Berlins fald (, da.: Padenie Berlina) er en sovjetisk krigs- og propagandafilm i to dele fra 1950 produceret af Mosfilm og instrueret af Michail Tjiaureli. Filmens manuskript er skrevet af Tjiaureli og Pjotr Pavlenko med filmmusik komponeret af Dmitrij Sjostakovitj.10 военных фильмовПадение Берлина (1949)
Filmen handler ikke kun om indtagelsen af Berlin i 1945, men om Sovjetunionens involvering i hele 2. verdenskrig med et fokus på en meget positiv beskrivelse af den rolle, som Sovjetunionens leder Josef Stalin (spillet af Mikheil Gelovani) spillede under krigen. Filmen anses som et af de væsentligste udslag af den personkult, der blev opbygget omkring Stalin og et eksempel på den sovjetiske kunstretning sovjetisk realisme. Efter Stalins død og under den efterfølgende af-stalinisering blev filmen forbudt fremvisning i Østblokken i flere årtier.
Handling Del 1 thumb|Stålarbejderen Aleksej Ivanov spillet af Boris Andreev Den generte stålarbejder Aleksej Ivanov har overgået fabrikkens produktionsmål og er blevet udvalgt til at modtage Leninordenen og til at mødes personligt med Josef Stalin. Aleksej forelsker sig i den idealistiske lærer Natasja, men har svært ved at nærme sig hende. Da han møder Stalin, der passer sin have, hjælper Stalin Aleksej til at forstå sine følelser, og Stalin forklarer, at Aleksej skal fremsige poesi for hende. Derefter spiser de begge en frokost med resten af den sovjetiske ledelse i Stalins hjem. Efter hjemkomsten fra Moskva bekender Aleksej sin kærlighed til Natasja. Mens de begge går en tur i en hvedemark, bliver deres by angrebet af tyskerne, som invaderer Sovjetunionen. Aleksej mister bevidstheden og synker i et koma. Da han vågner, får han at vide, at Natasja er savnet, og at tyskerne står uden for Moskva. I hovedstaden planlægger Stalin forsvaret af byen og forklarer den demoraliserede Georgij Sjukov, hvordan han skal indsætte sine styrker. Aleksej melder sig frivilligt til Røde Hær og deltager i oktoberrevolutionsparaden i 1941 og i Slaget om Moskva.
I Berlin modtager Hitler velsignelser fra sine allierede – Spanien, Tyrkiet, Vatikanet, Rumænien og Japan – og ser en lang kolonne af sovjetiske slaverarbejdere, herunder Natasja. Hitler er rasende over at høre, at Moskva ikke er faldet. Han afskediger Walther von Brauchitsch fra sit embede og tilbyder kommandoen over hæren til Gerd von Rundstedt; sidstnævnte afviser og siger, at Stalin er en stor leder, og Tysklands nederlag er sikkert. Hitler beordrer angreb på Stalingrad. I mellemtiden forhandler Hermann Göring med den britiske kapitalist Charles Bedstone, som forsyner Tyskland med nødvendige materialer. Efter den sovjetiske sejr i Stalingrad fortæller Vasilij Tjujkov til Aleksej, at Stalin altid er sammen med Den Røde Hær.
Historien springer til Jaltakonferencen, hvor Stalin og hans Vestallierede diskuterer krigens fremtid.
Del 2 thumb|Filmens anden del kan ses ved at klikke på billedet
Stalin giver ordre til sine generaler om at indtage Berlin. Aleksejs eliteenhed rykker frem mod Berlin, hvor Hitler har et nervesammenbrud og forlanger at de tyske soldater kæmper til den bitre ende. Tyskerne planlægger at henrette fangerne i den koncentrationslejr, hvor Natasja holdes fanget, før den Røde hær når frem, men Aleksejs enhed befrier fangerne, før tyskerne kan nå at myrde dem. Natasja besvimer, men Aleksej kan ikke finde hende. Hitler og det tyske lederskab bliver desperate og mister realitetssansen, jo tættere de sovjetiske styrker kommer på Berlin. Hitler beordrer Berlins undergrundsstationer oversvømmet og tusinder af civile drukner. Hitler gifter sig med Eva Braun og begår selvmord med gift. General Hans Krebs overbringer nyheden om Hitlers død til sovjetiske hær og trygler om en våbenhvile. Stalin afviser og fastslår, at kun en betingelsesløs kapitulation kan accepteres. Aleksej udpeges til at bære sejrsfanen sammen med Mikhail Jegorov og Meliton Kantaria. Deres enhed stormer Rigsdagsbygningen og de tre planter fanen på bygningens tag. Tyskerne overgiver sig, og den Røde hærs soldater fra hele USSR fejrer sejren. Stalins fly lander i Berlin, og han modtages af en begejstret folkemængde fra "alle nationer", der holder plakater og bannere med Stalins billede og alverdens landes flag. Stalin holder en tale, hvor han opfordrer til fred i verden.
