thumb|George Catlin: Missouria høvding He Who Kills the Osages Missouria (også kaldt missouriJames, Edwin: Part I of James Account of S. H. Long’s Expedition, 1819-1820. Vol. XV of Reuben Gold Thwaites: Early Western Travels. Cleveland. 1905. og i gamle skrifter oumessourit)Dickey, Michael E.: The People of the River's Mouth : In Search of the Missouria Indians. University of Missouri Press. 2011. er en nordamerikansk og føderalt anerkendt indianerstamme med et reservat i Oklahoma fælles med otoerne.
Missouriaernes navn for dem selv på deres eget sprog, der hører til chiwere siouan sproggruppen, er nyut^achi. Det er både oversat til ”Folk ved flodens munding” og ”Dem der døde i vandet”. Det sidste er en henvisning til sac- og fox-stammernes fælles massakre på missouriaerne på vej ned ad Missouri River i kanoer i 1790'erne, da op mod 400 af stammens omkring 800 medlemmer blev dræbt.
Missouria stammen er sammensat af klaner med dyrenavne. Den har lagt navn til staten Missouri og også til Nordamerikas længste biflod.
Missouriaerne hører til et af flere upåagtede oprindelige folk i USA, fordi de ikke udkæmpede kampe med den amerikanske hær. Derfor har deres høvdinge og krigere aldrig vundet medierne og den brede offentligheds interesse.
Historie Forhistorisk tid Engang i 1400 tallet bevægede indfødte amerikanere fra Lake Michigan i nord sig mod sydvest og skabte oneota kulturen på prærien vest for Mississippi River. Immigranterne udgjorde spiren til sidenhen historisk kendte stammer som winnebago (ho chunk), ioway, otoe og også missouria. Da en del af stamgruppen opholdt sig ved Grand Rivers udløb i Missouri River i det nuværende centrale Missouri opstod der en strid som følge af en kontroversiel romance. Traditionen fortæller videre, hvordan mange familier fortørnet fortsatte op ad Missouri River og skilte sig ud som otoe stammen, mens resten, missouriaerne, forblev på stedet. Der var måske 10.000 missouriaer på dette tidspunkt.
Kvinderne i stammens 10 klaner fremstillede lertøj og dyrkede lidt majs og andre afgrøder, mens mændene gik på jagt. Familierne levede i byer under såningen af markerne og ved høsttid, men ellers drog de klanvis langt omkring på prærien efter navnlig bisoner, men også f.eks. kalkuner. Jagtmarkerne strakte sig østpå fra Missouri River mod Des Moines - og Mississippi River og vestpå ind på den sydlige prærie. Hjemmene af lette hytter var enten wigwams med et træskelet dækket af stråmåtter, eller de var større barkhuse, der måske også kom i brug under rådssamlinger. Rundt omkring i byerne var der forrådsgruber til opbevaring af høstudbyttet. Når omstændighederne krævede det, brød missouriaerne op og anlagde en ny by et andet sted.
Missouriaerne havde flere byer syd for Missouri River i staten Missouri. Den store Utz Site ligger i Saline amt lidt syd for det nutidige Miami. Byen var beboet af missouriaer fra omkring 1450 og var muligvis en ældre byplads overtaget af dem, men de levede på stedet gennem flere perioder indtil omkring 1723. Lige ved siden af byen omgav de et seks acres stort, aflangt og irregulært område med tre lange og næsten sammenhængende jordvolde af mere end en meters højde. På inder- og ydersiden af voldene var der gravede grøfter af knap to meters dybde. Missouriaerne afholdt muligvis ceremonier af en art indenfor voldene, der nu er kendt som The Old Fort. Hele den arkæologiske plads dækker et areal på mere end 300 acres og er et National Historic Site.
