De Allieredes intervention i Den Russiske Borgerkrig bestod af en række militære ekspeditioner, der blev indledt i 1918. Ententemagternes (De Allieredes) første mål var at hjælpe den Tjekkoslovakiske Legion med at sikre forsyninger af ammunition og våben til russiske havne. I perioden mellem 1918 og 1920 kontrollerede den Tjekkoslovakiske Legion periodisk hele den transsibiriske jernbane og flere større byer i Sibirien. I 1919 var De Allieredes mål at hjælpe Den Hvide Hær under den Russiske Borgerkrig. Efter Den Hvide Hær kollapsede i 1920, blev De Allieredes styrker trukket tilbage (for Japans tilfælde dog først i 1922, da den Hvide Hær efter Sydfrontens sammenbrud fortsat var aktiv i Sibirien). Den sovjetiske regering anvendte indtil dens sammenbrud i 1991 interventionen, som en del af deres anti-vestlige propaganda.
Målet med disse mindre interventioner var dels at forhindre Tyskland i at udnytte russiske ressourcer, besejre Centralmagterne og at støtte de af Ententens styrker, der var fanget i Rusland efter bolsjevikkernes revolution. De Allieredes tropper blev også landsat i Arkhangelsk og i Vladivostok som en del af interventionerne i henholdsvis Nordrusland og Sibirien.
De Allieredes indsats blev dels hæmmet af forskellige målsætninger samt krigstræthed fra 1. verdenskrig. Disse faktorer sammenholdt med evakueringen af den Tjekkoslovakiske Legion i september 1920 tvang De Allierede til at afslutte interventionerne i Nordrusland og Sibirien i 1920, skønt den japanske intervention i Sibirien fortsatte indtil 1922. Kejserriget Japan fortsatte sin besættelse af den nordlige halvdel af Sakhalin indtil 1925.
Baggrund
Revolution I begyndelsen af 1917 befandt Det Russiske Kejserrige sig i en intern politisk strid, hvor den offentlige støtte til første verdenskrig og Nikolaj 2. var begyndt at aftage og efterlod landet på randen af revolution. Februarrevolutionen i marts 1917 bevirkede, at Nikolaj 2. den 16. marts som følge af intenst politisk og personligt pres valgte at abdicere, hvorefter den russiske provisoriske regering blev dannet; oprindeligt ledet af Georgij Lvov (fra marts til juli 1917) og senere af Aleksandr Kerenskij (juli til november 1917). Den provisoriske regering lovede at fortsætte med at bekæmpe tyskerne på østfronten.
De Allierede havde leveret forsyninger til Rusland siden begyndelsen af krigen i 1914 gennem havnene i Arkhangelsk, Murmansk (etableret i 1915) og Vladivostok. I april 1917 gik USA ind i krigen på De Allieredes side. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson havde tidligere været imod en deltagelse i krigen som allieret med den autokratiske zar, men med Nikolaj 2.’s abdikation og omdannelsen af det russiske kejserrige til Den Russiske Republik blev disse forbehold opgivet, og USA begyndte at yde økonomisk og teknisk støtte til Rusland under Kerenskijs regering.
Krigen blev stadig mere upopulær hos den russiske befolkning. Den politiske og sociale uro voksede, mens støtten til det marxistiske bolsjevikiske parti (RSDAP(b)) ledet af Vladimir Lenin, som var modstander af krigen, voksede. Dette medførte også, at et stort antal almindelige soldater enten begik mytteri eller deserterede fra den russiske hær. Kerenskij-offensiven blev indledt den 1. juli, men et tysk og Østrig-Ungarsk modangreb besejrede de russiske styrker. Dette førte til østfrontens sammenbrud. Den demoraliserede russiske hær stod på randen af mytteri, og mange soldater havde forladt frontlinjerne. Kerenskij erstattede den 19. juli 1917 Aleksej Brusilov med Lavr Kornilov som øverstkommanderende for hæren.
