Slaget ved Wakefield stod i Sandal Magna nær Wakefield i Nordengland den 30. december 1460. Det var et betydningsfuldt slag i Rosekrigene.
På den ene side stod en hær ledet af adelige, der var loyale over for den tilfangetagne konge Henrik 6. af Huset Lancaster og hans dronning Margrete af Anjou.
På den anden side hæren under Richard, hertug af York, den anden prætendent til tronen.
I årene op til slaget var hertugen af York blevet mere og mere kritisk over for den svage kong Henriks hof. Efter at åben krig var brudt ud mellem fraktionerne, og Henrik var blevet hans fange, gjorde Richard krav på tronen, men manglede støtte. I stedet blev han i en aftale kendt som Act of Accord gjort til Henriks tronarving og fortrængte Henrik og Margretes 7-årige søn Edvard, prins af Wales fra arvefølgen. Margrete af Anjou og adskillige fremtrædende adelsmænd var fuldstændig imod denne aftale og samlede deres hære i nord. Richard af York marcherede nordpå for at tage sig af dem, men opdagede, at han var i undertal.
Selv om York kontrollerede Sandal Castle, gjorde York udfald fra borgen den 30. december. Hvorfor han gjorde det er enten tilskrevet Lancaster-hærens bedrag, forræderi af nogle adelige og Lancaster-officerer, som York troede var hans allierede, eller simpel ubesindighed eller fejlvurdering fra Yorks side. Hertugen af York blev dræbt og hans hær blev ødelagt. Mange af de fremtrædende York-ledere og deres familiemedlemmer døde i slaget eller blev taget til fange og henrettet.
Baggrund Kong Henrik 6. besteg tronen i 1422, da han kun var ni måneder gammel. Han voksede op til at være en ineffektiv konge med nervesammenbrud. Der opstod i stigende grad en bitter splittelse blandt embedsmændene og rådsmedlemmerne, der styrede i Henriks navn, hovedsageligt over videreførelsen af Hundredårskrigen mod Frankrig. I begyndelsen af 1450'erne var den vigtigste rivalisering mellem Richard, hertug af York og Edmund Beaufort, hertug af Somerset. York ønskede en mere energisk krigsførelse for at genvinde territorier, der for nylig var blevet tabt til franskmændene,Clark (2016), p. 45 mens Somerset tilhørte den fraktion, der forsøgte at sikre freden ved at give indrømmelser.Rowse, pp. 111, 112 York havde været kongens stedfortræder i Frankrig i flere år og var utilfreds med at blive fortrængt i dette embede af Somerset, som ikke kunne forsvare Normandiet mod de franske hære.Rowse, pp. 112, 119
York var ikke kun den rigeste stormand i landet,Rowse, p. 109 men nedstammede også gennem begge sine forældre fra kong Edvard 3., hvilket førte til opfordringer om, at han blev anerkendt som den barnløse kong Henriks efterfølger.Seward, p. 35 Hans rival, Somerset, tilhørte Beaufort-familien, som var fjerne fætre til kong Henrik. Oprindeligt illegitime var Beaufort-familien blevet legitimeret af en parlamentslov, men blev tilsyneladende udelukket fra arvefølgen til tronen.Goodwin (2012), p. 76 Imidlertid var der altid muligheden for, at det kunne omgås, og fra Beaufort-linjen kom til sidst kong Henrik 7. og Tudor-dynastiet.
