thumb|Mindekrans i Jelling Kirke d. 17. oktober 2022 på 1060-års dagen for Knud Danaásts død, placeret ved siden af det sted, som af flere bedømmes at kunne rumme de jordiske rester af Knud Danaást (markeret med en sølvstribe i gulvet). Knud Danaást (ofte blot Knud Danaast eller lejlighedsvis Knud Dane-AstVejle Amts Folkeblad. Politisk og Avertissmentstidende, 28. januar 1871 (s. 4) og mere sjældent Knud Danast,Adam Oehlenschläger: "Erik og Abel. Tragoedie". I Oehlenschläger Poetiske Skrifter. Syvende Deel (udgivne af F. L. Liebenberg). København, 1858. (s. 265) Knud DaneaastSnorre Sturlessøn: Norske Kongers Chronica Udsat paa Danske aff H. Peder Claussøn, København, 1633 (s. 119) og (især norsk og svensk) Knut DanaåstFlatøybok bind 1, Saga Bok, Stavanger, 2014, (ss. 229-230)) eller Knud Gormsen var ældste søn af Gorm den Gamle og Thyra DanebodDansk Kvindebiografisk Leksikon: "Tyre Danebod" (hentet 14. april 2023) og hans yngre brødre var Harald og Toke. Tilnavnet danaást betød "elsket af danerne" (norrønt åst betød "kærlighed").Glosbe: "åst i norsk bokmål" Foruden den hengivenhed, der ligger i tilnavnet, så fortælles der om hans fremtoning og karakter, at han var lyshåret, venlig af sindR. J. Holm: Danmarks Historie fortalt for Ungdommen. Første Del, femte Udgave., København, 1894 (s. 31) og forstandig i sin tale.A. Fabricius: Illustreret Danmarkshistorie for Folket. Første Deel, København, 1854 (s. 166)
Han var medkonge i Danmark fra 947 og indtil sin død i 962 sammen med sin far Gorm.
Kilderne nævner én kendt søn af Knud, Guldharald.
Navn, dåb og opvækst thumb|Knud Danaást tilbragte en del af sin tidlige ungdom hos det kongelige hof i Quedlinburg.
Knud Gormsen har troligvis sit navn efter farfaderen, som også hed Knud (norrønt: Knutr), men som ofte kaldtes for Harde-Knud.Johannes C.H.R. Steenstrup: Mænds og Kvinders Navne gennem Tiderne, København, 1918. (ss. 55-56)Kristian Hald: Personnavne i Danmark. I. Oldtiden, Christiansfeld, 1971 (s. 66)N. C. Skouvig: Hardeknud I og Hardsyssel. Jellingdynastiets oprindelse, Herning, 1977 (ss. 57-58)
Han blev angiveligt døbt i 930'erne. Ifølge Suhm fandt det sted i 934 med den tyske konges mellemkomst, mens Knud var på togt i Frisland,Peter Friderich Suhm: Historie af Danmark, fra Aar 804 til 941 (II. Tome), København, 1784 (s. 567) Petrus Olai nævner i sit Collectanea ikke specifikt Knud i denne sammenhæng, men om lillebroderen Harald fremfører han: "Hic Haraldus Adaldago Archiepiscopo Hamburgensi et Ottoni augusto amicus et familiaris fuit" (dansk: Denne Harald var ven af og nær fortrolig med ærkebiskop Adaldag af Hamborg og kejser Otto).Petrus Olai: "Petri Olai Minoritæ Roskildensis Chronica Regum Danorum, a Dano ad obitum Johannis Regis". I Jacob Langebek: Scriptores rerum Danicarum medii ævi, Tomus I., København, 1772. (s. 116)
Vurdering af historicitet I en artikel fra 1929 om Dronning Thyra, hendes tilnavn og hvorvidt hun byggede Danevirke, der formulerer historikeren Kristian Erslev følgende konklusion vedrørende Knud Danaást: "af de positive Enkeltheder, som fortælles, er der kun een, der rimeligvis er rigtig, den, at Gorm foruden sin Efterfølger endnu havde en Søn Knud, der døde før Faderen".Kristian Erslev: "Dronning Tyre og Danevirke". I Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 6 (1929) (s. 12)
Medkonge af Danmark Knud blev gjort til medkonge af Danmark i 947 sammen med sin far Gorm, og fungerede som sådan frem til sin død antageligt i 962.Den Store Danske / lex.dk: "Gorm den Gamle" (hentet 29. marts 2023)
Der er blevet fremført formodning fra fleres side,Niels Lund: "Gorm den Gamle og Thyre Danebod". I Karin Kryger (red.): Danmarks kongegrave I, Museum Tusculanums Forlag, 2014. (s. 63) at skelettet i kammergraven i Jelling Kirke faktisk er de jordiske rester af Knud Danaást.: "Monumenten i Jelling – myter och realiteter". I A. Andrén (et al.) (red.): Från stad till land. En medeltidsarkeologisk resa tillägnad Hans Andersson (Lund Studies in Medieval Archaeology 29), , Stockholm, 2001. (ss. 73-88) Andre har blot mere generelt fremført en antagelse om, at Knud må være begravet et sted i Jelling uden at præcisere, hvor dette måtte kunne være.
