thumb|Romerriget år 125 thumb|Sveberne på den Iberiske halvø omkring 411 Sveberne var germanere, der boede mellem Elben og Oder. Floden Oder hed Suevus på latin og Συήβος på græskClaudius Ptolemaios: Geographike Hyphegesis, Kap. 11: Germania Magna og østersøen hed Mare Suebicum. Ordet sveber stammer formentlig fra proto-germansk *swēbaz, som betyder sit eget folkhttp://www.sofi.se/images/NA/pdf/urnord.pdf , side 16, swabaharjaz På kortet ses ordet Suebi en gang til ved Romerrigets grænse. Der bor svaberne (tysk: Schwaben, mennesker fra Württemberg) i dag. Bemærk forskellen mellem sveber og svaber.
Nogle svebere forblev en periodevis trussel mod romerne langs floden Rhinen indtil slutningen af Romerrigets eksistens. Sammen med en anden germansk folkegruppe, alamannerne, overfaldt og ødelagde sveberne romerske fæstninger og okkuperede Alsace (i dagens Frankrig ved den tyske grænse), og derfra mod Bavaria (Bayern) og Schweiz. Omkring 150 e.Kr. forsvinder navnet fra kilderne, men dukker så op igen under folkevandringstiden. Sveberne krydsede Rhinen i 406 sammen med alanerne og vandalerne. Med undtagelse af en lomme i Schwaben, som de har givet navn til, invaderede de Gallien og videre til Hispania hvor de grundlagde et kongerige i Gallæcien. Dette rige blev til sidst knust af visigoterne i 585. Navnet forsvandt, da folket blev assimileret i den øvrige befolkning.
thumb|Mosefund: Østerbymandens hoved. thumb|Sveberknuden i Østerbys byvåben Sveberknuden var kendetegn på en fri sveber. Der er fundet en sveberknude i Østerby (ved Egernførde).
Etymologi Svebere (suebi eller suevi, fra urgermansk *swēbaz baseret på en urgermansk rod *swē- i betydningen "ens egen" i form af folk, slægt,Peterson, Lena. Swābaharjaz (pdf). Lexikon över urnordiska personnamn, side 16. Institutet för språk och folkminnen, Sverige. For en alternativ betydning som "fri, uafhængig", se Room, Adrian (2006), "Swabia, Sweden", Placenames of the World: Origins and Meanings of the Names for 6,600 Countries, Cities, Territories, Natural Features and Historic Sites: Second Edition, Jefferson, North Carolina, and London: McFarland & Company, Inc., Publishers, sidene 363, 364, ; sammenlign med suionere/sveaere/Svitjod. fra den indoeuropæiske rod *swe-Pokorny, Julius. Root/Lemma se- (html). Indogermanisches Etymologisches Wörterbuch, side 882-884. Indo-European Etymological Dictionary (IEED), Department of Comparative Indo-European Linguistics, Leiden University. Lokaliseres ved at søge på sidenummer. Tysksproget tekst. Köbler, Gerhard (2000). *se- (pdf). Indogermanisches Wörterbuch: 3. Auflage page 188. Tysksproget tekst. På engelsk kan henvises til Watkins, Calvert (2000). s(w)e- (html). Appendix I: Indo-European Roots. The American Heritage® Dictionary of the English Language: Fourth Edition., tredje person refleksivt pronomen)De etymologiske kilder lister disse etniske navnene af samme rod: suioner, semnoner, samniter, sabelli, sabini, hvilket kan indikere muligheden af et tidligere indoeuropæisk etnisk navn, "vort eget folk/familie". blev først nævnt af Julius Cæsar i forbindelse med Ariovistus' hærtogt ca. år 58 f.Kr.Menzel, Wolfgang; Mrs. George Horrocks (Oversætter); Edgar Saltus (Tillægskapitel) (MDCCCXCIX). Germany from the Earliest Period: Volume I. New York: Peter Fenelon Collier, side 89.
I norrøn mytologi Svebernes navn går også igen i norrøn mytologi og i de tidligste norrøne kilder. Det tidligste vidnesbyrd er det urnordiske navn Swabaharjaz (“svebersk kriger”) på runestenen Rö i det tidligere norske område Båhuslen (nu Bohuslän i Sverige) og i stednavnet Svogerslev.Peterson, Lena. Swābaharjaz. Lexikon över urnordiska personnamn, se note 1. Sváfa, hvis navn betyder "svebersk"Peterson, Lena. (2002). Nordiskt runnamnslexikon , at Institutet för språk och folkminnen, Sweden. var en valkyrie som optræder i Edda-digtet Kvadet om Helge Hjorvardsson (Helgakviða Hjörvarðssonar). Kongedømmet "Sváfaland" nævnes i dette kvad og i Tidreks saga (Þiðrekssaga).
