Niels Gottschalck-Hansen (født 21. november 1909 i Charlottenlund, død 6. oktober 1968 i København) var en dansk politiker og sognepræst. Han repræsenterede Det Konservative Folkeparti i Folketinget fra 1950 til sin død og virkede i 31 år som præst i folkekirken.

Biografi Gottschalck-Hansen var søn af en tømrermester og blev student fra Ordrup Gymnasium i 1929. Han tog teologisk embedseksamen (cand.theol.) fra Københavns Universitet i 1937 og blev samme år hjælpepræst i Skovshoved Kirke. Fra 1938 til 1959 var han sognepræst ved Ledøje Kirke og Smørum Kirke. Fra 1959 til sin død virkede han ved Garnisons Kirke i København.

Selv om han overvejende delte grundtvigske synspunkter, var han kendt for sin fordomsfrihed over for andre retninger og for aldrig at blande politik ind i præstegerningen. Hans engagement omfattede en lang række sociale og kirkelige organisationer, herunder Foreningen Norden, Sønderjysk Forening og Kirkeligt Samfund. Ved sin død sad han i bestyrelserne for Statens Åndssvageforsorg, Foreningen til hjælp for grønlandske børn og flere børneinstitutioner. Han var også medlem af præsidiet for landsforeningen Lænken og af Overbevillingsnævnet.

Politik Gottschalck-Hansen blev valgt til Folketinget i 1950 for Det Konservative Folkeparti i Københavns Amtskreds, som han repræsenterede til sin død. Han var ordfører i mangeartede sager og medlem af partiets bestyrelse fra 1957. Han sad i en række udvalg, herunder Lønningsudvalget (1954–1960), Finansudvalget (fra 1958) og Det Kongelige Teaters tilsynsråd (fra 1964). I forbindelse med finansudvalget deltog han i byggeudvalgene for TV-byen og Rigshospitalet.

Efter dannelsen af VKR-regeringen 2. februar 1968 blev han formand for Folketingets Finansudvalg. I 1959 var han desuden delegeret til FN.

Død Niels Gottschalck-Hansen døde 6. oktober 1968 i en alder af 58 år efter længere tids sygdom . Han blev begravet på Garnisons Kirkegård. Efter Niels Gottschalck-Hansens død blev hans folketingsmandat overtaget af Jørgen Langkilde, som også havde fungeret som afløser for ham i Folketinget under hans sygeorlov fra 2. april 1968.

Referencer

Kategori:Personer fra Charlottenlund Kategori:Studenter fra Ordrup Gymnasium Kategori:Alumni fra Københavns Universitet Kategori:Teologer fra Danmark Kategori:Præster fra Danmark Kategori:Folketingsmedlemmer i 1950'erne Kategori:Folketingsmedlemmer i 1960'erne Kategori:Tidligere folketingsmedlemmer fra Det Konservative Folkeparti Kategori:Personer i 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon Kategori:Riddere af Dannebrog