Sagafortælling om fjendskab mellem brødre? Sagafortællingerne er ganske forskellige, når det gælder, hvordan de involverede personer portrætteres og deres indbyrdes forhold skildres. I de yngre bevarede udgaver af Jomsvikingernes saga udmales et forbitret forhold mellem brødrene Knud og Harald. Navnlig Harald mener, at der bliver givet Knud for meget og ham selv for lidt, og det hele ender med, at Harald udvirker sin egen brors død.Jomsvikinga Saga i C. C. Rafns oversættelse til dansk fra 1829 Ingen andre kendte skildringer af forholdet mellem brødrene Knud og Harald gengiver dog broderrelationen på en sådan konfliktfyldt måde, som vi finder det gengivet i disse udgaver af Jomsvikingernes saga, og den norske historiker Gustav Storm mente endda at kunne konkludere, at Jomsvikinga saga i sin ældste skikkelse ikke havde indeholdt nogen skildring af et fjendskab mellem brødrene Knud Danaást og Harald Blåtand,Gustav Storm: "Om Redaktionerne af Jomsvikingasaga". I Arkiv for nordisk Filologi. Første Bind, Christiania, 1883 (ss. 235-248) ligesom den ældste bevarede version af sagaen heller ikke indeholder en sådan historie.: "Historia Jomsburgensium seu Juliniensium ex antiqva lingva islandica et norvegica in latinam translata". I (red.): Arngrimi Jonae Opera latine conscripta, Vol. I (Bibliotheca Arnamagnæana consilio et auctoritate legati Arnamagnæani Jón Helgason editionem curavit, Vol. IX), Munksgaard, København, 1950. (ss. 94-95)Gustav Storm: "I Anledning af Hr. Johannes Steenstrups ”Danske Kolonier i Flandern og Nederlandene i det 10de Aarhundrede”". I Historisk tidsskrift udgivet af Den Norske Historiske Forening, Anden række, andet bind, Kristiania, 1880 (ss. 158-181 (især siderne 178-179))Forestillingen om, at Harald lod sin bror Knud myrde, går dog igen i Grundtvigs digteriske værk fra 1809 Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord.Nik. Fred. Sev. Grundtvig: "Gorm hin Gamle". I Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord (forlagt af I. H. Schubothe). København, 1809
Sagnet om Knuds død Knud blev ifølge oplysningerne i forskellige sagaer dræbt under et vikingetogt til Irland.Johannes C.H.R. Steenstrup: Normannerne. Tredie Bind: Danske og norske Riger paa de britiske Øer i Danevældens Tidsalder, København, 1882 (genoptrykt 1972, ). (s. 97) Sammen med sin bror Harald skal han have belejret Dublin. En aften han morede sig i våbenleg med sine mænd blev han dødeligt ramt af en pil fra en irsk bueskytte. Som sit sidste ønske bad han angiveligt sine mænd om at fortsætte legene som om ingenting var sket, så irerne ikke skulle forstå, at deres anfører var død, og dermed få indtryk af, at belejrerne var svækket.Saxo Grammaticus: Gesta danorum, Niende bog, "Gorm den Gamle" Dødsbudskabet nåede Thyra i Jelling, men hun turde først intet sige, for Gorm skal ifølge sagnet have svoret, at han ville slå den ihjel, som overbragte ham budskabet om Knuds død. I stedet for at sige noget hængte Thyra først sorte klæder for vinduerne og klædte sig i en gammel sæk. Da Gorm spurgte hende, om hun meldte ham Knuds død, svarede hun "Det melder du og ikke jeg." Tabet af sønnen fratog Gorm den sidste livsgnist, så Thyra, ifølge Saxo, "fulgte dem begge til graven med de samme tårer". I Saxos version sad Thyra tilbage som enke; men det passer ikke med de historiske fund. Thyra må være død før Gorm, for som enkemand rejste han den lille Jellingsten til minde om hende.Anders Olling og Hans Erik Havsteen: Gorm den Gamle, Harald Blåtand & Svend Tveskæg (serie Kongerækken), Lindhardt og Ringhof, 2017,
Olaf Aastrup gjorde sig i 1959 til talsmand for, at overbringelsen af dødsbudskabet til Gorm sagtens kunne være foretaget af en anden kvinde end Thyra Danebod.Olaf Aastrup: "Sydhøjen". I KUML. Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab. 1959, Aarhus, 1959 (ss. 84-102 (især s. 94))
