Louise Emma Augusta Birgitte, lensgrevinde Scheel-Plessen (født komtesse Plessen, den 17. juni 1860 på Sierhagen i Holsten, død 13. januar 1939 sammesteds) var en dansk-holstensk adelskvinde, godsejer, paladsdame og velgører. Hun tilhørte den adelige slægt Scheel-Plessen og voksede op mellem familiens gods Sierhagen og det diplomatiske miljø i Stockholm, hvor hendes far, lensgreve Wulff Scheel-Plessen, var dansk gesandt. Hun var paladsdame hos den tyske kejserinde Augusta Victoria af Slesvig-Holsten.

I 1882 giftede hun sig med sin fætter, greve Carl Gabriel Joachim Wilhelm Scheel-Plessen (1845–1932). Efter hendes to brødres tidlige død uddøde mandslinjen i 1888, og hun overtog da Fussingø Gods, hvor hun virkede som slotsfrue. Arvefølgen var imidlertid omstridt, idet Justitsministeriet førte sag med påstand om, at hendes ægtemand rettelig var arveberettiget. Danmarks Højesteret fastslog i 1895, at Louise var den retmæssige hovedarving og besidderinde af forlodset, hvorved hun blev anerkendt som lensgrevinde i egen ret. I forlængelse heraf modtog hendes ægtemand den 17. juli 1895 et kgl. patent, der tillod ham at bære den lensgrevelige titel.

Som forlodsets femte og sidste besidder rådede hun over omfattende danske og holstenske godser. Besiddelserne omfattede blandt andet hovedgårdene Fussingø ved Randers og Ålum i Danmark samt Sierhagen ved Neustadt og Wahlstorf ved Preetz i Holsten, foruden Selsø og Lindholm. Ud over selve forlodset arvede hun det von Thienenske pengefideikommis og det von Plessenske fideikommis, som begge omfattede betydelige finansielle og territoriale besiddelser i Holsten. Hun forestod en væsentlig del af godsadministrationen og var kendt for sin forretningssans, sit selskabelige liv på Sierhagen og sit velgørende arbejde blandt godsernes ansatte og den lokale befolkning, herunder støtte til fattige, enker, syge og krigsfanger.

Som den sidste besidder forestod hun den tvungne opløsning af Det grevelige Scheel-Plessenske Forlod den 3. oktober 1921 i medfør af lensafløsningsloven af 1919, men fortsatte som ejer af hovedgodserne. Hun beholdt Fussingø frem til sin død i 1939 og var sammen med sin ægtefælle blandt de længst siddende ejere i godsets historie.

Tidlige liv Hun var datter af lensgreve Wulff Heinrich Bernhard Scheel-Plessen, der fra 1849 til 1872 var dansk gesandt i Stockholm, og den svenskfødte tidligere hofdame, grevinde Augusta Aurora von Lewenhaupt. På sin fødselsdato blev den unge komtesse indskrevet i Det Adelige Stift Vallø, hvor hun rykkede op til kvart hævning samme dag og til halv hævning 10. februar 1876, men hun blev aldrig fuldbyrdet stiftsdame, idet hun udtrådte af stiftet ved sit giftermål i 1882. Som den næstældste i en søskendeflok på fire delte hun sin opvækst mellem diplomatlivet i Stockholm og moderens foretrukne holstenske herresæde, Sierhagen. Faderen, der var en smuk og beleven mand med hang til elegance, omgikkes hyppigt den danske kong Christian 9. og den svenske kong Karl 15., hvis skænkede malede portrætter endnu pryder Sierhagen. Moderens forkærlighed for den holstenske natur betød dog, at familien årligt i maj måned rejste med skib fra Stockholm til Lübeck, hvorfra kusken Johann hentede dem med firspand. Køreturen gik i en fin coupé med det plessenske våben og to brune holstenerheste ad den smukke, gamle egeskovsvej mellem Kassau og Sierhagen.

Paladsdame Da faderen i 1872 måtte tage sin afsked på grund af et svigtende syn, der gjorde ham helt blind inden hans død i 1876, var Louise blot 16 år gammel. Hun var imidlertid allerede formet af de to landes store selskabelighed og fornemme livsførelse, hvilket kom hende til gode, da hun i mange år besad den ulønnede ærespost som paladsdame for den tyske kejserinde. Paladsdame er en position forbeholdt den gamle adel med kun én repræsentant fra Slesvig-Holsten.