Tidlig historie
Klassificering i de klassiske kilder
Svebere i de klassiske kilder bliver brugt i to forskellige meninger: den bestemte stamme i Julius Cæsars hærtogt, "opholder sig ved (floden) Main", og "hovedsagelig, dækker et stort antal stammer i det centrale Germanien"Chambers, R.W. (1912). Widseth: a Study in Old English Heroic Legend. Cambridge: University Press, side 194, linje 22 af Widsith. Genudgivet i 2006 af Kissinger Publishing as . Det brede syn er udtrykt i værket Germania af den romerske historikeren Tacitus, en grundlæggende skriftlig kilde om sveberne. Dette værk slår fast atSeksjon 8: "Vi må nu tale om sveberne, som i modsætning til chatti eller tencteri ikke udgør en enkeltstående nation. Faktisk okkuperer de mere end halvdelen af Germania, og de er delt i et antal adskilte stammer under forskellige navne, skønt alle sædvanligvis bliver kaldt for svebere."
Sveberne bestod af semnonerne, som er "de ældste og ædleste af sveberne"Sektion 39, langobardereSektion 41, de syv stammer i Jylland og Holsten: reudigni, avionene, anglii (anglerne), varini (varinere), eudosere (jyder), suarini, nuitonereSektion 42; hermundui (hermundurer) ved ElbenSektion 41.; tre langs Donau: naristi (variskere), marcomanni (markomannere), quadiSektion 42.; marsigni og buri.Sektion 43. Der efter er der en bjergkæde og uden for denne i afløbsområdet for Wisła fem stammer fra lugii med harii, helveconere (hillevionene?), manimi, helsii og naharvali; gotere, rugii (rugier/rugere), lemovii langs det baltiske hav (Østersøen); alle svebenes stammer, lokaliserede på halvøen SkandinavienSektion 44.; og til sidst også de ikke-germanske aestiiSektion 45., og sitonerne, uden for aestii langs Baltikum "fortsætte med sveberne". Der efter siger Tacitus: "Her slutter Svebia".Sektion 46.
Der er dog givet få holdepunkter for identiteten af sveberne. De kan være identificerede ved deres tradition med at binde en svebersk hårknude som "skiller en fri mand fra en slave"Sektion 38., med andre ord en form for markering af social rang. Det samme afsnit slår fast, at høvdingene "brugte en mere udsøgt stil".
Et andet kriterium for være en sveber er at bo i området "Svebia". Dette landområde strækker sig ud over der hvor man taler germansk. Det er ikke bare det, at sveberne er alle stammerne i centrale Germania eller selv en blok af stammer, som deler samme sprog og vaner: "det er klart, at det er ingen monolitisk (ensartet) ‘svebersk’ gruppe, men en række stammer, der deler nogle vaner (eksempelvis krigergrave), men de kan også være meget forskellige."Pomeroy, Arthur J. (1994). "Tacitus' Germania". The Classical Review: New Series 44 (1): pages 58-59. A review in English of Neumann, Gunter; Henning Seemann. Beitrage zum Verstandnis der Germania des Tacitus, Teil II: Bericht uber die Kolloquien der Kommission fur die Altertumskunde Nord- und Mitteleuropas im Jahre 1986 und 1987. Tacitus’ beskrivelse af Svebia omfatter hele kysten omkring Østersøen, medregnet dem med stammer som sitonere, som må have opholdt sig der, hvor Finland ligger nu, og som talte finsk-ugriske sprog, og der har ikke været en ændring af disse sprog siden antikken. På sydkysten af Østersøen befandt sig aestii i området for nutidens baltiske sprog, og som er lige så gamle sprog som germansk.
Et tredje kriterium er at dele navnet sveber som er "virkelig ægte og gammelt".Seksjon 2. Øjensynlig er navnet således fleretnisk og multikulturelt, men der er grund til at påstå, at den oprindelige gruppe af germansk sprogede var de, som blev kaldt for svebere og som for en tid ved erobring eller kolonisering dominerede de finsk-ugriske folk og balterne. Hovedstammen af sveberne var semnonerne – og deres navn betyder svebere.
