Tørfluefiskeri er en specialiseret og klassisk disciplin inden for fluefiskeri, hvor fiskeren anvender en kunstig flue, der er designet til at flyde på vandets overflade. Formålet er at imitere voksne vandinsekter – eller landinsekter, der ved et uheld er landet på vandet – for at lokke fisk til at bryde overfladen og tage fluen. Det er som om, at alting bliver lidt mere intenst og nærværende, når man fluefisker. Kastet kræver fokus og koncentration, fluen er særligt udvalgt – og måske hjemmebundet – og kontakten med fisken gennem fluelinen, når den hugger, er så direkte, som det kan blive.
thumb|En fluefisker kaster linen ud i håb om en overfladeaktiv fisk.
Historie Tørfluefiskeriets moderne rødder kan spores tilbage til midten af 1800-tallet i de langsomt flydende og krystalklare kalkstrømme (kridtåer) i det sydlige England, herunder berømte floder som Test og Itchen. Her begyndte pionerer at systematisere fiskeriet med flydende fluer for at overliste de sky bækørreder.
Den britiske lystfisker og forfatter Frederic M. Halford (1844–1914) betragtes som tørfluefiskeriets fader. Han udviklede en streng kodeks (ofte kaldet "purisme"), der dikterede, at man udelukkende burde kaste til fisk, som man aktivt kunne se ringe (spise insekter) i overfladen, og at fluen præcist skulle imitere det insekt, fisken åd.
I starten af 1900-tallet blev teknikken tilpasset de hurtigere strømmende floder i USA af pionerer som Theodore Gordon i Catskill-bjergene, hvilket førte til udviklingen af nye, mere flydedygtige fluemønstre, der kunne klare sig bedre i turbulente vande.
Udstyr Tørfluefiskeri kræver specifikt grej, der er designet til at præsentere en næsten vægtløs flue så delikat som muligt på vandoverfladen.
Fluestang og hjul: Der benyttes typisk lette fluestænger, ofte i klasse AFTM 2 til 5. Længden varierer fra 7 til 9 fod afhængigt af vandets størrelse og vegetationen ved bredden. Flueline: Linen er altid flydende (Floating Line), oftest i en WF-profil (Weight Forward) eller DT-profil (Double Taper), som giver mulighed for bløde og præcise kast. Forfang: Et taperet (tilspidset) forfang af monofilament eller fluorocarbon er afgørende. Forfanget skal overføre energien fra fluelinen til fluen, så den lander blidt. Spidsen (tippet) er ofte meget tynd (f.eks. 0,10 - 0,16 mm i diameter), for at være så usynlig som muligt for fisken. Flue-imprægnering (Floatant): Da tørfluer er lavet af materialer som fjer og hjortehår, der suger vand, anvendes ofte et "floatant"-middel (gel eller olie), der sørger for, at fluen bliver ved med at flyde ovenpå.
Teknik Essensen af tørfluefiskeri er "match the hatch" – at præsentere en flue, der ligner de insekter, fisken aktuelt spiser. Fiskeren observerer vandet for "vak" (fisk der stiger til overfladen) og placerer derefter fluen foran fisken.
En vigtig teknik er "line-mending", hvor fiskeren flytter fluelinen på vandet for at undgå, at strømmen trækker i fluen og skaber en unaturlig bevægelse (stribning). En tørflue skal drive naturligt med strømmen ("dead drift") for at virke overbevisende.
Referencer
Kategori:Fluefiskeri Kategori:Lystfiskeri