Ole Danbolt Mjøs (født 8. marts 1939 i Bergen, død 1. oktober 2013) var en norsk professor, universitetsrektor og politiker. Han var rektor ved Universitetet i Tromsø fra 1989 til 1995. Han er kendt som leder af regeringens udvalg for højere uddannelse (det såkaldte Mjøs-udvalg) fra 1998 til 2000 og som formand for Den Norske Nobelkomite fra 2003 til 2008.

Biografi Mjøs blev født i Bergen og voksede op på Stord som søn af en præst. Han blev cand.med. fra Universitetet i Bergen i 1964 og dr.med. fra Ullevål Sygehus i 1972. Fra 1967 specialiserede han sig i forskning i hjertesygdomme, og fra 1974 opbyggede han et stærkt fagmiljø inden for medicinsk fysiologi ved Universitetet i Tromsø.

Mjøs var rektor ved Universitetet i Tromsø fra 1989 til 1995. I perioden 1998–2000 ledede han regeringens udvalg for højere uddannelse, hvis betænkning dannede grundlag for kvalitetsreformen af de norske videregående uddannelser i 2001.

Fra 2003 til 2008 var han formand for Den Norske Nobelkomite. Fra 2002 til 2013 fungerede han som bestyrelsesformand for Senter for fredsstudier ved Universitetet i Tromsø. Fra foråret 2009 var han professor emeritus ved samme institution.

Gennem hele sit voksenliv var Mjøs engageret i kirkeligt, samfundsmæssigt og fredspolitisk arbejde. I Tromsø blev han kendt for sit sociale engagement, herunder sin omsorg for personer med rusmiddelafhængighed. Han havde flere perioder bag sig i Tromsø bystyre for Kristelig Folkeparti samt i Tromsøysund menighedsråd, Nord-Hålogaland bispedømmeråd og Kirkemødet.

Referencer

Kategori:Personer fra Bergen Kategori:Læger fra Norge Kategori:Professorer fra Norge Kategori:Universitetsrektorer Kategori:Politikere fra Kristelig Folkeparti