Jørgen Lorenzen (født 3. januar 1943) er en dansk forfatter, foredragsholder og cirkushistoriker, som oprindeligt er uddannet teolog (Aarhus Universitet 1971), sognepræst (Hvorslev-Gerning Pastorat) og gymnasielærer (cand. mag. i kristendomskundskab og dansk 1974). Han betragtes som en af Danmarks absolut førende eksperter inden for cirkusverdenen uden for de professionelle cirkusfolks egne rækker.
I 1987 udgav han bogen Rundt om cirkus og i 1991 bogen Hvad er cirkus?. Han har desuden skrevet adskillige cirkusfaglige artikler i tidsskrifter og dagblade samt produceret dokumentarfilmene Mellem gråd og latter – en film om cirkusklovnen i 2002 og Agnete Louise Enoch – et liv i cirkus i 2005.
Bogen Rundt om cirkus udkom på Dansk Historisk Håndbogsforlag og bar undertitlen Analyse – debat – status ca. 1970-1987. Den er på 158 sider og fyldt med illustrationer. Jørgen Lorenzen skrev bogen med støtte fra den kendte folkemindeindsamler og cirkusforfatter Anders Enevig. Da Internettet ikke eksisterede dengang, lå der et stort researcharbejde bagved med mange dages dybdegående avis- og arkivstudier samt personlige samtaler med cirkusfolk.
Jørgen Lorenzen har ikke blot betragtet cirkus udefra. Han har i løbet af otte sommerferier rejst med det nu ophørte Cirkus Dannebrog som "altmuligmand", hvor han hjalp med alt fra praktisk arbejde til pressemeddelelser og programtekster.
Referencer
Kategori:Faglitterære forfattere fra Danmark Kategori:Danskere i 1900-tallet Kategori:Danskere i 2000-tallet Kategori:Debattører fra Danmark Kategori:Folklorister fra Danmark Kategori:Historikere fra Danmark