på engelsk jord". Anslået 50.000 soldater kæmpede i timevis under en snestorm på den dag, som var Palmsøndag. Det medførte et tronskifte i England, da Edvard 4. afsatte Henrik 6., etablerede Huset York på den engelske trone og drev det siddende Hus Lancaster og dets vigtigste støtter ud af landet.
Den siddende konge af England, Henrik 6., som havde siddet på tronen siden 1422, var en svag, ineffektiv og mentalt svækket hersker, og det udnyttede adelen til at smede rænker for at kontrollere ham. Situationen forværredes i 1450'erne til en borgerkrig mellem støtterne af hans dronning, Margrete af Anjou, og støtterne af hans grandfætter Richard, hertug af York. I 1460 vedtog Det engelske parlament Act of Accord, som bestemte at York skulle efterfølge Henrik som konge. Dronningen nægtede at acceptere at hendes egen søn mistede sin ret til tronen, og det lykkedes hende at rejse en stor hær af støtter, som derefter straks besejrede og dræbte York i kamp. Den afdøde hertugs støtter mente, at Lancastrer-fraktionen havde svigtet den parlamentariske lov om arvefølge, en juridisk aftale, og Yorks søn og arving, Edvard, fandt tilstrækkelig opbakning til at fordømme Henrik og erklære sig selv konge. Slaget ved Towton skulle bekræfte sejrherrens ret til at herske over England gennem våbenmagt.
Da de nåede frem til slagmarken, fandt York-hæren ud af, at den var i stærkt undertal. En del af dens styrke under hertugen af Norfolk var endnu ikke ankommet. Den York-leder Lord Fauconberg skabte deres overtag ved at beordre sine bueskytter til at drage fordel af den stærke vind for at kunne række længere med pile end deres fjender. Den ensidige udveksling af pile, hvor Lancaster-hærens pile ikke kunne nå York-hærens rækker, provokerede Lancaster-hæren til at opgive sin defensive stilling. Den efterfølgende nærkamp varede i timevis og udmattede de kæmpende. Ankomsten af Norfolks mænd gav York-hæren nyt liv, og opmuntret af Edvard jog den sin fjender på flugt. Mange Lancaster-soldater blev dræbt, mens de flygtede. Nogle trampede på hinanden, mens andre druknede i flodernes vand, som siges at have flød rødt af blod i flere dage. En del, der blev taget til fange, blev henrettet.
Huset Lancaster blev stærkt svækket efter dette slag. Henrik flygtede fra landet, og mange af hans mest magtfulde støtter var døde eller i eksil efter slaget, som efterlod en ny konge, Edvard 4., til at styre England. Senere generationer huskede slaget som afbildet i William Shakespeares dramatiske dramatisering af Henriks liv: Henrik den Sjette, del 3, akt 2, scene 5. I 1929 blev Towton Cross rejst på slagmarken for at mindes begivenheden. Forskellige arkæologiske fund og massegrave forbundet til slaget er blevet fundet i området århundreder efter slaget.
Baggrund I 1461 var England i det sjette år af Rosekrigene, en serie af borgerkrige mellem husene York og Lancaster om den engelske trone. Lancaster-fraktionen støttede den regerende konge af England, Henrik 6., en ubeslutsom mand, der led af anfald af sindssyge. Lederen af York-fraktionen var til at starte med Richard, hertug af York, der hadede dominansen af få aristokrater begunstiget af kongen, primært hans nære slægtninge, familien Beaufort. Anstiftet af rivaliseringen mellem indflydelsesrige støtter af begge fraktioner førte Yorks forsøg på at fortrænge Henriks favoritter fra magten til krig. Efter at have taget Henrik til fange i Slaget ved Northampton i 1460, proklamerede hertugen, der var af kongeligt blod, sit krav på tronen. Selv Yorks nærmeste støtter i adelen var varsomme med at styrte det regerende dynasti. I stedet vedtog den med et flertal loven Act of Accord, der bestemte, at hertugen og hans arvinger skulle arve tronen ved Henriks død.
