thumb|Kommunistiske demonstranter i 1947 Pragkuppet var et politisk kup, der fandt sted i slutningen af februar 1948, hvor Tjekkoslovakiets kommunistiske parti (KSČ), med sovjetisk opbakning overtog den fulde kontrol over Tjekkoslovakiets regering, hvilket markerede begyndelsen på fire årtiers kommunistisk styre i landet.Soutou Georges-Henri, « 1948 : la séquence fondatrice », Revue Défense Nationale, 2018/5 (N° 810), p. 95-100. URL : https://www.cairn-int.info/revue-defense-nationale-2018-5-page-95.htm

Kuppet fik betydning langt ud over landets grænser, da det var en tydelig markør for den allerede langt fremskredne splittelse mellem øst og vest, der ledte til en fuldgyldig kold krig. Begivenhederne i Prag alarmerede de vestlige lande og var med til at anspore til hurtig vedtagelse af Marshall-planen og etableringen af Atlantpagten. Kuppet kan anskues som en at de centrale begivenheder, der etablerede delingen af Europa med jerntæppet, en opdeling, der varede ved indtil revolutionerne i Østeuropa i 1989.

Baggrund thumb| Portrætter af Klement Gottwald og Josef Stalin ved et møde i Tjekkoslovakiets kommunistiske parti i 1947 I kølvandet på 2. verdenskrig var Tjekkoslovakiets Kommunistiske Parti (KSČ) i en gunstig position. Partiet havde haft indflydelse på tjekkoslovakisk politik siden 1920'erne, hvor det havde været i stand til at samarbejde med andre ikke-kommunistiske partier, og havde vist sig som en ukompromitteret modstander af Nazi-Tysklands besættelse af Tjekkoslovakiet under krigen. Partiet signalerede fornyelse i den tjekkoslovakiske befolkning og havde gode forbindelser til Sovjetunionen, der havde befriet landet fra den tyske besættelsesmagt. Partiet opnåede i årene umiddelbart efter befrielsen en stigning i medlemstallet fra 40.000 i 1945 til 1,35 millioner i 1948.Grogin, p. 132.

Partiets leder Klement Gottwald udtalte efter befrielsen i 1945, at "på trods af den gunstige situation er det næste mål ikke sovjetter og socialisme, men snarere at gennemføre en virkelig gennemgribende demokratisk national revolution". Han knyttede derved KSČ til den tjekkoslovakiske demokratiske tradition og til tjekkoslovakisk nationalisme ved at udnytte de anti-tyske følelser i landet efter besættelsen.Grogin, p. 132. Umiddelbart efter befrielsen blev i Tjekkoslovakiet etableret en samlingsregering i form af en koalition under navnet Den Nationale Front, hvor kommunisterne gav udtryk for at arbejde inden for rammerne af Tjekkoslovakiets demokratiske forfatning.

Ved valget i 1946 opnåede KSČ 38% af stemmerne. Dette var det bedste resultat nogensinde af et europæisk kommunistisk parti i et frit valg og var langt mere end de 22 %, som de ungarske kommunister opnåede året efter. Præsident Edvard Beneš, der ikke selv var kommunist, men indstillet på et samarbejde med Sovjetunionen, udpegede Gottwald til landets premierminister. Selvom regeringen stadig havde et ikke-kommunistisk flertal (ni kommunister og sytten ikke-kommunister), havde KSČ kontrol over indenrigsministeriet, og derved politiet og de væbnede styrker, og kom til at dominere andre centrale ministerier herunder ministerierne for propaganda, uddannelse, social velfærd og landbrug; de dominerede også hurtigt embedsværket.Grogin, p. 133.

I sommeren 1947 havde KSČ imidlertid stødt store vælgergrupper fra sig. Politiets aktiviteter skabte udbredt modstand i befolkningen, ligesom bønderne protesterede mod kommunisternes planer om kollektivisering, og nogle arbejdere protesterede over kommunisternes krav om at arbejderne skulle øge produktionen uden at få højere lønninger. Forventningen var derfor, at kommunisterne ville lide et betydeligt valgnederlag til valget i maj 1948.Grogin, p. 133.