Kornilov forsøgte at oprette et militærdiktatur ved et kup den 10. september. Han havde støtte fra den britiske militærattaché i Petrograd, brigadegeneral Alfred Knox. Kerenskij beskyldte i denne sammenhæng Knox for at viderebringe pro-Kornilov-propaganda. Kerenskij hævdede også, at Lord Milner, medlem af det britiske krigskabinet, havde skrevet et brev til ham, hvori han udtrykte støtte til Kornilov. En britisk deling af pansrede køretøjer, under Oliver Locker-Lampsons kommando og iklædt russiske uniformer, deltog i det mislykkede kup.Intervention and the War by Richard Ullman, Princeton University Press, 1961, pp. 11–13Keith Neilson, Strategy and Supply (RLE The First World War): The Anglo-Russian Alliance (Routledge, 2014), p. 282-290Michael Hughes, INSIDE THE ENIGMA: British Officials in Russia, 1900–39 (Bloomsbury, 2006), p. 111-114 Oktoberrevolutionen den 25. oktober førte til, at Kerenskijs provisoriske regering blev væltet, hvorefter bolsjevikkerne overtog magten.
Rusland træder ud af første verdenskrig Sammenbruddet på Østfronten og bolsjevikkernes revolution indebar, at Centralmagterne i begyndelsen af 1918 kunne rykke ind i Rusland. De besatte omfattende landområder og truede med at erobre Moskva og indføre et nyt regime. Lenin ønskede at indgå en fredsaftale med Tyskland, men fik ikke godkendelse fra bolsjevikkerne førend slutningen af februar 1918. For at afslutte krigen, som bolsjevikkerne havde lovet den russiske befolkning under sloganet Fred, brød, jord, underskrev den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik (Russiske SFSR) Brest-Litovsk-traktaten den 3. marts 1918 og afsluttede kamphandlingerne. De Allierede følte sig forrådt og vendte sig mod det nye regime og støttede i stedet bolsjevikkernes modstandere (organiseret i den Hvide hær) ved blandt andet at indsætte tropper for at forhindre russisk forsyning i at nå Tyskland.
De Allierede havde en interesse i, at Rusland genoptog kamphandlingerne på Østfronten for på denne måde at hindre at Centralmagterne kunne overføre tropper til Vestfronten. Der var derfor et ønske om at vælte bolsjevikkernes regering og i stedet indsætte en regering, der ville fortsætte krigen på de allieredes side. Ifølge William Henry Chamberlin overvejede "Downing Street at danne et protektorat over Kaukasus og Quai d'Orsay over Krim, Bessarabien og Ukraine" allerede før Brest-Litovsk-traktaten, og begyndte i denne forbindelse at forhandle aftaler om finansiering og skabelsen af en hær ledet af “Hvide Generaler”. RH Bruce Lockhart og en anden britisk agent forsøgte i samarbejde med en fransk embedsmand i Moskva at organisere et kup, der skulle vælte bolsjevikkernes regering. De samarbejdede dog med nogle dobbeltagenter og blev afsløret og arresteret.John W. Long, "Plot and counter‐plot in revolutionary Russia: Chronicling the Bruce Lockhart conspiracy, 1918." Intelligence and National Security 10#1 (1995): 122–143. Fransk og britisk støtte til "de hvide" var ligeledes motiveret af et ønske om at beskytte de aktiver, de havde erhvervet gennem omfattende investeringer i det zarens Rusland.
Tjekkoslovakiske legion thumb|Tjekkoslovakiske tropper i Vladivostok (1918) Under krigen havde en tjekkoslovakisk legion kæmpet på de allieredes side og havde bl.a. som mål at danne et selvstændigt Tjekkoslovakiet uafhængigt af centralmagten Østrig-Ungarn. Den tjekkoslovakiske legion var primært placeret i Rusland. Da Rusland trådte ud af krigen var den tjekkoslovakiske legion fortsat i Rusland,
Indgåelsen af Brest-Litovsk-traktaten sikrede, at krigsfanger ville blive hjemsendt. I 1917 erklærede bolsjevikkerne, at hvis de tjekkoslovakiske legioner forblev neutrale og forpligtigede sig til at forlade Rusland, ville de få sikker passage gennem Sibirien til Vladivostok i Fjernøsten, hvorfra de kunne sejles til Frankrig og der indsættes på Vestfronten i kamp for de allierede. De tjekkoslovakiske legioner rejste via den transsibiriske jernbane til Vladivostok. Men kampe mellem de tjekkoslovakiske legioner og bolsjevikkerne brød ud i maj 1918.