Dronningen af England, Margrete af Anjou, nægtede at acceptere en ordning, der fratog hendes søn, Edvard af Westminster, hans fødselsret. Hun var flygtet til Skotland efter York-fraktionens sejr ved Northampton. Der begyndte hun at rejse en hær og lovede sine støtter frihed til at plyndre på marchen sydpå gennem England. Hendes Lancaster-støtter mønstrede også i det nordlige England og forberedte sig på hendes ankomst. York afmarcherede med sin hær for at imødegå denne trussel, men han blev lokket i en fælde i Slaget ved Wakefield og led nederlag. Hertugen og hans næstældste søn, Edmund, jarl af Rutland, blev taget til fange og halshugget af Lancaster-soldater, og deres hoveder blev sat på spyd oven på Micklegate Bar, et porthus i byen York. Ledelsen af Huset af York gik til hertugens arving, Edvard. alt=The Yorkist army moved north towards Towton, engaging in the Battle of Ferrybridge on 28 March and reaching Sherburn-in-Elmet on the same day. The Lancastrians moved southwards through Tadcaster. Both arrived at Towton on 29 March.|left|thumb| York-hæren (hvid) og Lancaster-hæren (rød) bevæger sig mod Towton. Sejrsherrerne ved Wakefield fik tilslutning af Margretes hær og marchere sydpå, og den plyndrede landsbyer på vejen. Den befriede Henrik efter at have besejret York-hæren under Richard Neville, jarl af Warwick, i Det 2. slag ved St Albans og fortsatte med at plyndre og hærge på dets vej mod London. London by nægtede at åbne dets porte for Henrik og Margrete af frygt for at blive plyndret. Lancastrer-hæren manglede forsyninger og havde ikke tilstrækkelige midler til at skaffe dem. Da Margrete hørte, at Richard af Yorks ældste søn, Edvard, jarl af March, og hans hær havde sejret i Slaget ved Mortimer's Cross i Herefordshire og var på vej mod London, trak hun Lancaster-hæren tilbage til York. Warwick og resterne af hans hær marcherede fra St Albans for at slutte sig til Edvards mænd og York-soldaterne blev budt velkommen ind i London. Da de havde mistet Henrik i deres varetægt, havde York-fraktionen brug for at kunne retfærdiggøre deres fortsatte oprør mod kongen og hans Lancaster-støtter. Den 4. marts erklærede Warwick den unge York-leder konge som Edvard 4. Erklæringen fik større accept end Richard of Yorks tidligere krav, idet flere adelsmænd, der havde været imod at lade Edvards far bestige tronen, anså Lancaster-fraktionens handlinger som et forræderi mod den retsligt vedtagne Act of Accord.
Landet havde nu to konger, en situation, der ikke kunne få lov til at fortsætte, især hvis Edvard formelt blev kronet. Edvard tilbød amnesti til enhver Lancaster-støtter, der opgav Henrik. Dette tilbud var beregnet til at vinde almindelige borgeres støtte. Hans tilbud var ikke rettet mod velhavende Lancaster-støtter (de fleste adelsmænd). Den unge konge hidkaldte sine støtter og beordrede dem til at marchere mod York for at erobre sin families by tilbage og formelt afsætte Henrik gennem våbenmagt. York-hæren bevægede sig langs tre ruter. Warwicks onkel, Lord Fauconberg, ledte en gruppe, som skulle rydde vejen til York for hovedhæren, som blev ledet af Edvard. Hertugen af Norfolk blev sendt mod øst for at rejse styrker og slutte sig til Edvard inden slaget. Warwicks gruppe bevægede sig fram vest for hovedhæren gennem Midlands og sluttede mænd til sig på vejen. Den 28. marts stødte York-hærens frontstyrker på resterne af overfarten ved Ferrybridge, der krydser floden Aire. De var i gang med at genopbygge broen, da de blev angrebet og slået på flugt af en styrke på omkring 500 Lancaster-soldater, ledet af Lord Clifford .