York blev udnævnt til kongens stedfortræder i Irland, hvorved han i praksis blev fjernet fra hoffet, mens Somerset øgede sin indflydelse over kongen. I 1452 marcherede York mod London i et forsøg på at tvinge Henrik til at afskedige Somerset fra regeringen, men han manglede støtte og blev tvunget til at sværge ikke at gribe til våben mod kongen i Old St Paul's Cathedral.Seward, p. 38 Så i 1453 blev Henrik 6. ramt af et totalt mentalt sammenbrud. Overhuset udnævnte York til rigsforstander (Lord Protector), og han styrede landet ansvarsfuldt, men Henrik genvandt sin forstand efter atten måneder og genoprettede Somerset i sin gunst. Under Henriks sindssyge havde hans dronning, Margrete af Anjou, født en søn, hvilket ødelagde Yorks håb om at blive konge, hvis Henrik døde.Weir (2015), p.177
Af frygt for anholdelse for forræderi greb York og hans mest fremtrædende allierede, Neville-jarlerne (Yorks svoger, jarlen af Salisbury og hans søn, jarlen af Warwick, senere kendt som "Kongemageren") til våben i 1455. I Det 1. slag ved St Albans blev mange af Yorks og Salisburys rivaler og fjender dræbt, herunder Somerset, jarlen af Northumberland (hvis familie Percy havde været involveret i en langvarig fejde med Neville-familien) og Lord Clifford.Rowse, p. 136
Efter slaget bekræftede York sin loyalitet mod kong Henrik, som var blevet fundet forladt i en butik i byen. Han blev genudnævnt til Lord Protector og kongens stedfortræder i Irland. Margrete af Anjou mistænkte ikke desto mindre York for at ønske at erstatte hendes spæde søn, Edvard, som Henriks efterfølger, og arvingerne til de Lancaster-adelsmænd, der var blevet dræbt i St Albans, forblev i en dødelig fejde med York.Rowse, p. 143
Begivenhederne i året forud for Wakefield Efter en urolig fred, hvor forsøg på forsoning mislykkedes, brød fjendtlighederne ud igen i 1459. Richard af York frygtede endnu en gang at blive tiltalt for oprør af et storråd domineret af hans modstandere.Goodwin (2012), p. 116 Han og Neville-jarlerne koncentrerede deres styrker ved Yorks højborg på Ludlow Castle på grænsen til Wales, men ved konfrontationen med den meget større kongelige hær, der blev kendt som Slaget ved Ludford, deserterede dele af Warwicks kontingent fra garnisonen i Calais, ledet af den erfarne kaptajn Andrew Trollope. York og Neville-jarlerne forlod straks deres tropper og flygtede. Næste dag overgav den talmæssigt underlegne og lederløse York hær sig.Weir (2015), p. 230
York drog til Irland, hvor han nød ubestridt støtte, mens Salisbury, Warwick og Yorks ældste søn Edvard, jarl af March, rejste til Calais, hvor Warwick var konstabel. De kom lige akkurat den nye hertug af Somerset i forkøbet, da han sammen med Trollope var sendt for at genindtage den.Weir, pp. 232–233 Lancaster-hærens forsøg på at genvinde deres autoritet over Irland og Calais mislykkedes, men York og hans støtter blev erklæret forrædere og frataget ære, liv og gods. De sejrrige Lancaster-ledere blev hånet for den måde, hvorpå deres hær havde plyndret byen Ludlow efter den York-troppernes overgivelse ved Ludford Bridge og de repressive handlinger af et eftergivende "Parliament of Devils", der fik mange neutrale medlemmer af højadelen til at frygte for deres egen ejendom og titler.Seward, pp. 71–72 Landet forblev i kaos.
I 1460 invaderede Neville-jarlerne England gennem et fodfæste, som de allerede havde etableret i Sandwich, og de sikrede sig hurtigt London og det sydlige England, hvor Warwick havde folkelig støtte. De avancerede derefter mod nord for at møde Henriks hær i Midlands. I Slaget ved Northampton deserterede en del af Lancaster-hæren, og resten blev besejret.Hicks, Michael. The Wars of the Roses, (Yale University Press, 2010), 153. Henrik blev taget til fange på slagmarken for anden gang. Han blev ført til London og indespærret i biskoppen af Londons palads.Rowse, p. 141 George Neville, biskop af Exeter, blev udnævnt til Englands kansler, og viscount Bourchier (en anden af Yorks svogre) blev udnævnt til skatmester.Ross, Charles. Edward IV, (University of California Press, 1974), p. 27
Hertugen af York landede i Chester nogle uger senere og gjorde sin rejse til London med stor pomp. Da han kom ind i parlamentet, forsøgte han at gøre krav på tronen, men blev mødt med lammende tavshed. Selv hans nære allierede var ikke villige til at støtte et så drastisk skridt.Seward, p. 82 I stedet for vedtog Overhuset Act of Accord, hvorved Henrik ville forblive konge, men York ville regere landet som rigsforstander. Henriks søn blev gjort arveløs, og York eller hans arvinger ville blive konge ved Henriks død.Rowse, p. 142 Den magtesløse og bange Henrik blev tvunget til at give sit samtykke.