Historisk tid År 1673 til 1700 thumb|Marquette og Joliet var de første hvide opdagelsesrejsende til at høre om eksistensen af missouriaerne Missouriaernes eksistens kom til de hvides kendskab i 1673. Da sejlede jesuit missionær Jacques Marquette og handelsmanden Louis Joliet ned ad Mississippi River og hørte om dette indfødte folk, der boede 250 kilometer oppe ad Missouri River. I anden- eller tredjehånds rapporter omtaltes stammen som en talstærk nation de følgende år. Fra 1682 lå missouriaernes byer i fransk krævet territorium, Louisiana, uden at de vidste noget om det.
Stammen kom formentlig i besiddelse af heste senest i 1680'erne, og velstand begyndte at blive målt i ejede ride- og pakdyr. En måde at berige sig på var ved at tage heste fra både indfødte amerikanere og de hvide.
Omtrent samtidig lærte missouriaerne om de franske handelsstationer ved f.eks. Illinois River og opsøgte dem for at bytte skind og huder til europæiske varer. I jagten på skind (og også heste) udvidede missouriaerne og de stærke osager i fællesskab deres kontrol over nogle af de vildt-rige jagtmarker i Arkansas, Oklahoma og Kansas på bekostning af andre stammer som pawnee og wichita.Beilay, Garrick (Ed.): Traditions of the Osage: Stories Collected and Translated by Francis La Flesche. University of New Mexico Press. 2010.
År 1700 til 1800 thumb|Karl Bodmer: En missouria, en otoe og en ponca Fra 1700-tallet svandt stammen konstant ind som følge af vedvarende krige med fjendtlige stammer og dødelige sygdomme. En epidemi ramte muligvis missouriaerne straks efter indgangen i det nye århundrede, og i 1763 og igen i 1781 mistede mange livet under koppeepidemier. Stammen talte ca. 1.000 folk i 1777, men i 1804 var befolkningen mere end halveret.
Trods det tidlige brud med otoerne var de to stammer tætte allierede. En anden nær støtte var little osage divisionen i osage stammen. De og missouriaerne boede ofte i byer ikke langt fra hinanden for gensidig tryghed. Ellers stod missouriaerne på god fod med kansaerne vestpå og også med illinierne (illinoiserne) mod øst. Af indfødte fjender var der navnlig sac og fox stammerne samt de sprogligt beslægtede iowayer og winnebagoer, alle nordpå. Med mellemrum kom det til sammenstød med big osagerne lige sydpå uagtet missouriaernes alliance med little osagerne. Missouria høvding Quapaw Indian Striker’s navn vidner om kampe udkæmpet med quapaw indianerne i Arkansas. Hvide handelsfolk på vej op ad Missouri River til fjernere stammer blev stoppet og frataget deres varer; de uheldigste mistede livet tillige. Missouriaerne var generelt på god fod med franskmændene, men de spillede dem ud mod de konkurrerende briter for at opnå handelsfordele.
Missouriaerne, osagerne og illinierne reagerede på franske nødråb i 1712, da fox -, mascouten - og kickapoo krigere belejrede Fort Pontchartrain ved Detroit, Michigan, over 800 kilometer borte.Olson, Greg: Indigenous Missourians: Ancient Societies to the Present. University of Missouri Press. 2023. Kun kickapooerne undslap et stort nederlag, da blokaden af fortet blev brudt med magt. Kampen gjorde intet godt for de i forvejen dårlige relationer mellem missouria - og fox stammen.
I 1725 sejlede et missouria overhoved over Atlanten til Frankrig sammen med bl.a. høvdinge fra illinierne, otoerne og osagerne. De opnåede at hilse på den 15 årige kong Ludvig 15, der bl.a. gav dem hver en medaljon med guldkæde og et gevær.Viola, Herman J.: Diplomats in Buckskins. A History of Indian Delegations in Washington City. Wasington, D.C. 1981.