Aleksej og Natasja genkender hinanden i folkemængden, og de bliver genforenet. Natasja spørger Stalin, om hun må kysse hans kind, og de omfavner hinanden, mens de befriede fanger på forskellige sprog takker Stalin. Filmen slutter med, at Stalin ønsker alle fred og glæde.
Medvirkende
Boris Andrejev som Aleksej Ivanov Mikheil Gelovani som Josef Stalin Jurij Timosjenko som Kostja Zajtjenko Marina Kovaljova som Natasja Rumjantseva Vladimir Saveljev som Adolf Hitler Vladimir Kenigson som General Hans Krebs Maksim Sjtraukh som Vjatjeslav Molotov Nikolaj Mordvinov som Lavrentij Berija (klippet ud i 1953) Aleksej Gribov som Kliment Vorosjilov Nikolaj Ryzjov som Lasar Kaganovitj Aleksandr Khanov som Nikolaj Bulganin Gavriil Belov som Mikhail Kalinin Ruben Simonov som Anastas Mikojan Fyodor Blazhevich som Marskal Georgij Sjukov Andrei Abrikosov som General Aleksej Antonov Konstantin Bartashevich som General Vasilij Sokolovskij Sergei Blinnikov som Marskal Ivan Konev Boris Livanov som Marskal Konstantin Rokossovskij Vladimir Lyubimov som Marskal Aleksandr Vasilevskij Boris Tenin som General Vasily Chuikov Mikhail Sidorkin som General Sergej Sjtemenko Oleg Frelikh som Franklin D. Roosevelt Viktor Stanitsyn som Winston Churchill Marie Nováková (Koptová) som Eva Braun Jan Werich som Hermann Göring Nikolai Petrunkin som Joseph Goebbels Vladimir Renin som Field Marshal Gerd von Rundstedt Nikolai Plotnikov som Field Marshal Walther von Brauchitsch Vladimir Pokrovsky som General Alfred Jodl Karel Roden Jr. som Charles Bedstone Miroslav Homola som Heinz Linge (krediteret som K. Homola) Dmitrij Dubov som Mikhail Jegorov Georgij Tatishvili som Meliton Kantaria Veriko Anjaparidze som mor til den faldne tysk soldat Hans Nikolaj Bogoljubov som Khmelnitskij Sofja Giatsintova som Antonina Ivanovna, Ivanovs moder Jevgenija Melnikova som Lidija Nikolajevna, sekretær Dmitrij Pavlov som Tomashevitj Andrej Petrov som pilot Ivan Solovyov som Johnson Tamara Nosova som Katja Leonid Pirogov som James F. Byrnes
Produktion Baggrund Udviklingen af personkulten omkring Stalin begyndte allerede i slutningen af 1930'erne, men blev marginaliseret under Anden Verdenskrig. For at mobilisere befolkningen mod fjenden fokuserede sovjetiske film under og umiddelbart efter krigen på historiske helte, der forsvarede Rusland, eller på folkets bedrifter. Stalin var alene en karakter i to film under krigen. Men da sejren syntes sikker, strammede Stalin sit greb over alle aspekter af det sovjetiske samfund, herunder også om filmindustrien. Efter 1945 vendte kultdyrkelsen tilbage til sovjetisk film med større intensitet end nogensinde før, og han blev krediteret som den eneste arkitekt bag Tysklands nederlag. Denise J. Youngblood skrev, at der kort efter krigsafslutningen kun var tre slags krigshelte tilbage: "de døde, de lemlæstede og Stalin."
Begyndelsen Georgieren Mikhail Tjiaureli, Stalins yndlingsinstruktør, og forfatteren Pjotr Pavlenko havde allerede samarbejdet om at skabe en anden film, der dyrkede Stalin og personkulten, Den store arv. Den sovjetiske minister for film, Ivan Bolsjakov, pålagde dem begge at begynde arbejdet med Berlins fald kort efter udgivelsen af Den store arv i juli 1946. Filmen blev tænkt som Mosfilm-studiets gave til Stalin til dennes officielle 70-års fødselsdag,De fleste historikere mener, at Stalins fødselsdato var den 18. december 1878, baseret på forskellige dokumenter. Stalin hævdede dog at være født den 21. december 1879. som skulle afholdes den 21. december 1949. Berlins fald skulle være del af en serie på ti film om lederens rolle i Anden Verdenskrig, med titlen Stalins ti slag, selvom filmene ikke stemte overens med de den serie af offensiver, der som led i Stalinkulten blev benævnt Stalins ti slag. Projektet blev kun delvist gennemført inden Stalins død.
