Den russisk-ukrainske krig undertiden også omtalt som den russisk-ukrainsk konflikt, Ukraine-konflikt, Ukraine-krigen eller almindeligvis også blot omtalt som Ukraine-krisen er en igangværende krig og konflikt mellem på den ene side Ukraine og på den anden side Rusland samt pro-russiske oprørsstyrker fra de syd- og østligste regionen af Ukraine.
Konflikten brød ud sideløbende med Euromajdan. Konflikten eskalerede dog særligt som følge af Majdan-revolutionen i Kyiv i februar 2014, der så den mere russisk-orienterede præsident Viktor Janukovitj blive afsat den 22. februar 2014 til fordel for en mere vestlig-orienterede regering og præsident. Som følge af magtskiftet i Kyiv udbrød der forskellige regeringsfjendtlige oprør, uroligheder og demonstrationer (almindeligvis omtalt som anti-Majdan) i andre byer og regioner rundt om i de syd- og østligste regioner af Ukraine – specielt på Krim-halvøen og i Donbass-regionen.
Krim-krisen opstod umiddelbart i forlængelse af Majdan-revolutionen. Her tog lokale oprørsstyrker i samarbejde med russiske soldater uden insignier – undertiden også omtalt som "små grønne mænd" – hurtigt kontrollen over strategiske stillinger og infrastruktur på Krim-halvøen, ligesom de tog kontrol over parlamentet på Krim. Der blev efterfølgende gennemført en kontroversiel og omstridt folkeafstemning på Krim, hvis resultat viste, at et stort flertal af beboerne på Krim ønskede at sluttede sig til Rusland. Rusland annekterede herefter de facto Krim d. 18. marts 2014.
I Donbass-regionen resulterede de regeringsfjendtlige uroligheder og oprør i etableringen af væbnet paramilitære oprørsstyrker, som de facto etablerede kontrol over store dele af Donbass-regionen. I april 2014 blev de selverklærede og uafhængige folkerepublikker, Donetsk og Lugansk, proklameret i områderne kontrolleret af oprørsstyrkerne. Regering i Kyiv forsøgte at genetablere kontrol over Donbass-regionen ved bl.a. at igangsatte en såkaldt "anti-terrorist-operation" (ATO), som resulterede i Krigen i Donbass (2014-nu) mellem den ukrainske hær og oprørstyrkerne fra Donbass. Til trods for forskellige forsøg på at mægle våbenhvile- og fredsaftaler mellem parterne, herunder de såkaldte Minskaftaler, udbrød der jævnligt kampe mellem de to partnere i perioden mellem 2014-2022. Kampene var dog voldsomst det første år, hvorefter frontlinjen mere eller mindre frøs fast.
I forbindelse med Krigen i Donbass støttede Rusland både økonomisk og militært oprørsstyrkerne. Rusland har således støttet oprørsstyrkerne med våben, men har ikke officielt anerkendt at have støttet med soldater. Dog har frivillige russere støttet oprørsstyrkernes kampe i Donbass. Flere – herunder Ukraine, USA og EU – mener dog, at russisk militær i hemmelighed og i mere uofficielt kapacitet har opereret og hjulpet oprørsstyrkerne. Derudover har der været hændelser, hvor Rusland og Ukraine været direkte involveret over for hinanden, såsom i forbindelse med forskellige flådehændelser, cyberkrigsførelse og andre politiske spændinger. I det store hele indtraf der dog ikke nogle officielle og direkte kamphandlinger mellem det ukrainske og russiske militær i perioden fra 2014 til 2022.