I september 1947, på det første møde i Kominform, bemærkede Sovjetunionens Andrej Sjdanov, at sovjetisk sejr havde hjulpet med at opnå "arbejderklassens fuldstændige sejr over bourgeoisiet i alle østeuropæiske lande undtagen Tjekkoslovakiet, hvor magtkampen stadig er uafklaret."Grogin, p. 134. Sjdanovs bemærkning var en klart tilkendegivelse af, KSČ skulle fremskynde sine bestræbelser på at overtage kontrollen med den tjekkoslovakiske stat. At det var Sovjetunionens ønske, at KSČ skulle tage magten i landet blev bekræftet under foråret i Prag i 1968, hvor partiarkiver blev åbnet og viste, at Stalin havde opgivet ideen om en kommunistisk magtovertagelse ad parlamentarisk vej i Tjekkoslovakiet, efter de franske og italienske kommunistiske partier ikke formåede at opnå magten i 1947 og 1948. På mødet i Kominform var KSČ repræsenteret ved partiets generalsekretær Rudolf Slánský, der var nr. to i partiet efter Gottwald. Han vendte tilbage til Prag med en plan for den endelige magtovertagelse. Slánský bemærkede, "som på det internationale felt er vi også gået i offensiven på den indenlandske front."Grogin, p. 134. KSČ forfulgte en tostrenget strategi. Partiet vidste, at det udadtil skulle fremstå som at arbejde inden for det valgpolitiske system og var klar over, at et revolutionært kup ville være uacceptabelt. Partiet ønskede at opnå et absolut flertal ved det kommende valg i 1948, men brud på venstrefløjskoalitionen gjorde dette mål urealistisk. Partiet måtte derfor skride til "udenomsparlamentariske" handlinger. Tilrettelæggelsen af "spontane" demonstrationer for at "udtrykke folkets vilje" og kontinuerlige besøg i parlamentet af arbejderdelegationer havde til formål at sikre "mobilisering af masserne".Killingsworth, pp. 51–52.

Den 10. september 1947 blev der på initiativ af den af KSČ udpegede vice-general Jura Sosnar-Honzák sendt tre parfumeæsker fyldt med TNT til tre ikke-kommunistiske ministre Petr Zenkl, Jan Masaryk og Prokop Drtina, der ankom til Prag samme dag. Bombeangrebene bestilt af den regionale ledelse i Olomouc KSČ, sandsynligvis af den lokale, Gottwalds svigersøn Alexej Čepička. Angrebet mislykkedes dog.

I slutningen af 1947 opstod yderligere konflikter i koalitionen forårsaget af, at kommunisterne utilsløret ønskede den fulde kontrol over det tjekkoslovakiske statsapparat.Links-Kurve Der Spiegel, nr. 45, side 7, 8. november 1947Grenville, p. 370. Efter pres fra Sovjetunionen og fra KSČ trak den tjekkoslovakiske regering tilsagnet om at ville modtage Marshallhjælp tilbage.

Kuppets forløb Situationen spidsede til i februar 1948. Indenrigsminister Václav Nosek forsøgte i strid med sine beføjelser at fjerne ikke-kommunistiske personer i den nationale politistyrke og på den måde gøre sikkerhedsapparatet og politiet til redskab for KSČ. Den 12. februar krævede ikke-kommunisterne i kabinettet et stop for den tiltagende undergravning af den tjekkoslovakiske stats interesser. Nosek, bakket op af Gottwald, nægtede at give efter, og han og de øvrige kommunister truede med at bruge magt, ligesom de mobiliserede deres tilhængere for at undgå nederlag ved det kommende valg. Den 20. februar trådte tolv ikke-kommunistiske ministre tilbage i protest, efter at Nosek nægtede at genindsætte otte ikke-kommunistiske højtstående politiofficerer på trods af, at et flertal i kabinettet havde pålagt ham at gøre det.Grogin, p. 134. Formålet med tilbagetrædelsen var at fremprovokere et nyvalg; der var ikke forventning om, at præsidenten ville acceptere tilbagetrædelserne. De tjekkoslovakiske socialdemokratiske parti under ledelse af Zdeněk Fierlinger opretholdt imidlertid støtten til kommunisterne,Czechoslovak history i Encyclopædia Britannica hvorfor regeringen fortsat havde et snævert flertal i parlamentet. Præsident Edvard Beneš blev derfor presset af Gottwald til ikke at udskrive nyvalg og i stedet indsætte en ny, kommunistisk domineret regering. Til dette formål organiserede det kommunistiske parti massedemonstrationer. Der var også trusler om en generalstrejke fra de kommunistisk-dominerede fagforeninger og trusler om invasion af Den Røde Hær for at "genoprette orden" i Tjekkoslovakiet.Grogin, p. 134.Grenville, p. 370.

