American Civil Liberties Union (ACLU) er en amerikansk nonprofit-organisation, der siden dannelsen i 1920 har arbejdet for at fremme borgerrettigheder i USA. ACLU er organiseret med en national forening og lokalforeninger i alle 50 delstater, Washington D.C. og Puerto Rico. ACLU's budget var i 2024 383 millioner amerikanske dollars, som primært kommer fra donationer.

ACLU tilbyder juridisk bistand i sager, hvor organisationen vurderer, at borgerrettigheder er i risiko. Konkret kan ACLU repræsentere borgere eller juridiske personer, og organisationen kan intervenere i sager ved at indsende såkaldte amicus curiae-notater, som en domstol kan vælge at inddrage i sin vurdering af en sag. Udover at tage del i konkrete sager, lobbyerer ACLU også overfor den føderale kongres og delstatskongresserne.

ACLU arbejder for udvidelsen og opretholdelsen af borgerrettigheder. Det betyder, at de blandt andet er imod dødstraf; støtter homoseksuelles ret til ægteskab; støtter LGBTQ+-personernes ret til adoption; støtter reproduktive rettigheder, herunder prævention og abortrettigheder; imod diskrimination på baggrund af køn, minoritetsbaggrund og seksualitet; imod indskrænkning af ytringsfrihed; støtter reducering af frihedsstraffe; støtter krigsveteraners ret til bolig og arbejde; støtter reformering af registre over seksualitetskriminelle; støtter førstegangstraffedes ret til bolig og arbejde; støtter fængsledes rettigheder; imod tortur; støtter adskillelsen af kirke og stat; samt støtter borgeres ret til kønsmodificerende behandling.

Referencer

Kategori:Borgerrettigheder Kategori:Organisationer fra USA Kategori:Etableret i 1920 Kategori:USA's politik Kategori:USA's retsvæsen