Ærkehertuginde Margarete Sophie af Østrig (Margarete Sophie Marie Annunziata Theresia Caroline Luise Josephe Johanna; – 24. august 1902) var en østrigsk ærkehertuginde, der gennem sit ægteskab blev hertuginde af Württemberg.
Biografi Ærkehertuginde Margarete Sophie var det fjerde barn og den eneste datter, der blev født i ægteskabet mellem ærkehertug Karl Ludvig af Østrig i hans andet ægteskab med prinsesse Maria Annunziata af Begge Sicilier. Hendes far var en yngre bror til kejserne Franz Joseph 1. af Østrig-Ungarn og Maximilian 1. af Mexico. Hun var selv lillesøster til ærkehertug Franz Ferdinand af Østrig, hvis attentat var med til at udløse Første Verdenskrig, og til ærkehertug Otto af Østrig, der var far til Østrig-Ungarns sidste kejser, Karl 1.
Ærkehertuginde Margarete Sophie giftede sig den 24. januar 1893 i Wien med titulær hertug Albrecht af Württemberg, der var søn af hertug Philipp af Württemberg og ærkehertuginde Marie Theresia af Østrig. Hertug Albrecht tilhørte den katolske sidelinje af Huset Württemberg og havde udsigt til at arve tronen i Kongeriget Württemberg efter sin sønneløse slægtning, kong Wilhelm 2. af Württemberg. Der blev født otte børn i ægteskabet.
Hertuginde Margarete Sophie døde 32 år gammel den 24. august 1902 i Gmunden i Oberösterreich. Hertug Albrecht overlevede hende med 37 år og døde 73 år gammel den 29. oktober 1939.
Se også Kongeriget Württemberg Huset Habsburg-Lothringen
Referencer
Litteratur
Eksterne henvisninger
Kategori:Huset Habsburg-Lothringen Kategori:Ærkehertuginder af Østrig Kategori:Østrigere i 1800-tallet