De ikke-kommunistiske ministre agerede som om dette blot var en gammeldags regeringskrise fra tiden før 1939. De indså ikke, at kommunisterne mobiliserede nedefra for at overtage den fulde magt. Den sovjetiske viceudenrigsminister Valerian Zorin, som havde været sit lands ambassadør i Tjekkoslovakiet fra 1945 til 1947, vendte tilbage til Prag for at hjælpe arrangeringen af kuppet. Bevæbnede militser og politi overtog kontrollen med Prag, kommunistiske demonstrationer blev iværksat, og en antikommunistisk studenterdemonstration blev opløst. De ikke-kommunistiske ministres ministerier blev besat, embedsmænd afskediget og ministrene forhindret i at komme ind i deres egne ministerier.Grenville, pp. 370–71. Hæren, under ledelse af forsvarsminister Ludvík Svoboda, som formelt var partipolitisk, men havde faciliteret kommunistisk infiltration i officerskorpset, blev på kasernerne og holdt sig formelt neutral. Skoug, p.85.

Kommunistiske "aktionskomitéer" og fagforeningsmilitser blev hurtigt oprettet, bevæbnet og sendt på gaden, ligesom de var forberedt på at gennemføre en udrensning af antikommunister. I en tale for 100.000 mennesker truede Gottwald med en generalstrejke, medmindre Beneš gik med til at danne en ny kommunistisk domineret regering. Zorin tilbød på et tidspunkt at lade den Røde Hær stille op ved grænsen, men Gottwald takkede dog nej til tilbuddet, da han mente, at truslen om indre oprør kombineret med kraftigt politisk pres ville være nok til at tvinge Beneš til at give efter. Som han sagde efter kuppet, "så ved Beneš, hvad styrke er, og dette fik ham til at vurdere denne [situation] realistisk".Grogin, p. 134.

Den 25. februar gav Beneš efter for presset under trussel om borgerkrig og sovjetisk intervention. Han accepterede de ikke-kommunistiske ministres tilbagetræden og udnævnte en ny regering i overensstemmelse med KSČs krav. Gottwald fortsatte som premierminister i en regering domineret af kommunister og pro-Moskva socialdemokrater. Socialdemokratiets leder, Fierlinger, havde i nogen tid været fortaler for tættere bånd til kommunisterne og havde åbenlyst støttet kommunisterne under striden. Formelt set var regeringen en koalition med deltagelse af enkelte mindre partier udover KSČ, men de andre partier var blevet overtaget af kommunistiske sympatisører, og partiernes ministre var håndplukket af kommunisterne. Den eneste højtstående minister, der hverken var kommunist eller sympatisør var udenrigsminister Jan Masaryk. Masaryk døde imidlertid den 10. marts 1948 af sine kvæstelser efter at være faldet ud af et vindue på tredje sal i Černín-paladset. Omstændighederne ved dødsfaldet er uafklarede den dag i dag.Grogin, p. 135.

Efter kuppet thumb|Den kommunistiske ministerpræsident Klement Gottwald Efter kuppet konsoliderede kommunisterne hurtigt den vundne magt. Tusinder blev fyret og hundredvis blev arresteret. Tusinder flygtede ud af landet,Koester, p. 18. heraf mange til den amerikanske besættelseszone i Tyskland.Holger Köhn: Die Lage der Lager: Displaced Persons-Lager in der amerikanischen Besatzungszone Deutschlands, Klartext Verlag, 2012, , S. 163Bernd Windsheimer: Valka-Lager Langwasser. Vom Flüchtlingslager zum Bundesamt für Migration, in: Geschichtsrundbrief 53, Geschichte für Alle e. V. – Institut für Regionalgeschichte, Dezember 2016

Nationalforsamlingen, der var valgt ved frie valg to år tidligere, gav i marts 1948 et tillidsvotum til Gottwalds nye regering med stemmerne 230-0.Cabada and Waisová, p.53. Blaive, p.142-43.