Christina Sade Olumeko (født 26. november 1996 i Roskilde) er en dansk økonomikonsulent og politiker. Ved Folketingsvalget 2022 blev hun valgt for Alternativet i Københavns Storkreds med 3.476 personlige stemmer.

Opvækst og uddannelse Olumekos far er fra Nigeria og hendes mor fra Frankrig. Christina Olumeko gennemførte en bacheloruddannelse i statskundskab på Københavns Universitet fra 2016 til 2019. I 2020 begyndte hun på kandidatuddannelsen i statskundskab sammesteds. Olumeko har haft forskellige ansættelser: Fra 2018 til 2020 var hun studentermedhjælper i Danske Gymnasier, herefter analysekonsulent til 2021 og senere økonomikonsulent til 2022. Hun har også arbejdet som studentermedhjælper i Sundheds- og Ældreministeriet fra 2019 til 2020.

Politisk karriere Ved Kommunalvalget 2021 blev Olumeko valgt til Københavns Borgerrepræsentation for Alternativet. I kommunen blev hun medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

Med baggrund i Rigsretssagen mod Inger Støjberg agiterede Olumeko i december 2021 for introduktion af en forfatningsdomstol i Danmark.

Mellem 28. marts og 1. juni 2023 var Noah Sturis stedfortræder i Folketinget for Olumeko. Hun havde da taget to måneders orlov for at færdiggøre sit speciale på Københavns Universitet.

Olumeko ønskede ikke at stille op til Folketingsvalget 2026: "Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg gerne vil prøve noget andet", udtalte hun.

Olumeko modtog Årets Laks fra LGBT+ Danmark i 2024.

Referencer

Kategori:Medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation i 2000-tallet Kategori:Nuværende folketingsmedlemmer fra Alternativet Kategori:Folketingsmedlemmer i 2020'erne Kategori:Personer fra Roskilde