Runesten for Knud Danaást? thumb|Henrik Rantzaus prospekt over Jelling fra 1591, der viser kirken, de to høje, Harald Blåtands store runesten, samt en 'ukendt' sten på toppen af Sydhøjen. Knud skiller sig ud fra sine nærmeste slægtninge og familie ved, at der ikke er kendt eller fundet en runesten eller runeindskrift, hvor Knuds navn indgår. Såvel hans far og mor, hans to yngre brødre, hans kone og svigerfar, hans ene søn, en nevø og muligvis tillige en farbror, tante og fætter er nævnt på forskellige runesteneLeif Baun - Vejle Amts Folkeblad, 18. oktober 2022: "Pludselig lå der en fin krans på kirkegulvet" (s. 10) - op til 19 sten i alt kan det muligvis blive til, men for Knud savnes en sten.Olaf Aastrup: "Sydhøjen". I KUML. Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab. 1959, Aarhus, 1959 (ss. 84-102 (især ss. 84-87 & 96)) Jellingområdet har dog tidligere været prydet med et antal yderligere runesten ud over de to kendte runesten, der nu er placeret i glasbur foran Jelling Kirke. Mindet om yderligere en stor runesten i området levede videre gennem århundreder og Søren Abildgaard noterede i forbindelse med sit besøg i Jelling d. 11. juli 1771, at den lokale erindring fortalte om en nu under jorden begravet sten, der skulle befinde sig et sted øst for Dronningens Høj: "en meget stor flad Kampesten under Jorden, paa hvilken skal være megen Skrift".Nationalmuseet - Jellingprojektet: "Søren Abildgaard, 1771"Rasmus Mortensen - Vejle Amts Folkeblad, 12. april 1952: "En tredje Jelling-Runesten?" (s. 4) Abildgaard er dog ikke den første til at omtale en sådan sten. Nogle år tidligere, i 1766, meddeler præsten i Jelling, Povl Wedel, en tradition om, at "ved Jelling selv skulde i forrige Tider have været endnu en tredie Sten med runisk Indskrift, ja, man viser endog Toften, hvor den forhen skal have været at se, indtil Grundens Ejer skal enten have flyttet eller sjunket den saa dybt i Jorden, at den ej mere har været at finde, for derved at forhindre den Skade paa Græs og Korn, som Fremmede og Nysgjerrige, der kom at se Stenen, skal have forvoldt ham".August F. Schmidt: Danmarks Kæmpesten i Folkeoverleveringen (Danmarks Folkeminder Nr. 39), København, 1932-1933 (s. 300)Denne sten er tidvis blevet associeret med Knud Danaást, og den er endog ved visse lejligheder blevet benævnt Knud-stenen.Olaf Aastrup - Vejle Amts Folkeblad, 31. august 1964: "KUBL" (ss. 6-7)I 1964 blev der faktisk fundet en tredje runesten i Jelling, men hverken formen, størrelsen, indskriftens længde eller fundstedet for stenen passede med, hvad Abildgaard havde meddelt i 1771, og stenen fik i omtalen i Skalk året efter prædikatet "lille husmandssten".Skalk, nr. 2, 1965: "Den tredje Jelling-sten" (s. 15)
I tilknytning til spørgsmålet om yderligere runesten må det tillige noteres, at der findes en enkelt efterretning fra 1591 om en stor sten placeret på toppen af Sydhøjen i Jelling, "en Sten af anseelig Størrelse, lidt mindre end den, der er opstillet ved Kirken mellem de to Høje". Omtalerne af denne sten fra 1591 og 1643 lader dog ikke formode noget om, hvorvidt denne sten var "flad", eller hvorvidt der var skrifttegn på den, og ved Ole Worms beskrivelse af Jelling i 1643 befandt denne sten sig ikke længere nogle steder synligt - en del grave- og anlægsarbejde havde dog fundet sted i Jelling i årene forud for Worms besøg på stedet i 1643.
Spørgsmålet om en eventuel runesten for Knud Danaást er altså indtil videre uopklaret.
Knuds søn Guldharald Knuds ældste søn, om hvilken vi ikke kender moderens navn, hed Harald, men blev kaldt Guldharald.Denne søn kom senere i et modsætningsforhold til sin farbror Harald Blåtand, og det endte med at koste sønnen livet.
Yderligere sagn