De Sudanske væbnede styrker (SAF; Arabisk: القوات المسلحة السودانية, Al-Qūwāt Al-Musallaḥah as-Sūdāniyah) er Republikken Sudans militærstyrker. Styrken er blevet anslået til personer i 2011 (af IISS ), 200.000 personer før den nuværende krig i Sudan brød ud i 2023 (af CIA ), og 300.000 personer i 2024 (af Al Jazeera).

I 2016-2017 havde den paramilitære Rapid Support Forces (RSF) medlemmer, der deltog i den yemenitiske borgerkrig (hvoraf de vendte tilbage til Sudan i oktober 2019). I 2026 er SAF og RSF fortsat i væbnet kamp mod hinanden i den igangværende borgerkrig i Sudan.

Historie Den sudanesiske hærs oprindelse kan spores tilbage til seks bataljoner af sorte soldater fra det sydlige Sudan, som blev rekrutteret af briterne under generobringen af Sudan i 1898. Sudan blev officielt det anglo-egyptiske Sudan i 1899. Den højest rangerende britiske officer i Egypten, kendt som Sirdar, fungerede også som generalguvernør for Sudan. I 1922, efter nationalistiske optøjer stimuleret af den egyptiske leder Saad Zaghloul, fik Egypten uafhængighed af Storbritannien. Egypterne ønskede mere tilsyn i Sudan og oprettede specialiserede enheder af sudanesiske hjælpetropper inden for den egyptiske hær kaldet al-Awtirah. Dette blev kernen i den moderne sudanesiske hær.

Uafhængighed "Efter Torit-oprøret i 1954 fik nordlige soldater, der havde forladt styrkerne efter Anden Verdenskrig, lov til at vende tilbage til flaget, og yderligere rekruttering fandt sted."

Ved uafhængigheden i 1956 blev hæren "betragtet som en højt uddannet, kompetent... styrke, men dens karakter ændrede sig i de efterfølgende år." Hærofficerer var imidlertid, på tærsklen til uafhængigheden, begyndt at engagere sig i politik. Antallet begyndte at stige før uafhængigheden og nåede 12.000 mand i 1959 og fladede ud på næsten 50.000 i 1972. Efter uafhængigheden blev militæret - især det uddannede officerskorps - mere og mere politisk involveret; soldater tilknyttede sig partier og bevægelser på tværs af det politiske spektrum." Den 17. november 1958 greb hærens to højeststående generaler, generalmajor Ibrahim Abboud, den øverstbefalende for de væbnede styrker, og Ahmad Abd al Wahab, magten i et militærkup. "Kuppet i Sudan var langt fra en magtovertagelse ... af hæren, men en overdragelse til hæren. Det var et kup af høflighed ... som svar på et krav om nødforanstaltninger ..." fremsat af regeringslederen, Abdallah Khalil.

Den første sudanske borgerkrig brød ud med angreb på politiposter og konvojer i syd, i september 1963. Det mere profilerede tidlige angreb på de væbnede styrker kom i januar 1964, da oprørere angreb kasernen i Wau. Præsident Abboud blev tvunget til at træde tilbage efter demonstrationer, der begyndte i midten af 1964.

I 1969 bestod den sudanesiske hær af omkring 26.500 mand, fire infanteribrigader med fire bataljoner hver, tre uafhængige infanteribataljoner, et panserregiment, et faldskærmsregiment, et panserregiment og tre artilleriregimenter. Efter uafhængigheden hjalp britiske rådgivere med at træne hæren og luftvåbnet, og britisk udstyr dominerede i landstyrkerne.

De diplomatiske og militære forbindelser med Storbritannien og andre vestlige nationer blev afbrudt efter den arabisk-israelske krig i juni 1967, og bruddet blev udfyldt af et tæt militært samarbejde med Sovjetunionen. Sovjetisk bistand faldt sammen med en dramatisk stigning i antallet af sudanesiske væbnede styrker fra 18.000 i 1966 til næsten 50.000 i 1972. Størstedelen af det udstyr, der blev brugt af land- og luftstyrkerne i løbet af 1970'erne indtil begyndelsen af 1980'erne, var af sovjetisk fremstilling, herunder kampvogne, artilleri og MiG-kampfly.

Den anden sudanesiske borgerkrig brød ud igen i 1983 og fortsatte indtil 2005. De væbnede styrker opererede under myndighed af People's Armed Forces Act 1986.UNMIS, Joint Integrated Units Act

Al-Bashir-æraen Ved kuppet i 1989 var over halvtreds procent af de fleste hærenheder bemandet med soldater og underofficerer fra Syden. De fleste manglede engagement for regeringen – de meldte sig ind for de gode rationer, der blev givet til soldaterne, samt lønnen. Selvom de ofte klarede sig godt i kamp og generelt kun overgav sig, når deres mad og ammunition var opbrugt, var de ikke meget for offensive operationer. Under præsident Omar al-Bashir, der greb magten ved kuppet i 1989, omfattede de væbnede styrker under Sudans regering landstyrkerne, den sudanesiske flåde, det sudanesiske luftvåben og de folkelige forsvarsstyrker, som blev dannet i 1989.

Efter al-Bashirs fald (2019-2023) Den 11. april 2019 iværksatte de sudanesiske væbnede styrker et kup mod Omar al-Bashir efter måneders protester mod hans styre. Den 3. juni 2019 udførte de sudanesiske væbnede styrker, ledet af Rapid Support Forces massakren i Khartoum, hvor over 128 mennesker blev dræbt.

Sudans borgerkrig (2023-nutiden) thumb|Den militære situation26. januar 2026 Siden udbruddet af den seneste sudanesiske borgerkrig har de væbnede styrker opnået stigende folkelig støtte mod Rapid Support Forces, selv fra de mest standhaftige kritikere af militæret. Konflikten har også forstærket SAF's afhængighed af islamistiske netværk, som har mobiliseret civile gennem folkelige modstandsbrigader. Især al-Bara' ibn Malik-bataljonen har støttet SAF på frontlinjerne i Khartoum. Trods general Burhans afvisninger viser rapporter, at op mod 75 % af SAF består af elementer tilknyttet Det Muslimske Broderskab.

Yderligere læsning

Bechtold, Peter K. “Military Rule in the Sudan: The First Five Years of Ja’far Numayrī.” Middle East Journal 29, no. 1 (1975): 16–32. Military Rule in the Sudan: The First Five Years of Ja'far Numayrī.

Bienen, H. S., and J. Moore, "The Sudan Military Economic Corporations", Armed Forces and Society Vol. 13, No. 4, 1987, pp. 489–516 Gramizzi, Claudio, and Jérôme Tubiana, "New War, Old Enemies: Conflict Dynamics in South Kordofan"; Karar, Mohamed Ahmed. Al-Jaysh Al-Sudani Wa Al-Inqaaz ("The Popular Army and the NRC"), translated as 'The Sudanese Army and National Salvation' (Khartoum, Sudan: Dar Al-Balad Publisher, 1990) Salmon, Jago. A Paramilitary Revolution: The Popular Defence Forces, Small Arms Survey HSBA Working Paper No.10, December 2007 Small Arms Survey, Joint Integrated Units US Army Area Handbook for the Republic of Sudan, Dept of the Army Pamphlet No 550-27, Second Edition, 1964

Referencer

Cookson, John A. U.S. Army Area Handbook for the Republic of the Sudan Department of the Army Pamphlet No. 550-27. Department of the Army, Foreign Areas Studies Division.

(see author link Ruth First)

(November 2010)

Kategori:Sudans politik Væbnede styrker