Maurers kulturkredse
Friedrich MaurerMaurer, Friedrich (1942, 1952). Nordgermanen und Alemannen: Studien zur germanischen und frühdeutschen Sprachgeschichte, Stammes – und Volkskunde. Bern, München: A. Franke Verlag, Leo Lehnen Verlag. baserede arkæologiske og litterære analyser af germanske stammer på forskning som tidligere var blevet gjort af Gustaf KossinnaKossinna, Gustaf (1911). Die Herkunft der Germanen. Leipzig: Kabitsch. og sit eget lingvistiske arbejde med isogloss. Han delte germanerne fra første århundrede f.Kr. til fjerde århundrede e.Kr. i fem kulturkredse eller kulturgrupper: de nordlige, Oder-Vistula, Elben, Weser-Rhinen og Nordsø-germanerne.De tysksprogede bøger nævnes af referencehensyn, men engelsksproglige kan finne det samme koncept i Nielsen, Hans-Frede (2003), "Friedrich Maurer and the Dialectical Links of Upper German to Nordic", i Naumann, Hans-Peter, Alemannien und der Norden, Berlin, New York: Walter de Gruyter, Herminonerne bestod af svebere (i smal forstand), hermunduri og andre var gruppen ved Elben. De var stamfædre til dagens moderne højtysk. Disse fem grupper dannede sig i den romerske jernalder en gang efter 800 f.Kr.
Maurer tilegner urgermansk til den nordiske bronzealder som han daterer til 1.200-800 f.Kr. i henhold den information som var tilgængelig for ham. Datoerne har ændret sig noget og en førromersk jernalder er siden blevet udskilt som en del forskere har tildelt et ursprog. Det strakte sig over en grov triangel med vertikaler i sydlige Skandinavien, mundingen af floden Rhinen og mundingen af Wisła. Faktisk var Østersøen kendt af romerne som Mare Suebicum, et navn som uden tvivl henviser til beboelse af svebere, da de bosatte sig på kysterne og sandsynligvis var fælles med suionene / svearneSe note 3.
Sveberne udvandrede efterhånden syd og vest over for at opholde sig for en til i Rhinlandet i nutidens Tyskland, hvor deres navn har overlevet i den historiske region som Schwaben ("Svabia"). Sveberne under Ariovist blev inviterede til Gallien af sequani, men kom snart til at dominere disse og blev til sidst besejrede af Julius Cæsar i år 58 f.Kr.
Julius Cæsars svebere De svebere som nævnes i Julius Cæsars Commentarii de Bello Gallico (Kommentarer til gallerkrigen eller bare Gallerkrigen) levede i 100 distrikter af opdyrket agerland, hvor hvert område var selvstændigt, udstykning af gårde til individer for at bruge det op til et år. De var klædte i dyreskind, badede i floder og drak ikke vin. De tillod kun handel for at slippe af med krigsbytte og havde ellers ingenting at handle med.
De stod til militær disposition, indkaldte årlig 1000 mand fra hvert distrikt for militærtjeneste i et år. Med disse tropper hærgede de ofte i Gallien på den anden side af Rhinen, således involverede Galliens beskytter, den romerske republik, hvis repræsentant i området er en af dets største generaler, Julius Cæsar. Ved at de ikke havde en centralregering og ingen respekt for autoriteter, støttede de sig på tjenestene hos krigshøvdinge som under folkevandringstiden blev svebernes konger.
Angående deres lokalitet var de naboer til cherusci. Det placerer dem ved floden Rhinen og midten af floden Elben. Deres inderste tilflugtssted er Silva Bacenis ("Bøgeskoven") som flere forfattere antager må være Thüringer Wald, bjeerområdet Harzen og Schwarzwald, eller en kombination af disse. I gamle tider var Tyskland dækket af skov og disse tre skovområder var omtrent sammenhængende. De kunne ikke have jordbrug i skovområderne, hvilket betyder, at disse steder var sydenden af floden Main og de øvrige områder af floden Elben som eneste muligheder.
Dio Cassius’ svebere Dio Cassius, som selv om han var en romer skrev på klassisk græsk, begyndte sine optegnelser om sveberne med Julius Cæsars korte ophold på den anden side af Rhinen i år 55 f.Kr.Dio, Lucius Claudius Cassius; Earnest Cary (oversetter). Roman History (html). Lacus Curtius Book 39 section 48. Bill Thayer. Hos Dio Cassius er det sugambrierne, som trækker sig tilbage til sine befæstningssteder, men Cæsar hører, at sveberne samler hæren for at komme dem til hjælp, og han trækker sig tilbage.