Lancaster-fraktionens træk Da slaget ved Northampton var udkæmpet, havde dronning Margrete og hendes syvårige søn Edvard opholdt sig på Eccleshall Castle ved Stafford. Efter mange eventyr med røvere og fredløseRowse, p.143 flygtede de via Cheshire til Harlech Castle i Nordwales, hvor de sluttede sig til Lancaster-adelsmænd (herunder Henriks halvbror Jasper Tudor og hertugen af Exeter), som var ved at rekruttere hære i Wales og West County. De fortsatte med skib til Skotland, hvor Margrete modtog tropper og anden hjælp til Lancaster-sagen fra dronningen og regenten, Maria af Geldern, til gengæld for overgivelsen af byen og borgen Berwick upon Tweed.Rowse, p. 144
Samtidigt samledes andre Lancaster-støtter i Nordengland. Mange af dem som jarlen af Northumberland og lord Clifford og lord Ros havde godser og indflydelse i nord. De fik senere tilslutning af hertugen af Somerset og jarlen af Devon, som medbragte deres styrker fra det West County.Rowse, p.143 Northumberland, Clifford og Somerset var sønner af Yorks og Salisburys rivaler, der var blevet dræbt i St Albans. Lancaster-styrkerne mønstrede ved Kingston upon Hull og blev angivet i Gregory's Chronicle, en næsten samtidig beretning til 15.000 mand. En væsentlig del af disse styrker, der havde slået lejr ved Pontefract, begyndte at plyndre Yorks og Salisburys godser i nærheden.
Yorks svar Stillet over for disse udfordringer af hans autoritet som rigsforstander sendte York sin ældste søn Edvard til området omkring grænsen til Wales at fastholde Lancaster-styrkerne i Wales og efterlod jarlen af Warwick ansvarlig i London. Selv marcherede han til Nordengland den 9. december ledsaget af sin anden søn Edmund, jarl af Rutland, og jarlen af Salisbury. Han forsøgte at medbringe artilleri under "en Lovelace, en gentleman fra Kent",Clark (2016), p. 229 men dårligt vejr tvang artilleriet til at vende tilbage til London.
York og Salisburys hær blev af nogle anført til 8.000 til 9.000 mand, men af andre til kun at være nogle få hundrede mand, da York havde til hensigt at rekruttere lokale. Han havde sandsynligvis undervurderet både antallet af Lancaster-styrker i nord og den modstand, han havde fremkaldt ved sit forsøg på at overtage tronen. På et tidligere felttog mod nord under hans første rigsforstanderskab i 1454 havde han og Neville-jarlerne med lethed slået et oprør under Percy-familien og hertugen af Exeter ned.Clark (2016), pp.120–125 I 1460 havde næsten alle andre medlemmer af højadelen i nord meldt sig ind under Lancasters fane, men Yorks støtter af navn var også splittede. Neville-familien var en af de rigeste og mest indflydelsesrige i nord, og ud over at kontrollere store godser havde jarlen af Salisbury holdt embedet som Warden of the Eastern March i flere år. I Neville-Neville-fejden havde den yngre gren af familien under ledelse af Salisbury stort set gjort den ældre gren (af og til benævnt "den nordlige Neville-familie") under hans grandnevø, jarlen af Westmoreland arveløs og overgik den den dermed. Westmoreland havde brugt flere år på at forsøge at genvinde sine besiddelser.Clark (2016), p. 50 Han var blevet for syg, måske af en psykisk lidelse, til at spille nogen aktiv rolle. Hans yngre bror, John Neville af Raby, havde meget at vinde ved Yorks og Salisburys fald.Goodwin (2012), pp. 145–146
Lancaster-styrkerne blev stadig forstærket. Den16. december i Nottinghamshire stødte Yorks fortropper sammen med Somersets kontingent fra West County, som var på vej nordpå for at slutte sig til Lancaster-hæren, og blev besejret.Warner, p. 49
Slaget right|thumb| Resterne af Sandal Castles motte Den 21. december nåede York sin egen fæstning Sandal Castle ved Wakefield. Han sendte styrker for at sondere terrænet mod Lancaster-lejren ved Pontefract 14 km mod øst, men de blev slået tilbage. York sendte bud efter hjælp til sin søn Edvard, men inden nogen forstærkninger kunne nå frem, gjorde han udfald fra borgen den 30. december.Weir (2015), p. 253