thumb|Det rekonstruerede Fort de Chartres hvor 600 missouriaer kortvarigt søgte sikkerhed for big osagernes angreb i 1764 Missouriaerne støttede franskmændene i krigen mod briterne fra 1754 til 1763 til ingen nytte. Frankrig måtte bøje sig for englændernes krav på territoriet øst for Mississippi River, mens fransk Louisiana med missouria byerne kom på spanske hænder i 1762. Som før spillede missouriaerne to konkurrerende europæiske magter i den nordamerikanske vildmark, nu Spanien og Storbritannien, ud mod hinanden for egen vindings skyld. Nogle missouria byer i spansk Louisiana flagede åbenlyst med det britiske flag i 1767. Da sac og fox krigere bortførte 10 missouriaer i 1777 fik en spansk mægler pas til britisk territorium og løskøbte fire af fangerne for at skaffe Spanien goodwill hos stammen. Missouriaerne stjal dog stadig arbejdsheste fra nybyggerne i St. Louis de næste år, men det kom sjældent til direkte sammenstød mellem stammen og Spanien. Derimod opmuntrede Spanien tilsyneladende stammer som sac og fox samt f.eks. potawatomie krigere til at slå til mod missouriaerne.
I 1764 søgte op mod 600 missouriaer for en tid tilflugt hos først militærstationen Fort de Chartres i Illinois og siden hos de franske nybyggere i det vordende St. Louis, Missouri, for at være i sikkerhed for big osagerne.
thumb|George Catlin: Fox krigeren Sturgeon's Head. Sac- og fox-stammerne stod bag den værste massakre nogensinde på missouriaerne i starten af 1790'erne.
Bevæbnet med ildvåben købt af briterne og mindre svækket af epidemier kunne sac og fox stammerne efterhånden hamle op med de hensvindende missouriaer. Engang tidligt i 1790'erne overraskede de deres arvefjender på vej ned ad Missouri River i trækanoer og dræbte op mod halvdelen af alle stammens folk. Mange faldt angiveligt under kampe udkæmpet med håndvåben på lavt vand.Thwaites, Reuben Gold (Ed.): Part I of Maximilian, Prince of Wied's, Travels in the Interior of North America, 1832–1834. Early Western Travels 1748–1846. Volume XXII. Cleveland, 1906. Efter massakren, samt måske andre nederlag ikke registreret af historien, var det umuligt for de få missouriaer at eksistere som en nation alene. Den følgende tid indledte størsteparten af dem et fællesskab med otoerne i disses byer ved Platte River i Nebraska. Andre fandt husly hos enten little osagerne ved Neosho River i Kansas eller hos kansaerne. Sac og fox stammerne samt iowayerne udnyttede sejren til at overtage missouriaernes gamle magtområde nord for Missouri River og afstå det til USA i 1824.
År 1800 til 1900 thumb|Det genopførte Fort Osage hvor missouriaerne handlede til 1822 Missouriaernes materielle kultur ændrede sig efter unionen med otoerne. Som alle andre i otoe byerne begyndte de at bo i jordhytter, og på jagtekspeditioner sov de i tipier.
Efter Louisiana-købet i 1803 var det USA, der gjorde overordnede krav på territoriet med missouria/otoe byerne. Den 2. august 1804 mødte seks missouria overhoveder med Lewis og Clark-ekspeditionen i Nebraska og udvekslede venskabsgaver. Akkurat da lå missouriaerne i krig med omahaerne mod nord, og de frygtede pawneernes hævn efter at have stjålet majs fra dem i en tom by.
Med størsteparten af missouriaerne bosat i Nebraska efter nederlaget til sac og fox stammerne gjorde osagerne krav på det gamle missouria territorium syd for Missouri River, men de afstod det til USA i 1808. Militær- og handelsstationen Fort Osage øst for dagens Kansas City, Missouri, blev bygget af amerikanerne samme år, og bl.a. missouriaerne og little osagerne handlede der med mellemrum til 1822.
Missouriaerne og ligeså otoerne lod sig ikke blande ind i den amerikansk-engelske krig 1812-1814. De modstod tilskyndelserne fra både pro-britiske kickapoos og shawneer og amerikanerne, der håbede på at vinde dem for deres sag. thumb|Kort over missouriaerne og otoernes hjemland og reservater