Nederlandske Ordsprog (; også kendt som Flamske Ordsprog eller Den blå Kappe, eller på engelsk The Topsy Turvy World) er et oliemaleri fra 1559 af Pieter Bruegel den Ældre, som viser en mængde scener, hvor mennesker, men også dyr og genstande illustrerer en lang række hollandske ordsprog og talemåder.
Et gennemgående tema i maleriet er menneskelivets absurditet og menneskenes ondskab og tåbelighed. Originaltitlen Den blå Kappe eller Verdens Dårskab viser, at Bruegels hensigt med maleriet ikke blot var at illustrere ordsprog, men også menneskelige tåbeligheder. Mange af personerne på billedet har udtryksløse ansigter, noget som Bruegel brugte når han skulle afbilde fjolser.
Sønnen, Pieter Brueghel den Yngre, specialiserede sig i at lave kopier af sin fars billede, og fra hans hånd kendes mindst 16 kopier af Nederlandske Ordsprog. Disse malerier viser ikke altid de samme ordsprog, foruden at der også er andre mindre forskelle.
Baggrund left|thumb|Tolv Ordsprog af Bruegel d. Ældre (1558). thumb|Blauwe Huick (Blå kappe) af Frans Hogenberg (1558). Ordsprog var meget populære på Bruegels tid: allerede i flamske tidebøger fra 1400-tallet ses ordsprog afbildet, og Erasmus af Rotterdam udgav i 1500 en samling af ordsprog. I François Rabelais roman Gargantua og Pantagruel fra 1564 forekommer der mange ordsprog.
Året før Nederlandske Ordsprog blev der malet to andre billeder med ordsprogsmotiver: Bruegel selv malede en serie på tolv små tavler, Tolv Ordsprog, som i dag kan ses i Antwerpen,Pieter Bruegel d. Ä. Bauern, Narren und Dämonen S. 34 og Frans Hogenberg lavede et kobberstik med afbildninger af 43 ordsprog med tilhørende tekst, kaldet Blauwe Huick (Blå Kappe), hvoraf mange går igen i Nederlandske Ordsprog. Flamske stik med titlen Blauwe Huick kendes også fra årene omkring 1580.C. C. Barfoot and Richard Todd, The Great Emporium: the Low Countries as a cultural crossroads in the Renaissance and the eighteenth century (1992), p. 128; Google Books.
Maleriet De mange versioner af maleriet, hvoraf ingen er signeret, er baseret på samtidige graveringer, som er signerede og som oftest gengiver ordsprogets tekst, i modsætning til maleriet. Berlin-versionen fra 1559, som anses som den bedste af versionerne, er blevet røntgen-undersøgt, så den kunne sammenlignes med andre versioner. For ingen versioner af billedet kan man følge ejerskab eller placering (proveniens) længere tilbage end til slutningen af 1800-tallet, men Brueghel-forskere mener, alle versionerne stammer fra Bruegel den Ældre, idet de viser samme skitse-undertegninger som Berlin-versionen.Breughel Enterprises, 2001-2002 exhibition on the work of Pieter Brueghel II's copies after his father's works, Historians of Netherlandish Art review
Opbygning Beskueren kigger i billedet ned på forgrunden, hvilket giver godt overblik og stor detaljerigdom, mens baggrunden er i højde med beskueren (galgen og sejlbåden ses frontalt). Dette skift i synsvinkel giver billedet en dybdevirkning. Af hensyn til de mange detaljer i billedet er personer og genstande i billedets baggrund gengivet større end hvad som er perspektivisk korrekt.Christian Vöhringer: Pieter Bruegel der Ältere: Malerei, Alltag und Politik im 16. Jahrhundert; eine Biographie. Stuttgart: Reclam 2013 S. 66–67 Som ofte hos Bruegel forløber hovedaksen skråt gennem billedet, fra nederst til venstre til øverst til højre. Tærterne på taget øverst til venstre er gengivet frontalt, altså perspektivisk forkert, hvilket uden tvivl er gjort med vilje.
Motiver og tolkning Maleriet lokker beskueren til at prøve at gætte eller genkende ordsprog. I forgrunden ses scener fra dagliglivet i en landsby tæt på kysten. På husmuren til venstre hænger en globus vendt på hovedet, som symbol på en forfejlet og gudløs verden, hvor menneskene ter sig som tåber i deres daglige gøremål. Lige under billedets centrum fanges beskuerens blik af kraftige farver: en kvinde i rød kjole, som hænger en blå kappe på sin mand; hun symboliserer herved, at hun bedrager ham. Denne blå kappe er en af flere synonymer for maleriets titel. I billedets centrum sidder djævelen under en blå baldakin, som var han konge over hele billedets verden.
Bruegels maleri lægger sig hermed op ad den tids forestilling om, at verden var syndig, ond og tåbelig, et sted hvor svig og selvbedrag, ondskab og svaghed gik hånd i hånd. I litteraturen findes lignende forestillinger beskrevet i Sebastian Brants Das Narrenschiff fra 1494 og i Erasmus af Rotterdams Moriae encomium fra 1509 (på dansk Tåbelighedens lovprisning).
Ordsprog og talemåder I maleriet kan man finde afbildninger af langt over hundrede ordsprog og talemåder. Man er ikke enige om det præcise antal, bl.a. fordi en del af ordsprogene med tiden er gået af brug. Men andre bruges dog stadig, fx at svømme mod strømmen, løbe panden mod en mur, stikke en kæp i hjulet eller være bevæbnet til tænderne. Derimod siger man fx ikke længere om velhavende folk, at de har taget dækket med tærter, eller beskriver ansvarlige folk som nogle der har låg på hovedet. center|600x600px|Ordsprogenes placering i billedet. Tallene på denne sort-hvid gengivelse viser placering af ordsprog og talemåder i maleriet. Tallene er inddelt i seks horisonter med hver sin talfarve, jf. tabellen herunder. Til nogle af områderne hører der flere ordsprog.