thumb|Espalier i gården ved Wernberg Kloster, Wernberg, Kärnten, Østrig

Et espalier (fransk: treillage) er en arkitektonisk struktur, som normalt består af et åbent rammeværk eller et gitterværk af flettede eller krydsende elementer af træ, bambus eller metal. Det anvendes typisk til at støtte og fremvise klatreplanter, især buske.The Book of Garden Furniture, C. Thonger, 1903

Typer thumb|En række espalierer danner væggen i et haverum.

Der findes mange typer espalierer til forskellige steder og forskellige planter, lige fra landbrugsmæssige anvendelser – især inden for vinavl, som behandles under opbinding af vinranker – til havebrug med klatreplanter som vinranker, klematis, vedbend, klatreroser og andre planter, der kræver støtte for at vokse.

Rosenespalieret er særligt almindeligt i Europa og andre områder med omfattende rosendyrkning, og mange sorter af klatreroser kræver et espalier for at kunne udfolde deres fulde potentiale som haveplanter. Nogle planter klatrer og snor sig selv omkring et espalier uden behov for nævneværdig hjælp, mens andre kræver opbinding og vejledning ved, at de voksende skud føres gennem espalieret og/eller bindes fast til rammeværket.

Anvendelse thumb|Et espalier støtter en klatrende rose i en hævet plantekasse.

Espalierer kan også betegnes som paneler, som normalt er fremstillet af sammenflettede træstykker og fastgjort til hegn, tage eller bygningers ydervægge. En pergola henviser normalt til et espalierarbejde, der er anlagt vandret over hovedhøjde for at skabe et delvist "tag" i en have (pergolaer anvendes også i landbrugsmæssige sammenhænge).

Historie Espalieret var oprindeligt beregnet til at støtte vinplanter, hvilket også afspejles i navnets oprindelse: lat. trichila (en grøn lysthus- eller pergolalignende konstruktion).

Espalieret er blevet omtalt i litteratur og botaniske værker gennem historien. Plinius den Yngre skrev i det 1. og 2. århundrede om espalierer i flere af sine breve om haver. I 1800-tallet nævnte Walt Whitman også et espalier i sit digt Give Me the Splendid, Silent Sun.

Espalierer blev anvendt til at støtte buske i espalierdyrkning, hvor man optimerer mængden af frugt, samt til at adskille veje fra krat og forskellige sektioner af køkkenhaver. Denne type hegn blev fremstillet af havernes gartnere. Da havekunsten blev videreudviklet af André Le Nôtre og Jules Hardouin-Mansart, blev treillis også et dekorativt element, og arbejdet blev overdraget til særlige håndværkere kaldet treillageurs. Disse arbejdede selvstændigt indtil 1769, hvor de blev optaget i tømrerlauget. En treillageur skulle have grundlæggende kendskab til arkitektur og til l’art du trait (den traditionelle franske geometri- og opmålingsteknik).

Et espalier kunne udformes som et galleri, en porticus, et rum eller et andet arkitektonisk element og udviklede sig dermed til en form for havearkitektur tæt knyttet til landskabsdesign. I 1900-tallet anvendte landskabsarkitekter som Édouard François, Lewis Duncan og Gilles Clément espalierer i deres arbejder, ligesom kunstnere som Nils Udo og Jean-Max Albert, hvis rumlige værker hører til land art, stedspecifik kunst og miljøskulptur. Jean-Max Albert bemærker:Hubert Beylier, Bénédicte Leclerc, Treillage de jardin du XIV au XX siècle, Éditions du patrimoine, Paris, 2000, s. 172–173Jean-Max Albert, L’espace de profil = Space in Profile, Les Éditions de La Villette, Paris, 1993. "Espalieret muliggør en visuel kontakt mellem ydre og indre elementer. Det gør det muligt samtidigt at iagttage både indersiden og ydersiden af en konstruktion. Planernes halvgennemsigtighed tillader en samtidig aflæsning af overlappende rumlige volumener."

Galleri

Referencer

Eksterne henvisninger

Kategori:Haveelementer