Samsøgades Skole er en folkeskole, der er beliggende på Samsøgade i det centrale Aarhus. Den blev indviet i 1914 og har pr. 2026 482 elever.

Historie Efter afskaffelsen af betalingsskolerne i Aarhus i 1909, oplevede Aarhus en befolkningstilvækst samtidig med, at forholdene i skolerne blev forbedret. Det førte til etableringen af flere nye folkeskoler i byen, herunder Samsøgades Skole. Ligesom Ingerslev Boulevards Skole, Finsensgades Skole og N. J. Fjordsgade Skole er den tegnet af Ludvig Adolph Petersen, men i en helt anden stil. Samsøgades Skole er opført i fire fløje med overdækket gård og som den første skole i byen med en aula, der fik tilnavnet Søjlehallen, fordi taget blev båret af murstenssøjler. Byggesummen var 399.466,80 kroner - og den nye skole rummede 24 klasseværelser, to naturkundskabsklasser, to sangsale, to gymnastiksale samt lokaler til sløjd og husgerning.

Mens 1. verdenskrig ikke fik direkte indflydelse på skolen andet end den af krigen medførte krise, satte 2. verdenskrig sit præg på skolen. I oktober 1942 overdrog man gymnastiksalene til tyskerne, og en lille måned senere blev hele skolen beslaglagt. Elever og lærere måtte forsætte undervisning på Skovvangskolen, men da denne også lukkede tidligt i foråret 1945 undervistes nogle elever hjemme hos en af lærerne. Da skolen igen var befriet, var der blandt andet Hitler-citater på væggene. Efter tre måneders renovering kunne skolen atter bruges.

I 1946 indførte skolen fællesklasser med både drenge og piger. Eksamensmellemskoleklasser kom til i 1951. En nedgang i elevtallet betød, at en række skoler blev nedlagt, senest Ny Munkegade Skole i 1988, som førte til, at Samsøsgades Skole havde 559 elever i 1988 mod 383 året før. En renovering for 5,8 millioner kroner i 1988 øgede skolens areal, så det passede til det øgede elevtal. Skolen blev i 2000 udpeget til IT-modelskole for alle Aarhus' folkeskoler, hvilket indebar at rådgive om de pædagogiske muligheder ved IT i undervisningen.

Referencer

Kategori:Etableret i 1914 Kategori:Folkeskoler i Aarhus Kommune