Den Armenske Socialistiske Sovjetrepublik var en sovjetrepublik i Kaukasus, der fra grundlæggelsen af Sovjetunionen i 1922 var en del af USSR. Armenske SSR blev grundlagt i 1920, da bolsjevikkerne overtog kontrollen med den kortlivede Første armenske republik og blev opløst igen i 1991 i forbindelse med Sovjetunionens opløsning.
I tiden som en del af Sovjetunionen forandrede Armenske SSR sig fra at være et tilbagestående landbrugsland til et væsentligt industrielt produktionscenter og republikkens befolkning voksede fra omkring 880.000 i 1926 til 3,3 millioner i 1989 som følge af naturlig befolkningstilvækst og en større indvandring af overlevende fra det armenske folkedrab og disses efterkommere. I forbindelse med Sovjetunionens opløsning erklærede Armenske SSR sig uafhængig af USSR og den 21. september 1991 blev uafhængigheden bekræftet ved en folkeafstemning. Uafhængighedserklæringen blev accepteret den 26. december 1991 i forbindelse med, at Sovjetunionen opløste sig selv. Efter Sovjetunionens opløsning bestod Armenske SSR fortsat indtil vedtagelsen af en ny forfatning i 1995.
Historie
Indlemmelse i Sovjetunionen thumb|Armenien i 1918. Det lysegule område tilhører Det Osmanniske Rige; det orange den Første Armenske Republik. Ved Ruslands udtræden af 1. verdenskrig og sammenbruddet af østfronten rykkede osmanniske tropper over de oprindelige fronter og videre mod øst. Ved Det Osmanniske riges nederlag i krigen blev grænserne mellem de kaukasiske republikker og Tyrkiet fastlagt. Efter Det russiske kejseriges kollaps udråbtes i de transkaukasiske provinser i maj 1918 tre selvstændige republikker (Den Demokratiske Republik Georgien, Den Aserbajdsjanske Demokratiske Republik og Republikken Armenien). Den armenske republik var ledet af socialistpartiet Armeniens Revolutionære Føderation.
Fra afslutningen af Den russisk-persiske krig (1826–1828) havde den østlige del af Armenien været en del af Det Russiske Kejserrige, hvorimod den vestlige del var indlemmet i Det Osmanniske Rige. Efter Oktoberrevolutionen i Rusland annoncerede bolsjevikkernes regering under Vladimir Lenin, at de etniske minoriteter indenfor det russiske imperium kunne opnå selvstyre inden for resterne af det russiske imperium.Richard G. Hovannisian: Republic of Armenia. 4 vols. Berkeley: University of California Press, 1971-1996.
Tiden efter den russiske oktoberrevolution var kaotisk. Rusland trak sig ud af 1. verdenskrig, men dette hindrede ikke, at osmanniske styrker trængte længere ind i Kaukasus og derved også længere ind i det armenske område, hvor osmannerne i forvejen kontrollerede den vestlige part. Osmannerne anså armenerne som illoyale i forhold til de osmanniske territoriale krav på de russiske områder i Kaukasus og havde følgelig iværksat omfattende forfølgelser af armenere, senere betegnet som Det armenske folkedrab. Udover truslen fra de fremrykkende osmanniske styrker var også internt i den armenske republik en stærk bolsjevistisk bevægelse, der støttet af de russiske bolsjevikker, ønskede Armenien omdannet til en sovjetrepublik. Det Osmanniske rige led nederlag i 1. verdenskrig i november 1918 og standsede sine fremrykning, men bolsjevikbevægelsen krævede fortsat magten i landet. Støttet af Den Røde Hærs 11. armé, der rykkede ind i det østlige Armenien, kunne bolsjevikkerne i december 1920 tage magten i landet og erklære Armenien for en sovjetrepublik under navnet Den Armenske Socialistiske Sovjetrepublik.