De vestlige allieredes bekymringer thumb| Canadian Siberian Expeditionary Force, 1919 For de vestlige allierede var sammenbruddet på østfrontens et væsentligt tilbageslag, da dette medførte, at Centralmagterne kunne overføre tropper til vestfronten. Herudover så de vestlige allierede med bekymring på bolsjevikkernes revolution, da de frygtede at kommunister i andre lande skulle følge Ruslands eksempel. Dertil kom, at de vestlige allierede frygtede, at de store mængder af forsyninger og udstyr, der lå i de russiske havne skulle falde i Centralmagternes hænder. Landsætningen af en division tyske tropper i Finland i april 1918 bekymrede ligeledes De Allierede. Dette var medvirkende til at øge spekulationerne om, hvorvidt tyskerne ville forsøge at opnå kontrol med jernbanen mellem Murmansk og Sankt Petersborg og derefter den strategisk vigtige havn i Murmansk og muligvis Arkhangelsk. Ligeledes eksisterede der en bekymring om, hvorvidt den tjekkoslovakiske legion potentielt ville blive givet fri passage gennem Sibirien.
I tillæg til de vestlige allieredes bekymringer om udviklingen i Rusland, kunne de vestlige allierede også konstatere, at bolsjevikker I en estiske provins i det tidligere russiske kejserrige havde der længe været uro og en forholdsvis stærk selvstændighedsbevægelse. Ved kejserrigets sammenbrud indledtes en estisk selvstændighedskrig, hvor en etisk nationalhær med støtte fra finske frivillige kæmpede mod den Røde Hær.
Som følge af disse begivenheder og overvejelser besluttede den britiske og franske regering, at en militær intervention i Rusland var påkrævet. Ironisk nok kom den første britiske landsætning af tropper i Rusland imidlertid efter anmodning fra den lokale sovjet i Murmansk, der frygtede et tysk angreb på byen, hvorfor de bad om hjælp fra de allierede. Britiske tropper ankom den 4. marts 1918; dagen efter blev Brest-Litovsk-traktaten underskrevet mellem Tyskland og Ruslands regering.
thumb|Amerikanske tropper paraderer i Vladivostok, august 1918 Som følge af mangel på tropper anmodede briterne og franskmændene om, at præsident Wilson bidrog med amerikanske soldater til interventionen i Rusland. Wilson trodsede sit eget krigsministeriums anbefalinger og accepterede i juli 1918 briternes og franskmændenes anmodning. Wilson valgte at sende i første omgang 5.000 amerikanske tropper til Rusland. Denne styrke, der blev kendt som "American North Russia Expeditionary Force"E.M. Halliday, When Hell Froze Over (New York City, NY, ibooks, inc., 2000), p. 44 (også kaldet "Polar Bear Expedition") blev sendt til Arkhangelsk, mens yderligere 8.000 soldater blev mobiliseret som "American Expeditionary Force Siberia", Robert L. Willett, Russian Sideshow, pp. 166–167, 170 som blev sendt til Vladivostok fra Filippinerne og fra Camp Fremont i Californien.
Samme måned accepterede den canadiske regering en anmodning fra den britiske regering om at lede og levere de fleste tropper til den kombinerede styrke fra det britisk imperium, som også omfattede australske og indiske tropper. Noget af denne styrke var den canadiske sibiriske ekspeditionsstyrke, mens en anden del af styrken tog del i interventionen i Nordrusland. En Royal Navy flåde blev sendt til Østersøen under admiral Edwyn Alexander-Sinclairs ledelse. Denne flåde bestod af moderne C-klasse krydsere og V- og W-klasse destroyere. I december 1918 sejlede Sinclair ind i estiske og lettiske havne og sendte tropper og forsyninger i land og lovede samtidig at angribe bolsjevikkerne "så langt mine kanoner kan nå". I januar 1919 blev Sinclair afløst af admiral Walter Cowan.
thumb|Allierede tropper paraderer i Vladivostok, 1918 Japanerne, der længe havde haft territorielle ambitioner på fastlandet i Fjernøsten, mobiliserede den største militærstyrke med omkring 70.000 tropper. De ønskede oprettelsen af en bufferstat i SibirienHumphreys, The Way of the Heavenly Sword: The Japanese Army in the 1920s, p. 25 og den kejserlige japanske hærs generalstab så situationen i Rusland som en mulighed for at løse Japans "nordlige problem". Den japanske regering var også skeptisk og fjendeligt indstillet over for kommunismen.