Ægteskab og børn thumb|Lensgrevinde Louise von Scheel-Plessen med hendes spæde søn. Den 2. maj 1882 blev hun på Sierhagen viet til sin fætter, greve Carl Gabriel Joachim Wilhelm Scheel-Plessen (født 17. november 1845 i Sønderborg som søn af byens amtmand, død 6. april 1932 på Sierhagen). Ægtemanden, der stammede fra herresædet Nehmten, var preussisk ritmester, major, kammerherre og livsvarigt medlem af det preussiske Herrehus, og han opnåede 17. juli 1895 patent som dansk greve med lensgrevelig rang. Parret bosatte sig oprindeligt ved Potsdam, hvor de fik sønnerne Carl (1884) og Wulff (født 1887, som dog døde tidligt), før de i 1888 flyttede permanent ind på Sierhagen, hvor deres resterende seks børn kom til verden. Ved sin fader Carl Theodor Scheel-Plessens død i 1892 arvede ægtefællen tillige de sjællandske godser Lindholm, Bognæs og stamhuset Selsø, der blev klasse A-fredet 28. juni 1918.

Parret fik otte børn:

Carl Ludwig August Hugo Gabriel von Plessen (13. marts 1884 – 26. juli 1971), gift i 1913 med Elisabeth Thekla Mathilde Wilhelmine von Bülow (født 1887). Wulff Alexander Ludwig Leopold von Plessen (21. oktober 1887 – 22. september 1889). Magnus Carl August Wilhelm Otto von Plessen (3. august 1890 – 11. august 1948). Elisabeth Henriette Carola Augusta Gabriele von Plessen (født 8. juli 1891), gift i 1914 med Georg Konstantin Fugger von Babenhausen (født 1889). Augusta Louise Emma Gabriele Ina von Plessen (26. oktober 1892 – 25. september 1899). Margaretha Augusta Henriette Caroline Louise von Plessen (født 12. oktober 1894), forblev ugift. Christian Siegfried Joseph Leopold von Plessen (3. januar 1896 – 21. august 1898). Victor Friedrich August Helmold von Plessen (23. oktober 1900 – 16. december 1980).

Arving og godsadministration

Arvefølge og højesteretsdommen thumb|300x300px|Godset Sierhagen ved Neustadt i Østholsten. For Louises vedkommende var hendes egen arvefølge præget af tragedier. Den egentlige arving, hendes to år ældre bror Magnus Wilhelm Carl Hugo, druknede på Ratzeburg Sø i 1876 under et forsøg på at redde en kammerat. Arven overgik herefter til den 14-årige bror Otto Wulff Heinrich Bernhard under moderens formynderskab, men da han ligeledes omkom på en rejse til Tasmanien i 1888, faldt arveretten til Louise. Selvom Justitsministeriet oprindeligt vurderede, at hendes mand burde være den arveberettigede, fastslog en højesteretsdom i 1895 endegyldigt hendes ret som arving. Dommen faldt i nøje overensstemmelse med den agnatisk-kognatiske arvefølge for Det grevelige Scheel-Plessenske Forlods (oprindeligt erigeret i 1832), som tillod kvindelig arvefølge, samt stamhusets erektionsbrev fra 1688, stk. 8, der foreskrev: "efterlader jeg ingen sønner, da falder det min ældste datter til".

Som retmæssig ejer succederede Louise dermed til enorme værdier og jordbesiddelser. Arven omfattede selve Det grevelige Scheel-Plessenske Forlods, hvis primære besiddelse var Stamhuset Fussingø i Nørrejylland. Dette gods udgjorde alene 891 tønder hartkorn (fordelt på hovedgårds-, bønder- samt kirke- og kongetiende) med et jordtilliggende på cirka 600 tønder land og 1.040 tønder land skov, dertil kom bankaktier og fideikommiskapitaler. Herudover overtog hun to store pengefideikommisser: For det første Det Plessenske Fideicommis, der inkluderede det holstenske gods Wahlstorf (taxeret til en skatteværdi af 320.000 rigsdaler) og en dertilhørende fideikommiskapital på 378.650 rigsdaler. For det andet succederede hun til Det von Thienenske Fideicommis, som udgjordes af en kapital på 454.600 rigsdaler samt yderligere bankaktier. En væsentlig del af disse massive kapitaler fra begge fideikommisser var hypotheceret (pantsat) i godset Sierhagen og tilstødende ejendomme, da netop Sierhagen ifølge erektionspatentet stedse skulle forblive uløseligt forbundet med lenet.