Den Røde Hær og Den russiske Sovjetrepublik havde forinden i april 1920 ført aserbajdsjanske bolsjevikker til magten i Aserbajdsjan. Som led i bolsjevikkernes magtovertagelse i regionen med støtte fra Rusland blev det arrangeret, at Aserbajdsjanske SSR i november 1920 overdrog de tre regioner Karabakh, Nakhitjevan og Zangezur til Armenien. Nariman Narimanov, lederen Aserbajdsjanske SSR, afgav en erklæring, som hyldede en sovjetisk magtovertagelse i Armenien og erklærede, at både Karabagh, Nakhitjevan og Zangezur skulle blive overdraget til det armenske folk som et tegn på det aserbajdsjanske folks støtte til Armeniens kamp mod den tidligere armenske republik.
Efter magtovertagelsen i december 1920 indgik Russiske SFSR og Den tyrkiske nationalbevægelse i marts 1921 en traktat (Moskva-traktaten) om fastlæggelse af Tyrkiets grænser mod de tidligere territorier omfattet af Det russiske kejserrige. Moskva-traktaten blev senere samme år i oktober suppleret ved Kars-traktaten, hvor Russiske SFSR og de tre kaukasiske sovjetrepublikker, herunder Armenske SSR, indgik supplerende aftaler om grænsedragningen til Tyrkiet. Kars-traktaten overlod til tyrkerne de dele af Armenien, der havde været under Tyrkiets kontrol efter den Tyrkisk-armenske krig Ved Kars-traktaten opgav Tyrkiet sine krav på Batumi i Georgiske SSR mod til gengæld at få Kars-territoriet (territorierne omkring byerne Kars, Iğdır og Ardahan) i Armenien. Den tidligere Armenske hovedstad Ani og bjerget Ararat, steder med en stor betydning for den armenske selvbevidsthed var omfattet af de områder, der blev overdraget fra Armenien til Tyrkiet ved aftalen. Samtidig hermed bestemte Josef Stalin, der var folkeslags-kommissær i bolsjevikkernes regering, at Nakhitjevan og Nagorno-Karabakh, der tidligere var blevet lovet overført til Armenien, skulle tilbageoverdrages til Aserbajdsjan. Den 12. marts 1922 blev Armenske SSR sammen med Georgiske SSR og Aserbajdsjanske SSR lagt ind i den Transkaukasiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik.
Ledelsen af den Armenske SSR blev varetaget af Revolutionskomitéen, der bestod af unge, uerfarne og militante kommunister, der hårdhændet implementerede bolsjevikkernes politik uden større forståelse for republikkens problemer og befolkningens træthed efter flere års konflikter i regionen.Suny, Ronald Grigor. Looking Toward Ararat: Armenia in Modern History. Bloomington: Indiana University Press, 1993, p. 139. Som den sovjetiske armenske historikker Bagrat Borian, der senere blev dræbt under Stalins udrensninger, skrev i 1929:
Den brutale behandling og terrorisering, som den lokale tjeka udsatte civilbefolkningen for, førte i februar 1921 til en opstand under ledelse af republikkens tidligere ledere, hvor bolsjevikkerne i Jerevan kortvarigt blev afsat. Den Røde Hær, der på det tidspunkt stod i Georgien, hvo der også var uro, drog dog mod Armenien, hvor den nedkæmpede oprøret, hvorefter oprørslederne måtte flygte fra Armenien.Hovannisian, Richard G. Republic of Armenia, Vol. IV: Between Crescent and Sickle, Partition and Sovietization. Berkeley: University of California Press, 1996, pp. 405-07. Uroen i Armenien overbeviste imidlertid ledelsen i Moskva om, at den hårdhændede fremfærd i republikken første til modstand mod sovjetstyret, hvorfor der senere i 1921 blev udpeget en erfaren administrator, Alexander Miasnikian, der stod for en mere moderat politik og som var mere lydhør overfor befolkningens ønsker. Ved indførelsen af sovjetstatens nye økonomiske politik (NEP) opnåede armenierne en periode med relativ stabilitet, der stod i kontrast til de svære vilkår, som Armenien led under i Osmannerrigets sidste år.Suny, "Soviet Armenia," pp. 355-57. Armenterne modtog medicin, fødevarer og andre fornødenheder fra centralregeringen, ligesom der i landet blev iværksat en kampagne til bekæmpelse af analfabetisme.Matossian. Impact of Soviet Policies, p. 80.