Da han hørte om bataljen, førte Edvard sin hovedhær hen til broen og blev tvunget til en hård kamp. Selvom York-hæren var i overtal, var den smalle bro en flaskehals, som tvang dem til at konfrontere Cliffords mænd på lige vilkår. Edvard sendte Fauconberg og hans ryttere af sted for at krydse floden ved Castleford, som skulle have været bevogtet af Henry, jarl af Northumberland, men han ankom sent, for på det tidspunkt havde York-styrkerne krydset floden og var på vej for at angribe Lancaster-styrkerne ved Ferrybridge fra siden. Lancaster-soldaterne trak sig tilbage, men blev jaget til Dinting Dale, hvor de alle blev dræbt, mens Clifford blev dræbt af en pil i halsen. Efter at have ryddet området for fjendtlige styrker, blev broen repareret, og York-hæren fortsatte videre for at overnatte ved Sherburn-in-Elmet. Lancaster-hæren marcherede til Tadcaster omkring 2 mil (3,2 km) nord for Towton og slog lejr. Da det blev daggry, brø de to rivaliserende hære deres lejr op under mørke skyer og stærk vind. Selv om det var Palmsøndag, en dag af hellig betydning for kristne, forberedte styrkerne sig til kamp og et par dokumenter kaldte slaget for Slaget ved Palme Sonday Felde, men navnet opnåede ikke bred accept. Blandt folket favoriseredes navngivningen af slaget efter landsbyen Towton på grund af dens nærhed, og da den er den mest betydningsfulde i området.
Hærenes sammensætning Hærene samlet på Towton var blandt de største i sin tid. Samtidige kilder (som Gregory's Chronicle) hævdede, at der på hver side var hundredtusinder af soldater. Disse tal menes at være overdrevne, og moderne historikere mener, at et samlet tal på 50.000-65.000 er mere sandsynligt, dvs. mellem en og to procent af den engelske befolkning på det tidspunkt. En analyse af 50 skeletter fundet i massegrave mellem 1996 og 2003 viste, at de fleste var 24 til 30 år gamle, og mange var veteraner fra tidligere slag.
Henriks fysiske og mentale svaghed var en stor svækkelse for Lancasters-sagen, og han forblev i York sammen med Margrete. I modsætning hertil var den 18-årige Edvard et højt og imponerende syn i rustning og ledte fra fronten. Hans forkærlighed for dristige offensive taktikker bestemte slagplanen York-hæren. Hans tilstedeværelse og eksempel var afgørende for at sikre at York-hæren holdt sammen gennem den lange og udmattende kamp. alt=Armoured men on horses charge at one another, trampling men on foot. A man wearing a crown stands in the middle, pointing his sword to the left. The men are using weapons such as lances, swords and maces.|right|thumb|250x250px| Edvards tilstedeværelse var afgørende for York-hærens sejr Cirka tre fjerdedele af medlemmer af den engelske højadel kæmpede i slaget. Otte var sammen med York-hæren, mens Lancaster-hæren havde mindst nitten.
Af de andre York-ledere var Warwick fraværende i slaget efter at have fået et sår i benet under Ferrybridge. Norfolk var for gammel til at deltage, og hans deling blev ledet af Walter Blount og Robert Horne. Dette kan have været en fordel, da han blev betragtet som en uforudsigelig allieret. Edvard støttede sig kraftigt til Warwicks onkel, Lord Fauconberg, en veteran fra Hundredårskrigen, som var højt anset af hans samtidige for hans militære færdigheder. Han demonstrerede dette i en bred vifte af roller, efter at have været kaptajn af Calais-garnisonen, ledte han flådepiratekspeditioner i Den Engelske Kanalen og ledte York-hærens fortropper ved Northampton.
Den øverste general for Lancaster-hæren var Henry Beaufort, hertug af Somerset, en erfaren leder krediteret med sejre i Wakefield og St. Albans, selvom andre antyder, at de skyldtes Sir Andrew Trollope. Trollope var en yderst erfaren og kløgtig hærfører, der havde tjent under Warwick i Calais, inden han var gået over til Lancaster-fraktionen ved Ludford Bridge i 1459. Andre betydningsfulde Lancaster-ledere omfattede Henry Holland, hertug af Exeter, og de nordlige stormænd jarlen af Northumberland, Lord de Ros og Lord Dacre. En anden Lancaster-leder, Lord Clifford, var blevet dræbt af en pil i halsen ved Ferrybridge.
Troppeopstilling alt=The two forces face each other across a dale. A small patch of woods stand to their west. A river flows around the battlefield from the west to the north.|left|thumb|300x300px| Indledende opstillinger: York-hæren (hvid) og Lancaster-hæren (rød) ved Towton