De Plessenske og v. Thienske Fideikommisser stod under den holststenske Overrets, sidenhen Appellationsrets tilsyn, og var dermed underlagt autoriteterne i Holsten. Dermed var det grevelige Scheel-Plessenske Forlods delt mellem både danske og preussiske godser og pengefideikommisser.

Samlet ejede greveparret nu de udstrakte godser Fussingø, Sierhagen, Wahlstorf, Lindholm og Selsø, og de blev de ejere, der sad absolut længst på Fussingø i et halvt århundrede fra 1888 til 1939.

Godsdriften Grevinden administrerede godserne med stor forretningssans og foretagsomhed. I henhold til Lensafløsningsloven af 1919 blev stamhuset formelt opløst den 3. oktober 1921, hvorved Fussingø overgik til fri ejendom, skønt hun personligt fastholdt besiddelsen af hovedgodserne. Arealet udgjorde på dette tidspunkt ca. 1.970 tdr. land, der fordelte sig på 550 tdr. ager, 240 tdr. eng, 1.140 tdr. skov og 90 tdr. uopdyrket jord. Ved overgangen betaltes en statsafgift på ca. 282.000 kr., ligesom der blev hensat knapt 441.000 kr. til successionen. I forbindelse med lensafløsningen skulle der afgives ca. 200 tdr. land til udstykning, men grevinde Scheel-Plessen opnåede dispensation fra det direkte jordafståelseskrav for selve Fussingø ved i stedet at stille 68 nyerhvervede hektar ved Sødal Hovedgård i Viborg Amt til rådighed for udstykningen.

Godset rummede en stor besætning på 80-100 køer, 12 arbejdsheste og to af grevens rideheste. Da Fussingø manglede en ny forpagter i 1897, kørte grevinden personligt ud og overtalte den 35-årige Andreas Bugge fra Damsgård i Bjerregrav til stillingen, hvorefter han og forvalter Nannestad gennemførte en massiv afvanding af egnens sumpe ("kæret"). Arbejdet var så succesfuldt, at lensgreven forundret konstaterede: "På Sierhagen, på de fede muldjorder, har jeg det ikke bedre!". Desuden blev avlsgården genopført i 1910 efter en brand, og en ny skovriderbolig opførtes i 1907. Til godset hørte også de fire "røde" kirker (Ålum, Tånum, Hammershøj, Kousted) og de fire "hvide" (Bjerregrav, Råsted, Vorning, Kvorning), hvis vedligehold grevinden overvågede nidkært, ofte med krav om lokal økonomisk bistand. Hun forærede blandt andet en ny altertavle og et rødblomstret plys-altertæppe til Bjerregrav Kirke og lod forfædrenes marmorsarkofager i Ålum Kirke istandsætte i 1890'erne ved billedhugger Aksel Hansen og arkitekt Frits Uldall. Sidstnævnte lod hun i 1905 forestå den arkæologiske udgravning af den sydlige del af slægtens gamle borgplads i Gammelhave, som hun med stor interesse fulgte frem til sin ferieafrejse, og som først blev endeligt fuldført i 1951. Et personligt minde om hende ses stadig på et af slottets vinduer, hvor hun har indridset navnet Louise.

Glanstid på Sierhagen og velgørende arbejde thumb|Louise Scheel-Plessen. På Sierhagen oplevede godset i samme periode sin glanstid. Lensgrevinden, der som en sand "verdensdame" var vant til store selskaber fra sin ungdom ved det svenske hof, yndede at "holde hof" for videnskabsmænd, kunstnere og diplomater som Sven Hedin. Mens den besindige greve Carl afviste kejser Wilhelm 2.s planer om at ophøje Sierhagen til et af blot to holstenske fyrstehuse, nød grevinden selskabslivet i fulde drag. I sin egenskab af paladsdame modtog hun blandt andet den tyske kejserinde Augusta Victoria, som aflagde besøg på godset, formodentlig på vej fra Plön, hvor kejserindens seks sønner boede på kostskole.

Besøget fandt sted på en varm sommerdag midt i høsttiden. Til ære for den prominente gæst havde grevinden planlagt et storslået festmåltid, hvor tjenerstaben skulle udstyres med nye livréer og hestene med nyt seletøj. Hendes mere pragmatiske ægtemand modsatte sig imidlertid de overdådige planer, der blandt andet skulle have budt på fine kager, og greb ind med ordene: "Vi er midt i høsten, hun får, ligesom alle andre, rødgrød med fløde, og derefter te." Den mere beskedne og klassiske anretning vakte stor glæde hos kejserinden; hun var nemlig født ind i hertughuset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg og havde ikke nydt rødgrød siden sin barndom.