Stalintiden og udrensninger thumb|upright 0.8|Førstesekretær i det armenske kommunistparti Aghasi Khanjian, der formodes at være blevet henrettet i 1936 af Lavrenti Beria. Sammenlægningen af de tre kaukasiske republikker til Transkaukasiske SFSR havde medført uroligheder i Georgien under den såkaldte Georgiske affære i 1922. Udfaldet blev, at den etniske georgier Josef Stalin fik styrket sin indflydelse i Kaukasusregionen. Stalin lagde - i modsætning til Lenin - vægt på en centralisering og ensretning af republikkerne. Sovjetunionen blev stiftet ved udgangen af 1922. I slutningen af Lenins regeringstid, var han svækket af sygdom, og Stalins indflydelse havde været voksende i perioden, hvilket indebar en centralisering af magten i Sovjetunionen i Moskva.
Stalins regering lagde vægt på at begrænse den Armenske kirkes indflydelse. Kirkens indflydelse var allerede blevet kraftigt svækket i forbindelse med det armenske folkedrab og det russiske kejserriges russificeringspolitik.Matossian. Impact of Soviet Policies, pp. 90-95, 147-151. I 1920'erne blev kirkens ejendom konfiskeret og præsterne forfulgt. Fra 1929 intensiverede forfølgelserne, men tog dog senere af af hensyn til den armenske diaspora,Matossian. Impact of Soviet Policies, p. 150. men i slutningen af 1930'erne blev forfølgelserne af kirken genoptaget.Matossian. Impact of Soviet Policies, p. 194. Forfølgelserne kulminerede med drabet på den armenske kirkes overhoved Khoren 1. i 1938 som led i Den store udrensning.Bauer-Manndorff, Elisabeth (1981). Armenia: Past and Present. New York: Armenian Prelacy, p. 178.
Den store udrensning var en række initiativer, der blev iværksat af ledelsen i Sovjetunionen imod medlemmer af kommunistpartiet, forfattere og intellektuelle, jordejere og almindelige borgere. I september 1937 sendte Stalin Anastas Mikojan sammen med Georgij Malenkov og Lavrenti Beria til Jerevan med henblik på at gennemføre en udrensning blandt medlemmer af Armeniens kommunistparti, der hovedsagelig bestod af bolsjevikker, der havde været med ved stiftelsen af Armenske SSR. Mere end tusinde mennesker blev arresteret og syv ud af ni medlemmer af det armenske kommunistpartis politbureau blev afsat. Ifølge en undersøgelse blev 4.530 mennesker henrettet ved skydning alene i årene 1937-38, hvoraf de fleste var anklaget for "anti-sovjetiske" eller "kontrarevolutionære" aktiviteter eller for at tilhøre det socialistiske parti Armeniens Revolutionære Føderation eller at være trotskister.
Som så mange andre etniske minoriteter, der levede i Sovjetunionen under Stalin, blev tusinder af armeniere henrettet eller deporteret. I 1936 arbejdede Beria og Stalin på at deportere armeniere til Sibirien for at bringe den armenske befolkning under 700.000 mennesker for at retfærdiggøre, at Georgiske SSR annekterede Armenien. Under Berias ledelse foretog NKVD omfattende terror for at styrke partiets politiske kontrol med befolkningen og at undertrykke alle former for nationalisme. Mange forfattere, kunstnere, videnskabsfolk og politisk aktive, herunder forfatteren Axel Bakunts og digteren Jegisje Charents, blev henrettet eller tvunget i eksil. Senere i 1944 blev omkring 200.000 Hamshinere (Armenere, der bor ved Sortehavet i de russiske, georgiske og tyrkiske regioner) deporteret til Kasakhstan og Usbekistan. Senere deportationer af de kystboende armenere fandt sted i 1948, hvor ca. 58.000 påståede tilhængere af den den armenske Revolutionære Føderation og etniske grækere blev tvunget til Kasakhstan.
2. verdenskrig