Produktion Som med alle film, hvor hans karakter optrådte, var Stalin meget interesseret i arbejdet med Berlins fald. Stalin greb ind i Pavlenkos manuskript, hvor han ændrede handlingen og endog rettede grammatiske fejl. Han slettede også en kort sekvens, hvor en tysk civil i Berlin bad sin familie om at skynde sig og flygte under Den Røde Hærs fremmarch. Den tyske historiker Lars Karl mente, at dette signalerede Stalins beslutning om at demonstrere, at civilbefolkningen ikke havde noget at frygte fra Sovjetunionen. Filmen var den første spillefilm om Slaget om Berlin og begivenhederne i Hitlers førerbunker før Georg Wilhelm Pabsts Sidste akt fra 1955.
thumb|Stalin som frelsende engel i Berlins fald Den russiske filmmand Edvard Radzinskij, søn af manuskriptforfatteren Stanislav Radzinskij, fortæller, at han far havde hørt fra Pavlenko, at Lavrentij Berija havde fortalt ham, at Den store arv var en "sublim film", der var tænkt til at identificere Stalin med Jesus og Lenin med Johannes Døberen, og derved Stalin som Messias. Radzinskij tilføjede, at Berlins fald "videreudviklede temaet", da filmen ender "med en apoteose: Stalin ankommer med fly... I en engels hvide påklædning, der stiger ned fra skyerne", og "åbenbarer sig for de forventningsfulde mennesker... De herliggør Messias i alle verden tungemål." Den russiske historiker Aleksandr Prokhorov mener, at filmen er påvirket af de nazistiske propagandafilm. Forfatteren John Riley hævder, at scenen, hvor Stalins fly ankommer til Berlin (hvilket var fiktivt; Stalin fløj aldrig til den tyske hovedstad, endsige på dagen for erobringen af Rigsdagen) blev modelleret efter Hitlers landgang i Nürnberg fra Viljens triumf (1935), og at filmens slutning var inspireret af en lignende sekvens fra Kolberg (1945); stormen af Rigsdagen "parodierede" massakren på Odessa-trappen fra Panserkrydseren Potemkin, en gestus, der skulle håne Sergej Eisenstein.
Ifølge Stalins datters, Svetlana Allilujevas, erindringer forslog Tjiarueli hendes far at inddrage Stalins søns skæbne i filmens handling. Stalin afslog meget bestemt dette. Den sovjetiske skuespiller Artyom Karapetian hævdede, at Tjiaurelis hustru fortalte ham, at Stalin blev så rasende, da han hørte forslaget, at Lavrentij Berija, der stod ved siden af, havde grebet efter sin pistol. Tjiruelis datter, fortalte, at hendes far vidste, at han "var reddet", da Stalin mumlede "Hvis bare jeg var taget til Berlin", da han så scenen i filmen.
Optagelser Tjiaureli bragte omkring 10.000 sovjetiske statister til Berlin til optagelserne og hyrede også mange lokale beboere til scenen, hvor undergrundsbanen oversvømmes. Han kunne ikke filme i Rigsdagen, da den lå i den britiske zone i Vestberlin, og optog derfor i stedet de fleste af optagelserne i UFA's tidligere studier i Babelsberg, der lå i den sovjetiske zone. De fleste af de scener, der foregår i den tyske hovedstad, blev optaget i ruinbyer i de baltiske lande. Derudover blev der fremstillet en over en kvadratkilometer stor skalamodel af Berlin i Mosfilms studier i Moskva, hvor der i miniaturemodellen skulle skabes kampscenerne i byen i filmens anden del.
Den sovjetiske hær stillede fem divisioner til rådighed samt deres understøttende artilleriformationer, fire kampvognsbataljoner, 193 militærfly og 45 erobrede tyske kampvogne for at genskabe kampscenerne i Berlins fald. Der blev forbrugt 1,5 millioner liter brændstof under optagelserne.
Berlins fald var en af de første farvefilm produceret i Sovjetunionen. Producenterne brugte Agfacolor-film, taget fra UFA's studier i Neubabelsberg.
Musik