Konflikten mellem Rusland og Ukraine eskalerede i begyndelsen af 2021. Her begyndte Kyiv-regeringen i februar 2021 at slå ned på oppositionspolitikere, herunder særligt Viktor Medvedtjuk og hans parti Opposition Platform — For Life, samt medier m.m. der, i henhold til Kyiv-regering, fungerede som propagandaapparat for Rusland. USA's ambassade i Kyiv bifaldte efterfølgende dette tiltag. Rusland og præsident Putins modsvar kom d. 21. februar 2021, da de annoncerede en stor militærøvelse på grænsen mellem Rusland og Ukraine, der bl.a. ville omfatte 3.000 soldater.Shuster, Simon (d. 2. februar 2022): "The Untold Story of the Ukraine Crisis ". Time. Hentet 28-02-2023 Præsident Zelenskyj godkendte i marts 2021 en strategi, som bl.a. omtalte "de-occupation and Reintegration" (dansk: befrielsen og reintegrationen) af Krim-halvøen.Ukrinform.net (d. 24. marts 2021) "Zelensky enacts strategy for de-occupation and reintegration of Crimea". Hentet 28-02-2023 Rusland troppeopbygning langs grænsen til Ukraine blev efterfølgende forøget, ligesom en stabschef i Kreml i april 2021 advarede om, at Rusland kunne komme oprørsstyrkerne i Donbass til forsvar.Roth, Andrew (d. 9. april 2021): "Kremlin defends Russian military buildup on Ukraine border". The Guardian. Hentet 28-02-2023 Rusland havde siden 2019 udstedt ca. 650.000 russiske pas til beboere i Donbass, hvilket præsident Zelenskyj anså som et skridt i retning mod en annektering.Reuters (d. 20. maj 2021): "Zelenskiy: Russian passports in Donbass are a step towards 'annexation'". Hentet 28-02-2023 Rusland troppeopbygning tog særligt til mod slutningen af 2021 og begyndelsen af 2022. Dette skete samtidig med, at den amerikanske præsident Biden dels forsikrede Zelenskyj om NATO-medlemskab, og dels beskyldte (ligesom Ukraine selv også gjorde) Rusland for at planlægge en invasion.Williams, Matthias & Zinets, Natalia (d. 10. december 2021): "Biden assures Zelenskiy that NATO membership in Ukraine's hands, Kyiv says". Reuters. Hentet 28-02-2023 Rusland benægtede disse beskyldninger og anklagede i stedet USA for "destabiliserende adfærd", ligesom de hævdede at have fået lovning på, at sådan østlige ekspansion af NATO ikke ville ske.
Den 21. februar 2022 anerkendte Rusland officielt de to selverklærede folkerepublikker i Donbass og sendte militærtropper ind i områderne. Tre dage senere, d. 24. februar 2022, invaderede Rusland Ukraine. Store dele af det internationale samfund har efterfølgende fordømt Rusland for dets handlinger i Ukraine og anklaget det for at bryde international lov og krænke ukrainsk suverænitet. Mange lande implementerede økonomiske sanktioner mod Rusland, russiske oligarker og virksomheder – særligt som følge af 2022-invasionen.
I august 2014 krydsede ikke-mærkede russiske militærkøretøjer grænsen til Folkerepublikken Donetsk. En krig begyndte herefter mellem ukrainske styrker på den ene side, og en blanding af pro-russiske separatister og russiske militærtropper på den anden, selvom Rusland forsøgte at skjule sin direkte involvering. Krigen udmundede i en statisk konflikt, hvor det gentagne gange mislykkedes at indgå en våbenhvileaftale. I 2015 blev Minsk-aftalerne underskrevet af Rusland og Ukraine, men en række stridigheder forhindrede disse aftaler i at blive fuldt implementeret. I 2019 blev 7 % af Ukraine klassificeret af den ukrainske regering som "midlertidigt besatte områder", mens den russiske regering indirekte havde erkendt tilstedeværelsen af sine tropper i Ukraine.
Opdatering af Rusland–Ukraine-krigen (maj 2025) Krig mellem Rusland og Ukraine fortsætter med høj intensitet i maj 2025, præget af militære optrapninger og stagnerede diplomatiske forhandlinger.
Militære begivenheder I april 2025 generobrede russiske styrker Kursk-regionen fra Ukraine med støtte fra nordkoreanske soldater. Præsident Vladimir Putin besøgte området den 20. maj 2025, hvilket markerede hans første besøg i regionen siden generobringen.
I maj 2025 affyrede Rusland over 100 droner mod Ukraine, hvoraf det ukrainske luftforsvar rapporterede at have nedskudt 93. Samtidig oplyste Rusland, at de havde nedskudt 159 ukrainske droner over en 12-timers periode.
Diplomatiske forhandlinger Den 16. maj 2025 mødtes repræsentanter fra Rusland og Ukraine i Istanbul for første gang i over tre år. Forhandlingerne endte uden resultat, da Rusland krævede, at Ukraine skulle afstå kontrol over fire større byer som betingelse for en våbenhvile, hvilket Ukraine afviste.
Efter en telefonsamtale mellem USA's tidligere præsident Donald Trump og Ruslands præsident Vladimir Putin meddelte Rusland, at de ville fremlægge forslag til en mulig våbenhvile. USA afventer disse forslag og har endnu ikke taget yderligere skridt.
Baggrund
Præ-sovjetisk kontekst
thumb|220x220px|Det Kosakkiske hetmanatet i 1654 (ift. grænserne for det moderne Ukraine). Historisk set har de landområder, der udgør nutidens moderne ukrainske stat, dannet grænsestat eller grænseområde mellem forskellige andre større imperier og lande. Således har forskellige områder af det moderne Ukraine haft forskellige historiske tilknytning til forskellige kongeriger og stater. Forud for den ukrainsk uafhængighedserklæring i 1991, havde det ukrainske folk ikke oplevet en form for uafhængig selvstyre i mere end 200 år. Senest var under Kosakkiske hetmanatet, som i perioden mellem 1649–1764 regerede over store dele af det centrale moderne Ukraine. Dog var her både de mest syd-, øst- og vestlige regioner af nutidens moderne Ukraine ikke underlagt det Kosakkiske hetmanatet, men derimod kontrolleret af andre stater (fx Den polsk-litauiske realunion, Osmannerriget, Zar-Rusland).
De vestligste områder af det moderne Ukraine har historisk haft en større tilbøjelighed til at have været kontrolleret af forskellige vestlige kongeriger og stater, såsom eksempelvis Kongeriget Polen, den polsk-litauiske realunion, Østrig-Ungarn, den polske republik m.fl. Omvendt har de syd- og østligste områder af det moderne Ukraine haft en større tilbøjelighed til historisk at have været kontrolleret af forskellige østlige kongeriger og stater, såsom det mongolske kejserdømme, Kijevriget, Den Gyldne Horde, Osmannerriget, Zar-Rusland m.fl. De forskellige historiske tilhørsforhold har medvirke til, at der over tid har etableret sig forskellige regionelle forskelle, hvad angår fx kultur, sprog og etnicitet, som forsat kan ses i den moderne ukrainske stat. Særligt har det russiske sprog dommineret de syd- og vestlige regioner af Ukraine, mens også andelen af etniske russere samt den russiske kultur generelt har været meget udpræget i disse regioner. thumb|220x220px|Den Ukrainske SSR's grænser i 1922. Som følge af Ukraines erklæring om uafhængighed i 1991, var det naturligt (og i overensstemmelse med princippet uti possidetis juris) at ophøje grænserne fra den tidligere sovjetiske republik, Ukraine SSR, til også at gælde den nye uafhængige ukrainske stat. En folkeafstemning d. 1. december 1991 bekræftede ligeledes, at et overvældende flertal af befolkning på tværs af landet ønskede uafhængighed, til trods for der eksisterede visse regionelle forskelle i stemmeafgivelsen. Under Sovjetunionen var grænserne for Ukraine SSR blev ændret flere gang, siden dens etablering efter den russiske revolution. Fx blev bl.a. nogle af de vestligste regioner overført fra Polen til Ukraine SSR i 1939, områder fra Rumænien blev overført i 1940 til Ukraine SSR, mens Krim-halvøen ligeledes blev overført fra Rusland SFSR til Ukraine SSR i 1954.
Post-sovjetisk kontekst Efter opløsningen af Sovjetunionen i 1991 fastholdte Ukraine og Rusland en tæt relation på flere områder, mens landene også var involveret i interne stridigheder (fx i forhold til besiddelse af atomvåben, militærbaser samt distribution af olie og naturgas). De to lande forblev nære handelspartnere: i perioden 1996 til 2013 udgjorde Rusland både Ukraines største import- og eksportmarked, ligesom Ukraine også var en af Ruslands største handelspartnere. Selv i årerne umiddelbart efter konflikten mellem de to lande udbrød i 2014, forblev Rusland fortsat Ukraines største handelspartnere – først i 2019 blev Rusland overgået af Kina, som Ukraines største handelspartner."Ukraine trade balance, exports and imports by country 2019". WITS - Worldbank. Hentet 09-06-2023
Budapest-memorandummet (1994) thumb|220px|Den amerikanske præsident Bill Clinton, den russiske præsident Boris Jeltsin og den ukrainske præsident Leonid Kravtjuk efter underskrivelsen af Budapest-memorandummet i Moskva den 14. januar 1994.